fbpx
TEKST FOTO HENRIK HANSEN #578

NU KOMMER DE NYE POWERCATS

Oceaner af rummelighed
og høj komfort 

Det franske motorbådsværft Prestige Yachts’ nye 48 fods M48 er den seneste luksusbåd i den nye spændende bølge af powercats, der er motoryachts med katamaranskrog.


Meget mere plads om bord og større stabilitet. Det er de to åbenlyse fordele ved at bygge store luksuriøse motoryachts som katamaraner. Den nye Prestige M48 på 48 fod er ingen undtagelse. Her kan besætningen boltre sig på ikke mindre end 130 m2 fordelt på tre dæk.

Det franske værft har valgt at surfe med på den nye voksende bølge af powercats og har som mål at blive det førende værft med deres nye M-linje i dette segment, hvor bådene bliver meget større uden at blive længere.

Værfterne, der producerer motoryachts, har helt tydeligt ladet sig inspirere af den voksende succes, som katamaraner med sejl har i disse år som både charterbåde og privatejede både, og det er ikke mindst på grund af bådenes store stabilitet. Det har de seneste år også vist sig, at der er kunder til disse powercats. I 2021 er der estimeret bygget mere end 300 powercats på over 40 fod.

Prestige Yachts har været i dialog med deres kunder, der har givet udtryk for, at rummelighed, komfort og stabilitet er vigtigere end fart. Ideen om en motoryacht på to skrog lå således lige til højrebenet. Prestige har dog distanceret sig fra de traditionelle sejlbåds-katamaraner, hvor kahytterne typisk er placeret nede i skrogene.


Kahytsdæk i bådens fulde bredde
Prestige M48 har derimod et nede kahytsdæk i hele bådens bredde, hvor man kan vælge mellem at have tre eller fire kahytter plus en option på et mandskabslukaf i forskibet. Med tre kahytter er ejerkahytten, ifølge Prestige, en luksussuite som i en 70 fods båd med egne separate toilet- og bruserum. De to gæstekahytter har også eget toiletrum med bruser.

Det er dog på de øvre dæk, man for alvor kan mærke fornemmelse af, at være på sin egen flydende ø. Det næsten seks meter brede cockpit agter, og det næsten ligeså brede fordæk, giver fantastiske muligheder for afslapning og solbadning i en svalende søbrise.

I salonen har man 360 grader panoramaudsigt, og den rummer et overdådigt og næsten lukket firkantet pantry om styrbord, en sofagruppe om bagbord samt en traditionel førerplads fremme om styrbord. Her er desuden separate trapper ned til hver kahyt.
Bådens store flybridge med hardtop rummer foruden førerpladsen en loungesofa og en stor solseng.


FOUNTAINE-PAJOT BYGGER FIRE POWERCATS
Det hører med til historien om de nye powercats, at det ligeledes franske, velrenommerede katamaran-værft Fountaine-Pajot var europæisk pioner på powercats og har allerede fire powercats fra 36 til 64 fod i søen.

Sejler 600 sømil ved 8 knob
M48 er udrustet med to Volvo Penta D 4 motorer på hver 320 hk med propeller på aksel. De kan give båden en topfart på 20 knob, og med en adstadig cruisingfart på 8 knob så rækker den fulde tank på 1.200 liter til ca. 600 sømil eller 2 liter pr. sømil. Det giver en fornuftig driftsøkonomi. Ved 15 knob rækker tankens indhold til ca. 250 sømil.

Med en rækkevidde på 600 sømil er M48 ikke en passagemaker og med sin CE-godkendelse i kategori B, så er M48 mere en motor-yacht til kystnær sejlads, hvor man kan ankre op i naturskønne områder. Godkendelsen dækker 12-16 personer, alt efter hvor man sejler, så der er rigelig mulighed og plads til at feste om bord med venner og familie.

Det er den berømte franske sejlbådsdesigner Philippe Briand, der har designet de sejlende linjer, mens Prestige Yachts’ husdesigner, italienske Garroni, der har designet båden over vandlinjen til maksimal komfort og rummelighed. Prestige Yachts og designerne er allerede i fuld gang med at udvikle to nye powercats på ca. 40 fod og en i 60 fods-klassen.

Prisen for M48 er ikke fastsat endnu, men forventes at ligge på niveau som Prestige 520. Dvs. fra 7.968.750 kr.


HER 10 AF DE BEDSTE POWERCATS

Det ansete amerikanske magasin for motoryachts, Passagemaker, kårede i 2020 disse ti powercats som de bedste indenfor denne kategori. Det var Nautitech 47 Power, Leen 56, Leopard 53 Powercat, Bali Catspace Motoryacht, 60 Sunreef Power, Heliotrope 48, Lagoon Sixty7, Hudson Power Cat 56, Fountaine-Pajot My 40
og Aspen C108. Hovedparten af disse bliver bygget i USA.


BÅD 578

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.