fbpx
images/AC_topfoto.jpg

Tekst Øyvind Bordal
Foto Sarvo Marine 

Sarvo37

Dansk, grøn hyper boat sigter mod stjernerne

Kender du begrebet ”hyper boat”? Ordet er importeret fra bilbranchen, hvor man taler om ”hyper cars” – ekstreme biler, som er designet og produceret uden hensyn til byggeomkostninger, og som leveres til kunder, som både kan og vil betale for det bedste der overhovedet kan laves på markedet.

Det er ikke helt tilfældigt, at begrebet dukker op lige præcis i denne eksklusive artikel som Bådmagasinet er de første til at publisere.

70 knob med el-motor
For ikke alene er det en ret præcis betegnelse på den nye, danskproducerede Sarvo37, som blandt andet skal kunne sejle 70 knob med el-motor, og have en rækkevidde på 70-100 sømil på én opladning.

Men den tekniske troldmand, der har givet Sarvo37 dens meget opsigtsvækkende specifikationer, kommer netop fra bilbranchens ”hyper-afdeling”.

Danske Jonas Voss har nemlig stået i spidsen for elektromobilitet hos en svensk, velkendt sportsbilproducent i superklassen. Elektromobilitet betyder at få ting til at flytte sig med elektrisk kraft. Det kan være et tog, eller en metro, det kan være en bil – eller det kan være en båd.

Sarvo37 ser hurtig ud. Det bliver den også.


Tocifret millionbeløb

Voss har altså været med til at udvikle nogle af verdens hurtigste og dyreste sportsbiler. De billige modeller koster et par millioner.

Altså, euro.

Den kommende Sarvo37 kommer også til at koste virkelig mange penge, ifølge værftet et tocifret millionbeløb – dog i danske kroner. Det er med andre ord ret ekstremt. Og det er klart, at en 37 fods båd som er så dyr, skal kunne noget helt særligt.

Sarvo37 - et stilstudie i frækt design og nytænkning ud over alle grænser.


Hvornår kommer de – batterierne?

Det bringer os tilbage til de tekniske specifikationer, og ikke mindst Jonas Voss. Den elektriske motor-revolution har vi sejlere ventet på i 15 år, og først nu begynder bevægelsen for alvor at få moment. Det vi hele tiden har ventet på, er batteriteknologi, der kan give os den fornødne mængde kraft, og dermed rækkevidde, i en pakke der er til at betale, og som hverken fylder for meget eller vejer for meget. Og som kan genoplades forholdsvis nemt og hurtigt.

Det har ikke været let at udvikle batterier, der kan netop det. Der skal rigtig meget power til for at flytte tunge ting i høj hastighed over tid. Fossilt brændstof, som vi er vant til at bruge i vores forbrændingsmotorer, er enormt koncentreret energi, tilgængelig i store mængder til en nogenlunde overkommelig pris – og derfor svært at konkurrere med.

Drev og skrue er også superoptimeret - alt sammen i helt unikt design



350 kWh batteripakke

Det er altid en god idé at kigge på ”front end”, det vil sige ekstreme og dyre projekter, for at se hvor ny teknologi vil komme fra, og ikke mindst i hvilken form. Og når vi ser på ydelse, er det mildt sagt opsigtvækkende tal der præsenteres fra Sarvo Marine.

Batteripakken på den første Sarvo37 er på 350 kWh, hvilket er ca tre gange mere end hvad der ellers regnes for en stor batteripakke i en hurtig, eldrevet motorbåd i dag. En sejlbåd med el-motor har til sammenligning en batteripakke der tit ligger på mellem 5 og 10 kW.



1.280 HK

Motorens ydelse svarer til 1.280 HK. El-motorer omsætter kraft uden nogen forsinkelse, hvilket giver en uovertruffen acceleration. Med den firedelte, særlig udviklede motor, som kører på 800 V, vil bådens acceleration og topfart blive helt ekstrem. 70 knob er ca dobbelt så hurtig som det, de fleste vil betragte som hurtig.

Og det sker altså i en båd, der er luksuriøs og komfortabel. Det kræver selvfølgelig at alle komponenter er i topklasse, inklusive skrue og drev. Sarvo37 får en syleskarp skrue designet til at skære overfladen. Det reducerer kavitation, og sender kaskader af vandsprøjt bagud, igennem en specialdesignet tunnel – noget som yderligere øger effekten.

Der er, så vidt vi ved, ingen serieproduceret båd på markedet, der kan komme i nærheden af det Sarvo37 kan levere. Og projektet er altså dansk!

 

Sarvo Mads Breckling (tv.) og Jonas Voss (th.) foran det der skal blive den første Sarvo37.

 

Let og ekstremt hurtig
Bådens totale vægt, inklusive al den batterikraft, og endda bygget i letvægts aluminium (ikke kulfiber), opgives til kun 4.780 kg. Også det er en revolution. En så stor batteripakke ville normalt gøre en båd så tung, at den ikke ville være særlig hurtig eller interessant. Men Jonas Voss har introduceret batteriteknologi, som vi ikke har set i bådbranchen indtil nu. Og det åbner for nye muligheder. I fremtiden forestiller man sig at levere både batteripakker og motorløsninger til breddemarkedet, blandt andet udviklet på basis af den første Sarvo37. På den måde bliver et super eksklusivt flagskib som Sarvo37 relevant, også for alle os, der ikke lige kan afsætte et tocifret millionbeløb til et fritidsfartøj.

 


Grøn produktion

Det er den bornholmske iværksætter og ildsjæl Sarvo Mads Breckling, som står bag Sarvo Marine. Han har udviklet på konceptet Sarvo37 igennem en årrække, hele tiden med høj teknisk standard og grøn produktion som centrale elementer.
Jonas Voss er også medejer, og derudover er der også en tredje partner i virksomheden. Jan Brandi er kendt som DJ og eventmager, og bidrager med et stærkt internationalt netværk, som indeholder investorer og potentielle kunder til en helt særlig båd som det her.
Den første Sarvo37 bygges lige nu i København, og testsejladser planlægges i maj.
Vi kommer til at følge projektet – også i vores trykte magasin – og bringe en reportage fra prøvesejlads, så snart det er praktisk muligt.


Specifikationer, Sarvo37:

Længde: 11,25 m
Bredde: 3,10 m
Vægt: 4780 kg
Motor: 1280 hk
Distance: 70-100 sømil
Tophastighed: 70 knob
Batteri: 350 kWh
El-system: 800 volt
Torque: 2400 Nm

Se mere her



Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.