fbpx
TEKST & FOTO JENS HØY #587

PÅ BESØG HOS INDEHAVER DENNIS KALTOFT, K.K.E. MOTORER

Motoren er den blinde makker ved bådkøbet

Under coronapandemien blev markedet støvsuget for brugte både. Nu er der igen brugte både på markedet. Det store spørgsmål i forbindelse med købet er altid: Hvor længe holder motoren? Svaret er ikke entydigt.


Hvor mange timer har motoren kørt? Det er med garanti et af de første spørgsmål, en potentiel køber stiller, når der skal handles brugt båd. Mens motorerne til motorbåde er udviklet i takt med tiden, er situationen en lidt anden for ældre sejlbåde. Er der tale om mindre både, benyttes typisk 2- eller 3-cylindrede diesel-konstruktioner, hvor common rail og den slags halvmoderne teknologi er en sjældenhed. I stedet er motorerne gamle konstruktioner med gennemprøvet, ret simpel teknologi, der for længst er sendt på pension inden for bilindustrien.

Samtidig kører motoren i en sejlbåd ofte kun ganske få timer hvert år. Alligevel foreskriver manualerne, at der hvert eneste år skiftes olie, filtre og også den såkaldte impeller, der driver kølevandet rundt i systemet. Sejles der over 200 timer, skal der endda et ekstra service-eftersyn til, hvis forskrifterne skal overholdes.

Gammel diesel
Med til billedet af motoren i en sejlbåd hører, at der med kun lidt brug af motoren ved havnemanøvrer ofte sejles på gammel diesel. Tanken rummer måske 50 liter, mens motoren forbruger mellem 2 og 3 liter diesel pr. time, hvorfor udfordringer med fugt i tanken og begyndende dieselpest absolut er til stede, jo mindre motoren sejler.

Hos Dansk Søredningsselskab oplever man hvert år, at problemer med motoren er den hændelse, der kræver flest aktioner.

"Halvdelen af alle vores assistancer er til motorproblemer. Mit bud er, at en tredjedel af disse kunne undgås ved almindelig vedligeholdelse af motoren samt sørge for at få den vinter- og sæsonklargjort. Vi ser ofte, at det er i starten af en sæson, at mange får problemer. Der har dannet sig slam i brændstoffet, som går i filtrene, og vi oplever en impeller, der burde have været skiftet," vurderer Kristian Hansen, koordinator, Dansk Søredningsselskab. Allerede i år har Dansk Søredningsselskab haft 336 tilkald til motorskade, mens der i 2022 var tale om 436 tilkald.

Reservedele kan blive et problem
De to helt store producenter af motorer i ældre, brugte sejlbåde er Volvo Penta og Yanmar, og begge har såvel klassiske konstruktioner som moderne common rail til de lidt større både. I den forbindelse er det på sin plads at fremhæve, at Yanmar har en af verdens mindste common rail-indenbordsdieselmotor i form af modellen Yanmar 3JH40, der yder 40 hk.

I jagten på en ældre, brugt båd er det i øvrigt på sin plads at understrege, at producenterne på et tidspunkt ophører med at lagerføre reservedele.

Hos Volvo Penta er man typisk lagerførende i omkring 40 år på udvalgte dele, der benyttes i flere generationer af motorer. Et præcist, officielt tal for, hvor længe man garanterer reservedele, er det dog ikke muligt at få oplyst.

Hvor længe en bådmotor holder, er behæftet med så mange usikkerhedsmomenter, at ingen kan sige det bare nogenlunde præcist, men hos Volvo Penta understreger man vigtigheden af brændstoffets generelle kvalitet. Herefter kommer, hvordan den enkelte motor er blevet vedligeholdt i forhold til service.

Det er næsten altid marinesiden af motorerne, der er mest udsatte.
Siden med ferskvand er der sjældent noget at udsætte på
Dennis Kaltoft, indehaver, K.K.E. Motorer

Den holder længe
Mens producenterne af motorer holder strengt på bådmotorernes serviceforskrifter, forholder det sig lidt anderledes ude i den virkelige verden, hvor danske bådmekanikere hver dag oplever produkternes kvalitet. I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har Bådmagasinet besøgt K.K.E. Motorer, hvor vi møder indehaver Dennis Kaltoft, der har 50 års erfaring med bådmotorer. Vi møder ham, mens han skruer på en af de klassiske Yanmar-motorer, der sidder i tusindvis af fritidsbåde verden over.

"En nogenlunde vedligeholdt motor, som den her, har i hvert fald en levetid på 20 til 40 år. Det er næsten altid marinesiden af motorerne, der er mest udsatte. Siden med ferskvand er der sjældent noget at udsætte på. Det er søvandspumper, der skaber mange af problemerne og varmtvandsvekslere, og det er primært derfor, at marinemotorer har flere reparationer end dieselmotorer i biler," vurderer han.

Tag en ekspert med
Dennis’ bedste råd i forbindelse med køb af en båd med en ældre motor er at bruge penge på en ekspert i motorer:

"Det værste, du kan gøre, når du køber en brugt båd, er at undlade at tage en motorkyndig med, når du besigtiger båden. Glem alt om at få foretaget en olieanalyse af motoren, for det siger ikke ret meget om den generelle vedligeholdelsestilstand. Brug pengene på en motorkyndig," opfordrer han.

Ved en sådan besigtigelse er det såmænd ikke fordi, Dennis eller han kolleger begynder at afmontere dele på maskinen, men de kender de forskellige tegn på problemer.

"Vi skiller intet ad, men vi kender fejlene på de forskellige modeller og kan fornemme meget blot ved at kigge på motoren og se, om der er klatmalet som en lappeløsning på et eller andet problem. Vi lytter også og kan se meget under en koldstart," siger han.

 Dennis Kaltoft fraråder syntetisk olie på gamle bådmotorer.

Brug originale filtre
Man skal ikke have talt længe med en motorekspert, før spørgsmålet om originale dele melder sig, og her er Dennis ikke i tvivl.

"Du behøver ikke nødvendigvis at benytte originale filtre, men man skal kende leverandøren. Vi ser meget af motorerne fra tvivlsomme, kinesiske leverandører, som er af virkelig dårlig kvalitet. Flere gange har vi eksempelvis taget et Yanmar-filter og et billigt filter og skåret det igennem, og der er stor forskel; så kort kan det siges," vurderer han.

I forbindelse med kølingen af motoren har Dennis Kaltoft dog set så mange skader i arbejdet med motorer, at han ikke tøver med at anbefale, at impelleren skiftes mindst hvert andet år ved normal brug i forhold til timetal.

"Det er efter min erfaring lidt overkill at skifte olie hvert år, hvis man kun bruger sin motor få timer om året. På den anden side er service på en bådmotor trods alt småpenge i forhold til, hvad det ellers koster at have båd.

Brug klassisk olie
Dennis har flere gange oplevet, hvordan bådejere i god tro vurderer, at syntetisk olie er det bedste for bådmotoren, men det fraråder han på det kraftigste:

"Glem alt om syntetisk olie på gamle bådmotorer. Det er en rigtig dårlig idé, for motoren er ikke konstrueret til det. På store, kraftige og moderne motorer er tolerancerne i konstruktionen blevet langt mindre, og her kan den fuldsyntetiske olie smøre bedre, men ikke i gamle konstruktioner, som trods alt er dem, der er flest af."

Som udgangspunkt kan en defekt motor næsten altid bringes op til at fungere igen, men står man med en udslidt motor, bliver det hurtigt meget dyrt, og mange fristes til at sætte en renoveret motor fra Den Blå Avis i deres brugte båd.

"Vil du snydes, skal du have lov til det, og så skal du blot købe en renoveret maskine. Men hvis du slår reservedelspriserne op på sådan en renoveret dieselmotor, vil du kunne se, at det ikke kan lade sig gøre til de priser. Det hænger sammen med, at der er forskellige måder at renovere en motor på," forklarer han.


  • Hos K.K.E. Motorer har man tre begreber, når man renoverer en ældre motor:
  • 1. Ved en hovedrenovering bliver motoren fuldstændig skilt ad, og de nødvendige komponenter skiftet.
  • 2. Ved en såkaldt "overhaling" afmonteres topstykket og stemplerne fjernes. Med nye lejer m.m. løber det nemt op i 20.000 kr. afhængig af, hvor slemt topstykket ser ud.
  • 3. Endelig foretager man mange mindre reparationer af eksempelvis vandpumpe og tilhørende komponenter samt gearkasse.

Båd 587

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.