fbpx
Tekst MORTEN BRANDT FOTO ANDREAS LINDLAHR // EYOTY

Man skal holde, hvad man lover

Det var med stor spænding, at jeg gik om bord på den nye “koncept-båd” fra østrigske Sunbeam. Ville dens radikale linjer og design leve op til forventningerne?


Når man træder ned på en 32 fod lang båd, mærker man med det samme, hvad der er i vente. Har man en båd under fødderne, der lader sig påvirke af ens 85 kg kropsvægt, eller har man en båd, der ligger fast som en flydebro? Da jeg trådte fra kajen om bord på Sunbeam 32.1, var jeg ikke i tvivl. Jeg var trådt fra kajen over på en flydebro. Og tror man, man skal stole på sit førstehåndsindtryk, så ville det blive op ad bakke for den østrigske båd herfra. Hvorfor designer man en båd med et så aggressivt udtryk, blot for at tynge den ned med en meget tung aptering? Svaret er naturligvis det enkle, at der er mennesker involveret.

Velkommen til det nye look fra det 70 år gamle østrigske Sunbeam-værft. Aggressive skroglinjer der mere end antyder en hurtig båd – men skindet bedrager. Det specielle skrogdesign er udtænkt af bureauet Kiska, hvis motto er “Breaking With Traditions”.


Produkt af familiefejde
32.1eren er således den første båd, som Sunbeam sætter i søen efter en omstrukturering, der endte som et ægte show down, hvor den ene af ejerne blev smidt ud. For at gøre ondt værre bestod det tidligere ejerskab af fætrene Gerhard og Manfred Schöchl – Sunbeam har været i familiens eje siden 1950’erne. Sådan skulle det ikke være længere. I stedet blev det Manfreds søn, 29 årige Andreas Schöchl, der nu er CEO og står i spidsen for værftet. Og Sunbeam 32.1 er billedet på det opgør, han har følt var nødvendigt for at få værftet videre. Som det fremgår af udseendet vil østrigerne nu noget helt andet.

Andreas Schöchl siger, at man bibeholder Sunbeams traditionelle gode sejlegenskaber samtidig med, at de på baggrund af en grundig kundeanalyse er kommet frem til, hvad det er kunderne vil have. Og det er meget mere end blot en båd, der kan sejle på sejl. Den skal kunne mere og være mere brugbar for nutidens unge og gamle kunder. Min nysgerrighed var derfor stærkt pirret, da vi stod ud af havnen i rigtig god vind – 8-10 m/sek. For hvilke nye sider ville denne båd fremvise? Og hvor godt ville den rent faktisk sejle? Tidligere tiders Sunbeams har typisk været nomineret i Familie Cruiser-kategorien, hvor de har udmærket sig ved kvalitet i håndværket, mens sejlegenskaberne på bådene har været ok, men aldrig det unikke selling point.

Det vi elsker
Den gør det godt om læ Sunbeam 32.1. Man har taget dagsejlerkonceptet med et stort sammenhængende rum om læ. Men her er det mere gennemarbejdet og gennemtænkt, end man normalt ser det på en dagsejler. Og så har man udnyttet pladsen, så der alligevel forekommer en form for sektionsopdeling. Fremme er en lille let hævet fortrekant. Derefter et salonområde centreret omkring salonbordet med plads til fire. Et skønt pantryområde i bagbord med vask, induktionskogeplade, skabe, skuffer og køl. Og til slut en form for agter-chill-område, hvor man kan opholde sig med en bog eller computer og hvor et barn kan sove. Andreas Schöscl fortæller, at han og designteamet har hentet inspiration til indretning og layout af bådens indre ved at se på motorbådene. Han mener, de er langt foran sejlbådene, når det kommer til interiør. Der skal ikke være tvivl om, at det gode håndværk og det fine materialevalg også kendetegner denne Sunbeam. Det er imidlertid et problem, at værftet konsekvent vælger de tungeste løsninger på stort set alle udfordringer.

Oppe i cockpittet var der god plads, og man sad godt på bænkene langs cockpitbordet. Liner, hal mv. var ført agter ned i nærheden af de to rat. Som det ofte sker, er ergonomien for den arbejdende del af besætningen ikke god, når man vælger at føre trim, hal og skøder så langt agter som muligt. Ideen er, at rorsmanden kan klare det hele, men ofte fungerer det langt fra i praksis. Oplevelsen på roret er ikke værd at skrive om, ligesom det heller ikke var nogen oplevelse at sejle imod eller med bølgerne. Båden var simpelthen for tung og blev hængende i vandet.

Hvem er i målgruppen?
Angiveligt er båden udviklet på baggrund af den omtalte store grundige analyse. Det er dog svært for mig at se, hvilken sejle, det er, båden er designet til. Måske kan det være helt nye sejlere, eller sejlere der ønsker at konvertere fra motorbåd til sejlbåd. Det sidste er dog svært at tro på. Måske vil sejleren, der ønsker en dagsejler med mere komfort og som ønsker sig masser af opmærksomhed i havnen, tænde på denne koncept-båd med de hidsige skroglinjer. Jeg mener simpelthen, at denne båd leverer noget helt andet, end den lover på baggrund af sit ydre. Ja, der er mange fine ting og ideer om læ, men det bliver alt for tungt og går ud over noget af det vigtigste på en sejlbåd – sejlegenskaberne. Men hvorfor dog bruge godt 1,8 mio. kr. på en sejloplevelse, der er på højde med det, man kan opleve på en polsk trailerbåd til langt under halv pris?


  • DET SIGER VÆRFTET:
    • Vores mål har været at “smadre formerne” og bygge en ny type sejlbåd, som ikke kan puttes ind i nogle eksisterede kategorier.
  • DET SIGER VI:
    • Vi køber ikke konceptet med en hurtigt udseende båd, som er dødkedelig at sejle, bl.a. fordi den er alt for tung. Og vi tvivler på, at den holder vægten opgivet til 4150 kg.
  • DET SIGER VÆRFTET:
    • Hvis denne båd var en bil ville den være – ikke en Lamborghini, men snarere en Aston Martin.
  • DET SIGER VI:
    • Vi er ikke enige –i vores verden svarer båden mere til en Fiat Multipla.
  • DET SIGER VÆRFTET:
    • Den nye Sunbeam 32.1 er et skridt foran evolutionen.
  • DET SIGER VI:
    • Vi har før taget fejl, og måske viser det sig, at båden bliver en stor succes, men vi tvivler. Vi tror i øvrigt altid, at det er en fordel at være i sync med markedet frem for foran det.

SPECIFIKATIONER
LOA:
9,98 m LWL: 9,90 m Bredde: 2,98 m Dybdegang: 1,8 m
Vægt:
4.150 kg Kølvægt: 1.250 kg Storsejl: 36 m2 Fok: 20 m2 Motor: Volvo Yanmar 18 hk
Dieseltank: 60 l Vandtank: 80 l Design: J&J Skrogdesign Gerald Kiska. Pris inkl. moms 1.831.107 kr.

Badeplatformen skydes ud med en aktuator.


BÅD 577

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.