fbpx

Tekst Jens Høy Foto Jens Høy, Dometic

Opgrader:

Mobil køling gør det nemt at opgradere den gamle båd

Moderne kølebokse er et nemt alternativ til et træt køleskab i en ældre båd. Teknikken har aldrig været bedre, og vil du helt slippe for strøm til køling, er passive bokse i dag så godt isoleret, at isterningerne holder flere dage uden brug af strøm.


Lunkne drikkevarer og sur mælk til kaffen på en dags tid. Sådan er situationen for mange ejere af ældre både med simple kølemuligheder. Men fortvivl ikke: Det har aldrig været nemmere at få god køling ombord, uden at det trækker den sidste strøm ud af batterierne.

De første kølebokse kom frem for omkring 45 år siden og i  begyndelsen var udvalget begrænset, men i 2021 tæller udvalget af bokse hundredevis af forskellige størrelser og flere grundlæggende teknikker.

Udvalget af bokse hos forhandlerne og på nettet er nærmest uoverskueligt. Priserne går fra få hundrede kroner til flere tusinde for de helt avancerede modeller, der har samme avancerede kompressor som det køleskab, som man har stående hjemme i køkkenet.

Termoelektrisk er billigst

Til brug i båden er den billigste mulighed en termoelektrisk køleboks, som sluttes til bådens 12v-stik. Teknikken er velfungerende og boksene fås i mange kvaliteter, størrelser og prisklasser.

”Det første man bør gøre, er, at finde den køleboks, der matcher ens behov. Er det udelukkende til sejlture i Danmark, kan en billig termoelektrisk køleboks være rigelig. Godt nok kan den kun sænke temperaturen med ca. 15-18 grader i forhold til udenomstemperaturen, men i en båd i en dansk sommer med kølige temperaturer, holder den mad- og drikkevarer på 4 til 7 grader”, siger direktør Per Flensted fra Dometic Danmark.

Gennem de sidste 30 år har virksomheden været blandt de førende på mobil køling, og virksomheden leverer foruden mobil køling også køleskabe og elektrisk udstyr til campingbranchen. Foruden egne produkter i mange prisklasser leverer Dometic også teknologi til andre producenter af køleprodukter, som så selv markedsfører produktet.

Flere niveauer

Der findes også kraftigere modeller af termoelektriske kølebokse, der kan køle 30 grader under den omgivende temperatur. Så hvis man blot køber ind fra dag til dag, kan denne teknik fint bruges til normale danske sommertemperaturer. Det er dog vigtigt at huske på, at den termoelektriske boks for alvor kommer på en svær opgave, hvis du fylder den helt op med varer som først har ligget i en lummer bil eller blevet transporteret fra et supermarked et stykke væk fra havnen.

Et pristjek rundt på køleboksmarkedet viser, at termoelektriske kølebokse kan fås fra ca. 400 kroner. Ofte kan man få dem lidt billigere, hvis mærket ikke spiller nogen rolle. Om boksen så også kan køle ned til den opgivne temperatur i forhold til udenomstemperaturen er et andet spørgsmål, for der findes ingen standard for denne type af produkter.

Med en rigtig kompressor stiger pris og vægt

Næste skridt op ad kølestigen er den type bokse, der benytter kompressor. Det er samme teknik som det almindelige køleskab, som vi kender fra køkkenet, med den forskel, at kompressoren arbejder på 12 volt.

Fordelen ved denne teknik er at strømforbruget er lavt, samtidig med, at kompressoren er effektiv selv ved høje temperaturer uden for køleboksen. Har man brug for det, kan boksen i reglen også sættes til at fryse. For de fleste kompressorbokse gælder også, at de kan sluttes til 220 V, og på den måde fungere som et ekstra køleskab i hjemmet, når man eksempelvis har fest og brug for ekstra køleskabsplads. Priserne på kompressorbokse begynder ved ca. 2.000 kr., hos Harald Nyborg og Biltema, men de mest avancerede koster en hel del mere. Forskellen er først og fremmest finish og detaljer, men også hvor kraftigt boksen kan fryse. Desuden er de dyreste bokse bedre til at spare på strømmen. Den seneste udvikling inden for kompressorbokse er, at man i de dyreste store bokse kan have isterninger i ene side af boksen og køleskab i den anden. 


Arbejder hurtigt

I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har vi testet Coolfreeze CFX3 35, der har C energimærke (tidligere A++ mærke), som en af de eneste på markedet.  Alle boksene i CFX-serien er udstyret med kompressorer, der har integreret styreelektronik med automatisk kølesystem, der benytter en tre-trins batterivagt.

Den kan indstilles til et område mellem 10 plusgrader og 22 minusgrader. Bådmagasinets test viser, at den fra at stå i solen med en omgivende temperatur på 26 grader i boksen går til 5 grader på under halv time.

Det går med andre ord lynhurtigt at få boksen op i omdrejninger, og selv når kompressoren kører på maksimal ydelse, er støjniveauet rimeligt. Man kan godt høre, at kompressoren arbejder, men lyden er ikke trættende. I en støjsammenligning støjer en TCX termoelektrisk boks med 42dB, og en CFX3 kompressorboks med 44dB.

En smart detalje er, at boksen har wifi og bluetooth, så man via sin mobil kan se temperaturen i boksen, selv om den er gemt lidt af vejen. Det er endvidere muligt at få en alarm på telefonen, hvis temperaturen kommer pludselig stiger, eksempelvis fordi en teenager har glemt at lukke den.

Vægten er 17,5 kg, men takket være solide bærehåndtag er den nogenlunde handy at flytte rundt på. Indvendigt LED-lys er standard.

Skuffe med køl

En ældre båd har typisk et køleskab i køkkenbordet, men har du plads under en køje eller et andet sted er det muligt at montere en skuffe med køling. Fordelen er, at selve kompressoren kan monteres et stykke væk fra selve skuffen. På den måde får man et relativt stor kølerum i forhold til en kompressorboks, hvor selve kompressoren optager plads i boksen.


Her er teknikken

Termoelektrisk køleboks

Pris: fra 400 kr.

Fordele:

  • Pris
  • Vejer ikke meget

Ulemper:

  • Begrænset effekt i varme omgivelser. Kan typisk køle 15-30 grader under udenomstemperaturen. Strømforbrug op til 4 A i timen.

Kompressorkøleboks

Pris: fra 2.000 kr.

Fordele:

  • God køling ved ekstreme temperaturer
  • Både køl og frys ned til minus 15° eller koldere
  • Minimalt strømforbrug
  • Integreret batterivagt
  • Mulighed for 220 V/usb-stik
  • Kan bruges som ekstra køleskab i hjemmet

Ulemper:

  • Den tungeste løsning
  • Begrænset rumindhold i forhold til fysisk størrelse.
  • Kompressoren stjæler plads.
  • Mobile kølebokse kan også fås med absorptionsteknik, men de må ikke benyttes på både, da boksen skal stå lige for at fungere.

Helt uden strøm

Vil man overhovedet ikke rode med ledninger til det mobile køleskab, findes der også bokse, som holder på kulden i meget lang tid, takket være en ekstra kraftig isolering og et slags labyrint-forseglingssystem, der forhindrer, at kulden slipper ud og varmen kommer ind, når boksen åbnes.

Der findes ingen standard for, hvordan man måler effektiviteten af disse passive kølebokse, der spænder fra helt simple modeller af billig plast med en let isolering, til mærkevarer med meget kraftig isolering og gummipakninger der mindsker kuldebroer. Bådmagasinet har prøvet flere af denne typen bokse, og tilbage står indtrykket af en imponerende evne til at holde det man putter i boksen koldt. Hvis man eksempelvis tager på weekendtur fredag og putter et par frosne køleelementer i boksen, ja så holder den kulde til søndag uden problemer, hvis man ikke åbner den hele tiden. Isterninger holder også flere dage, hvis man fylder boksen godt op. De bedste modeller har en aftapning i bunden. På den måde kan du let rengøre boksen, når du er færdig med at benytte den.


Tips til køleboks

  • Låget skal være åbent, når boksen opbevares
  • Kulden falder nedad, så læg de koldeste ting øverst
  • Åbn boksen så lidt som muligt
  • Hold gummipakninger smidige med silicone
  • Sørg for ikke at blokere udluftningen til boksen 

Transportabel strøm

Hvis du ikke orker at opgradere din båds elektriske system, er det muligt at medbringe et transportabelt Litium Ion batteri, som du tilslutter en køleboks. Priserne på transportable batterier er høje og begynder ved ca. 5.000 kr. – og udvalget er lille.

Et fuldt opladet batteri af modellen Dometic Perfect Power PLB 40 kan holde gang i en køleboks i op til 40 timer, afhængig af udenomstemperatur og hvor meget køling du har sat boksen til.  Ulempen er en vægt på omkring 7 kg – så selv om der er indbygget håndtag, er det en tung genstand. Fordelen er dog, at batteriet kan oplades via solceller eller 12V. Desuden medfølger lader til 220V. En forbedring af produktet ville dog klart være, hvis 220V-laderen i stedet var indbygget.


Sammenligning af kompressor og termoelektrisk køleskab:

Dometic Coolfreeze CFX3 35 vs Tropicool TCX 21

  • Køleevne: +20- minus 22/30 grader under udenomstemperatur
  • Indhold: 36/21 liter
  • Energiforbrug: 44/73 kWh
  • Energimærke: C/E
  • Støj: 44/41 dB
  • Pris: 6.559/2.049 kr.

BÅD 571

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.