Safir 24 var en moderne, velbygget og velsejlende halvplanende familiebåd, da den kom på vandet i 1975, hvor bådebygger Bent Quorning havde designet og udviklet båden gennem et år under den sidste fase af datidens oliekrise og samtidig havde etableret sig med sit nye værft Safir Boats ApS.
I dag er mange Safir-både godt slidte efter næsten et halvt århundredes sejlads, men der er fuld gang i renoveringen af mange af de bedagede både. Det kan vi se på den Facebook-gruppe, som er etableret af entusiastiske Safir 24- og Safir 26-sejlere.
Mange af bådene var i forvejen oprindelig apteret af ejerne med færdigskårne apteringssæt, som det var moderne i 70’erne. Nu er det glasfiberen og misligholdt træværk, der bliver frisket op med maling. Nogle af bådene har også fået badeplatform.
Den nye Safir 24 lå i et spændende krydsfelt mellem de mere traditionelle deplacementbåde, som f.eks. snekker, og datidens meget populære halvplanende både, hvor det reelt var motorens størrelse, der afgjorde, om båden var det ene eller andet.
Skroglinjerne var moderne med et relativt skarpt forskib, der giver en god sejlads mod bølgerne, og et fladt agterskib, som kan få båden hurtigt op at plane. Den rigtige propel til motoren er også med til at afgøre, om båden kommer op at plane med en given motor.
Det var Bent Quornings ambition at bygge en halvplanende båd, der allerede kom op at plane ved en lav fart på 10-11 knob, og det kunne en Safir 24 med en 48 hk Perkins motor. Her var topfarten 14 knob. Samtidig blev Safir 24 bygget med en køl, der giver god retningsstabilitet, men som også begynder at styre båden for meget, når farten kommer over 16 knob. Bent Quorning fortæller til Bådmagasinet, at han har sejlet over 16 knob med en Safir 24 med en 65 hk Volvo Penta dieselmotor.
Bent Quorning var lige udlært som bådebygger hos de berømte Pedersen & Thuesen i Bramdrupdam og arbejdede på Walsteds Bådeværft på Thurø, da han etablerede Quorning Boats i Skærbæk sammen med sin storebror Børge Quorning.
Målet var at bygge trimaraner, som Børge Quorning designede, til det nordeuropæiske marked. Salget gik dog kun langsomt de første år, så brødrene begyndte i 1969 at bygge 19 fods Luna spidsgattede motorbåde i glasfiber. De byggede dem både som åbne motorjoller til fiskeri og som motorbåde med kahyt til fritidssejlads. I 1971 søsatte de en ny Luna 26, der var en moderne spidsgattet familiemotorbåd med kahyt og styrehus.
De første erfaringer
Bent Quorning høstede her sine første erfaringer med motorbåde i glasfiber og forlod det fælles værft i 1974 og etablerede sig først i Pjedsted ved Fredericia og i et nyt værft i Middelfart i 1976. Her fik han travlt med at bygge sin nye Safir 24, der fik en næsten øjeblikkelig succes.
Han oplevede også et behov i markedet for en båd med agterkahyt, og i 1978 søsatte han derfor den to fod længere Safir 26 med agterkahyt. I hovedtræk var det en 24er, der var forlænget med to fod og havde fået agterkahyt og centercockpit.
Tre år senere kunne Bent Quorning igen søsætte den nye Safir 28, der igen byggede på de samme linjer som 24eren, men var mere rummelig med 44 cm større bredde. Her var agterkahytten droppet til fordel for en regulær lukket salon med styreplads og en ekstra forhøjet styreplads om styrbord i cockpittet.
Safir Boats blev til Nimbus-værft
Bent Quorning byggede 150 Safir 24, 30 Safir 26 og nogle få Safir 28 fra 1975 til 1982, hvorefter han frem til 1992 udelukkende byggede svenske Nimbus motorbåde. Formene til Safir 24 og 26 blev solgt til autoforhandler Svend Åge Johansen.
”I 1981 solgte vi 20 Safir 24ere på én gang til svenske Nimbus, der solgte dem videre som Nimbus 24. Det var på et tidspunkt, hvor der var lidt afmatning i salget af Safir-bådene. Vi fik et godt samarbejde med Nimbus frem til 1992, hvor Nimbus kom i vanskeligheder i den svenske krise med devaluering af den svenske krone og stigende renter,” fortæller Bent Quorning, der nåede at bygge omkring 1200 Nimbus-både, heraf omkring 250 Nimbus 4000.
”Vi stoppede med at bygge Safir-både, fordi det var mere rentabelt at bygge for Nimbus. Vi byggede billigere, hurtigere og bedre end dem selv. Vi var hele tiden foran Nimbus. Senere udviklede vi f.eks. Storebro 410. Storebro var ejet af Nimbus,” fortæller Bent Quorning, der altid var i gang med nye projekter og som pensionist hjælper med at renovere ældre både.
”Et års tid byggede vi nogle LM-både, og i 1994 gik jeg i gang med at udvikle en Nordica sejlbåd til det tyske og hollandske marked, men det lukkede allerede i 1996. Jeg arbejdede også for Fiberline, der producerede profiler i glasfiber, og hjalp dem med at bygge en cykelbro, der blev Danmarks længste compositbro,” husker Bent Quorning.
”En dag ringede de igen fra Nimbus og spurgte, om jeg ville hjælpe med at udvikle nye Nimbus-både. Jeg tog op til Nimbus i Sverige og var der i fem år frem til 2005,” fortæller Bent Quorning.
Senere hen hjalp Bent Quourning sin nevø Jens Quorning med udviklingen af Dragonfly-trimaraner fra Dragonfly 1300 til Dragonfly 35, der blev kåret som European Yacht of the Year 2008.
Bent Quorning har været ivrig sejlbådssejler i mange årtier og kommer i dag på vandet i kajak.
Safir-bådene genopstod i Ribe
Bjarne Kiholm, Ribe Bådcenter, købte formene til Safir 24 og 26 i 1984 af autoforhandler Svend Åge Johansen og byggede 12-14 Safir-både, inden han her i 2023 solgte formene til Göta Kanal Charter i Vadstena, der har planer om at bygge Safir charterbåde med elmotor. Bjarne Kiholm kaldte bådene Diana 24 og 26, fordi han ikke måtte bruge Safir-navnet.
Bjarne Kiholm nåede at byggede ca. 650 både på sit værft i Ribe Bådcenter, inden han lukkede ned i denne vinter. Her byggede han mange små jagt- og fiskerbåde, hvor især hans Diana 21 var meget populær. De største både, han byggede, var Husky Dane 33-35 motorbåde, som han forlængede med 1,4 meter.
I Ribe byggede Bjarne Kiholm blot tre-fire Diana 24 frem til midten af 90’erne, resten af de 12-14 Diana/Safir-både, han byggede, var Diana 26. Heraf byggede han tre Diana 26 i en version med langt cockpit uden agterkahyt. Bjarne Kiholm fjernede desuden de indbyggede flaps agter i skroget på Safir 26eren. Bjarne Kiholm fortæller, at han byggede bådene alene, men at hans børn, samlever, hans far og vennerne kom og hjalp til. Bådene blev desuden primært bygget til selvaptering, hvor køberne selv byggede dem færdige. Diana-bådene var, ifølge Bjarne Kiholm, enkle at aptere. Desuden købte han alle skabelonerne af Bent Quorning og de resterende apteringssæt, som han stadig havde stående.
Familievenlig aptering
Safir 24 er en ægte familie-motorbåd med datidens populære Snekkers sødygtighed ved lav fart og de halvplanende bådes fartpotentiale. Da Bådnyt testsejlede Safir 24 i 1976, sejlede testbåden op til 17 knob ved 4.500 omdrejninger med en 95 hk motor.
Bådnyt noterede i testen, at båden er bred og høj med en god udnyttelse af pladsen og en for datidens forhold god ståhøjde på 1,80 m. Der er originalt en u-sofa med bord i midten i forkahytten, hvor bordet kan sænkes, så man får en dejlig stor køje til to-tre personer. Det forreste ryglæn kan vippes, så man kan gemme sengetøjet ude i forskibet. Forkahytten rummer desuden et toiletrum med en håndvask, der trækkes ud over toilettet, om styrbord og et klædeskab om bagbord.
Styrehuset har utraditionelt centerstyring med komfur og en skuffe under førersædet, der kan vippes frem og foldes, så undersiden af sædet fungerer som bord. I de første versioner af Safir 24 var der køleboks og vask i borde ved siden af førersædet. Det blev dog ændret, så båden fik et passagersæde med en vask under sædet. Der var også bord på undersiden af passagersædet, når man foldede det frem. De første Safir 24 havde en ratkonsol med instrumentbord i teak, men ratkonsollen blev hurtigt ændret til en større konsol i glasfiber. Der var også et skab om bagbord i styrehuset. Agter i cockpittet havde båden to langskibs tofter agter og et bord imellem. Ved at sænke bordet kunne man få en ekstra dobbeltkøje, der dog kræver, at man har en kaleche.
Deplacement eller halvplanende
En deplacementbåd er en motorbåd, der ikke har skrogfacon eller motorkraft til at komme op at plane, mens en halvplanende motorbåd har bedre bæreevne agter og tilstrækkelig motorkraft til at komme op over sin vandlinjefart og nå op at småplane. Samme motorbåd kan være enten en deplacementbåd eller en halvplanende båd, alt efter motorkraften.
En planende motorbåd er derimod bygget og motorudrustet til at plane, uden at man giver fuld gas.