"Mænd søges til farlig rejse. Små lønninger, bitter kulde, lange måneder i fuldstændig mørke, konstant fare, sikker hjemkomst tvivlsom. Ære og anerkendelse i tilfælde af succes."
Besætningen om bord
De 28 mænd – videnskabsfolk, sømænd, håndværkere og eventyrere – slår lejr på en isflage, der langsomt trækker dem nordpå med strømmen langs kysten af Antarktis.
Der er gået næsten et år fra de begyndte ekspeditionen. De jager pingviner og sæler som supplement til deres rationer af kiks, vælling og sukker, men der er intet håb om undsætning. Ingen skibe kommer forbi på disse kanter, og måske genkalder nogle af mændene sig ordlyden af den annonce, som Shackleton forud for sin fjerde ekspedition havde indrykket i The Times: ”Mænd søges til farlig rejse. Små lønninger, bitter kulde, lange måneder i fuldstændig mørke, konstant fare, sikker hjemkomst tvivlsom. Ære og anerkendelse i tilfælde af succes.”
Kaptajnen og navigatør på Endurance, den 42-årige Frank Worsley, en newzealænder, der har tilbragt årtier i den britiske handelsflåde og Royal Navy Reserve, noterer i sin logbog koordinaterne for, hvor Endurance er sunket. Fotografen, Frank Hurley, tager billeder af kammeraterne, der velvilligt stiller sig op ved siden af deres stivfrosne lærredstelte, der er rejst på isen.
I fire måneder driver de med strømmen, indtil de en dag når frem til den lille ubeboede klippeø, Elephant Island. Her sejler de ind i deres tre redningsbåde og slår lejr. Den skotske skibstømmer, Henry McNish, klargør den største af redningsbådene, den 22,5 fods James Caird, til en længere tur til Sydgeorgien, hvor der på nordsiden ligger en hvalfangerstation og dermed mulighed for at hente hjælp. Han bygger et provisorisk overdække af brædder og lærred, rigger den til som en ketch med en ekstra mast og øger ballasten, så der er mindre risiko for, at den lille båd kæntrer på den 1300 km lange sejlads over Det Sydlige Ocean, som er kendt for hylende storme, og hvor det vil være mørkt det meste af tiden.
Hvem skal afsted?
Fem mand foruden Shackleton udvælges til turen, mens de resterende 22 bliver tilbage på Elephant Islands stenede strand, et ynglested for søelefanter. Mændene er begyndt at sulte. Rationerne er skåret kraftigt ned, og kun hvis der bliver hentet hjælp, kan de overleve. De søger ly i deres telte og under de to mindre redningsbåde, som ligger med bunden i vejret, og venter.
En historisk redningssejlads
Den 24. april 1916 stævner redningsbåden James Caird ud i Det Sydlige Oceans iskolde vande og kraftige vinde. Kaptajn Worsley har i dage spejdet efter solen og holdt øje med stjernerne for at korrigere sit kronometer. Nu er solen fremme et kort øjeblik, hvilket er afgørende for at kunne navigere. Med i båden har mændene navigationsbøger og to sekstanter til at fastlægge solen og stjernernes position.
Succesen afhænger af Worsleys evne til at foretage en nøjagtig navigering, baseret på observationer og ”død regning”, hvor man beregner et fartøjs position ved hjælp af en tidligere bestemt position og inkorporere estimater af, hvor hurtigt og hvilken vej båden bevæger sig.
I 16 dage sejler de seks mænd gennem nogle af de farligste havforhold i verden og oplever dønninger store som bjerge, mens regn, sne og slud hagler ned over dem. Hvis de ikke rammer Sydgeorgien, er det næste land Sydafrika, 4.800 km længere væk over åbent hav, og de har kun forråd til en måned.
Frank Worsley skriver i sin dagbog: ”Navigation er en kunst, men ord giver ikke min indsats et korrekt navn… En gang, måske to gange om ugen, smilede solen et pludseligt vinterligt flimren gennem en grå stormsky. Hvis jeg var hurtig nok, fangede jeg den. Fremgangsmåden var: Jeg kiggede ud fra vores hule – min dyrebare sekstant gemt ind til mit bryst for at beskytte den mod havvand. Sir Ernest stod under en sejldug med kronometer, blyant og bog. Jeg råbte ’Stand by’, og knælede på bænken – to mænd holdt mig fast på hver side. Jeg bragte solen ned til, hvor horisonten burde være, og da båden sprang febrilsk op på toppen af en bølge, skød jeg et godt gæt på højden og råbte ”Stop.” Sir Ernest noterede tiden, og jeg udregnede resultatet.
Vores fingre var så kolde, at han måtte fortolke sine utydelige kragetær – mine egne noter var så ulæselige, at jeg var nødt til at prøve at huske dem.”
Så begyndte det sjove!
Den 8. maj bliver de mødt af tang og fugle og får så øje på land. De er ankommet til Sydgeorgien midt i en orkan og må i to dage kæmpe med uvejret, før de kan komme ind til bredden. Tre af de seks mænd, inklusive Worsley, vandrer hen over ukortlagte bjerge og gletsjere for at nå den lille hvalfangerstation. Worsley slutter sig til en redningsbåd tilbage for at hente de tre andre. Shackleton arrangerer senere et skib for at samle resten af mændene op fra Elephant Island. De har alle overlevet.
Robotten finder Endurance
107 år senere i marts måned 2022 damper den sydafrikanske isbryder SA Agulhas II under åben himmel med otte knob gennem et område af Weddellhavet med 1,5 meter tykt is. Ekspeditionen, Endurance2, er finansieret af Falklands Maritime Heritage Trust. Isbryderen holder et område isfrit med sin piskende skrue, så forskerne kan nedsænke robotten Sabelkat, der er bygget af Saab, i det mørkegrønne hav. Om bord på skibet har man en håndskrevet bog liggende fremme. Det er kaptajn Frank Worsleys logbog, hvor han har angivet koordinater og beskrevet, hvor Endurance sank til bunds.
Den 12 fod undervandsrobot scanner hen over havbunden i et område på egen hånd, men kan også styres gennem et fiberoptisk kabel. Da vraget af Endurance dukker op på sonaranalytikernes computerskærme om bord på den sydafrikanske isbryder i marts måned i år, er vragets position kun 6,4 km fra de koordinater, som Frank Worsley havde beregnet og nedfældet i sin logbog for over hundrede år siden.
”Det er en forbløffende grad af nøjagtighed for en position bestemt med mekaniske værktøjer, boglængdetabeller med reference-numre og pen og papir,” skriver Daniella McCahey, assisterende professor i historie fra Texas Tech Universitet i en videnskabelig artikel efter fundet.
Robotten var udset til at gennemtrawle et undersøisk område på 150 kvadratkilometer. Ingen vidste, hvor præcis Worsleys positionsberegning havde været, eller hvor langt skibet flyttede sig, mens det sank.
”Men som forsker i Antarktisk’ historie var jeg ikke overrasket over, hvor nøjagtig Worsley bestemmelser var, og jeg forestiller mig, at de, der søgte efter vraget, heller ikke var det. Mesterlig navigation var nøglen,” skriver Daniella McCahey.
Lå på bunden
Endurance blev fundet på bunden af havet på 3.008 meters dybde (69°39°30°S 52°26°30). Vraget er usædvanligt velbevaret, og skibets navn ses tydeligt hen over agterstævnen ligesom de knækkede master og endda rorhjulet synes at være intakt. En af grundene er, at der ikke findes pæleorme i farvandene omkring Antarktis.
En international traktat underskrevet af 12 lande i 1959 beskytter vraget som et historisk monument, der ikke må flyttes eller pilles ved, men marinearkæologer vil fortsætte deres undersøgelser med kameraer og en udsendelse om fundet af det historiske skib vises på National Geographics tv-kanal formodentlig til efteråret.
Kilder: Falklands Maritime Heritage Trust, Daniella McCahey, Texas Tech University, Wikimedia, Outside.com m.fl.