Den sejlende kongeborg på havet

En kamp mod flammerne
På skibet befinder der sig ifølge kilderne 150 soldater, adelsfolk, hoffolk og besætningsmedlemmer. Mandskabet kæmper for at slukke branden, men uden held.
I en beretning fra det 16. århundrede om Hans’ liv, først for nylig oversat fra latin, fortælles det, at ilden bredte sig så hurtigt, at mange om bord omkommer i røgen og flammerne. Andre kaster sig i vandet og drukner. Også de skatte, der synker med skibet, omtales: Tøj, kostbare ting, segl, sølv, guld og ikke mindst privilegiebreve og papirer, som er beregnet for mødet i Kalmar.

Kongeskibet går til bunds
Da Gribshunden synker i et flammehav, der må have lyst den svenske nattehimmel op, er det ikke kun et økonomisk tab for riget, men også et magtfuldt orlogsskib som er mistet. Vi kender ikke kongens reaktion på det tabte skib, men ulykken får afgørende konsekvenser for magtkampen i Nordeuropa.

Den danske konge må sætte sit forehavende på pause, indtil han får en chance to år senere til at sætte magt bag ordene og nedkæmper en svensk bondehær ved Dalarne, mens Sten Sture er kommet i unåde hos sine egne. Fra 1497 til 1501 lykkedes det Hans at være konge over de tre nordiske lande, indtil svenskerne gør oprør og afsætter ham. Men historien kunne meget vel have set anderledes ud, hvis forhandlingerne var lykkedes allerede i 1495. Ligesom man har fundet historiske kilder, der vidner om, at Gribshunden absolut var et skib, som havde lastkapacitet til at sejle til Nordamerika, og at sådanne ambitioner ikke lå den danske konge fjernt, hvis først Norden var blevet samlet under hans krone.

En del af vraggodset fra Gribshunden blev muligvis hentet op umiddelbart efter, at det sank, måske blev dens tunge jernkanoner hentet op, men ellers blev det kongelige skib på havbunden snart glemt under et lag af dynd i den forblæste skærgård.

Dukker op igen
I 1971 opdager medlemmer af en svensk dykkerklub Doppingarna et nedbrudt, gammelt skibsvrag ud for Stora Ekön, hvor overbegroede spanter stikker op fra havbunden. De antager det for at være en gammel kutter, som er sunket, og vi skal helt frem til 2001 før en lokal marinearkæolog fra Blekinge Museum inviteres med på en tur til vraget, hvor en dykker har fundet nogle udhulede træstammer hvilende på havbunden. Det viser sig at være stokke til kanoner.

Men først i 2013 får man alders- og stedbestemt nogle af vragets træplanker, hvorved man kan fastslå, at det med overvejende sandsynlighed er, som arkæologerne var begyndt at antage, tale om Kong Hans’ flagskib Griffen. I 2014 finder en svensk marinearkæolog stævnsfiguren, som bjerges i land under stor medieårvågenhed.

Skibsvrag fra denne periode er yderst sjældne. Medmindre et skib begraves hurtigt af sediment, bliver træet ædt væk af pæleorm – og mikroorganismer, som nedbryder træets sukkerstoffer, som erstattes af vand i takt med nedbrydningen. Her i Østersøens brakvand trives hverken ormene eller mikroorganismerne særlig godt, så det ferske vand har beskyttet vraget gennem alle årene.

Så sent som august i år har et internationalt forskerhold arbejdet intenst under vandet for at finde og registrere nye fund. Alle vragets dele er blevet 3D-fotograferet i en kompliceret proces, så man har fået fuldt overblik over det over 500 år gamle flagskib, som repræsenterer, mener forskerne, intet mindre end slutningen af middelalderen og fødslen af den moderne verden. 

Gribshunden er bygget ud fra kravel-teknikken
”Det handler om skibsbyggeteknik,” forklarer Mikkel H. Thomsen, som er specialist i, hvordan middelalderens skibe blev konstrueret. ”Gribshunden er kravelbygget, hvor bordplankerne støder kant mod kant med kalfatring imellem. At finde det på et skib fra før 1500-tallet er opsigtsvækkende i Nordeuropa, hvor vi traditionelt klinkbyggede ved at nitte overlappende planker sammen for at lave en vandtæt skal, som vi kender det fra vores skibe i Roskilde.”

I det 15. århundrede spreder kravel-teknikken sig nordpå og bliver den nye måde at bygge de større skibe til konger og adelsmænd i hele Europa ikke mindst, fordi man har brug for fartøjer, der kan bære kanoner. Et statslig regnskab fra 1493 nævner således, at et af kongens skibe – som kun kan være enten ’Svanen’ eller ’Gribshunden’ – var armeret med 68 kanoner.

”Vores vikingeskibe sejler fantastisk, men de kan vanskeligt bygges rigtig store. De kravelbyggede skrog derimod får deres styrke fra skeletkonstruktionen af ribber og spanter, som gør det lettere at bygge skibet større og forøge dets lasteevne,” siger Mikkel H. Thomsen.

Forskerne antager, at Gribshunden sandsynligvis er bygget med samme teknik som de skibe, som Christoffer Colombus sejlede over Atlanterhavet med, da han opdagede Amerika i 1492. Men ingen af de sydeuropæiske opdagelsesskibe fra den tid er bevaret, hvilket gør fundet af det velbevarede vrag af Gribshunden helt unikt. Samtidig kan man fastslå, at Nordeuropa ikke var langt bagefter de sydlige lande, men fulgte med, når det gjaldt de nyeste og mest avancerede teknologier i tiden, som var grundlaget for de kommende århundreders opbygning af nationale flåder og ekspeditioner til de fjerneste afkroge af verden for at opdage og ofte kolonisere og erobre nyt land. 

Kommer ikke op
”Gribshunden er et komplet vrag. Der er så mange spor at følge og så mange mulige genstande at finde, når vi får gravet os frem,” siger Mikkel H. Thomsen, der i sensommeren dagligt dykkede ned til vraget som en del af det internationale forskerholds undersøgelser, der ledes af Marcus Sandekjer, Blekinge Museum og amerikaneren Brendan Foley, Lunds Universitet.

”Vi har i år undersøgt roret og rorpinden, og rorets længde er målt til 6,5 meter, og rorhovedets højde over kølen er ca. 6,2 meter. Hvordan, de har håndteret det, er en af de mange afdækninger, vi er i gang med, og som igen kan fortælle os om skibets øvrige dimensioner. Det er et større puslespil, som tilsammen langsomt tegner et billede af skibet og af tiden, hvor det sejlede på havet. Der ligger et stort arbejde foran os med mulighed for mange nye opdagelser,” siger Mikkel H. Thomsen, der oplyser, at køllængden er fundet til at være ca. 25,7 meter, og at man derfor estimerer en længde af hoveddækket til ca. 32,1 meter.

Det er dog ikke tanken, at det kongelige flagskib nogensinde skal hæves, selvom det kun ligger på en dybde af ti meter. Det kongelige flagskib bevares fortsat bedst i sit rette element i Østersøens kølige vand.

FAKTA OM GRIBSHUNDEN
Gribshunden, fra ca. 1486, har ligheder med en karak fra middelhavslandene. En karak er kravelbygget og har typisk tre master: En stormast i midten og to mindre master, henholdsvis fokkemasten i stævnen og mesanmasten i agterenden. De to kasteller henholdsvis for og agter, er gode platforme, når skibets skal forsvares i nærkamp, hvis et fjendtligt skib søgte at borde.
Foreløbige undersøgelser tyder på, at Gribshunden blev bygget efter den matematisk komplicerede iberiske tradition, hvor skelettet bygges, før bordplankerne lægges. Den hollandske stil var, i hvert fald i senere århundreder, at tilføje afstivningen efter bordplankerne var lagt.
Årringsanalyser af egetømmer fra vraget af Gribshunden viser, at det kommer fra træer, der er fældet 1482-1483 i det nordøstlige Frankrig. I det flamske område fandtes nogle af den tids mestre inden for skibsbygning. Det vides dog ikke, om Kong Hans bestilte byggeriet af Gribshunden, eller om han købte, eller måske opbragte, et i forvejen færdigbygget skib.

Kilder: Lunds Universitet, Södertörns Högskola og Blekinge Museum,
Roskilde Vikingemuseum, pure.kb.dk.

Model af en middelalderlig karak.
Foto Sjöhistoriska_museet Karolina Kristensson.