fbpx
 

Moderne kunst med klassiske linjer

Spirit 111 ”Geist” minder om J-klassen fra 30’erne, men båden er fuld af fremtidsteknologi og skøre ideer. Se imponerende fotos.


Ejeren af Geist ønsker ikke sit navn frem i medierne, men det er afsløret, at der er tale om en mand i 30’erne fra Portugal. Han interesserer sig for teknologi og miljø. Han er med stor sandsynlighed også en habil sejler, for Geist er bygget uden plads til gaster eller andet professionelt mandskab, unægtelig lidt unikt for en båd på over 100 fod. Ejeren har tidligere sejlet Spirit, men sådan ca. på halv størrelse (Spirit 52, red.) af hans nye, som er skabt til at ligge for anker. Geist sejler under portugisisk flag, er registreret på Madeira og fremstår ganske enkelt som et teknisk mesterværk – og for det kunstneriske øje en fryd.
EKSTREMT: Geist er bygget i træ og har genanvendelige sejl. Yachten er desuden udstyret med en elmotor og store batterier.

Let, smal og hurtig
Båden blev først konstrueret med en længde på 90 fod, men for at få de rigtige linjer blev båden forlænget til de 111 fod, som båden måler i dag. Som alle både fra Spirit Yachts er Geist bygget i træ. Konstruktionen med træ, limet i epoxy over en stålramme, giver et meget højt styrkevægtforhold, mens konstruktionen giver et lavere miljøaftryk.

Geist er faktisk den største enkeltmastede træbåd bygget i Storbritannien siden J-klassen Shamrock V i 1930’erne. Båden blev søsat i foråret 2020 efter en byggeperiode på tre år.

Den lette og lange smalle yacht har et moderne skrog under vandlinjen, der giver minimal våd overflade. Det gør Geist let at sejle, især i de lette vindforhold, og for motor kræves mindre forbrug. Yachten fører 450 kvadratmeter sejl båret på en kulmast. Kølen, der stikker fire meter, er t-formet og udgør 45 procent af bådens vægt, som udgør 58 ton.

Det meste af bådens vægt er placeret korrekt – lavt, og midt i skroget. Geist er udstyret med en 100 kW elmotor fra Torqeedo og en batteripakke på 160 kWh. Det skal give en rækkevidde på 30 nm ved otte knob. Så yder motoren kun 1/4 af fuld kraft. Under sejl oplyses farten til at være over ti knob, og sejler skipper med 11 knob og mere, vil motoren via propellen generere 3 kW energi. For fuld fart for motor vil båden ramme en fart på 11 knob, men med den hastighed vil der kun være strøm til 90 minutters sejlads.

PLANLØSNING: Geist er indrettet i bløde former. Du følger en S-form fra kahyt til salon.

Sejlende kunstværk
Geist har smukke og traditionelle udvendige linjer, mens indretningen skabt af Rhoades Young er fra en anden verden. Det er moderne kunst, bygget af udsøgte materialer og i organisk form. Indretningen er helt uden hjørner, og alt er bygget i buede former. Alle låger, skabe og skuffer er skjult. Alt er special-lavet af eksperter, og blot det at bygge salonen tog over 2000 arbejdstimer. Indretningen er udført i S-form, og bag buede skillevægge er der døre til fire kahytter med tilhørende badeværelse. De otte dobbeltkøjer svæver over gulvet. Indretningen består af Sipo Mahogni, teaktræ og amerikansk valnød. Al mahogni brugt i båden er skåret fra den samme træstamme, imponerende. Også under dæk er den fuld af avanceret teknologi.

Du ser ikke en eneste spot, al belysning er indirekte. Der er ingen lyskontakter, det er bevægelsessensorer og dagslys, der bestemmer belysningen. Det er begrænset med vinduer og slet ingen i skroget af æstetiske årsager, men man finder et spektakulært loftslys over loungen.

Der er heller ingen dørhåndtag, også her er der sensorer, der registrerer om nogen vil ind eller ud. Alle badeværelser har håndvaske i udhulet træ integreret i bordpladen. Kabyssen er placeret på siden af salonen, og det eneste, der afslører, at det er her, man laver mad, er induktionstoppen på bænken.


Avanceret teknologi
Målet med projektet var at skabe havets Tesla. Båden er bygget med et minimum af emissioner, og den vil desuden have mindre miljøbelastning, når den, om forhåbentlig mange år, ender sit liv som yacht. Båden er bygget til at kunne ligge for anker i fire dage, uden at tilslutte strøm, eller krydse Atlanterhavet helt emissionsfrit. Det skal båden kunne, på trods af den er udstyret med både aircondition og hydrauliksystemer til trim. Båden er udstyret med to 25 kW generatorer, men disse er kun monteret for at opfylde regler for både på den størrelse, og ejerens mål er at klare sig uden at bruge disse.

Under sejlads vil båden høste energi fra propellen, og det er målet, at der skabes nok energi til bådens forbrug. Energien lagres i fire 40 kWh batterier, samme som batteriet i BMW i3. Motor og batteri er på 400 volt, som på elbiler. Lavt strømforbrug har været et vigtigt kriterium for valget af det tekniske udstyr. Webasto leverer klimaanlæg og varmeanlæg, og det skal være så effektivt, at det kan trække energi fra batterierne uden behov for generatorer.

Varmt vand opvarmes med en 5 kW kolbe, og det varme vand opbevares i en ekstra velisoleret varmtvandsbeholder. Vandet vil også blive opvarmet af generatorerne, hvis disse skal bruges. Køle- og frys er specialfremstillet til båden og bruger CryoGel som isolering sammen med ekstra effektive kompressorer. Båden har desuden et hydrauliksystem fra Lewmar, der kræver mindre olie og dermed også sparer vægt og miljø. Strømmen til systemet kommer fra elmotoren fra Torqeedo.

LINJER: Geist har et formsprog som en J-klasse-yacht, men er proppet med moderne teknologi.

Genanvendelige sejl
Geist er udstyret med sejlergarderobe fra OneSails og består af storsejl, fok, stagsejl samt reacher og gennaker på rulle. Sejlene i 4T FORTE-kvalitet er støbt i samme plastmateriale. Teknologien gør det muligt at genbruge disse sejl, som er de eneste godkendte miljøsejl i Europa. At sætte sejlene kræver kun én finger. Alt styres med trykknapper. Storsejlet rulles ind i bommen. Geist skal kunne sejle med familie og venner uden lejet mandskab. 

SEJL: Geist har sejl, der kan smeltes om, så plasten kan bruges igen.
  • L.O.A:  33,9 m L.W.L:  24,0 m Bredde: 6,4 m Dybde:  4,05 m Vægt:  58 ton Kølprocent: 45% Batterier: 8 x 40 kWh Motor: 100 kW Torqeedo Generator: 2 x 25 kW Sejlareal: 450 kvm

BÅD 578

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.