fbpx

TEKST MORTEN BRANDT FOTO ANDREAS LINDLAHR // EYOTY, ROB KAMHOOT, MORTEN BRANDT #578

 

Den tobenede guldalder

Katamaranerne bliver fortsat mere populære. Selv i danske farvande ser man flere og flere. Værfterne oplever guldalder, og alle de store er med på vognen. I en søgen efter en forklaring på “hvorfor”, besøgte vi sydafrikanske Robertson and Caine, der producerer bådene Leopard og Sunsail.


De færreste inkarnerede sejlere vil beskrive dem som smukke. Faktisk vil de fleste inkarnerede sejlere beskrive turkatamaranerne som uskønne og uæstetiske. Forleden talte jeg med nogle venner, som ikke er sejlere. De havde været på ferie i Spanien og havde der set flere store katamaraner. Jeg spurgte dem, hvad de syntes; katamaran vs. kølbåd.

Til min store overraskelse så de katamaranerne som flotte og store med masser af plads, masser af komfort og med mulighed for at invitere venner og bekendte til cocktailparty og hyggelige dagture. De så også en båd, der i deres optik ville tiltrække sig opmærksomhed i havnen.

Omvendt så de kølbåde som markant mindre og mere udfordrende mht. til plads på dæk og i cockpit. Samtidig oplevede de hverken moderne kølbåde som smukke eller velproportionerede.

Det var stof til eftertanke til en person som undertegnede, der gennem et langt sejlerliv har en tæt på forstenet opfattelse af, hvordan en smuk båd ser ud. For de har jo en pointe – moderne kølbåde med den meget brede hæk og det meget høje fribord har fjernet sig fra det elegante og i stedet bevæget sig i retning af det funktionelle – vel at mærke hvor komforten er højst prioriterede funktionalitet.

God indgang for nybegyndere
Det er derfor ikke underligt, når repræsentanter fra de store værfter fortæller om stadigt stigende efterspørgsel inden for de dobbeltskrogede. Det er en broget kundeskare, der driver efterspørgslen i kat-markedet. Nogle er erfarne kølbådssejlere, som har fået øjnene op for de luksussommerhuslignende muligheder, katamaranerne byder på. Andre, og dette er overraskende for mig, er førstegangskøbere uden sejlererfaring overhovedet. De går på bådmesse, ser båden, køber den og sejler – dog efter at have ventet 12 -14 måneder – afsted i katamaraner på +50 fod. Det fortæller historien om, at katamaranerne trods deres næsten enorme størrelse virker og er mere tilgængelige end kølbåde, der tilbyder det samme antal m2.
Der er tale om serieproduktion hos Robertson & Caine i Cape Town i Sydafrika. Ca. 1300 ansatte får bådene til at have mange elementer af håndværk. Fokus ligger på optimering af produktionsprocesser, innovation og design.

De store har et “cat-brand”
Et andet sted hvor efterspørgslen på katamaraner viser sig er, når man ser på de etablerede værfters portefølje. Her har de store over de seneste år enten købt sig til eller opdyrket deres eget katamaran-brand. Således har Hanse Group, Privelege. Jeanneau har Lagoon, Beneteau Excess, Bavaria har Nautitech, mens franske Grand Large Yachting, der startede med at opkøbe Allure kølbådsbrandet, i dag også ejer og producerer Gunboat og Outremer.

Ambassadører på markedet
Og så er der det sydafrikanske mærke Leopard Catamarans, som udelukkende gør sig inden for katamaraner. Vi har besøgt værftet Robertson and Caine, som producerer Leopard-katamaranerne og er den største producent af cruisingkatamaraner på den sydlige halvkugle og det mest sælgende katamaran-brand i Nordamerika.
Værftet har været en drivende kraft for kendskabet til, udbredelse af og udviklingen af cruisingkatamaraner. Sådan er det fordi, de har været storleverandør til det globale chartermarked, hvor deres katamaraner har været ambassadører for hundredtusindvis af chartergæster over årene.

Startede med one off-både
Robertson and Caine har produceret katamaraner siden 1990'erne – altså længe inden bådene for alvor blev populære. Historien bag er kort fortalt, at værftet gjorde sig i specialbyggede både fra 36 til 70 fod. Der kom både glasfiber-cruisene og kulfiber-racer ud fra værfthallerne, blandt dem, Broomstick, vinderen af Capetown Rio 1993. Båden var designet af Alex Simoni.

Theo Loock kom til firmaet i 2021. Han har som flere andre i ledelsen en fortid i bil-industrien.

En dårlig forretning
Der var imidlertid ikke nogen god forretning i at bygge unikke både efter individuelle ejeres hoveder. Men præstationerne på kapsejladsbanerne havde effekt, og det skabte øget opmærksomhed i og uden for branchen.

Denne opmærksomhed kunne åbne døre for værftet, og en dag var døren blevet åbnet til verdens største på markedet for bådecharter, The Moorings. Virksomheden havde en vision om at lade en enkelt katamaran indgå i deres flåde af charterbåde. Robertson and Caine bød ind med et salgspitch baseret på ord fra John Robertson og stregtegninger fra designer Alex Simoni. The Moorings kvitterede ved at bestille ikke én enkelt båd, men hele 30 både. Et svimlende tal for bådebyggerne, der var vant til at levere én båd til én ejer.

De første 2500
Værftet havde masser kompetencer, men vidste intet om serieproduktion. Det fik de imidlertid hurtigt lært. Alex Simoni tegnede og designede, mens John Robertson og Jerry Caine og deres bådebyggere producerede. Efter fire år var de første 100 katamaraner leveret, i 2012 rundede man 1000 både og i dag har over 2500 både forladt hallerne i Sydafrika – og det er fortsat stigende, da der i øjeblikket produceres en ny båd hver tredje dag.

Leverer til Mooring og Sunsail
I dag er Robertson and Caine fortsat eksklusiv producent af både til charterfirmaerne The Moorings og Sunsail. Samtidig produceres der både under brandet Leopard. Cirka 50% af produktionen går til charterfirmaerne, de andre 50% går til Leopard. Bådene er 99,9% ens – Leopard-ejere kan selv vælge detaljer som farver på hynder, sejlmager og andet.
Det giver en stor sikkerhed for Robertson and Caine, at de hvert år kan budgettere efter det store antal både, som charterfirmaerne aftager. I år er det 90 både, der går til charterfirmaerne, som holder bådene i deres charterflåde i en periode, inden de sælger dem videre. Fra udlejerens hjemmeside er der er stort brugtmarked for katamaraner. Leopard sælges til privatkunder og delt ejerskaber med f.eks. Sunsail. Der er tale om en form for båd-timeshare, hvor båden i længere eller kortere perioder indgår i Sunsails flåde. Efter en årrække er den frikøbt, og køber opnår 100% ejerskab.

Leopard har succes med katamaran-motorbåde eller powercats, som de kalder dem. Her en 46 fods som på toppen sejler imponerende 25 knob.

Masser af manpower
Sammenligner man Robertson and Caines produktionsfaciliter med værfter i Europa, adskiller de sig primært ved at have mange flere ansatte, da arbejdskraften i landet er billigere – 1300 ansatte var der på de fem produktionssteder i Cape Town i marts 2022. Det mest synlige resultat heraf er, at selvom værftet i den grad er baseret på serieproduktion, så leveres bådene med finish og detaljer, som signalerer “håndlavet”.
Robertson and Caine forventer, at efterspørgslen i de kommende år vil fortsætte med at stige. Man har foretaget en organisationsændring, der blandt andet omfatter, at flere af de ledende ingeniører er hentet fra bilindustrien. Det betyder igen, at der er et stort fokus på forenkling af produktionsprocesserne fra design til færdig båd. Værfter har nye både på vej i 50 fods og i knap 40 fods segmenterne.

< 40 = svært
At bygge katamaraner under 42 fod er en udfordring. Ideen med en mindre båd er at få prisen ned og dermed ramme et nyt segment i markedet. Men det må være en svær øvelse, for stort set ingen gør det. Og dem, der prøver, har mere end svært ved at holde prisen i ave. Det blev tydeliggjort under European Yacht of the Year 2022, hvor den tjekkiske båd Independent 36 var nomineret. Prisen var i salgsmaterialet opgivet til 2.325.000 kr., men båden medbragt til testsejladserne i Spanien kostede det dobbelte nemlig 5.116.000. Hvis øvelsen med en “billig” katamaran under 40 fod skal lykkes for nogen, må det være LEAN-eksperterne fra Robertson and Caine.
Beneteau Group holder med Excess 11 på 37 fod fast i sin position på denne ende af markedet. I toppen har de Excess 15 på 49 fod. Fontaine Pajot går ikke under 40 fod, men holder sig med Isla 40 på de 40 fod præcist. I den anden ende af deres range ligger en 69 fod stor Alegria.

Testfaciliteterne umiddelbart uden for havnen er barske. Det giver bådene stor troværdighed, når det kommer til sikkerhed og holdbarhed. Vi sejlede en Leopard 42. Mere om det i et senere nummer.

Lars Ordrup
The grand old man i dansk katamaran-design og -sejlads hedder Lars Ordrup. Han stod bag Havkat-bådene, som var lettere og mere performance-orienterede end flertallet af bådene omtalt i denne artikel.

"Jeg tegnede cats, som havde mindre komfort, vægt og vindmodstand. Men som alle andre designere måtte jeg konstatere, at der ikke er megen salg i den slags. Det er jo kunderne, der bestemmer udviklingen," siger han og fortsætter: "Der er nok en del kunder i Danmark og Skandinavien til en cat mellem 10 og 11 m, bygget let, med stiksværd og midterkahyt med siddehøjde, men jeg kan ikke se et værft, der tør gå i gang med den slags.

Det betyder imidlertid ikke, at vi ikke kommer til at se flere katamaraner i danske farvande i de kommende år. For ifølge Lars Ordrup er interessen for katamaranerne stærkt stigende herhjemme:

"I Danmark og Sverige har interessen næsten været nul i mange år, men nu er den voldsomt stigende. Jeg hører dagligt om danskere, der har købt cats mellem 39 og 45 fod, men mange er brugte og mange kommer ikke til Danmark."

Og Lars Ordrup har også et bud på, hvorfor interessen svinger i retning af katamaraner og bort fra kølbådene:

"Der er for mig ingen tvivl om, at turbåde er større og dyrere nu om dage; og familien vil ikke finde sig i, at den dyre båd kun er til fatters sejlads med gutterne. Det er en af grundene til den voldsomme stigning i interessen for cats."

Tempo Bådsalg mærker det
Og hvad er mere nærliggende her til slut at lave et reality check og tale med dem, der sælger de populære både – og den er god nok. Der sker noget også i Danmark.
"Vi har solgt tre både siden 2019. En Lagoon 42, en 47 og en 55er, og vi er meget tæt på nummer fire og på en Sixty7 motor-yacht," siger Stewart Moeliker-Twigg fra Tempo Bådsalg.
Han mener, at de nævnte salgstal er ekstra imponerende, da salget tidligere stort set var nul. Derudover påpeger han, at vi i Danmark har en udfordring med hensyn til havnepladser, når bådene når op i denne størrelse med en bredde på ca. 8-10 m.
"Vi har få steder, hvor man kan fortøje sin båd sikkert på en bøje. Det kræver næsten en skærgård, og det er der jo ikke i Danmark. Dermed sætter manglen på havnepladser på sigt en bremse på efterspørgslen," siger han. 


BÅD 578

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.