fbpx
TEKST PETER BRINCH FOTO DSRS #587

DANSK SØREDNINGSSELSKAB

"Vi får mere og mere at lave" 

Antallet af assistancer til nødstedte sejlere er steget stødt over de seneste 10 år, og i 2022 rykkede søredderne i Dansk Søredningsselskab ud 889 gange. Intet tyder på, at det tal skrumper i 2023. Hvad skyldes vokseværket i en forening, hvor succes vel er lig med lav aktivitet? Det er der tre forklaringer på, men kun den ene peger på sejlerne.


Vi skruer lige tiden tilbage til 2013, hvor de knap 1.300 medlemmer i Dansk Søredningsselskab (DSRS) fik plads i et Excel-ark.

Med inspiration fra den svenske Sjöräddningen havde DSRS oprettet en station i Nordsjælland og med støtte fra en mindre skare af medlemmer blev der ydet gratis hjælp til alle på havet.

I dag er Excel-arket skiftet ud med en database på 12.200 … tolv tusinde to hundrede medlemmer, og selvom det stadigvæk er gratis for ikke-medlemmer at komme sikkert i havn, siger Kristian Hansen, koordinator i DSRS, at medlemstallet skal ses som en af forklaringerne på, hvorfor de får mere og mere at lave. Antallet af stationer er den anden.

"Der er helt enkelt mange flere, der kender os i dag med så mange medlemmer og 13 stationer fordelt rundt om i landet." Det understreges af, at to tredjedele af alle opkald til DSRS kommer direkte fra nødstedte.

Når den tredje forklaring peger på sejlerne, er det, fordi der er plads til forbedringer.

Som bådfører er man ansvarlig for operationen, sikkerheden og besætningen,” siger Anders Lassen, DSRS (ved roret).

DSRS
Dansk Søredningsselskab (DSRS) er et frivilligt redningsselskab, der gratis hjælper sejlere og andre i nød på havet. Selskabet har 13 stationer fordelt i hele Danmark, næsten 400 frivillige søreddere og 12.200 medlemmer (september 2023). I 2022 brugte DSRS 5.334 timer på 889 udrykninger.

Et medlemskab koster 600 kroner pr. kalenderår.

Du kan læse mere på www.dsrs.dk


Møder du en ny sejler, så del ud af din erfaring, og vær som en sejler skal være.
Kristian Hansen, koordinator DSRS

Motorstop, grundstødninger
I 2022 brugte DSRS 5.334 timer på 889 udrykninger, og ifølge årsopgørelsen for samme år var motorstop og grundstødninger – med henholdsvis 49% og 21% af indsatserne – det, der fik flest sejlere til at ringe efter hjælp. Når DSRS i starten af september kigger på årets foreløbige 775 assistancer, regner de med at nå op i nærheden af 900 i 2023, og intet tyder på en større ændring i fordeling af indsatstyper.

Årsagen til de mange motorstop er alt, hvad der kan stoppe en motor. Skidt i tanken eller i filtre, knækkede drivremme, manglende brændstof osv. Selvom en tredjedel af alle motorstop sagtens kunne undgås, mener stationsleder og søredder Anders Lassen ikke, at de klassiske motorstop kan fjernes helt fra statistikken.

Han ved, at havet kan være et uvenligt miljø – specielt for en motor, og man kan ikke gardere sig mod alle uheld. Men ja, "vi havde nok haft væsentlig mindre at lave, hvis flere fik foretaget regelmæssig service på maskinerne," vurderer den erfarne søredder.

Anders er pensioneret virksomhedsleder og på andet år stationsleder i Helsingør. Han er en af de næsten 400 frivillige søreddere, som i vagtplaner døgnets 24 timer, 365 dage om året rykker ud inden for 20 minutter for at hjælpe alle sikkert i havn – uanset vejr og vind. Med kurser i bl.a. SAR (Search and Rescue), radarnavigering og hjerte- lungeredning, har han hele paletten, det kræver, for at have ansvaret for en redningsbåd, dens besætning, sikkerhed og indsats.

Når Anders Lassen løber fra middagen eller den varme seng for at hente sejlere sikkert i havn, er det – som tallene viser – ikke kun pga. sejlernes motorproblemer. Grundstødninger fylder også godt i lagkage-diagrammet over DSRS’ udrykninger gennem de seneste 10 år.

Nogle grundstødninger skyldes nok "Nintendonavigering", tænker Anders Lassen. "Vi oplever sejlere, der har navigeret med et stift blik på bådens søkortplotter og glemt at kigge op."

Den slags fejlnavigering kan undgås, men nogle steder i landet er grundstødninger også forårsaget af fx sandflugt. Det kan være svært at forberede sig på, specielt hvis man ikke er lokalkendt. Dog giver Anders udtryk for, at lidt mere sund skepsis bestemt ville gøre en forskel.

"Fortøj for storm, så bliver du ikke overrasket," siger han og kommer med tre opfordringer.


  • 1. Vedligehold din udrustning
  • Tjek jævnligt dit brændstoffilter, din diesel- eller benzintank, drivremme og impeller. Kontroller, at bådens dele er i forsvarlig stand og bliver anvendt korrekt.
  • 2. Kend din båd
  • Lær at sejle den også under forskellige forhold – de kan hurtigt ændre sig. Tag de kurser, der giver dig bedre forudsætninger ved fx et motorstop eller pludselig omslag i vejret.
  • 3. Kend dine begrænsninger
  • Bliv i din komfortzone. Alle kan blive overrasket, men undgå "det går nok" – sejl altid ud med en god mavefornemmelse. Det gælder også for din besætning. En situation kan hurtigt udvikle sig, hvis alle om bord bliver søsyge eller bange.

Flere skal sikkert i havn i 2024
Når Kristian Hansen gerne vil have flere sejlere sikkert i havn, handler det ikke kun om, at DSRS øger indsatsen med flere søreddere, både og stationer fremover. Det handler i høj grad også om, at sejlerne skal blive bedre til det gode sømandskab.

"Møder du en ny sejler, så del ud af din erfaring, og vær som en sejler skal være," er budskabet fra Kristian. Alle skal hjælpe hinanden, og det er bedre at spørge en gang for meget end en gang for lidt, om nogen har brug for hjælp.

"Selvfølgelig skal sejlerne ikke overtage eller udføre vores arbejde, men kan man give et godt råd, gøre opmærksom på noget, der måske ser farligt ud eller fx hjælpe med at ringe eller kalde efter hjælp – så skal man gøre det," siger Kristian Hansen. "På den måde får vi flere sejlere sikkert i havn i 2024."

Den forebyggende indsats fra DSRS er primært den direkte dialog med sejlerne på havnen eller på havet og med "Book en søhelt", et gratis foredrag til foreninger og klubber af erfarne søreddere.

DSRS håber tendensen fortsætter
For første gang nogensinde har DSRS, Dansk Søredningsselskab, åbnet en ny station for tredje år i træk. Assens i 2021, Faaborg i 2022 og Struer i år. "Den tendens må gerne fortsætte i 2024, så vi får mulighed for at hjælpe endnu flere, når uheldet er ude," siger koordinator og eneste lønnede medarbejder i DSRS, Kristian Hansen.

Kristian opfordrer alle, der færdes på havet, til at downloade appen SØASSISTANCEN til sin telefon. Alle, medlemmer og ikke-medlemmer, kan anvende appen til at ringe direkte til den nærmeste station i Dansk Søredningsselskab og samtidigt få sendt position, navn og telefonnummer.

I Danmark er der anslået et sted mellem 200.000 og 300.000 lystsejlere og fritidsfiskere, mindre end 5% er medlem i DSRS. "Vi har plads til mange flere medlemmer," siger Kristian, som tror på, at mange af de ikke-medlemmer DSRS hjælper i løbet af en sæson vælger at blive medlem bagefter. "Vi tror på det bedste i folk, og at de gerne vil støtte os." 

Koordinator i Dansk Søredningsselskab, Kristian Hansen, arbejder hver dag for, at “alle skal sikkert i havn”.

SEJL MED EN GOD MAVEFORNEMMELSE
Tjek dit udstyr inden afgang
Planlæg din sejlads
Sejl i passende vejr
Vær opmærksom på din omgivelser
Vær forberedt på det uforudsete


Båd 587

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.