TEKST Dan Ibsen FOTO: World Sailing / IOC -
Photoshop: Bådmagasinet
World Sailing skærper fokus på kvalitetssikring af udstyr til sejlsporten med det mål at gøre sejlsporten mere tilgængelig, mere bæredygtig og bevare konkurrencens integritet på alle niveauer. Endvidere oprettes en hotline for indberetning af ”udstyrsmanipulation”.
Den olympiske dagsorden 2020+5 opfordrer de internationale forbund til at have klare og gennemsigtige regler og bestemmelser om teknologisk manipulation og konsekvenserne af deres krænkelse.
Endvidere overvejer World Anti-Doping Agency (WADA, red.) nu også at forbyde teknologier, hvis de er "præstationsfremmende" eller "mod sportens ånd."
Når dette er implementeret, vil World Sailing med sandsynligvis udvide kvalitetskontrollen samt muligheden for at indberette udstyrsmanipulation til andre internationale bådklasser.
Det samme udstyr, er ikke skabt ens!
Sejlsport er en udstyrssport, som per definition er en barriere for deltagelse. Udfordringen er, at ikke alt udstyr, selv det samme udstyr, er skabt ens. Der er en lang historie med topkonkurrenter, uanset klasse, der investerer rigtig meget tid og penge i en søgen efter det bedste udstyr, for når du er hurtig på banen, er alt andet nemmere.
Med den øgede vægt på olympisk konkurrence er søgen efter perfekt udstyr blevet endnu dyrere, hvilket til dels skyldes, hvordan World Sailing nu vælger det olympiske sejlerprogram, hvor de fleste klasser efterhånden er ”manufacturers one-design classes”, dvs. udstyr som er designet og produceret af den samme leverandør. Alligevel har sejlerne meget fokus på, hvilken producent rundt i verden, som leverer det bedste udstyr, idet der uundgåeligt kan være forskelle i kvalitet, dimensionering m.v.
Tidligere har det været kendetegnende, at en given klasse med større global udbredelse ofte har haft flere producenter og leverandører rundt i verden, og dermed også en vis konkurrence. Dette har medført en høj kvalitet og samtidig en priskonkurrence, men nu er de fleste valgte både designet og bygget specielt til OL, og har ikke så stort publikum udenfor det olympiske ’game’.
Nu sætter World Sailing fokus på problemet
Dette skift har påvirket omkostninger og kvalitet, og ikke på en god måde, så efter et stort antal klager løser World Sailing dette problem ved at lancere et program til at overvåge udstyret på tværs af de olympiske klasser.
De nationale sejlunioner, udvalg, kapsejladsofficials, klasser, sejlere, trænere og det bredere sejlersamfund er inviteret til at deltage i en undersøgelse. Svarene vil være anonyme og modtages i fuld fortrolighed.
"Opfattelsen omkring kvaliteten af olympisk udstyr driver købsadfærden hos atleter, som ikke kun sigter mod den bedste kvalitet, men også stræber efter at finde det bedst ydende udstyr,"
”Bedre kvalitetskontrol kan hjælpe med at reducere økonomiske barrierer. At reducere behovet og brugen af udstyr ville også betyde en mere bæredygtig sport, og strammere kontrol med kvaliteten vil være med til at sikre retfærdighed i konkurrencen.”
Hotline for indberetning af manipulation af udstyr
Det andet element i programmet er lanceringen af en udstyrsmanipulations-hotline, der giver mulighed for en rapporteringsmekanisme, som er en grundlæggende bestemmelse i den olympiske kodeks om forebyggelse af manipulation af konkurrencer. Dvs. hvornår brugen af teknologi ikke længere er acceptabel og giver en uretfærdig fordel, der ville påvirke lige vilkår.
World Sailings hotline kan bruges til at rapportere mistænkelige tilgange eller aktiviteter relateret til ”udstyrsmanipulation” eller brug eller udvikling af ”præstationsfremmende udstyr”, der ikke er reguleret eller tilladt af reglerne i olympiske klasser.
Rapporter en hændelse på World Sailings hjemmeside
Q&A Hotline Information - eksternt link til pdf. indeholder deltaljer om den proces World Sailing vil gennemføre efter indsendelse af en rapport, samt fortrolighed og anonymitet
Den spanske sejler Iker Martinez blev taget direkte i snyd med udstyret under VM i Aarhus tilbage i 2018 - det værste var, manden slap uden nogen form for udelukkelse!