fbpx
TEKST FOTO ØYVIND BORDAL #579

VÆK MED METAL, IND MED FIBER 

Omsider den rette rig komfort 

Det må være en af landets letteste rigge, målt på kilo pr. kvadratmeter sejl. Måske meget passende til landets måske letteste kølbåd, målt på kilo pr. meter vandlinje. Her kan du se, hvordan det gik til, når Chi fik ny rig – hele vejen fra røstjern til VHF-antenne.


Jeg ville egentlig bare skifte den mast jeg havde. Sætte en ny mast på min båd.

Det lyder da ikke så svært, vel?

Men… den ubønhørlige sandhed er, at projekt ”ny rig til Chi” kom til at tage mere end to år. Det kom til at omfatte endeløse aftener med beregninger, ideer, skitser og tanker om, hvordan det kunne gøres, og talrige samtaler og skriftlig kommunikation med folk, der på forskellig vis vidste mere om emnet end mig selv. Det kom til at omfatte virkelig meget logistik, ting der skulle bestilles, fragtes – og ikke mindst betales.

For selvom jeg fik god hjælp fra dygtige folk, og var både tålmodig og heldig (og måske endda lidt smart), kom det til at koste rigtig mange penge. For nu at sige det som det er, godt og vel 300.000 kroner, med sejl og det hele. Hvilket faktisk er rigtig, rigtig billigt:

Havde jeg hyret et firma til at gøre det hele, med alt nyt, ville det have kostet nærmere en million.


  • SÅDAN ER RIGGEN SAT OP
  • Class 40 setup: Kulfibermast med to sæt salingshorn, vinklet 20 grader. Ekstra mellemvant mellem øverste saling og mastetop (ved indfæstning af forstag).
  • Intet hækstag, men dobbelte bagstag (på grund af square top storsejl). Masten står alene ved hjælp af vanterne, men bagstagene sørger for forstags-spænding samt at stabilisere og sikre masten ved spilersejlads. Ingen kick.
  • Asymmetriske spilere: En fractional, en til mastetop. Intet bovspryd (foreløbig), men tackline til stævn, og forstag ca. en meter længere agter.
  • Kutterstag til J3 (kuttersejl), som kan sættes af og på ved behov, samt selvslående fok. J3/kuttersejl skal også kunne skødes som selvslående.
  • Sejlareal: Storsejl 70 kvm, fok ca. 50 kvm, kuttersejl ca. 35 kvm, fractional spiler 150 kvm, masthead spiler 200 kvm, BWR (Blue Water Runner, double layer flyvende forsejl, fungerer som masthead butterfly-sejl på læns eller ”code zero-agtig” sejl på slør) 135/67 kvm. Alle flyvende sejl på rulle/top down furler.
  • Bådens vægt er ca. 4.000 kg, vandlinjelængden er 14 meter, dybgang med køl nede er 3,14 m.

Båden der væltede
Men nu var det hellere ikke en helt normal rig jeg ville have. Her er historien:
Chi er ”båden tidligere kendt som Pi-14”. Mange vil bedst kende den som båden, der væltede, første gang den skulle sejle. En sjov historie, men også tragisk, for det, der kunne have været en meget interessant serieproduceret model, døde lige der. På grund af fatale fejl der blev begået, og talrige advarsler, der blev ignoreret.

Det skete i 2014. Fire år senere, i 2018, overtog jeg båden, som vel kan betegnes som en delvis mislykket prototype – vel vidende, at der lå et større stykke arbejde foran mig, inden det specielle fartøj var genfødt som den båd, jeg kunne se for mig for mit indre blik. Der lå nemlig en anden båd inde i den. Den kunne jeg se for mig, lige fra begyndelsen. Og det var en helt fantastisk fed båd!

Tungere køl, lettere rig
Det blev en lang rejse, og den er ikke slut endnu – men nu begynder det at nærme sig: I dag har Chi (blandt meget andet) fået et ombygget agterskib med løftede linjer, to nye ror, en ny køl – og altså, en ny rig. Eftersom den væltede under første sejlads, kan de fleste regne ud, at den var gal med stabiliteten, og stabilitet hænger nøje sammen med kølens rettende moment og riggens modsatte moment – lad os for nemheds skyld kalde det krængende moment. Kort sagt: Kølen var for let, og masten var for tung. En tungere køl og en lettere rig var ganske enkelt livsnødvendige ændringer.

Let og smal båd
Når det var så væsentligt, var det fordi Chi er bygget ekstremt let og er meget smal. Der er ikke ret meget stabilitet i et sådant skrog. Hvis man sætter en let køl og en høj, tung rig på en sådan båd, så vælter den ganske enkelt (hvilket empirien også viser). Den originale aluminiumsmast var 19 meter høj (21 meter over vandlinjen), og profilet var meget stort og tungt, eftersom den originale ejer hverken ønskede hækstag eller almindelige undervant. Bommen sad højt og var tung, og det hele bidrog til, at båden hverken kunne opretholde sikkerheden eller bære sejlene og dermed omsætte sit store potentiale til gode sejlegenskaber og høj fart.

Svært at sælge en brugt rig
Der var ellers store værdier i den rig, der fulgte med – helt nye, ubrugte sejl, flot hvidlakeret mast fra John Mast, rodrig, Furlerboom, og alt sammen stort set nyt. Det måtte være muligt at sælge det, tænkte jeg. Mange var ganske rigtigt interesserede, men der er altså virkelig mange mål, der skal passe, hvis man skal ”genopføre” en rig tilpasset én båd, til en anden båd. Til sidst lykkedes det mig alligevel at afsætte det hele til en norsk ven, der havde en 20 tons stålbåd, hvor riggen passede rigtig godt. Jeg arvede også hans bom, en stærk aluminiumsbom i den helt rigtige længde og med en OK vægt.


Kulfibermast det eneste rigtige
Så langt så godt. Nu lå Chi der, impotent og ikke længere en rigtig sejlbåd. Det så underligt ud. Men terningen var kastet. Og jeg vidste godt, at vejen ville blive lang og tornefyldt, inden der igen stod en rig på båden. Ikke mindst fordi jeg ikke er specielt velhavende, og en kulfibermast til en 45 fods båd koster virkelig mange penge. Det stod nemlig klart, at til den her båd var en kulfibermast det eneste rigtige. Og eftersom jeg godt kan lide at sejle offshore, og gerne single- eller doublehanded, måtte det være en rig bygget til den slags sejlads.

Class 40!
Efter en temmelig intens research-periode landede jeg på, at riggen til de franske Class 40-både opfyldte samtlige krav jeg havde: Masten på de både er 17,5 meter høj (fra dæk), det vil sige halvanden meter kortere end min gamle (hvilket bidrager til stabiliteten). Den er også meget vægtoptimeret. En Class 40 sejler desuden shorthanded på åbent hav, i brede både med vandballast – så riggen er nødt til at være ekstremt stærk, let håndterbar og have kutterstag med dobbelte bakstag (også på grund af det store square top storsejl, som i øvrigt ville passe båden godt).

Sejl i den her størrelse og kvalitet er ekstremt dyre, men professionelle sejlsportshold bytter sejl tit, og deres udtjente sejl er stadig rigtig gode. Og eftersom der ikke rigtig er noget marked for dem, så kan de købes meget billigt.

Råt masterør til salg
Så jeg gik i gang: Kontaktede Class 40-klassen i Frankrig, fulgte med online, ventede på at en mast skulle komme på markedet. Først efter et lille års tid var der bid: En fransk prof-sejler havde et ekstra masterør, uden beslag, som kunne købes virkelig billigt. Årsagen var, at det vejede 85 kilo, og nu kunne man få dem bygget, så de kun vejede 80 kilo. Dermed havde den her stort set ingen værdi – altså, for dem.

Jeg hoppede på et fly til Lorient, fik den tjekket med ultralyd og købte den på stedet.
Hurra!


Et job for Jan Andersen, Vision Boats
Få dage efter at jeg landede i København, ramte den første corona lockdown. Næste udfordring blev dermed at få en 17,5 meter lang ting fragtet fra den franske Atlanterhavskyst til Danmark. Nærmere bestemt Svendborg, hvor den kulfiber-kyndige bådebygger Jan Andersen holder til. Jan er mest kendt som mange gange Silverrudder-vinder i sin Black Marlin – en trimaran i kulfiber, som han selv har designet og bygget, og som nu bliver til en serieproduceret model (se mere på side 46).

Jan har bygget master til Dragonfly, og var den helt rigtige mand til at transformere mit rå masterør til en egentlig mast. Heldigvis sagde han ja til opgaven!

Stående rig i dyneema?
For der er lang vej fra rør til mast. Og nu begyndte en meget sjov proces: Eftersom jeg kan blive voldsomt nørdet med ting, jeg interesserer mig for, fortærede jeg stort set al den litteratur og alle de videoer, der fandtes om den her type high performance-rig. Og hurtigt stod det klart, at der var en betydelig, yderligere vægtbesparelse at hente ved at bruge dyneema i stedet for rod eller stålwire i stående rig.

Fra stål til fiber
Dyneema har allerede overtaget mange af de funktioner i en sejlbåd, som tidligere blev håndteret af wire eller rustfrit stål – sjækler, dæksgennemføringer, fald, bakstag og så videre. Men når det gælder vant og stag i øvrigt, er der endnu kun ganske få, der har taget skridtet. Og specielt i en båd af den her størrelse. Man frygter, at materialet ikke er strækfast nok til opgaven. Der er nemlig såkaldt ”creep” i dyneema, en langsom, minimal forlængelse over tid, som man må tage højde for.


Colligo Marine
Hvordan gjorde man det? Det viste sig, at et firma i Californien ved navn Colligo Marine havde specialiceret sig i netop stående rig i dyneema. Indehaveren, John Franta, er virkelig gået i dybden med emnet og har testet og udviklet en lang række produkter, der gør det sikkert og forholdsvis nemt at sætte en rig op – helt uden brug af tunge stålwirer eller rodstænger. Eftersom de har femten års erfaring, har de solid viden og videnskabelige data (”Finite Element Analysis” og fysisk crashtesting) at trække på. Jeg mødte Franta under METS i Amsterdam, og vi blev enige om at bruge deres produkter på Chi alle de steder, hvor det gav mening.

Harken, Liros, BSI, Lopolight
Dog var der stadig en hel del grej som måtte skaffes andre steder. Min gamle båd, den hedengangne Miss X, havde Harken MKIV rullesystem til forsejlet. Det var gammelt, var blevet brugt ekstremt meget og hårdt – men det svigtede aldrig. Riggere, jeg talte med, mente, at det var markedets bedste system. Så jeg ville gerne have det samme igen.

Det var egentlig udgangspunktet for mit samarbejde med Columbus Marine, som kom til at levere en hel del udstyr til riggen: Ikke kun rulleforstag, men også Harkens suveræne masteskinne og vogne til storsejlet, tovværk fra Liros til al løbende rig (hvilket betød flere hundrede meter high performance liner i 10 mm dynee-ma), vantskruer fra BSI og meget andet.

Lopolight trådte til med markedets bedste lanterner – en tricolor med ankerlys i toppen og motorlanterne med dækslys til mastens forside. Jeg fik i det hele taget rigtig meget god hjælp fra dansk bådbranche!

Røstjern og salinger fra PS Rigging
En Class 40-rig viste sig at passe rigtig godt til Chi, også helt konkret: Mastens højde og øvrige dimensioner er rigtige, og bommens længde er også den samme som i det gamle setup. Dermed kunne den eksisterende løjgang og storsejlskøde bruges. Vinklen på salingshornene var identisk (20 grader), så bådens røstjern til topvanterne kunne også genbruges. Forstagsindfæstningen i stævnen blev ligeledes genbrugt, selv om LP-målet ikke er helt det samme.

Men der skulle laves nye røstjern til undervant og kutterstag, og salingshorn der passede til min båd. PS Rigging i Aabenraa producerede det hele; salinger i let, sortlakeret aluminium og flotte, blanke røstjern, som efter lidt tilpasninger kom til at sidde rigtig godt.


Dynice Dux fra Hampidjian
Så nu var der en hel masse gode ting i gang – jeg havde det rigtige masterør, de rigtige fittings og et helt team af dygtige fagfolk, som kunne levere markedets bedste produkter. Jeg havde også mastens originale rigplan, hvor alle dimensioner og indfæstninger stod beskrevet, og den rigtige mand til at skrue det hele sammen. Jan i Svendborg kunne også bestille den rigtige type dyneema til den stående rig, direkte fra den islandske producent Hampidjian (Dynice Dux, varmebehandlet, forstrukket SK75). Det er lige præcis den type dyneema Colligo Marine anbefaler til deres rigning. Nyere dyneema-variationer end SK75 er faktisk mindre velegnet til lige præcis det her formål.

Stotz rejste masten
I juni 2021 oprandt den store dag, hvor masten kunne rejses. Rigger Thomas Stotz kom med sin værkstedsvogn og efter en lang dags arbejde, var Chi igen blevet en sejlbåd. Masten stod!

Men så er det vist også sagt. For den kunne ikke rigtig bruges endnu. Der havde været utallige mål og dimensioner at holde styr på, så flere steder passede tingene ikke ordentligt sammen, og vi måtte opfinde midlertidige løsninger, som stort set kun sørgede for, at masten blev stående uden sejl. Og resten af den sæson gik mest med at rette fejl og bytte midlertidige løsninger ud med solide, permanente løsninger. Vi fik nogle få nervøse test-sejladser, hvor jeg konstant løb op til masten for at se, om den holdt sig lige under krængning – så projektet kom ikke helt i mål den første sæson.

Måtte splejses om
Dermed blev det 2022, før det hele kunne spændes tilstrækkelig hårdt op, og hele arbejdslinjen af led og indfæstninger fra mastetop til røstjern sad, som den skulle i alle retninger. En flettet line med splejsninger i begge ender strækker sig virkelig meget indledningsvis, men det vidste jeg jo godt i forvejen. Dog viste det sig umuligt at måle det hele op præcist nok, og forudse alting. Dermed måtte det hele splejses om og tilpasses på flere måder, inden det havde strukket sig færdigt. Så stod det til gengæld virkelig godt!

Næste eventyr i gang
Glæden ved at se den nye rig under sejl, og faktisk kunne sejle båden i sin nye manifestation, er svær at beskrive med få ord. Men jeg fryder mig stadig som et barn, hver gang sejlene er sat, og båden begynder at flyve. Der skal meget lidt til, før vi passerer 10 knob, og vi er lige begyndt at lære båden at kende. Næste eventyr bliver at lære, hvordan den her meget specielle båd skal sejles og optimere riggen videre. Og den del er lige startet.

Projektet har gjort det tydeligt for mig, at en rig (og specielt den her) er en ekstremt kompleks konstruktion, som består af hundredvis af komponenter, som alle sammen skal specificeres og dimensioneres korrekt. Jeg troede, jeg vidste meget om rig, inden jeg startede, men ved Gud i himmelen, hvor er jeg blevet klogere!

Don’t try this at home
Så helt til sidst: Hvis du skulle få lyst til at gøre det samme, så kan det jo, som historien viser, faktisk lade sig gøre. Men det er ekstremt omfattende, ikke specielt billigt samlet set – og meget tidskrævende. So don’t try this at home!

Eller: Gør det gerne, men vid, at det er et omfattende projekt...
Selve ideen med dyneema i stående rig er dog noget, jeg er overbevist om, vil blive en stor ting i fremtiden. Det kan nemlig gøres ret billigt og nemt, og fordelene er mærkbare. Så snart der kommer flere serieproducerede standardprodukter, og værfterne begynder at levere både med den her rigning som option, så tror jeg, at det vil blive noget, vi vil se på flere og flere både i de kommende år.


BÅD 579

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.