Less is more

Båden kan tjekkes ind i lufthavnen
Men ingen rekorder står evigt. Efter tre årtier meldte engelske Andrew Bedwell sig på banen: 2023 skulle være det år, hvor han slog rekorden. Det skulle gøres endegyldigt og så eftertrykkeligt, at ingen senere kunne fratage ham rekorden. Den båd, han skulle sejle over Atlanten med, var nemlig kun en meter lang! Hvis han pillede riggen, kølen og roret af sin båd, kunne han tjekke båden ind i lufthavnen og få den med i flyveren. Det er selvfølgelig et tænkt scenarie, men båden lå altså pænt indenfor flyselskabernes bagageregler.

Evigvarende rekord?
Planen var at følge Vihlens rute fra New Foundland til Cornwall i England. Han ville være nødt til at ligge sammenkrøllet med bukkede ben og hovedet bøjet forover, når han skulle sove. Under prøvesejladserne kunne han ikke rette benene ud, når han sad. Men når vejret var til det, kunne han rejse sig op en gang imellem – mens han passede på, at båden ikke væltede. Planen var at leve af en blanding af tørret kød og rosiner, opbevaret i små pontoner på siden af båden. Vandbeholdningen var på fem liter. En manuelt betjent watermaker skulle sørge for det løbende forbrug, og toilettet var en spand. I dårligt vejr kunne han klappe de små sejl sammen, lukke lugen og sidde inde i sin lille satellit til vejret blev bedre. Overfarten var planlagt at vare mindst 60 døgn, men ville muligvis tage meget længere tid. Båden kunne ikke bevæge sig mod vinden.

Igennem flere år nåede Bedwell at skabe en hel del overskrifter i internationale medier.

Det vil sige, indtil det gik galt.
Det vender vi tilbage til.

Ære og berømmelse
I 1965 opnåede amerikanske Robert Manry en hel del berømmelse og mange lovprisninger for sin overfart i træbåden”Tinkerbelle”. Båden var 13 fod, det vil sige godt fire meter lang – en hel superyacht i forhold til Andrew Bedwells fartøj – men Tinkerbelle var stadig kun på størrelse med en jolle.

Manry sejlede fra Falmouth på den nordlige, amerikanske østkyst til Falmouth i Sydengland. Det brugte han 78 døgn på, og han var ved at omkomme ved talrige lejligheder. Blandt andet faldt han i vandet seks gange. Rekorden blev den gang omfattende dækket af verdenspressen, og hans præstation blev sammenlignet med Charles Lindbergs første soloflyvning over Atlanten i 1927.

Manry står i øvrigt bag et meget sigende citat, som tilsyneladende har sat sig i blodet på hans efterfølgere: ”Der findes ikke nogen drøm, der er så stor, at den ikke kan rummes i en lille båd.”

Hugo Vihlens to rekorder
Manry satte en standard, og eftersom han blev ret berømt, og skrev en i øvrigt glimrende og populær bog om rejsen, så var der andre som blev inspireret. I de kommende år var der en hel del projekter i gang, og som man levende kan forestille sig, var de ikke alle sammen lige levedygtige.

Men nogle var. Næste mand på scenen blev den nuværende rekordindehaver, Hugo Vihlen.

1968: Båd på 1,8 meter
Vihlens første rekord blev sat allerede i 1968. Hans selvbyggede båd ”Aprils’s fool” var 1,8 meter lang, hvilket var et stort spring fra Manry’s Tinkerbelle, som var hele fire meter lang.

Hugo Vihlen kom til at sidde på rekorden helt frem til 1993.

Vihlens hårdeste modstander (og efterhånden nære ven) var engelske Tom McNally. I 10 hektiske år mellem 1983 og 1993 kæmpede de to mænd en blodig kamp om rekorden, med stadig nye forsøg, hvor der blev savet flere og flere centimeter af bådenes længde. De fleste forsøg mislykkedes, og flere redningsoperationer måtte iværksættes. Mirakuløst nok overlevede de begge to.

Garderobeskab og vaskemaskine
Opgøret startede for alvor i 1983, hvor McNally byggede en båd af et gammelt garderobeskab og stumper fra en ødelagt vaskemaskine. Den var lige præcis nogle centimeter mindre end Hugo Vihlens rekordfartøj fra 1968.

Overfarten endte med at sejlene blæste i stykker i en storm. Han drev omkring på havet i to uger udenfor Irlands kyst, før en russisk fisketrawler fandt ham. McNally nægtede at forlade båden og gav sig ikke, selvom den lille prop af en båd blev suget ind under hækken og næsten blev knust af skruen. Efter sigende bandt han sig endda fast i masten. Til sidst blev han hejst op, stadig siddende i vraget af sin lille båd, og på den måde reddede han med nød og næppe livet.

Kortvarig glæde
10 år senere, i 1993, havde McNally kommet sig. Han havde endda lavet flere eksperimentelle forsøg. Båden hed nu ”Big C” og var mere gennemtænkt. Den havde den fornødne rekordlængde på ca. 1,5 meter, og denne gang lykkedes det ham at komme hele vejen.

Men glæden blev kort.

Vihlen ville nemlig ikke have det nederlag siddende på sig. Få måneder senere – 25 år efter sin første overfart – gjorde han klar til at forsvare sin tabte rekord. Den nye båd, ”Father’s Day”, var endnu kortere end McNallys. Vihlen lavede flere mislykkede forsøg, hvor båden drev i land, og hvor han blev stoppet af US Coast Guard.

Men til sidst kom han afsted, denne gang fra Canada, hvor distancen var kortere, strømforholdene bedre, og hvor der ikke var nogen ordensmagt i sigte.

Efter 115 døgn på havet var rekorden igen hans. Og der er den altså forblevet lige siden.

Nåede kun få timer fra kysten
Som antydet tidligere, bliver det ikke Andrew Bedwell, som kommer til at overtage rekorden med sin ultimative mikrobåd. Han havde ellers lavet et grundigt forarbejde, det lille fartøj var baseret på årtiers erfaringer og var især inspireret af McNallys Big C. Det var også det navn, han gav båden.

Men Bedwell kom ikke langt: Umiddelbart efter afsejlingen fra den canadiske kyst, opdagede han en lækage, som fik ham til at vende om og fortøje båden ved kajen. Dagen efter var den fuld af vand. Og da Big C skulle hejses op i en kran, røg linerne, og båden faldt ned og blev smadret i asfalten. I det øjeblik endte tre års arbejde – og ikke mindst Andrew Bedwells store drøm. Han græd som et barn – men efter sigende var hans kone glad. Muligvis reddede ulykken hans liv – det får vi aldrig at vide.

Så den 30 år gamle rekord står altså stadig. Men mon ikke der kommer en anden drømmer en dag og forsøger at slå sejlsportens måske mest vanvittige rekord.

BRUDEÆGGET
Norske Ole Brude var sømand, og i 1898 overlevede han et forlis, hvor redningsbådene blev knust, da mandskabet forsøgte at sænke dem ned langs skibssiden. Det fik ham til at gå i gang med at opfinde bedre redningsbåde – det var faktisk ham, som kom frem med den nuværende, ægformede model, som stadig bruges i skibsfarten.

Brude byggede sin eksperimentelle redningsbåd i jern. Den var seks meter lang, blev døbt ”Uræd”, og mødte stor hovedrysten. For at overbevise rederierne om dens værdi, besluttede han at sejle over det nordlige Atlanterhav i den.

I 1904 sejlede tre mænd afsted fra Ålesund i Norge. Planen var at fremvise fartøjet på verdensudstillingen i St. Louis, USA. Turen tog tre måneder, og efter mastehavari, slagsmål med våben, sygdom, talrige storme og meget elendighed, nåede de frem, knapt nok i live. De kom for sent til verdensudstillingen, men blev stadig modtaget som konger i USA. Blandt andet kom Brude i audiens hos præsident Roosevelt. Hjemme i Ålesund er båden stadig udstillet og omtales som ”Brudeægget”.

Redningsbådens design blev først accepteret 70 år senere, længe efter Ole Brudes død. Men på en måde var det måske ham, som satte den første rekord for små sejlførende fartøjer over Atlanten.