fbpx
Tekst Flemming Thomsen Foto Museet for Søfart, Pixabay og Wikimedia

Overtro og sømandsmyter

Pas på ulykkesfugle og bananer om bord på båden

Myter og overtro blandt søens folk lever videre i nyere tid. Krydstogtskibe og lystsejlere holder liv i traditioner som linjedåb, mønter på masten og en flaske vand i styrehuset. Faren fra det ukendte appellerer til den menneskelige fantasi, siger forsker.  


Det er bare med at komme i havn så hurtigt som muligt, hvis du oplever fænomener som det her på din næste sejltur: ”Genfærd kunne vise sig som skeletter i olietøj og søstøvler og bebude undergang. Der kunne høres uhyggelige skrig fra riggen, og skibet kunne give sig med knagende lyde; skibsklokken kunne begynde at ringe af sig selv som en dødsklokke. Selv om disse lyde kunne forklares på naturlig vis, spredte de dog gru.

Allermest kendt er den tro, at rotterne ville ’forlade det synkende skib’, når det lå i havn før sin sidste rejse. Det samme fortælles for øvrigt om skibshunden, og ligeledes om skibets værneånd, skibsnissen.””Overtro udspringer som regel af, at man som menneske har brug for at kunne forklare de uforståelige fænomener i verden. Fra gammel tid har søfolk oplevet mange farer på havet.

Det kunne være himmel og hav, som gik i et, eller når sygdomme hærgede og spredte død om bord. I et behov for at kunne kontrollere disse hændelser og finde forklaringer har man i mange tilfælde tyet til overtro og myter – for så havde man da trods alt noget at holde sig til,” forklarer ph.d. Benjamin Asmussen, der er museumsinspektør på Museet for Søfart i Helsingør.På vores opfordring har Benjamin Asmussen dykket ned i nogle af historierne om overtro og myter blandt søens folk. 

Det er ikke helt nemt. Emnet ligger spredt ud i mange forskellige bøger og optegnelser, men som sejler har du sikkert hørt om adskillige af dem. ”Nogle traditioner af overtroisk karakter går langt tilbage. Vi regner med, at linjedåb, hvor sejlere, der første gang krydser Ækvator, bliver døbt af Kong Neptun og hans følge, går tilbage til 1600-tallet, og vi har beskrivelser af dåben, der stammer fra Kong Christian den Fjerdes tid. I dag holdes traditionen stadig i live af mange internationale erhvervsskibe og private sejlere,” siger Benjamin Asmussen.
En rødhåret havfrue bringer uheld. Er hun også plat-fodet, kan man lige så godt ro i land med det samme.
Dødssejlere og spøgelsesskibe 
En af Benjamin Asmussens forgængere på museet, Henning Henningsen, The grand old man, i dansk søfartshistorie og direktør for Søfartsmuseet i 1971-81 har flere gange skrevet om de mere okkulte sider af sømandslivet. Her er et uddrag af årbogsartiklen ”Sømandens våde grav”, publiceret i 1987. ”Fra sen tid fortælles om en dødssejler, bygget af djævelen selv. Når den viste sig med sine sorte sejl, var den på vej for at hente sjælen af et menneske, der havde forskrevet sig til ham. Man kunne skræmme dødsejleren væk ved at slå på potter og pander, for denne larm kunne Fanden ikke lide. Andre dødssejlere kom for at hente de døde søfolk og sejle dem til dødslandet, som ligger utilgængeligt for de levende. Folk, der havde dristet sig på nært hold af disse skibe, kunne fortælle, at deres mandskab ikke havde noget hoved; skipperen, et skelet med et timeglas i hånden, var den første, der var druknet det år. Undertiden var skibet hvidt af farve.

Det sejlede så hurtigt, at det slog gnister, og det kunne sejle mod vinden.” ”I tidligere tider var det nok ikke ualminde-ligt at se forladte skibe på havet. Man skal jo huske, at sygdomme som skørbug, kolera og pest kunne udrydde en hel besætning, og skibet ville da drive rundt på må og få i havet,” siger Benjamin Asmussen. Når overtroen blev så udbredt i sømandens verden, så er det ikke helt tilfældigt. Henning Henningsens trækker nogle eksempler frem: ”I 1872-84 mistede 36.000 engelske søfolk livet, og de fleste af disse var unge mennesker. I gennemsnit lå levealderen om bord på 40-45 år. 1864-69 forsvandt alene 6356 engelske skibe, det vil sige tre skibe pr. døgn i gennemsnit.

På den jyske kyst strandede 3806 skibe i årene 1851-1926. I tiden 1873-77 forliste i alt 345 danske skibe, hvorved ca. 700 personer omkom. I 1800-tallet regnede man på engelske skibe med et tab på 4 % af britiske søfolk, og hver syvende kaptajn omkom på voldsom måde.” Kildematerialet udgør ifølge Henning Henningsen op mod 7000 tekster, hvorfor han ikke har specificeret sine kilder for de enkelte eksempler.

En af de kendte dødsejlere er Den flyvende Hollænder, der handler om kaptajnen Hendrik Van der Decken. For 400 år siden ville han runde Kap Det Gode Håb i en rasende storm, men blev konstant drevet tilbage. Han forbandede Gud og blev som straf dømt til at sejle til evig tid. Legenden lever stadig blandt engelske og franske søfolk, og det mystiske skib varsler forlis og død for alle, der ser det. Paradoksalt nok påstår mange søfolk gennem tiderne at have set det, uden at de altså mistede livet.
Den flyvende hollænder spreder stadig rædsel på verdenshavene især blandt engelske og franske søfolk, hvorimod hollænderne knapt har hørt om den.
En ladning bananer kan bringe ulykker på skibet. Især hvis klaserne er fyldt med fugleedderkopper.
Kong Neptun med treforken og hans dronning. Linjedåb om bord på ØK skib.
M/S SIENA på vej mod Freemantle i 1959, hvor Ækvator passeres, og der foretages dåb af en bolværksrotte.
Klabautermanden og bananer
På den nordlige halvkugle er skibsnissen en omfarende skikkelse, men hvor mange lystsejlere i glasfiberbåde, der har set ham, står hen i det uvisse. Han skildres normalt som en lille mand med gråt skæg, klædt i rød nissehue, sejldugsbukser og søstøvler. ”Han kaldes også klabautermanden eller kalfatremanden. Han kravler nemlig rundt på skibet og banker med sin kalfatrekølle næsten som en bankeånd,” forklarer Benjamin Asmussen og henviser til museets tidskrifts-artikler af Henning Henningsen, der har beskrevet den lille hjælpsomme fyr, der reparerer skader på båden og advarer om farer, men også kan være i drilsk humør. Hvis Klabautermanden forlader skibet, er det tegn på, at det vil gå under i søen. Han vil da svømme over til et andet skib, hvor han eventuelt modtages med uvilje af den der-boende skibsnisse. 

Der er nok ingen tvivl om, at skibsnissen er begyndt at holde sig mere skjult i nyere tid, lige som mange havuhyre er forsvundet og erstattet med biologiske forklaringer.Omgivet af hav, som Danmark er, har det aldrig skortet på fantastiske beretninger om søuhyrer. Den skandinaviske udgave af dragen, er ikke et ildsprudende monster, men en kæmpestor søslange – Midgårdsormen, en af Lokes sønner, som hviler på bunden af verdens-havene. Og troen på havmænd og fruer var udbredt indtil 1854, da danske Japetus Steenstrup, en specialist i bløddyr, konkluderede at ”havfolk” i virkeligheden var store blæksprutter. Først i 2004 lykkedes det japanske videnskabsfolk at fotografere de gigantiske blæksprutter på 12-13 meter, der lever som dybhavsfisk.

 En del myter og traditioner ser ud til at være opstået i det 20. århundrede, og i mange tilfælde handler de om samhørigheden ved at sejle. Sømænd har deres egen jargon og næsten intet på et skib hedder det samme som på landjorden, og man bærer kulørte tatoveringer, som man stadig kan finde i tatovørens mønsterbøger i Nyhavn. Kong Frederik den 9. lod sig tatovere med sømands-symboler. En tatovering er måske ønsket om noget permanent i en flygtig tid og signalerer, at man tilhører en bestemt gruppe.I vores dage er listen over overtro og myter blevet ganske lang, om end de fleste nok ikke praktiseres men modtages med et glimt i øjet.
Et skib er i alvorlige problemer i et hav fyldt med hvaler og havfruer – udsnit af kort visende Amerika, Ortelius, 1579.
Tyske sømænd fra før 1910. En hane og en gris blev ofte tatoveret på sømandens fødder med den tro, at dyrene ville forhindre sømændene i at drukne ved at vise dem vejen til kysten. En svale på havet betyder, at man er tæt på land.

Sådan kan det gå galt

  • Det betyder uheld at ændre bådens navn. Hvis man gør det, så bør en ceremoni afholdes, så det ryger ud af Kong Neptuns hukommelse. Begynd med at fjerne skibets gamle navn, og ritualet munder ud i en champagne-dåb.

  • At sejle med bananer kunne bringe ulykker, mente søfolk. Tanken er måske opstået, fordi en last med bananer kan miste deres værdi, hvis de modnes for hurtigt på turen, ligesom fugleedderkopper kunne gemme sig i klaserne.

  •  Hajer, der følger en båd, er et dårligt tegn og en advarsel om at dødelig fare er på vej. Det samme sagde man om albatrosser. At miste en hat overbord var et tegn på, at turen ville være lang. Æggeskaller skulle pulveriseres, inden de blev smidt overbord, så små hekse ikke brugte dem til at sejle i. Kvinder, rødhårede og platfodede var farlige at have på et skib.

  • Kvinder kunne gøre havet rasende, hvis de distraherede den mandlige besætning, mente man. Ulykker afstedkommet af platfodede og rødhårede kunne afbødes ved, at man talte til dem, før de selv talte. 

  • Man skulle ikke rejse ud på torsdage (Stormgud, Thor’s dag) eller fredage (den dag Jesus blev henrettet), den første mandag i april (dagen Kain dræbte Abel), den anden mandag i august (dagen Sodoma og Gomorra blev ødelagt) og 31. december (den dag Judas Iskariot hængte sig). 

  • Rød himmel om natten er godt tegn, men tag dig i agt for rød himmel om morgenen. Når himlen er rød ved solnedgang, nærmer det sig højvande og stabil luft fra vest. Derimod indikerer rød himmel ved daggry kommende regn og muligvis uvejr.

  • At fløjte om bord på en båd er helt forkert. Det kan udløse et frygtelig uvejr og måske gøre rejsen fatal. Man skulle vare sig for at tage disse ord i sin mund: ”druknet”, ”farvel” og ”held og lykke”. Blomster på et skib var bandlyst, men problemet kunne løses, ved at man kylede dem over bord. 

  • Omrøring af te med en kniv eller gaffel kunne tiltrække ulykker, ligesom man blev advaret mod at vende et brød på hovedet, når det først var skåret ud. Saltbøssen måtte ikke rækkes videre til den næste ved bordet. 

  • Skotske søfolk mente, at man fangede flere fisk på turen, hvis man først kastede et besætningsmedlem overbord og derefter halede ham tilbage igen. Derefter skulle fiskene nok bide på. Skibskatte var velansete og kunne bringe held på rejsen, desuden var de gode til at fange mus. Kradsede katten i masten, var det tegn på uvejr.

  • På nybyggede skibe lagde man sølvmønter i mastesporet for at sikre sig mod død og ulykke. Og selv i dag kan man se store erhvervsskibe, som har en forseglet flaske vand stående i styrehuset. Det er det første vand, som berørte skibet, som man har indfanget og fyldt på en flaske som beskyttelse på sejladserne.

Kilder: Sømandens våde grav, publiceret i 1987. Sailing superstitions Maritimemuseum.co.nz, trolderuterne.dk m.fl.

Klabautermanden viser sig og giver gode råd, træsnit efter Karel Sedivys tegning fra 1890.
Drager og søuhyre indgik ofte i fortællingerne. I de danske farvande var det Midgårdsormen, som skræmte nok så god en sømand i gamle dage.
Omgivet af hav, som Danmark er, har det aldrig skortet på fantastiske beretninger om søuhyrer.
De mange farer på havet for lystsejlere og søfolk skaber stadig myter og traditioner blandt søens folk.

BÅD 566

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.