fbpx

 

Hansen Sailing Team

Målrettet dansk offshore satsning

Hansen Sailing Team stævner til august ud i verdens største offshore kapsejlads Fastnet Race. Men kun hvis de klarer kvalifikationen som hedder Garmin – Round Denmark Race inshore.


De ville være verdens bedste ORC-sejlsportshold, og det lykkedes næsten. Så lagde de kursen om. De vil fortsat være blandt de bedste, men i dag skal resultaterne bæres af sejlglæde og store oplevelser.
Der er grøde i dansk kapsejlads – nye kapsejlads-former og formater ser dagens lys og flere er igen tiltrukket kapsejladsen. Det foregår på forskellige niveauer fra ungdomssejlere i foilende joller og boards til længere distance-kapsejladser. Det foregår alene, to personer eller med en hel besætning. De seneste år har single- og doublehand sejladsen Vegvisir Race drevet udviklingen mod mere krævende sejladser med svær navigation og ægte offshore. Og sejladsen har med Nyborg som ny værtsby fået turbo på tilmeldingerne, der er gået fra 127 både i 2020 til 206 både og 356 sejlere i skrivende stund i år. Og fra i år øges ladetrykket yderligere når den 650 sømil lange distancekapsejlads Garmin – Round Denmark Race inshore og offshore (2022) startes fra det danske sejlsportsmekka Aarhus. Men mens offshore sejladsen frem til 2017 lå i noget nær koma har vi haft enkelte danske hold, eller måske skulle man skrive, et enkelt dansk hold, der har dyrket offshore kap-sejlads og kontinuerligt leveret topresultater i al ubemærkethed. 

Mest komplekst
Vi taler om holdet Hansen Sailing Team, der er ledet af Michael Møllmann, som har en opfordring til andre sejlere: ”Jeg får mere sejlads, der rummer en højere kompleksitet på distancekapsejladserne end jeg gør på traditionelle banesejladser. Der er et langt større strategisk spil om vejrmeldinger og vindprognoser. Dem der tror, det er tilfældigt, hvem der vinder og hvor folk placerer sig – det er jo ikke sandt. På en sejlads som Garmin – Round Denmark Race kan du lave store gains, hvis du har læst vejrmeldingerne rigtigt. Så for mig er der nogle helt andre elementer i offshore sejladser som også tiltaler mig i den moderne verden uden for sejlsporten,” siger Michael Møllmann. Vi vender tilbage til hvilke elementer offshore sejleren præcis tænker på senere i artiklen. I dag sejler Hansen Sailing Team i en Elliott 35 SS, som er en moderne fuldblodsracer i kulfiber med svingkøl, daggerboards, kulfibermast og meget andet. Det er meningen, at holdet og båden skal deltage i mange af de legendariske offshore kapsejladser, der finder sted forskellige steder på kloden. Men lad os starte med starten.

Hurtigste DH-båd
Holdet tog form i 2002. På det tidspunkt var Michael Mølmann bådløs, da projektet Buksesnedkeren stoppede efter at have domineret de nordeuropæiske kapsejladser op gennem 1990’erne. Han teamede op med en af de andre bærende kræfter på det kommende Hansen hold, Sofus Pedersen. Kapsejladserne foregik i en X-332. Michael Møllmann har mangeårig leder-erfaring fra sit job hos Novo Nordisk, hvor han har lært at sætte sig mål. Således blev det formuleret, at Hansen Sailing Team skulle være Danmarks hurtigste DH-båd – det var i 2004. I 2006 var den ambition opfyldt, og man satte sig et nyt mål, der skulle indfries i en ny båd. Denne gang en X-37 og målsætningen var nu at blive verdens hurtigste inden for ORC eller IRC målereglen. ”Det handler for mig om at bruge teknologi, og at forsøge at gøre båden så hurtig som muligt. Og at få besætningen til at spille sammen,” siger han.

Mest pimpede cruiser 
Og det kan dokumenteres, at det ikke blev ved ordene. Hansen Sailing Team var først til at sætte en kulmast på en cruiser som X-37’eren retfærdigvis må beskrives. De var først med de højteknologiske superlette PBO fiberstag og vanter på en båd under 40 fod. De var først med de støbte 3Di sejl. De startede en trend med at skifte køl og ror. ”Vi hev køl og ror af og lagde båden på siden og long boardede den. Sådan en 37 fods cruiser – det var med nogle virkelig lange brædder, men ellers var det som i gamle dage med jollerne. Vi fik en italiensk designer til at udvikle en ny køl og helt nyt ror, der var ORC-optimerede. Kølen blev cnc-fræst og monteret hos Mittelmann ved Kiel. Det gav meget,” beretter Michael Møllmann, der også fortæller, at alle skroggennemføringer blev ændret så de lå flush, og at båden fik en ny skrue.Vi gjorde med andre ord ALT det, der skal til for at få båden til at performe.Og resultaterne stod mål med anstrengelserne – dog blevet holdet aldrig de bedste i verden, men står noteret for to VM 2. pladser i hhv. Barcelona i 2015 og København i 2016. En 5. plads i 2017 og en 4. plads i 2018 i den, ifølge Michael Møllmann, hårdeste af de tre ORC-klasser. 

Ramte aldersloftetI ORC-gamet ændres reglen hvert år. Derfor er der ikke garanti for, at fordi man har gjort det godt det ene år, så gør man det også godt det næste. Bådene skal med andre ord sættes op til reglen til hvert eneste VM, og derudover kommer der nye konstruktioner til, der er specielt designet til reglen det pågældende år. De ældre både får hvert år en slags alders-kompensation på målet, så de holder sig konkurrencedygtige, men efter 15 år er bådene på den maksimale kompensation. Det betyder, at de ældre både har en udløbsdato – lige meget hvor pimpede de er. ”Fra 2019 ville vi ikke mere få alders-kompensation, og da sejladserne bliver vundet på sekunder, så vi ingen anden udvej end at finde en anden båd, hvis vi skulle forblive i toppen af feltet. I øvrigt var X-37’eren ved at være død.

Den var blevet blød, når vi hev i hækstaget. Den er fortsat fin til cruising, men ikke til race,” fortæller Michael Møllmann og fortsætter: ”Vi snakkede om hvad vi så skulle.Til alle VM’erne havde vi mindst vundet én af offshore sejladserne, og det var samtidig det, vi syntes der var sjovest at sejle. Derudover var vi piv-trætte af at sejle på en måde efter ORC-reglen, hvor man nogle gange bevidst gør båden langsommere, fordi det kan betale sig i forhold til ORC-målet.”

Fastnet regel straffer Hansen 

Fastnet kører som alt andet i England under IRC. Elliott 35 SS måles ind i IRC Zero, som faktisk er tænkt til de største både. Så Møllmann og Co er i deres 35 fods båd i løb med VO65’ere, Imoca60’ere, 70 fods maxier etc. Sådan er det fordi Elliott 35’eren har svingkøl, hvilket traffes meget hårdt under IRC. ”For os er det lidt lige meget. 
"Vi sejler jo for at have det sjovt, og for at være den hurtigste af de ’små’. Vores forventning er, at vi gerne skal blive hurtigste båd under 45 fod. Og nej vi måloptimerer ikke, det gælder om at sejle hurtigst muligt. Vi glæder os meget til det,” siger manden med målsætningerne Michael Møllmann.


Sejle de største kapsejladser
Det skulle vise sig, at flere fra kernen i Hansen Sailing Team havde de samme sejladser på deres bucket liste. De ville gerne prøve kræfter med for eksempel Fastnet Race, Sidney Hobart, Caribbean 600 og måske nogle længere sejladser over Atlanten og på Stillehavet. Samtidig skulle det være en båd, de havde råd til, og så var det, at Elliott 35 SS dukkede op som en båd med netop dette potentiale. ”Der kom hurtigt en båd til salg. Den havde sejlet Fastnet Race og Middel Sea, lidt i New Zealand og Transpacken – San Francisco – Hawaii og nu lå i Europa. Efter en over-bevisende prøvesejlads på Malta forhandlede vi i fem måneder, inden vi fik den til en fornuftig pris,” fortæller Michael Møllmann. Blandt de mange smarte finesser kan båden transporteres på højkant i en 40 fods container. Køl og ror tages af, og masten skilles i to dele. På den måde kan den transporteres rundt i verden som gods i en container. Og en dag i foråret 2018 stod båden så i sin container i Horsens, hvor projektet har base. Der blev den stående til Hansen-holdet i X-37’eren havde sejlet et sidste IRC-VM. Og først da det var ovre, begyndte udpakningen af Elliott 35 SS’eren, som blev endeligt samlet i slutningen af 2018. 

Uinteressant målerbrev
Michael Mølmann er glad for at have konverteret fra måleregel- til hastighedsoptimering. Han fortæller, at den eneste grund til, at båden i dag har et målebrev er, så holdet kan få lov at stille op i kapsejladserne. Helt ringe gik det dog ikke i debutsæsonen i 2019. På sejladserne Palby Fyn Cup og Fyn Rundt Classic blev det til 2. pladser samt en tredjeplads på korrigeret tid, men på DH-DM, hvor der var let vind faldt hammeren, og Hansen sluttede på 11. og næstsidste pladsen blandt de startende.”Jeg er piv-ligeglad. Sejloplevelsen er så meget større. Vi er lige pludselig kommet tilbage til hvorfor det var, at vi startede med at sejle … fordi det var enormt fedt dengang vi lå i jollerne og planede af sted. Når du sætter en 140 m2 spiler og har 60 m2 storsejl på en båd, der kun vejer 3,5 tons, så sker der noget for det går stærkt. Sejlareal/kg ratioen er helt exceptionel på denne båd.”

Første opgave RDRi 
Og så er vi fremme ved 2021 igen. Her skal holdet indfri den første af sejladserne på deres ”Bucket liste”. I juni skal de have en form for revanche på Garmin – Round Denmark Race inshore. Det er ingen hemmelighed, at Hansen teamet sidste år i august forsøgte at sætte referencetiden på den 650 sømil lange distance rundt om Danmarks nordligste, østligste og sydligste punkter. Men desværre måtte de opgive. ”Vi havde afsat den pågældende periode længe før referencetidsforsøget. Så datoen lå fast uanset vejret. Og vi fik meget, meget let vind og meget kryds. Vi ville ryge langt ind i den følgende arbejdsuge inden vi ville være tilbage til målet i Aarhus. Så vi udgik, men det sker ikke i år. Vi ser meget frem til RDRi, som vi har fået godkendt som den obligatoriske kvalifikationssejlads til Fastnet Race i august. Det er derfor vigtigt, at vi gennem-fører, og som altid ønsker vi at gøre det godt,” siger Michael Møllmann. For at sejladsen kan tælle som kvalifikation kræves, at mindst halvdelen af besætningen og skipperen har gennemført et race på minimum 300 sømil sammen 12 måneder før start. Derudover skal mindst et medlem af besætningen have træning i førstehjælp i henhold til World Sailings Offshore Special Regulations

Derudover skal mindst to fra holdet have gennemført et todages sikkerhedstrænings-forløb også i henhold til World Sailings Offshore Special Regulations. Ingen af disse kurser er tilgængelige i Danmark. I Sverige er det i år muligt at tage teori-delen, mens den praktiske del foregår i Holland, Tyskland eller England.Båden er kun lettere opdateret siden sidste år med et nyt optimeret sværd, enkelte nye sejl og en række nødvendige vedligeholdelses-mæssige udskiftninger af centrale systemer. Holdet havde håbet, at Palby Fyn Cup skulle have været årets første sejlads, men denne blev som bekendt aflyst. 

Holdet bag Hansen
Siden sidste år er Hansen Sailing Team ændret på en enkelt plads. Mathias Bak Andreasen har overtaget efter Kresten Mohr, så holdet ser ud som følger: Michael Møllmann skipper, Thomas Sørensen rorsmand, Sofus Pedersen trimmer, Lars Kirk trimmer, Martin Larsen mast og Mathias Bak Andreasen fordæk.

BÅD 570

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.