fbpx
Tekst& FOTO HENRIK HANSEN #584

Kapsejladsbåde for enhver:

FEM POPULÆRE  KLASSEBÅDE

Her har vi udvalgt fem gode klassebåde til sejlere, der gerne vil i gang med at sejle kapsejlads. Det er klasse-kølbåde, der har nogle af de største felter ved bådenes DM, og som fås til overkommelige brugtpriser. Det er også fem både, man normalt kan finde på brugtmarkedet.


Det er sjovt og udfordrende at sejle kapsejlads, fordi man hele tiden presser og tester sine evner som sejler. Det gælder rorsmandens evne til at styre effektivt i vind og sø, gasternes evner til at håndtere båden, riggen og sejlene samt taktikerens evner til at læse vinden og konkurrenternes taktik.

Nye kapsejlere skal vælge våben, inden de kaster sig ud i de første dyster, og her er en af disse klassebåde et godt og fornuftigt valg. Først og fremmest fordi man sejler på mest lige vilkår i en klassebåd, der har strenge klasseregler, der sikrer, at bådene er så ens som muligt. Dernæst fordi disse ældre klassebåde kan købes i konkurrencemæssig god stand for 120-220.000 kr. med nye eller nyere sejl.

Man kan selvfølgelig også vælge at sejle kapsejlads med familiebåden, men den er sjældent så hensigtsmæssigt indrettet til kapsejlads som de mere race-orienterede klassebåde. Det slider desuden mere på båden at sejle kapsejlads end familiesejlads, og nye sejl er oftest dyrere på de typisk større og tungere familiebåde end disse fem klassebåde. Man kan normalt heller ikke lige købe topsejlernes aflagte sejl, der normalt stadig er konkurrencedygtige.

Det er selvfølgelig dyrere at have to end bare en båd, men det er altid lettere at finde dygtige gaster til en klassebåd, og adskillige ejere af familiebåde slår sig sammen og investerer i f.eks. en af disse fem klassebåde, som de sammen sejler kapsejlads med. De er langt billigere, og man er samtidig 2-3-4 personer om at dele udgifterne.

Knarr havde næststørste DM-felt
Vi må tilstå, at vi her har udeladt den fine klassiske Knarr, der sidste år havde det næsthøjeste antal deltagere til deres DS-DM, men vi havde en stor artikel om Knarren og Knarr-klassen for blot et år siden i Bådmagasinet nr. 575. Desuden er Knarr-klassen som kapsejladsklasse i høj grad koncentreret i få havne på Øresund.


DM  i klassebåde
De fem valgte klassebåde har alle en specialklub, der sørger for, at der hvert år bliver afholdt DM for klassen og i nogle klasser også andre stævner, eller får samlet så mange både fra klassen til bestemte distancesejladser, så klassen kan få sit eget løb.

Det er ikke vanskeligere at sejle kapsejlads end at sejle båden på god sømandsmæssig vis, men man skal være noget mere præcis i sine manøvrer end på familiesejlads og være mere opmærksom på de andre både, for man sejler meget tættere på hinanden end på sommerturen.

Nye kapsejlere skal altid huske på, at det ikke er tilstrækkeligt at købe en hurtig båd, hvis man vil være med fremme i kampen om præmier og medaljer. Det er timer på vandet og besætningens træning sammen i båden, der ofte afgør, om man er med helt fremme i feltet. I starten kan det måske være udfordrende at finde det bedste trim, men i disse klassebåde er der et godt sammenhold, hvor de erfarne sejlere gerne hjælper nye sejlere i klassen.

Ved køb af en brugt båd til kapsejlads, så er det selvfølgelig vigtigt, at selve båden er i god stand, men det er også vigtigt, at riggen og trim-funktioner som spil, klemmer, spilaflastere og blokke er i orden. Ellers skal man købe båden til en pris, så man kan udskifte slidt eller defekt grej. Tovværket skal ofte skiftes til kapsejlads, og det er sjældent, de medfølgende sejl er kapsejladsduelige, med mindre man køber en kapsejladsrigget båd i den dyre ende af klassens prisspekter.

Folkebåden og H-båden har et DIF DM, der er et DM godkendt af Dansk Idrætsforbund, mens de øvrige tre har et DS DM, der er et DM godkendt af Dansk Sejlunion. I praksis har det kun minimal betydning for klassernes sejlere.


Deltagere ved DM 2022
Folkebåd 30 både
Spækhugger 21 både
H-båd 20 både
BB 10 20 både
Ylva 20 både


  • Brugtbåd: 
    • Folkebåd
    • Pris: 88.000 til 195.000 kr.

Danmarks største kølbådsklasse
Folkebåden har over 80 år i sit kølvand og er på ingen måde en moderne kapsejler. Den er klinkbygget og langkølet, men ingen anden kølbåd har betydet mere for den brede danske sejlsport, og år efter år stiller klassen med det største felt ved deres DS-DM. Sidste år var det 30 både. I klassens storhedstid var DM-felterne på omkring 80 både.

Med klassens aktivitet finder man som ny kapsejler ikke en bedre båd at starte med, fordi den er udbredt i hele Danmark, og der er tre til fire Folkebådsstævner i løbet af sæsonen udover DM, der i år bliver sejlet i Sønderborg. Der er også næsten altid Folkebåde med i de lokale distancesejladser, hvor båden har et fordelagtigt DH-mål. Det er også en semi-international klasse med gode felter i Tyskland, Sverige og Estland, dog uden at have World Sailings officielle stempel. Det er den geografiske udbredelse for snæver til.

Klassen har hvert år et stort internationalt stævne, Gold Cup, der i år bliver afholdt i Tallinn i Estland og i 2024 i Halmstad i Sverige. Der er også flere Folkebådsstævner i Nordtyskland og i Sverige. På verdensplan er der bygget 4.000 Folkebåde.

Folkebåden er også en god introduktion, fordi den byder på enkel sejlads med blot to lethåndterlige sejl, storsejl og fok, så man også hurtigt kan få fokus på taktik. Det er den eneste af de valgte fem både, der ikke har spiler, så man kan slappe lidt af på læns.

Man skal dog være opmærksom på, at man også med en Folkebåd skal lære at trimme båden optimalt for at opnå gode placeringer, for i en Folkebåd er man til de store stævner også oppe imod sejlere, der har sejlet i klassen i mange år. I lettere vind og mellemluft rykker man frem i båden og har typisk en mand til at ligge på fordækket. Det er normalt forreste mand, der også sætter stagen på fokken efter topmærket er rundet.

Folkebåden er rimelig nem at sejle. Den er let på roret og styrer præcist med sit store ror. Et svagt rorpres giver rorsmanden en god føling med båden og trimmet. Nye sejlere kan sejle Folkebåden i næsten al slags vejr uden at rebe. Frisk vind er faktisk rigtigt Folkebådsvejr, hvor båden for alvor sejler godt og giver sjov sejlads. Her skal besætningen ud at sidde eller ligge på rælingen på kryds.

Det er mest fornuftigt at købe en Folkebåd i glasfiber til kapsejlads. En moderne Folkebåd har et meget klassisk cockpit med to korte kistebænke ved skottet, en tofte agter og en løjgang. En Folkebåd til kapsejlads har typisk også et bræt i teak med håndtag på rælingen til at sidde på.

FAKTA FOLKEBÅD
Længde
 7,68 m Bredde 2,20 m Dybgang 1,20 m Deplacement 1.930 kg Kølvægt 1.035 kg Vægt/sejlareal 80,4 m2 Storsejl 17,0 m2 Fok 7,0 m2 Gyldige DH-certifikater 2022 78
DH GPH 766,0 DH TCC 0,879 Værft Haubold Yachting, Tyskland, folkeboot-centrale.de
Specialklub Dansk Folkebåds Klub, www.folkebaad.dk.
Læs mere om Folkebåden i Bådmagasinet september 2017.

  • Brugtbåd: 
    • H-båd
    • Pris: 100.000 til 200.000 kr.

Udfordrende international klasse
H-båden er en aktiv klasse i Danmark med egen Liga, der består af fire årlige stævner, der også tæller som udtagelse til VM. Klassen er nemlig en international godkendt klasse med VM-status. I 2022 deltog der 30 både i Ligaen, der også omfatter klassens DIF DM.

Der er aktive felter af H-både i otte nationer verden over som f.eks. Australien, og danske sejlere har traditionelt været blandt de dominerende ved VM, hvor senest Claus Høj Jensen har vundet VM ni gange siden 2008. I år er der VM på Gardasøen i Italien. Det første VM blev sejlet i 1980, hvor OL-guldvinderen Poul Richard Høj Jensen vandt. Op gennem firserne vandt han, OL-sejleren Jens Christensen og OL-guldvinderen Jesper Bank VM-titlen hver to VM-titler de første 10 år. En af Danmarks ligeledes største sejlernavne, Henrik Søderlund, har desuden vundet EM og DM i klassen. Store danske sejlernavne som Christian Rasmussen, Bo Selko og Theis Palm har også vundet VM.

Da H-båden kom til Danmark i 1970 udfyldte den et stort behov for en lille, moderne en-typebåd i glasfiber og blev hurtigt en succes. Elvström Boats begynde at bygge H-både og var med til at udvikle båden. Dengang fik H-båden et ry som almindelige sejleres version af den olympiske Soling. Der er bygget over 5000 H-både, og der er registreret ca. 630 både i Danmark. Der er H-både næsten overalt herhjemme, og i flere klubber er der aktive felter af H-både ved aftenmatcher, fordi man gerne vil sejle aftenmatch i en klassebåd, der samtidig er hurtig at rigge til.

H-båden er en velsejlende båd med en fin balance på roret og er sjov at kapsejle med, fordi man virkelig kan mærke forskellen, når man er aktiv og opmærksom på at styre og trimme båden. Fra jævn vind og opefter skal besætningen ud at sidde på rælingen. Derfor har H-båden fodstropper, så man sidder bedre og mere trygt på rælingen. Besætningen er på tre til banesejladser og typisk på fire på distance-sejladser. Klassen har adskillige sejlere, der har sejlet H-båd i mange år. H-bådens cockpit er enkelt med to langsgående kistebænke og en løjgang foran rorsmanden. Man har ret frie hænder til at udforme løjgangen, der i nogle kapsejladsbåde er hævet, så der er så lidt afstand mellem løjgang og bom som muligt, og hvor der ofte er monteret andre hal end storskøde og løjgangshal. H-båden produceres stadig. Tidligere byggede flere værfter H-både, men i dag er det kun Saare Yachts i Estland. De støber i en form fra det østrigske Frausia-værft. World Sailing har godkendt den nye H-båd.

FAKTA H-BÅD
Længde
 8,28 m Længde vandlinje 6,30 m Bredde 2,18 m Dybgang 1,30 m Deplacement 1.450 kg Kølvægt 725 kg Vægt/sejlareal 58,0 Storsejl 14,50 m2 Fok 10,0 m2 Spiler 36,0 m2
Gyldige DH-certifikater 2022 105 DH GPH 671,6 DH TCC 0,995
Værft Saare Yachts, Estland, yse.de/h-boot-saare-h-boot
Specialklub Danske H-bådssejlere, www.h-boat.dk

  • Brugtbåd: 
    • Spækhugger
    • Pris: 60.000 til 120.000 kr.

En ægte evergreen
Spækhuggeren er med ca. 460 byggede både den største klasse, der er designet og bygget i Danmark. Huggeren, som hurtigt blev Spækhuggerens kælenavn, blev også hurtigt en dansk sejlerlegende, da konstruktøren og bådebyggeren Peter Bruun i prototypen D 1 blev nr. to i sit løb på Sjælland Rundt kun overgået af Paul Elvstrøm i en Soling, han havde lånt af Kong Konstantin. Det var efter datidens NL-regel.

Året efter gentog Peter Bruun succesen i den første serieproducerede Spækhugger, men denne gang sejlede Paul Elvstrøm i sin nye halvtonner ”Bes”. Huggeren blev lynhurtigt en succes og blev i løbet af få år en af de største klasser på Sjælland Rundt og andre distancesejladser. Siden dengang er der næsten altid Spækhuggere med på både de store og de mere lokale kapsejladser.

Det første DS DM blev sejlet i 1974 med sejlmageren Tom Carlsen som vinder, og i de følgende vandt OL-medaljetagerne Poul Richard Høj Jensen og brødrene Jacob og Jørgen Bojsen Møller også DM i huggeren. I 2022 deltog der 20 både ved DM i Århus, og året før var der 28 både ved DM i Københavns Amatør Sejlklub i Svanemøllen. I år er der DM i Tårbæk.

I dag er Spækhuggeren en aktiv og homogen klasse, der er udbredt over hele landet. Dog med store felter koncentreret i Århus og Svanemøllebugten i København, hvor de er aktive på aftenmatcherne. Der er også Spækhuggere med på mange aftenmatcher i klubber landet over.

Der bliver ikke bygget nye Spækhuggere, fordi de bliver for dyre. Heldigvis er bådene bygget så solidt, at man kan renovere en ældre Spækhugger, så den bliver så god som ny. En fuldstændig nyrenoveret Spækhugger fra værft, med nyt dæk, ny aptering og nymalet dæk og skrog kan fås for omkring 350.000 kr. uden sejl.

Spækhuggeren er stadig en populær evergreen, fordi båden er velsejlende, pålidelig, stabil og overskuelig at trimme, og er desuden overraskende hurtig i let vind. Der er også rigtig mange sejlere, der har lært at sejle i en Spækhugger. Den er og har været sejlerskole-båd i mange sejlklubber.

Spækhuggeren er lidt overrigget, men generelt en båd med god stabilitet på grund af sin blykøl, der giver en kølprocent på hele 59 procent. I hårdt vind for spiler skal man dog holde tungen meget lige i munden, fordi den kan kæntre til både læ og luv. Generelt klarer den sig dog godt på distancesejladser i luft.

Cockpittet er enkelt med to lange kistebænke. Den har oprindelig agterskødning, men stort set alle kapsejlende Spækhuggere har en mere praktisk skødning på løjgang.

FAKTA SPÆKHUGGER
Længde
 7,44 m Længde vandlinje 6,30 m Bredde 2,33 m Dybgang 1,45 m Deplacement 2.280 kg Kølvægt 1.350 kg Storsejl 18,0 m2 Fok 15 m2 Genua 22,0 m2 Spiler 60,0 m2
Vægt/sejlareal 58,5 Gyldige DH-certifikater 2022 62 DH GPH 661,4 DH TCC 1,1001 Klasseorganisation Spækhugger Klubben, spaekhugger.dk

  • Brugtbåd: 
    • BB 10 Meter
    • Pris: 130.000-215.000 kr.

Sprælsk sejlglæde
BB 10eren kom på vandet i 1977 og er den yngste af de fem valgte både. Det er også den mest sprælske og med spiler i luften, så er det også den vildeste af disse klassebåde, fordi den kan plane med 16-20 knob. En BB 10er er ultimativ sejlglæde. Sådan karakteriserede en inkarneret BB 10-sejler engang sin båd.

Båddesigneren og bådebyggeren Anders Børresen blæste på datidens Scandicap-regel og designede en båd til ren fart med en høj slank 7/8s rig til en lav vægt samt kort køl på de moderne rene og ret flade linjer under vandlinjen. Det gjorde båden sprælsk og jolle-agtig. Det er tydeligt, at Anders Børresen var inspireret af både den klassiske Drage og især af den dengang moderne Etchell, der er en international klasse.

Det er fascinerende at sejle med spiler på skæring i god luft og mærke de jolleagtige vibrationer ved ca. 13 knob og derefter opleve, at båden planer med 16 knob. Topfarten ligger
omkring 20 knob i hård vind på skæring med fem mand ude på rælingen. I mindre vind kommer BB 10eren også hurtigt op over 10 knob på skæring.

BB 10 sejler fantastisk, når den er trimmet ind. Sammen med bådens sprælske jolleagtige egenskaber, så skal man være opmærksom på, at der hele tiden skal arbejdes med trimning af sejlene under en kapsejlads, for at få det fulde udbytte af bådens store potentiale.

Så er båden til gengæld helt suveræn at sejle med, og man kan styre med blot to fingre på rorpindsforlængeren. I frisk luft og bølger skal nye BB 10-sejlere være opmærksom på, at de skal have godt sejlertøj på, fordi den kan være ret våd for de forreste om bord i sø. Man kan sejle BB 10eren alene som dagssejler, og den kan sejles for kun storsejlet.

Klassen er i øjeblikket præget af lidt ældre sejlere, der har sejlet BB 10 i mange år. Derfor skal man som ny i klassen ikke forvente at nå hurtigt til tops, men til gengæld vil de erfarne i klassen gerne dele ud at deres erfaringer, når der kommer nye sejlere.

Cockpittet er indrettet fornuftigt og lidt gammeldags som i en Folkebåd eller Drage, med et par korte kistebænke ved skottet, en flot svunget agtertofte og en hævet løjgang foran rorsmanden. Det er god plads til fire velvoksne sejlere i cockpittet samtidig.

Alle fald og trimhal er ført til cockpittet. De originale spil blev betjent med håndtag under dæk, men mange BB 10ere har i tidens løb fået spil, der trimmes fra oven. Trimfunktionerne er generelt placeret praktisk. Der er bygget i alt 150 BB 10ere, der sejler i Danmark, Tyskland og Schweiz.

FAKTA BB 10 METER
Længde
10,00 m Længde vandlinje 7,30 m Bredde 2,30 m Dybgang 1,45 m Deplacement 2.345 kg Kølvægt 1.225 kg Storsejl 23 m2 Genua 21 m2 Fok 14 m2 Spiler 63 m2
Vægt/sejlareal
63,38 Gyldige DH-certifikater i 2022 27 DH GPH 599,8 DH TCC 1,109 Klasseorganisation BB 10m Klubben, bb10m.dk

  • Brugtbåd: 
    • Ylva
    • Pris: 198.000-299.000 kr.

Velsejlende fartdjævel
Ylva er den længste, hurtigste og dyreste af disse fem populære kapsejladsbåde og var i adskillige år drømmebåden for mange sejlere. Det var den unge bådebygger og danmarksmester i OK-jolle, Steen Kjølhede, Vejle, der i 1973 søsatte den første prototype i koldstøbt mahogni-finer. Den blev døbt ”Ylva”.

Først i halvfjerdserne var cruiser/racere det hotte kompromis mellem kapsejladsbåden og familiebåden, men Steen Kjølhede fandt, at disse både var for tunge og voluminøse og designede sammen med Hans Jacobsen Ylva’en som hans helt egen version af de klassiske slanke, hurtige nordiske skærgårdskrydsere med lavt fribord.

Allerede i sin første sæson kom Ylva i mål som første båd og en overlegen overaltvinder på Sjælland Rundt. De følgende år var det også Ylva og Steen Kjølhede, der kom først i mål. De første serieproducerede Ylva’er kom på vandet i 1976.

Her 50 år efter Steen Kjølhede skabte sensation på Sjælland Rundt, er Ylva’en stadig en attraktiv og konkurrencedygtig båd, der er sjov at sejle kapsejlads med for sejlere, der prioriterer en hurtig og velsejlende båd fremfor komfort om læ. Ylva’en bliver ikke straffet på DH-målet og er ofte med helt fremme på korrigeret tid på distancesejladser.

Efter nutidens standard for kapsejladsbåde er Ylva’en en semi-langkølet båd, og en båd der hurtigt lægger ”øret” til, men får god stabilitet, desto mere den krænger. Den er kursstabil og krydser godt, bare man lader den løbe med 6,3 knob, så snart der er vind. Skroget er også dybere end moderne racere og med bådens længde, så skal man ikke rive i rorpinden efter de mindste vindspring, som på mindre kølbåde og joller, men lade båden sejle lidt blødere igennem, når vindspringene er hurtige og hidsige.

Ylva’en kommer ikke op at plane på samme måde som en BB 10er, men det er altid en fornøjelse at sejle med spiler, fordi båden er let at sejle. Den bliver mere og mere rolig og tager fart, efter man har sat spileren og løber 10-12-14 knob.

Erfarne Ylva-sejlere fortæller, at Ylva’en er meget let at sejle for erfarne Ylva-sejlere. En lille besætning kan ubesværet håndtere båden, og de behøver ikke at træne vildt, men kan bare sætte sig i båden og sejle på rygraden. Ved klassens DM er der typisk fem til seks både, der kan vinde, fordi der ikke er fartforskel i mellem både.

Ylva’ens cockpit er traditionelt som i Folkebåden og BB 10eren, med to korte kistebænke ved skottet. Her er der dog en havkrydser-inspireret bro mellem kistebænkene fremme ved skottet. Bådens løjgang er monteret på denne bro.

FAKTA YLVA
Længde
 12,18 m Længde vandlinje 9,00 m Bredde 2,30 m Dybgang 1,62 m Deplacement 3.450 kg Kølvægt 1.650 kg Storsejl 22,4 m2 Fok 16,8 m2 Genua 29,0 m2 Spiler 77,0 m2
Vægt/sejlareal 67,1 Gyldige DH-certifikater 2022 32 både DH GPH 578,4 DH TCC 1,158 Klasseorganisation Ylva Klubben, ylva.dk

Båd 584

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.