Glæden ved selvforskyldt lidelse

Ikke noget at spekulere på
Ryggen værker, kroppen må ha ligget skævt i læsejlet, kanten af køjen har gnavet mig i lænden. Over mig står en stor mand, pande-lampen lyser rødt i mørket. Det er Jure, meteo-rologen fra Slovenien.

Jeg ved, hvad det betyder: Min vagt.

Lidt efter lidt går det op for mig, at jeg nu må bevæge mig. Finde en position, hvor det er muligt at trække det våde, kolde sejlertøj på igen, uden at vælte ud af køjen og falde hele vejen ned i læside. Når det er gjort, skal jeg klatre på stive ben, et skridt ad gangen, mens jeg holder mig fast i noget solidt, op i cockpittet. Til mere hylende vind, iskolde bølger, som skyller ind over dæk.

Og der skal jeg være i tre timer.

Det føles umuligt. Men der er ingen vej udenom. Jeg skal gøre det.

Fastnet 79
Jeg var 12 år i 1979, det år Fastnet Race nåede ud i medier over hele verden. Alle sejlere kender historien: En uventet orkan fejede over feltet og spredte død og ødelæggelse. 15 sejlere døde, under det som blev kaldt verdens største redningsoperation til søs i fredstid.

Mere end 4.000 deltog i redningsarbejdet fra skibe og helikoptere. Det var en katastrofe, som kom til at definere tilrettelæggelsen af sikkerhedsarbejdet til søs for hele sejlsporten. Hele vejen igennem teenageårene diskuterede man den mytologiske hændelse i sejlermiljøet rundt omkring Oslofjorden, hvor jeg blev til som sejler. Fastnet 79.

Tæt på storm
Så gik der 44 år. Og nu ligger jeg her. Lige præcis der, hvor det hele skete. I den samme kapsejlads. At dømme efter lydene og bådens bevægelser, er det virkelig hårdt vejr udenfor.

Men jeg er ikke bange. Manden, som står over mig, Jure Jerman, er en af verdens bedste vejreksperter for sejlere, det var ham som stod for routingen for den forrige vinder af Vendée Globe. Han har sagt, at det her ville komme, og at det vil vare omkring otte timer. Så vil et nyt vejrsystem indfinde sig. Det kan blive vindstille senere. Vi har redningsflåde, satellitkommunikation og personlige AIS-sendere i redningsvestene. Vi bruger sikkerhedsline, også i cockpit. Båden er bundsolid, og skipperen hedder Sam Manuard – professionel offshore-sejler i verdensklasse og ikke mindst designer af den båd, vi sejler. Vi har to andre prof-sejlere med om bord, blandt dem Andraz Mihelin, en af de to grundlæggere af Seascape, og dermed helt central i udviklingen af båden. Han har været min sejlerguru i mange år. Så nej. Jeg er helt tryg. Jeg er bare udmattet og nedfrosset i en grad, så jeg næsten ikke kan bevæge mig. Mest af alt fordi mit sejlertøj bare ikke er vandtæt.

691 sømil
Rolex Fastnet Race 2023 er en jubilæums-sejlads. 50 gange har den været sejlet, hvert andet år lige siden 1925. Banen er simpel: Start fra Cowes i Sydengland, derefter rundt om Fastnet Rock, et ensomt fyr på en klippe udenfor sydkysten af Irland – og så tilbage til Plymouth. De sidste par gange har man i stedet lagt mållinjen udenfor Cherbourg på den franske side af den Engelske Kanal, noget som har forlænget banen til det, den er nu: 695 sømil.

Altså, hvis man ikke skal krydse.

Uanset: Sejladsens status er stadig intakt, det er et af de største offshore-race i verden. Alle de bedste sejlere er med, alle de hurtigste både, inklusive Ultim-trimaraner, IMOCA’er, Class 40 og så videre. I den mere ydmyge afdeling er der nogle klasser, der sejler på måltal – IRC. Vores First 36 er en af de mindste både i IRC 1.

UDSTYR: HVAD KRÆVES DER?

Offshore-sejlads i hårdt vejr kræver først og fremmest en båd, som er godt vedligeholdt. Riggen må være tjekket grundigt, det samme gælder styresystem, søventiler, tanker, el-system og så videre. Den bedste investering i søsikkerhed er at sørge for, at man kan blive ved med at sejle.

På kryds er det forsejlet, som krænger båden, så det er særlig vigtigt, at forsejlet er det rigtige. Ikke bare størrelsen, men styrken, designet, placeringen af tack på fordækket, skødepunkter osv. Et rigtigt og godt trimmet forsejl, afpasset til forholdene, gør en kæmpe forskel.

Storsejlet kan rebes og mest bruges som ”balanceror”. Blot at bruge sin rullegenoa delvist rullet ind er ikke en god løsning. Kuttersejl og stormfok er gode sejl at have. Enkle systemer til at sætte/bjærge er afgørende, det bliver hurtigt virkelig svært at arbejde på fordækket.

Sikkerhedsliner på dæk burde være unødvendigt at nævne. Personlige AIS- eller PLB-sendere i vesten er en god sikkerhed. Så kan man selv plukke mandskab op igen ved MOB.

I både med to ror bliver vinklen mellem dem (”toe in/toe out”) et kernepunkt, når man sejler hurtigt på åbne vinkler. Er den forkert, staller rorene, og du mister kontrol og broacher. Ideelt set bør den være justerbar under sejlads og ligge mellem fire og seks grader (med agterkanten udad).

Koldere end vejret
Jeg trækker den våde hue ned i panden, famler efter hætten bag i nakken, får den vrikket på plads. Så stikker jeg hovedet op af lugen. Vind og søsprøjt rammer mig i ansigtet. Men det virker ikke koldt. Det er som om, jeg er koldere end vejret.

Ved roret står Jochem Visser, en hollandsk energibombe, han har fortalt, at han ikke kan huske, om det er 17 eller 18 gange, han har sejlet Fastnet. Men han har aldrig lavet andet end at sejle. Det her er hans arbejde. I lyset fra plotterskærmen ser jeg hans solblegede hår, stift af salt og blæst bagud.

Slappe af de rigtige steder
Jeg vakler over til luv storsejlspil, klatrer over det og får placeret de ømme røvballer på cockpitkarmen. Den første bølge skyller langs sidedækket og fylder sejlerbukserne med frisk saltvand. Foran på masten lyser tallene: Kurs, relativ vindvinkel, fart igennem vandet samt nogle andre mindre interessante data.

Jochem læner sig mod mig, om jeg vil tage rattet? Han råber nogle tal ind i mit øre, jeg blinker med øjnene, forsøger at huske dem, råber tilbage, at jeg først må tisse.

Det er en operation, jeg har udviklet en rutine for, men som alligevel ikke er helt let i den her søgang: Stå på knæene foran det åbne agterspejl, sætte sikkerhedslinens krog i hækstaget og holde balancen med lårmusklerne. Og samtidig slappe af de rigtige steder. 

Groove
Da jeg omsider er på plads ved roret og mærker båden i hænderne, vågner hele kroppen. Pludselig er jeg opmærksom. Udmattelsen, smerten, ubehaget letter. Det her kan jeg. Kroppen husker det.

Jeg lægger stævnen ind i de massive bølger, som ruller mod os, selvom jeg stort set ikke kan se dem. Men jeg mærker, hvad som kommer, bådens bevægelser fortæller det. Jeg synker ind i en velkendt koncentration, med korte blik på tallene på masten. Holder en rimelig krængningsvinkel, finder sporet, kommer ind i det som bedst kan beskrives med et udtryk fra rockmusikken: Groove.

Jeg er tilbage. Nu kan det bare komme an. Pludselig vil jeg ikke være noget andet sted end lige præcis her, lige præcis nu. Pludselig føler jeg mig umådelig heldig, at få lov til det her.

Vindstille
Et par vagter senere vågner jeg af stilheden. Det klukker let udenfor skrogsiden, men båden ligger næsten ubevægelig. Solstråler står indad vinduerne. Jeg hører stemmer og latter på dæk over mig. Jeg fryser ikke længere.

Da jeg kommer op i cockpit, ligger der vådt sejlertøj ud over dækket til tørre. Havet er spejlblankt. Mod nord aner jeg klipper, det må være Irland. Jeg tager alt det våde tøj af, mærker solen på huden. Det er vidunderligt. Så vidt jeg kan se, er det vindstille også for konkurrenterne rundt os. Så det er OK.

Der er den
Sam Manuard står ved roret, stadig 100 procent koncentreret, selvom vi næsten ikke har styrefart. De andre er på dæk, sidder ved vanterne i læside, nu handler det om vægt fremad og let krængning i båden. Sejlene falder på plads, i hvert fald det meste af tiden.

Jeg suger varme til mig som en svamp, det er så dejligt at jeg kunne græde. Måske kan jeg endda få tørt tøj på senere? Det vil selvfølgelig blive vådt igen, men det bliver i hvert fald en ny start.

Vi spiser, diskuterer strategi, henter nye grib-filer, ser i kikkert efter ny vind. Alt er pludselig let. Man kan bevæge sig.

Mens jeg står i cockpit og frydes i hele kroppen, ser jeg ud over havet mod nordvest. Der er noget derude i horisonten. Kan det være et skib? Næppe.

Jeg peger, henvender mig til Jochem, "er det Fastnet?"
Han kigger.
"Javist", siger han. "Der er den."

Fastnet Rock
Det er allerede blevet eftermiddag, da vi når fyret. Vi har krydset i tre døgn for at komme hertil. Vinden er let, alle er i en opløftet sindstilstand, der er noget historisk ved det her, jeg ved, at det er noget, jeg vil huske, når jeg bliver gammel. Da bedstefar rundede Fastnet.

Klippen ligner noget, som er steget op af urdybet, et slags forstenet havmonster med et klassisk fyrtårn på toppen. Det er sjældent, man ser den så godt. Jochem siger, at han aldrig har set den så tydeligt før. Som regel er det nat eller tåge, når man runder.

Men vi får den altså i panorama, i god sigtbarhed, helt tæt på.
Vi tager det obligatoriske selfie og sætter kursen mod syd.

Det er forresten kryds igen. Den nye vind er sydlig.

På kanten af det mulige
Der er 340 sømil til mål. Men det går hurtigt. De sidste 270 kommer vi til at æde på et døgn. På vej mod Scilly Islands og Lands End drejer vinden mere og mere vestlig, vindvinklen åbner lidt efter lidt. Bare nogle grader, men nok til at vi kan slippe på skøderne og gå et par knob hurtigere.

Samtidig øger vinden. Den tredje front er på vej. Det kan toppe på 40 knob igen.

Også det er noget, vi er forberedt på. Denne gang bliver det nedad bakke igennemden Engelske Kanal, igen med sø som graver sig op, når flere knobs strøm trykker mod vinden. Jeg ved godt, hvem jeg sejler med, så jeg ved også, hvad der kommer til at ske: Vi kommer til at sætte spiler, næsten uanset hvor meget det blæser, og uanset hvordan bølgerne ser ud.

Det kommer til at gå virkelig hurtigt. Det bliver sejlads på kanten af det mulige.

Sammentømret gruppe
Det regner vandret, og skyerne er grå som bly, da vi krydser mållinjen i Cherbourg, efter fire døgn og 19 timer. Det sidste stykke har vi sejlet med fok, skødekrogen til den asymmetriske spiler røg, og sejlet revnede, inden vi fik det ned. Vi har en spiler mere, men den er for stor og tynd i dugen. Alligevel, selv kun med fok og storsejl passerede vi 20 knob flere gange. Alle timerne igennem den Engelske Kanal er forsvundet i en rus af intens koncentration og sejlglæde, båden har tordnet afsted. Det gør ondt i hænder, arme og bryst efter alt arbejdet med trimningen. Jeg har styret båden igennem oprørt hav og vilde surf, mandskabet på otte er blevet en sammentømret gruppe, det er som om, vi har kendt hinanden i mange år. Og nu har vi klaret det her sammen.

Glæden varmer
Igennem de sidste 150 sømil har vi sejlet fra alle omkring os og indhentet meget af det vi tabte, da det var vindstille. Det ser ud som om, vi bliver nr. 14 eller 15. Af de 106, som startede i vores klasse, har kun omkring halvdelen fuldført. Vi kan være stolte af det her – alle bådene omkring os er rene racingbåde bemandet med professionelle sejlere. Vi sejler dybest set en turbåd.

Da vi har fortøjet, er der ingen, som tager det våde sejlertøj af. Vi fryser ikke mere. Klokken er otte om morgenen, og vi kan høre, at ølteltet er fuld af glade sejlere. Det eneste, vi tager af, er vest og sele. Regnen pisker i ansigtet, mens vi går på kajen mod teltet. Fryden varmer tværs igennem alt det våde og kolde.

HVAD LÆRTE JEG?

1. Sørg for dig selv
Egentlig noget jeg lærte for længe siden af en elitesoldat, som har sejlet alene nonstop jorden rundt. Men rådet blev meget levende på den her tur: Det starter med dig selv. Hvis du ikke tager hånd om dig selv, kan du ikke tage hånd om andre og heller ikke om båden. Helt konkret: Sørg for at være så tør og varm som mulig (eller afkølet, hvis det er tropisk). Sørg for at spise og drikke ordentligt. Bevæg dig med omtanke, hold dig fast, undgå skader. Brug vest og sele. Spar på kræfterne, når det er muligt, hvil når du kan.

2. Pas på båden
Hvis du passer på båden, passer båden på dig. Det er jo ikke altid sandt, ting kan ske, uanset hvor godt man passer på. Men chancen for, at det går godt, er uhørt meget større, hvis alle holder godt øje med båd, sejl, rig, tovværk og så videre. Er storsejlet kommet i klemme i rebelinen? Er der en line et sted, som gnaver mod en anden? Krydser faldene foran på masten, så de kan låse sig i toppen ved næste sejlskift? De fleste problemer kan forebygges, hvis man er opmærksom og forudseende.

3. Hold orden
Det næste handler om at holde orden og vide hvor ting er. I hårdt vejr bliver alting kastet rundt, det er gerne vådt mange steder i båden, og især ved fuldt mandskab (vi var otte) opstår der let kaos under dæk. Pludselig skal der bruges en pandelampe, en sikkerhedssele, et ekstra skøde eller noget andet. Og det skal bruges nu, ikke når du en gang finder det. Det er værd at bruge tid og energi på at holde styr på personlige ejendele og ikke minst bådens udstyr. Ryd også op i cockpit, og hold styr på tovværket.

4. Tal tydeligt
Det fjerde handler om kommunikation. I hårdt vejr larmer det meget, og stemmer blæser væk med vinden. Snak tæt på og med tydelighed, og tjek om det er rigtigt forstået. Folk kan være trætte og forvirrede, og når det skal gå stærkt, kan små misforståelser skabe store problemer.

5. Gør det som skal gøres
Professionelle sejlere gør det, som skal gøres. Og de gør det med det samme. Er der grund til at skifte sejl, så skiftes der sejl. Selvom det forekommer svært eller til og med farligt, og selvom man er slidt og ikke orker. For kapsejlere handler det som regel om fart, for tursejlere om komfort og sikkerhed. I begge tilfælde er det tit det samme, som skal til: En balanceret, godt trimmet båd med den rigtige sejlføring er både hurtig, komfortabel og sikker. Det er derhen vi gerne vil.
Men altså: Som regel skal der gøres et stykke arbejde først. Og jo før du gør det, jo bedre er det.