Han byggede nogle af verdens smukkeste både 

Courage
Den unge ingeniørs tilgang til forretningsverdenen var præget af courage og frækhed, som man så det under hans rejse til USA i 1952, hvor han mødte folkene bag det førende brand i motorbådsindustrien, Chris-Craft, i Algonac, Michigan.

Carlo, der havde lånt penge for at kunne betale turen til USA, forsøgte at få eneret på at importere Chris-Craft-motorerne til Italien. Han havde knap nok penge på lommen til at betale for en håndfuld af de pålidelige motorer, som skulle være grundlaget for hans fremtidige serie af både, men han bandt amerikanerne en historie på ærmet om nye importbegrænsninger i sit hjemand. Amerikanerne underskrev kontrakten, formodentlig fascineret af den unge italieners beslutsomhed. Den samme tilsyneladende selvtillid blev udvist flere gange, som i 1953, da det nye ultramoderne Sarnico-bådværft ved søen Iseo skulle finansieres, eller i 1960, da hans hollandske ven og kunde Freddy Heineken introducerede ham til De Vries-værftet, hvor den berømte brygger havde bestilt en stor stålyacht. På det tidspunkt var lystbåde over 20 meter en sjælden race. Pioneren Carlo greb chancen og vendte tilbage til Sarnico efter at have tilføjet et partnerskab med Feadship til sin virksomhedsportefølje.

Aquarama
Indtil midten af 1960’erne var træ stadig det foretrukne materiale til high-end motorbåde. Carlo opbyggede lagre af mahogni fra Honduras og senere fra Afrika, som hans snedkermester i Sarnico tog vare på, som var det ædle årgangsvine i en samlers vinkælder.

Træet blev behandlet med fernis ikke mindre end nitten gange i tilpasningsprocessen, og resultatet blev beundret, hver gang en Riva anløb en havn. At satse på den ypperste kvalitet blev nøglen til Rivas succes. Utrættelig udforskede ingeniøren Carlo hver en detalje for at finde forbedringer både teknisk, videnskabeligt samt når det gjaldt markedsføring.

I midten af 1950’erne forlod Riva dobbeltbeklædningen i trækonstruktionen og indgik et partnerskab med et firma, der udviklede et maritimt krydsfiner-mærke.

I begyndelsen af 1960’erne skabte Carlo sammen med Pirelli en unik pneumatisk presse til at ”støbe” Aquaramas beklædning i ét stykke på strukturen og dermed nærme sig kompositteknologien. I Sarnico-værftets glitrende bådsortiment erobrede Aquarama det øverste trin på podiet i 1962, selvom den i starten kun var en tilpasning af en eksisterende model. For at forføre det voksende klientel af velhavere, som havde fået smag for sejlerlivet, forvandlede Riva nogle tomotorede Tritone ”Aperto” for at udstyre dem med en solplatform i agterstævnen inspireret af runabouts fra Florida. Værftet udskiftede også det brede forsæde med to smukke separate sæder for at skabe mere bevægelsesfrihed i cockpittet. Tilbage var blot at døbe ”Aquarama” – dette fantastiske fritidsfartøj, der fik havet til at rulle bag dens panoramiske forrude som i en Cinerama-biograf med tre skærme.

Luksus
Nogle ville måske antage Carlo Riva for en typisk italiensk macho, men han var langt fra blind for kvinders sans for stil, når han sammen med sin kone Lucia vindueshoppede i Paris på Champs- Elysées under Paris Boat Show og fulgte ofte hendes anbefalinger om farver og mønstre til bådenes interiør.

Deres ældste datter Lia, som voksede op på værftet i Sarnico, driver i dag Monaco Boat Service, den største Riva-distributør i verden og i øvrigt med samme passion som sin far.
Carlo Riva var altid fokuseret på kunderne og deres drømme, hvilket blev understøttet af reklamer, der næsten ikke viste produktet, men i stedet fremhævede den forførende livsstil, som eksklusive fritidsbåde var forbundet med.

Carlo Riva falbød aldrig sig selv eller sine produkter, når der blev gjort forretninger med berømtheder. Hverken konger eller præsidenter kom forud for andre, selvom Carlo ikke var blind for deres markedsføringsmæssige værdi. Og regninger skulle betales til tiden. Det skete, at han modtog opkald fra det italienske udenrigsministerium, hvor en flov stemme anmodede om at undgå en diplomatisk disputs for en ubetalt saldo, når Carlo havde blokeret forsendelsen af en runabout til et statsoverhoved, der var ivrig efter at modtage den til sin ferie. Carlo Rivas svar var altid det samme: ”Hvis det er presserende og så vigtigt, bør Den Italienske Republik betale "kontant" den forfaldne saldo i stedet for modtageren!”

Odyssé
”Lykkelig som Ulysses, der foretog en smuk rejse ...” sagde en fransk digter i det 16. århundrede. Disse ord kunne have været Carlo Rives fire hundrede år senere, der med åbenlyst talent skrev passioneret om Det Ægæiske Hav.

Hans velbevogtede, hemmelige have lå der, et sted mellem himmel og hav. Præget af klassiske studier, græske, latinske og antikkens filosoffer og ikke mindst hans jævnlige ture til de græske øer fik Carlo til at skrive i sin dagbog: ”Grækenland i mine lykkelige år, dit evigt nærværende minde, farver mit liv med en sød nostalgi. To farver dominerer mine tankers regnbue: Det intense blå i dit hav og de pletfrie hvide klynger af småhuse, der klæber sig til bakkerne på dine øer.”

Riviera
Født ved bredden af en fredelig sø i Alperne, indså Carlo Riva i 1950’erne, at han som bådebygger måtte sætte sine første både på prøve i Middelhavets bølger i Santa Margherita, en kystdestination værdsat af den milanesiske adel.

Carlo Riva forstod af forføre sin potentielle kundekreds, der var tiltrukket af amerikansk sportsmode og vandski. Enhver kritik tog han med hjem til værftet og fandt løsninger på. Succesen i havnebyen Rapallo og andre steder langs rivieraen gjorde efterhånden Riva til det mærke, som eliten foretrak.

Innovation
Innovatøren Carlo Riva havde også en vision om at sætte værftets beliggenhed i byen Sarnico på verdenskortet. Han allierede sig med Federico Patellani, den italienske ”Cartier-Bresson”, til at tage opsigtsvækkende billeder. Denne fotograf og kunstner chartrede en færge fra Iseo-søen, hvorpå han installerede et højt metaltårn. Resultatet var overbevisende. Fra da af blev en Riva aldrig mere opfattet som en almindelig båd, men snarere en drøm.

Kærligheden til veludført arbejde var kendetegnende for alle medarbejdere på Riva-bådeværft. Ingeniøren berettede gerne om sine natlige inspektioner af nye både, der blev bygget. Fik han øje på en ufuldkommenhed, så blev der ikke sat en post-it-seddel på stedet. I stedet greb han hammeren og markerede denne ”fejl” med et solidt slag, sikker på, at det så blev lavet om. Arkitekten, Giorgio Barilani, oplevede af og til, at hans skitser ikke levede op til værft-ejerens perfektionisme. Når Carlo granskede et projekt på en af sine natlige runder og fandt en detalje, han var utilfreds med, så tøvede han aldrig med at rive alt arbejdet i stykker og smide det i skraldespanden. Barilani kan stadig mærke halsen snurre sig sammen her mere end tredive år efter begivenhederne. Men de strenge krav, som Carlo stillede til andre og sig selv, har nok til en vis grad været prisen for at kunne opbygge det kvalitetsmærke, som vi kender Riva for i dag.