fbpx
TEKST & FOTO HENRIK HANSEN #579

BÅDE FOR ENHVER: DRABANT 30

Tryg med god plads om læ

Drabant 30 fra 1978 er stadig en helt ideel familiebåd, fordi den er utrolig stabil og tryg at sejle samt har en rummelig aptering. Den er også velegnet til at sejle singlehanded. Her har vi kigget på velholdte ”Isabel” fra 1984 til 149.000 kr.


Drabant 30 er en velbygget og robust båd, der blev kåret som vinder, da Bådnyt i 1979 testede tre nye danske luksusfamiliebåde. Det var den båd, der efter testsejlernes mening, bedst kombinerede familieegenskaber med fart og sødygtighed.

I testen duellerede den med Solus 29 og Olsen 31, hvor testholdet fandt, at sidstnævnte var sjovest at sejle.

Under testen viste Drabant 30 sig som en stiv og tryg båd i al slags vejr. Testholdet kunne sejle med fuld sejlføring i 8-10 m/sek., uden at båden lagde sig ned, og selv i de hårdeste pust krængede båden aldrig så meget, at rælingslisten kom i vandet.

Dengang mente testsejlerne, at den med rette kunne bære betegnelsen ”havkrydser”. Især fordi den hverken bankede pæle eller lod sig stoppe af store bølger på trods af et let buttet forskib.

Til gengæld kom Drabanten aldrig ud af vandet og surfede på store bølger for spiler i frisk vind. Her blev den også hårdere på roret under skæring med spileren, men det er alligevel ikke familiesejlads. Båden er helt smal ved vandlinje og har derfor sandsynligvis ikke tilstrækkelig bæreflade agter til at sætte af på bølgerne og surfe.

Drabant 30 havde testens tungeste deplacement, og i let vind accelererede den ikke med helt samme lethed som sine duellanter eller moderne konkurrenter. Da vi havde den viste Drabant 30, Isabel, på vandet til fotografering, da sejlede den med god fart i let vind. Den trak kun en moderat kølvandsstribe, og det betyder, at den har et fint slip agter.

Det er således en båd, hvor man kan have mange gode familieture uden at være nervøs for, om der venter blæsevejr forude, for det klarer den fint som familiebåd.

Desuden er Drabant 30 nem at sejle singlehand med. Det ved vi fra flere Drabant 30-ejere. En af disse ejere har de senere år deltaget i to Silverrudder uden problemer. Silverrudder er en singlehand kapsejlads rundt om Fyn.
Drabant 30 har en klassisk masthead-rig, hvor forstaget går helt til mastetoppen, og hvor genuaen er væsentlig større end storsejlet.

Ergonomiske cockpitkarme
Det dybe cockpit er meget enkelt, komfortabelt og arbejdsvenligt til både familiesejlads og kapsejlads, med to lange kistebænke og en stor bredde i forhold til den tids både.

Der er god rygstøtte fra de brede cockpitkarme, der er vinklet, så man også sidder godt oppe på karmene.

Når man vil sejle singlehand, så kan man sidde komfortabelt fremme i cockpittet og styre med alle spil og trimfunktioner indenfor rækkevidde.

Fok og genua skødes på en lang skødeskinne tæt på ruffet, mens skødningen af storsejlet var lidt forud for sin tid.

Det skødes på en kort løjgang foran nedgangen og føres derfra ned til et fald-spil på ruffet. Det blev senere den mest almindelige skødning på især franske cruisingbåde.


Veludnyttet rummelighed
De værft-apterede Drabant 30 fremstår flotte og hyggelige med trægarnering i ruffet, rufsiderne og under dækket. Indretningen er traditionel for den tids både, men Gerlach og Nilling har udnyttet skrogets muligheder til det yderste, så båden har et dejligt stort cockpit og en salon med køjer i fuld længde.

Det har Gerlach og værftet gjort ganske smart ved at rykke en del af det L-formede pantry og et minimeret kortbord lidt ind under cockpittet. Dengang var kortbordet obligatorisk i denne bådstørrelse. Pantryet ser umiddelbart ikke ud til at fylde meget, men i praksis er der fin arbejdsplads, god bordplads og usædvanlig megen stuveplads. Kortbordet er gjort mindre med en ekstra klap, og man sidder på stikkøjen om styrbord.

Med denne udnyttelse af bådens volumen, så kan der blive i alt seks gode køjer i fuld længde. Salonens ryghynder kan nemt tages væk, så man får mere regulære køjer og L-køjen om bagbord kan udvides til en dobbeltkøje.


Skydedør sparer plads
Bådens toilet er typisk for den tids både anbragt mellem salonen og forkahytten. Her om bagbord med en tilhørende håndvask med trykvand om styrbord, med masser af stuveplads omkring vasken. En pladsbesparende skydedør mod salonen omdanner denne mellemgang til et mere regulært toiletrum.

SEJLKLAR OG I FIN STAND
Vi fandt 38-årige Isabel med original aptering fra 1984 til salg for 149.000 kr. hos Kronborg Marine. Båden ligger sejlklar i Helsingør Nordhavn og var parat til nye sejlereventyr med en ny familie. Efter en gennemgang af båden kunne vi konstatere, at man får meget god båd og udstyr for prisen.

Isabel har teakdæk og teak i cockpittet, og det trækker ofte ned på prisen i både af den alder, men her er teakdækket passet med omhu. Det er slidt, og selvom fugerne nu er en anelse højere end træet, så er dækket på ingen måde nedslidt. Det har gode år i sig endnu.

Motoren er bådens originale Yanmar 2GM på 15 hk med sejldrev og 2-bladet Flexofold foldepropel. Det er også en høj alder for en bådmotor, men vi så ved selvsyn, at den startede og sejlede uden problemer. Den er der således også passet godt på, selvom den efterhånden ser lidt slidt ud.

Man kan få et hurtigt kig ned til motoren ved at fjerne det øverste trin i trappen, men hvis man for alvor skal servicere motoren, så skal skruetrækkeren frem til at løsne trappens forplade. Eller endnu bedre, fjerne trædørken i cockpittet og løfte en luge over motoren i cockpittets glasfiberdørk.

Storsejlet er af ældre dato, men sejlet stod pænt med gennemgående sejlpinde, og Elvstrøm-rullegenuaen er næsten ny fra 2018. Desuden er båden veludstyret med Webasto bådvarmer og nyere elektronik som f.eks. RaymarineST2000+ selvstyrer fra 2020, Raymarine Ray50 VHF-radio fra 2017 og Clipper Duo log/lod fra 2017. Båden har desuden landstrømsanlæg med Tystor-lader.
Her er således alt grej til lige at tage fortøjninger og sejle ud på en længere sommertur, uden at tage en tur forbi grejbutikken.

På Isabel er skødningen af storsejlet ændret, så det hales med et par ekstra taljer på løjgangen og derefter via en blok med frølår, der er placeret næsten ude på bomnokken.
Cockpittet er dejligt stort og regulært med to lange kistebænke.
GODE RENE HYNDER
Om læ er den også helt sejlklar til en længere sommertur. Vi kunne konstatere, at der er passet godt på båden, der fremstod rengjort og helt uden duft fra toilettet. Hynderne er i pæn og pletfri stand og kan helt sikkert holde i adskillige år endnu. De var gode at sidde og ligge på, da vi var om bord.

Efter 38 år er der selvfølgelig slidmærker i en sejlbåd, for ellers skulle der også et nul mere på salgsprisen. Vi så mest slidmærker på støtten til ruffet ved pantryet, men det er ikke værre, end at sandpapir og lak kan klare det. Generelt virker det som om, at apteringen stadig står flot med den originale silkematte lak fra værftet. Lakken er slidt af på enkelte kanter, men træet er her i så fin stand, at det næsten ikke skal slibes, før det kan blive lakeret op til en standard som ny.

Kun nederst på et stykke finer under nedgangslugen er der en vandskade, der på sigt skal udbedres. Desuden er der en let vandskade agter om styrbord på garneringen af rufsiden.

Alt i alt fremstår Isabel så pænt om læ, at man bare kan sejle afsted uden at tænke på vedligeholdelse eller lak.

I forhold til komfortgrejet i mere moderne og væsentligt dyrere brugte cruisingbåde, så mangler Isabel blot elektrisk trykvand, varmt vand og måske en bruser. Til gengæld har den Webasto bådvarmer, og det er langtfra alle, der overhovedet vil bruge bruser om læ i en båd.
Båden har ikke en traditionel skydekappe, men derimod en luge på hængsler, hvor den agterste del kan løftes højt op og holdes med udtræksstænger, der kan låses, når man vil have den til at stå åben.

FLERE VARIANTER
Drabant 30 blev designet i 1978 til Nillings Bådeværft i Egå af den kendte bådkonstruktør og bådebygger Gert Gerlach, der også byggede formen, mens Nillings Bådeværft selv producerede og solgte båden. Den var fra starten mest tænkt som en turbåd, men alligevel er 34 Drabant 30 blevet DH-målt og har haft DH-certifikat. Nu har ingen af disse et gyldigt fornyet målebrev. I starten af byggeperioden fik Drabant 30 en blykøl, mens hovedparten af bådene blev bygget med jernkøl. Der findes også flere varianter af aptering, fordi en del af bådene blev selvapteret og nogle bådejere kan have ombygget båden om læ. Der findes desuden to både, hvor dæk og ruf er selvbygget.


ISABELS UDSTYR
Nyere 140% Elvstrøm Cruising E rullegenua fra 2018, storsejl, spiler, spilerstage, 2-bladet Flexofold foldepropel, Garmin 128 GPS, RaymarineST2000+ selvstyrer fra 2020, Raymarine Ray50 VHF-radio fra 2017, Clipper Duo log/lod fra 2017, Contest 120 kompas fra 2011, landstrømsanlæg med Tystor soft puls lader med 230 V udtag, Webasto Airtop 3500 bådvarmer med tre udtag fra 2007, radio med FM/DAB/USB og Bluetooth fra 2020, højttalere i salon og cockpit fra 2011, brandslukker fra 2020, startbatteri fra 2020, forbrugsbatteri fra 2019, plovanker 9 kg CQR-typen, 50 m ankertov 12 mm med bly, ekstra paraplyanker samt rustfri stål ankerrulle med 30 m gjord på 30 mm.

Dækket er dejligt stort og arbejdsvenligt. Bemærk bådens praktiske skureliste på fribordet.


BÅD 579

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.