I august 2012 dukkede en serie halvdårlige fotos op, taget fra lang afstand, på internettet. De fik hurtigt ben at gå på, i mere end én forstand: Billederne viste en katamaran på 72 fod, som fløj i luften med kun et par mærkelige skinner nede i vandet. Billederne gik viralt og resulterede i mange meningsudvekslinger i kommentarfelterne. De fleste mente, at det måtte være photo-shoppede, falske billeder. For en stor sejlbåd på flere tons kan da ikke flyve?
Stadig i den teknologiske førertrøje
Det kunne den godt. Og siden den dag har America’s Cup været en helt anden konkurrence end i de foregående 160 år. Ja, man kan sige, at kapsejlads på eliteniveau i det hele taget har været en anden størrelse lige siden.
Billederne viste Emirates Team New Zealand’s AC-72, og i dag er det meget passende dem, som har pokalen i skabet. Og i 2024, om ca. to og et halvt år, skal de forsvare den igen.
Kiwiernes imponerende teknologiske og innovative forspring har været hårdt udfordret i de 10 år, der er gået, men de har holdt dampen oppe trods modgang, og de rejste sig fra asken sidste år og vandt en overbevisende sejr over Luna Rossa på hjemmebane i Auckland.
Store egoer og dybe lommer
Og nu er det næste slag allerede i fuld gang – den 37. America’s Cup. Mange af de centrale spillere træner og konkurrerer nu i SailGP, som sidder på et format, som gør det muligt at få mange timer og tætte kampsituationer i både, der ligner meget dem, som skal bruges i selve AC.
Ingen ved præcis, hvornår den sejles. Ingen ved heller, hvor den skal foregå. Vi kan først forvente en udmelding i løbet af foråret. Det er forsvarerne, Emirates Team New Zealand, og deres samarbejdspartnere omkring cuppen (med et ægte victoriansk udtryk ”Challenger of Record”), INEOS Team UK, som udstikker rammerne sammen. Og det foregår ikke uden sværdslag.
America’s Cup ligner nemlig ikke noget andet i international sejlsport. Der er langt flere penge på spil end i nogen anden kapsejlads, og de fleste af dem kommer fra private, dybe lommer – nærmere bestemt fra milliardærer med egoer, som matcher deres bankkonto. Derfor er der mere prestige og ære på spil end i nogen anden kapsejlads. Og eftersom milliardærer ofte er vant til at kæmpe med advokater som deres foretrukne våben, er advokater væsentlige spillere på holdene.
Højteknologiske både og ældgamle regler
Der er altid hårde forhandlinger, spionage og retssager involveret i årene op til en cup, og sådan er det også den her gang. Sejladsen foregår i verdens mest moderne, højteknologiske fartøjer og udkæmpes efter et regelsæt fra midt i 1800-tallet. Det serverer rigelige muligheder for at skaffe sig betydelige fordele, længe inden startskuddet går.
Team New Zealand har haft en kriseperiode i efteråret, efter at to personer fra deres egen inderkreds (en advokat og en tidligere finansiel støttespiller) forsøgte at gå i hemmelige forhandlinger med New York Yacht Club med henblik på at finde støtte til en retssag, som skulle fratage INEOS Britannia positionen som Challenger of Record og give den til amerikanerne. Formålet var at sørge for, at cuppen kunne blive sejlet i New Zealand. ETNZ-chef Grant Dalton var rasende, og de to er nu smidt på porten.
Tilbage til England?
Almindeligvis ville stedet for sejladserne være ret ligetil: Forsvarerne vil gerne sejle på hjemmebane, foran et hjemmepublikum, og det kan de principielt bare beslutte. Men denne gang er det mere kompliceret.
New Zealand har en meget restriktiv corona-politik, og regeringen og ETNZ har for længe siden røget i totterne på hinanden. Samtidigt har Ben Ainslie og hans milliardær-sponsor, Jim Ratcliffe (ejer af olie- og gasvirksomheden INEOS og en af verdens rigeste mænd) en meget stærk vision om at vinde. Briterne bærer på en ældgammel drøm om at bringe sølvpokalen ”tilbage til England”. Den tabte de nemlig i første hug tilbage i 1851 og har aldrig siden vundet den tilbage.
At vinde America’s Cup for England ville sætte kronen på Ainslies livsværk og gøre ham til en endnu mere udødelig og historisk figur, end han allerede er (for nye læsere: Ben Ainslie er sejlsportens største superstar og har blandt andet vundet fire olympiske guldmedaljer.
Det ville altså være en betydelig fordel – og et stort mediemæssigt stunt – for det britiske team, hvis de kunne sejle den 37. America’s Cup på hjemmebane.
Næppe i New Zealand
Resultatet af den her hårdknude er formentlig, at ingen af de to kommer til at sejle på hjemmebane. Når det gælder stedet for den næste cup, er det hele stadig på rygtebasis, men lige nu ser det ud til, at cuppen vender tilbage til Europa. Jeddah i Saudi Arabien er nævnt, et land som sikkert kan lægge en tyk bunke dollarsedler på disken og håbe på, at arrangementet medvirker til at omverdenen glemmer deres brutale overgreb på især opposition og kvinder. Men Cork (Irland) ser umiddelbart ud til at være favoritten på rygtebørsen med Barcelona/Valencia (Spanien) også i spil.
HOLDENE
I skrivende stund er fem hold tilmeldt: ETNZ (pokalforsvarere), INEOS (Challenger of Record) samt Alinghi Red Bull, Luna Rossa og American Magic. Der er seriøse forventninger om flere deltagende hold, så snart man kender tid og sted for sejladserne.
Når det gælder det amerikanske hold, har der allerede været ballade bagom linjerne. Ærværdige New York Yacht Club, som havde den mytologiske sølvkande stående i skabet i 132 år, havde først signet op med et andet amerikansk AC-team, Stars & Stripes.
De nåede aldrig til startlinjen i Auckland sidste år, modsat American Magic, som faktisk sejlede et fremragende race, indtil de smadrede båden i et spektakulært wipe out i semifinalerne.
I efteråret satte NYYC hele sin AC-satsning på pause, og efter en periode med konflikter, personaleudskiftning og usikkerhed blev det offentliggjort, at man nu havde et samarbejde med American Magic i stedet.
Ellers er det interessant, at en anden historisk AC-karakter, Ernesto Bertarelli, har returneret til cirkusmanegen. Den schweiziske milliardærs Alinghi-hold vandt pokalen i 2003 og 2007, før de tabte den til Larry Ellisons Oracle Team USA i 2010. Bertarelli har fået Red Bull med på holdet, og samlet set er de meget godt udrustet med både penge, talent, forbindelser og vilje til at vinde.
Ved siden af American Magic er det de tre øvrige hold (ETNZ, INEOS og Luna Rossa), der udgør den absolutte inderkreds af hold, der kan og ved noget om den helt særlige videnskab, det er at udvikle, bygge og ikke mindst sejle en AC-75. Kiwierne havde den klart hurtigste båd sidst og er skyhøje favoritter. Men hverken Luna Rossa eller INEOS gav op uden hård kamp i Auckland sidste sommer, og i flere situationer var de bedre i starter og andre tætte, taktiske matchrace-situationer.
Det bliver nok rigtig svært for andre end netop de fire hold at vinde den 37. AC.
Hvilke sejlere, som kommer til at være de centrale spillere, er langt hen ad vejen et åbent spørgsmål så tidligt i processen. Det største spørgsmål er, hvad der sker med super-duoen fra sidste gang, ETNZ’s Peter Burling og Blair Tuke. Det kan være afgjort, inden du læser dette, men kiwierne har i hvert fald allerede signet to af verdens bedste folk i den her type sejlads, Glenn Ashby og Nathan Outteridge.
INEOS Britannia stiller selvfølgelig med Ben Ainslie som skipper/rorsmand, og meget tyder på, at American Magic får Paul Goodison som skipper.
Alinghi Red Bull Racing har offentliggjort sin skipper, den aldrende, men meget erfarne Brad Butterworth. De skal nok ud at finde yngre kræfter til at supplere.
Luna Rossa Prada Pirelli Team ser ud til at fortsætte med sit meget stærke og rutinerede kernehold: Max Sirena, Jimmy Spithill, Francesco Bruni og Shannon Falcone.
BÅDENE
Den 37. AC vil sejles i en opdateret version af de foilende 75 fods katamaraner, som blev brugt sidste gang. Den nye protokol blev offentliggjort midt i november og her fremgår det blandt andet, at hvert hold kun kan bygge en båd.
Bådene bliver denne gang uden bovspryd og Code Zero, og vægten i de markante vingefoils reduceres. Mandskabsstørrelsen reduceres fra 11 til 8, og deres maksimale kropsvægt reduceres med 2,5 kg. Alt i alt giver det en vægtbesparelse i kampklar båd på ca. 1.000 kg. Formålet med den øvelse er primært, at bådene skal komme op i luften lettere og ikke mindst i en lavere vindstyrke. America’s Cup skal kunne sejles i et så bredt vindspekter som muligt, og med det nye setup skal det være muligt at foile helt ned til 6,5 knob, dvs. godt og vel tre meter pr. sekund. Den øvre vindgrænse kommer til at hedde 21 knob, dvs. godt 10 meter pr. sekund.
AC er også en scene, hvor den absolut seneste teknologi på andre områder kan fremvises. Der er udviklet en hydrogen-drevet, foilende motorbåd, som skal følge kapsejladsbådene og assistere på forskellig vis. Det siger sig selv, at de skal have en topfart på den gode side af 50 knob, og eftersom en grøn profil er blevet væsentlig for alle store sejlsports-events, er der lagt en stor indsats i at skabe en hydrogen-drevet, zero emission følgebåd til formålet.
En ny, mindre træningsbåd bliver også lanceret. Den skal ikke kun bruges til træning, men også til at teste nye løsninger som foils, rigdetaljer og styresystemer, og den kan sendes rundt i verden i en 40 fods container. AC-40 skal også bruges i to sideløbende serier – en for ungdom, kaldet Youth America’s Cup, og en nyskabning for kvinder, kaldet Woman’s America’s Cup Regatta.
AC40 er konstrueret ret præcist som en miniatureversion af den båd, der skal bruges i selve America’s Cup. Det er ETNZ som står bag konstruktionen. Chefdesigner Dan Bernasconi fortæller, at båden er opdateret med seneste viden fra deres udviklingsteam, og at de selvfølgelig har diskuteret, om de skulle servere konkurrenterne resultaterne af deres udviklingsarbejde. Men de er nået til den konklusion, at de satser på, at holdets fortsatte arbejde over de næste to år vil bringe dem foran igen. AC-40 kan altså betragtes som en båd af generationen efter de AC-75’ere, vi så i Auckland sidste sommer.
REGLERNE
En interessant nyhed fra protokollen for den 37. America’s Cup er, at forsvarerne af pokalen skal deltage i de indledende sejladser. Det var kiwierne ikke sidste gang, hvilket medførte, at de var åbenlyst bagud på race-træning og derfor tabte flere finalesejladser på trods af en båd, som i de fleste forhold var klart den hurtigste. De kan dog ikke score point i de indledende sejladser, eftersom de er finaledeltagere uanset, og spørgsmålet er, om konkurrenterne overhovedet vil sejle rigtig kapsejlads mod dem. Hvis de ikke gør (”sandbagging”), kan de fratage ETNZ den kapsejladstræning, den erfaring og de data, ETNZ gerne vil hente i sejladserne.
En mere strikt nationalitetsregel er også en vigtig brik i den nye protokol: Sejlere skal ganske enkelt have samme nationalitet som den klub, som står bag det hold, de sejler for. Og det skal de have haft siden afslutningen af forrige cup. Der er dog en undtagelse for såkaldte ”emerging nations”, altså lande, der gerne vil være med i America’s Cup og ikke tidligere har vundet den, eller været med de seneste seks gange.