fbpx
Tekst MORTEN BRANDT FOTO LUDOVIC FRUCHAUD // EYOTY #580

Rå elegance
- en kærlighedsaffære på vandet

Italia Yachts 12.98 Bellissima er på en og samme tid imponerende og elegant. Den forener sportslighed, funktionalitet og komfort. Med sin karakteristiske stil og praktiske dækslayout åbner den for potentielle store sejloplevelser. To versioner tilbydes, vi testede Bellissima og blev småforelskede.


Italia Yachts 12.98 Bellissima var blandt de nominerede til konkurrencen European Yacht of the Yaer 2023. Selvom den ikke vandt er den en iøjnefaldende båd. Dens dæk- og cockpitlayout, der inkluderer et stort enkeltvindue på siden af dækshusets side, giver et skarpt udtryk udefra og et godt udsyn og naturligt lysindfald om læ. Cockpittet er designet med fokus på ergonomi og giver plads til afslapning og komfort, dog er spillene placeret for tæt, hvilket der ifølge designeren vil blive rådet bod på – vi testede skrog nummer 1. Skrogets design er som det ofte er med performance cruisere et kompromis mellem komfort og hestekræfter. Indvendigt byder båden på tre rummelige dobbeltkabiner og mulighed for et eller to badeværelser. Interiøret er elegant og funktionelt designet af Arbore & Partners. Italia Yacht har aldrig været bange for at gå nye veje. Nogle kan lide det, andre kan ikke.

Italia Yachts 12.98 Bellissima præsenterer en innovation, og båden skiller sig ud fra metervaren i bådindustrien. Den kombinerer stil, funktionalitet på den italienske måde og med de kun 8,5 ton og 120 m2 krydsstel og 225 m2 til sejlads ned ad bakke er der muligheder for sejloplevelser ud over det sædvanlige. Værftet har fået ny ejerkreds, og det ses med det øgede fokus på kvalitet og avanceret konstruktionsteknologi. Båden er et skridt i den helt rigtige retning for Italia Yachts’ skibsbygning.
Den nye 12.98er er en italiensk sejlmaskine, der sætter de fleste andre i performance cruiser-klassen på plads.

Ingen nævnt – ingen glemt
Italia Yacht 12.98 var meget svær ikke at forelske sig i af to grunde. Den ene var, at lige meget hvilken af de andre nominerede både, den linede op mod på vandet ud for Port Ginesta, så sejlede den bedre – ingen nævnt ingen glemt. Den pegede højere, den gik højere, trim og justeringer kunne ses og mærkes promte på loggen og på roret. Den gik også godt med slæk på skøderne, og selvom den var sat op med enkeltror holdt den sit greb i vandet, også når den blev presset. I disse dage hvor der er langt mellem bådene over 35 fod med enkeltror, er det en fornøjelse, når man støder på en enkelt-roret båd – that feeling. Noget andet, der er svært ikke at holde af, er Italia Yachts mod, når det kommer til design om læ. Der er ingen bånd, der binder dem. Nogle gange er det gået bedre end andre. Denne gang er det efter denne anmelders mening gået rigtig godt – omend det er lidt klinisk udtryk om læ. Endelig er der bådens udtryk i havnen. Den ser bare lidt mere rå ud end de fleste med sit brede, men kompakte cockpit, det sort/hvide ”farve”-spil mellem dæk og cockpitfladerne, lugerne, sceptrene og de to rat.

Modsat de øvrige både i kategorien krydsede Italia 12.98 godt. Den gik både højde og fart.

Har vi en køber?
Det er ikke kun prisskiltet på 3,9 millioner kroner, der gør, at båden ikke henvender sig til førstegangskøbere. Man må tro på, at køberen har et dybt engagement i sejlsporten og en lyst til at arbejde med bådens potentiale, når det kommer til trim og optimering. Potentielle købere kan være erfarne konkurrencesejlere, der søger en båd, der leverer, når der sejles ræs, og som samtidig sætter pris på en indretning, der ligger et godt stykke fra blå hynder og lakeret mahogni. Det er vigtigt at understrege, at båden ikke er en racer, men en performance cruiser, der inviterer til, at sejloplevelsen deles med familie og venner, og at disse vil opleve både komfort og elegance. Båden der skiller sig ud i havnen med sit design og sin æstetik. Den vil tiltrække købere, der værdsætter kvalitet, håndværk og den seneste teknologi. Så hvis din båd var en bil – ville denne være en Alfa Romeo.


  • DET SIGER VÆRFTET:
    • Fuoriserie er den lettere, mere race-orienterede variant. Antallet og placeringen af spil er designet til at være funktionelt til kapsejlads.
  • DET SIGER VI:
    • Don’t tell it – show it. Spillene var på testbåden tæt på fejlplacerede, da de stod for tæt. Det skulle blive ændret, hvilket er et must.
  • DET SIGER VÆRFTET:
    • De aspekter, der vedrører komforten under sejlads, er der meget nøje taget hånd om takket være en omhyggelig undersøgelse af længdetrim og symmetriske volumener, mens båden krænger, samt en koncentration af vægten midtskibs for at begrænse pitching så meget som muligt.
  • DET SIGER VI:
    • Ja – den sejlede forrygende godt og komfortablet. Både i let vind og i op til 8-9 m/sek., som vi havde, da vi havde mest. Dog krængede den en del, men det var ikke mere, end man vænnede sig til det.
  • DET SIGER VÆRFTET:
    • I interiøret af IY 12.98 er ledemotivet økologi, natur og respekt for miljøet: pileflet, bomuld og linnedfibre tolket med teknologiske og innovative løsninger for at skabe et elegant miljø, uden at belaste båden vægtmæssigt.
  • DET SIGER VI:
    • Vi kunne lide det – italiensk når det på bedste vis udvider vores horisont. Og vi giver point for, at ordet økologi kun er brugt få gange i salgsmaterialet. Der er alt for travlt ved den grønne håndvask i bådbranchen i disse år.

SPECIFIKATIONER
LOA
 14,3 m Bredde 3,95 m Dybdegang 2,45-2,46 m Vægt 8500 kg Sejlareal storsejl og fok 115 m2 Sejlareal storsejl og gennaker 225 m2 Motor Yanmar 50 hk Dieseltank 220 l Vandtank 360 l
Design Cossutti Yacht Design Pris inkl. moms 3.900.000 kr. inkl. sejl og hjemtransport
Yderligere info Dansk forhandler Maritimt Center

Cockpittet er rummeligt, og man sidder godt også på kryds, når der bliver lagt øre til.


Båd 586

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.