fbpx
Tekst øyvind bordal foto PRODUKTFOTO, ARKIVFOTO #589

DESIGN: Er scow fremtidens mainstream?

Tursejlads i en firkantet båd

Du syntes måske, det var mærkeligt, dengang nye både begyndte at få gammeldags knækspant, og endnu mere når stævnen begyndte at vende op ned. Men bare vent. Fremtidens både kan blive endnu mærkeligere. Scow er det næste radikale racing-påfund, der kan vise sig at fungere virkelig godt i turbåde.


På flere måder ser det ud til, at fortiden vender tilbage. De mest moderne, radikale både i dag har et eller flere af følgende kendetegn:

  • Chines – tidligere kendt som knækspant, i gamle dage brugt i træbåde.
  • Negativ stævn – kendt blandt andet fra krigsskibe i første verdenskrig samt enkelte sejlskibe i 1800-tallet.
  • Foils – kendt fra hydrofoilfærger tilbage i 60’erne samt eksperimentelle motor- og sejlbåde fra det tidlige 1900-tal.
  • Stående rig i flettet tovværk med splejsede samlinger, traditionelt surret fast til røstjernene – en teknik brugt i sejlskibe igennem århundreder.
Pramme til lavvandet transport
Og nu kommer altså den seneste trend – scow. Som de andre nævnte trends er også scow et begreb med historiske rødder: I 1800- og 1900-tallet var det betegnelsen på fladbundede pramme og mindre fartøjer med bred stævn, brugt primært til transport af varer og mennesker i lavvandede farvande.

Det er også kendt fra glasfiber-æraen: Herhjemme husker mange den gode gamle Flipperjolle, konstrueret af Peer Bruun i 1968 som et tomandsjolle-alternativ til Optimistjollen (som jo også er en slags scow-design).

David Raison
Men at den type skrog skulle være den hurtigste til at sejle over Atlanten, havde få set komme. Franske David Raison er mere eller mindre officelt udnævnt til grundlægger og pioner for den nye bølge af offshore-racingbåde med scow-design. Efter at have sejlet shorthanded offshore-racing igennem en årrække og sejlet Mini Transat flere gange vandt han racet i 2011 med 'Magnum', en sensationel og meget mærkelig båd, selv i Mini Transat-sammenhæng (hvor nye og specielle ideer ellers har mere plads end noget andet sted).

Raison er ikke bare sejler, men også uddannet maritim ingeniør og designer og havde arbejdet på ideen igennem fem-seks år. Han er specialist i fluid mechanics og lavede talrige numeriske simulationer, inden han byggede båden.
En scow kan tilbyde 30-50% mere plads under dæk end en mere slank, traditionel båd.

Som ringe i vandet
Efter den sensationelle sejr i Mini Transat gik der noget tid, inden man begyndte at bygge scow-design også i Class 40 – Raison tegnede selv den første, Credit Mutuel, som vandt Transat Jaques Vabre i 2019, og siden har vundet mange andre store race.

Han tegnede også Revolution 29, måske det første forsøg på at lave en turbåd med udgangspunkt i scow-design. I dag er scow-inspirerede skrog blevet mere eller mindre standard i de klasser, som tillader det. Under dagens ratingregler vil man næppe slippe godt afsted med en så ekstrem skrogfacon, men under en boksregel, som man finder det i flere professionelle klasser, vinder det altså mere og mere frem.

Rettende moment
Og hvorfor er det nu, det er så smart? Det springende punkt er rettende moment, eller groft sagt stabilitet. Når en trimaran er så hurtig, er det fordi, den har et enormt rettende moment. Kombineret med lav vægt og stort sejlareal, er det opskriften på fart. Og forskellen i fart er ikke marginal, den er virkelig stor og mere værd end noget andet, man kan finde på. Derfor er jagten på mere rettende moment helt centralt, når man skal lave en hurtig sejlbåd.

Løft i stævnen
Og det er kort sagt det en scow kan. Den har mere volumen langt fra centerlinjen end andre både. Den øgede stabilitet betyder, at man kan bære mere sejl, og i en båd med potentiale til at plane, er det guld værd. Desuden løfter den brede stævn forskibet over bølgerne og forhindrer nosediving i høj fart. Slamming, som er det først, man tænker på, når man ser det brede, flade forskib, er selvfølgelig et tema, men så længe båden krænger, præsenterer den en nogenlunde U-formet facon mod mødende bølger. Alligevel: Kryds i let vind og krap sø er næppe nogen succes med en scow. Og traditionel banesejlads, hvor man tilbringer mest tid på kryds, er måske hellere ikke en sejladsform, som umiddelbart favoriserer den her bådtype.
Det er ret simpelt. Der er mere plads i en firkantet båd end en trekantet båd.

Masser af plads
Men alt det er kapsejlads – og nu ser vi altså en stribe modeller på vej, som markedsføres som cruisingbåde. Så hvad handler det om?

Ligesom med chines, så viser der sig helt andre fordele end mere fart, når man implementerer scow i en turbåd. For de fleste tursejlere er der nemlig én ting, som er mere værdifuld end noget andet: Plads, eller mere præcist volumen. En scow kan tilbyde 30-50% mere plads under dæk end en mere slank, traditionel båd. Forkabinen, som tit har en trekantet køje man skal klatre ind i, kan nu være en stor, firkantet dobbeltseng. Der er masser af plads til opbevaring, kabinerne kan være større, og man kan nærmest spadsere rundt på fordækket. Den høje stabilitet er hellere ikke nogen dårlig ting i en turbåd, selvom man skulle være ligeglad med farten. Båden lægger sig ikke så let ned i vindpust, man behøver ikke rebe så tit, og for anker ruller den mindre.

På vej til mainstream?
Som med al ny udvikling er det ude i randområderne, der først sker nye ting. Det tager længere tid før de store mainstreamproducenter tager det til sig. Som du kan se på disse sider, så kommer alle de viste modeller fra små værfter, drevet af entusiaster og folk, som selv er involveret og engageret i udviklingen. Men hvis vi tager emnet op igen om fem år, så er et godt gæt, at der vil være eksisterende modeller på markedet også fra store værfter – turbåde med den særprægede buttede stævn og brede forskib.

ACE 30
Ace 30 er et forsøg på at skabe en scow, der kan fungere under IRC-rating og dermed blive en båd, der ikke kun er en offshore-racing-maskine. Designer og bådebygger Antoine Mainfray fra Atelier Interface i La Rochelle har forsøgt at lave en let og stabil båd, der samtidig kan få et fornuftigt måltal. Bæredygtighed er også et væsentligt aspekt – Ace 30 er bygget i plywood/epoxy, som har et noget lavere Co2-udslip end glasfiber. Den markedsføres som en 'ultra fast cruiser' og byder på overraskende meget plads i et innovativt åbent interiør.

SAIL SCOW 37
Armel Tripon er en fransk stjerne i IMOCA-klassen, og han er dybt involveret i udviklingen af Sail Scow 37. Han forelskede sig i scow-konceptet under Vendée Globe i 2020 og tænkte, at det ville fungere virkelig godt også til tursejlads. Sail Scow skal blive en hel serie modeller, og 37 er den første. Designer er Gildas Plessis, en af
pionererne indenfor scow-design, og båden er bygget i plywood/epoxy. Der er fire kabiner, og forkabinen er enormt stor og har en hel, firkantet dobbeltseng. Den vil sejle betydelig hurtigere end andre 37-fods cruisingbåde og samtidigt byde på meget mere plads.

REVOLUTION 29
Måske den første scow cruising-model på markedet, bygget i aluminium og tegnet af David Raison. Revolution 29 har ca. 30% mere plads under dæk end sine nærmeste konkurrenter på markedet og en voldsom stabilitet, som giver et højt fartpotentiale. Dog er det ikke en let båd (4 ton). Testsejladser viser dog, at den stadig sejler hurtigere end de fleste mainstreambåde i samme størrelse. Højde på kryds er dens svage side, men det er altså primært en turbåd, ikke en kapsejladsbåd. Det robuste lille fartøj egner sig godt til havsejlads, også i arktiske farvande.

MOJITO 650
IDB Marine på den franske Bretagne-kyst har hele tiden været i front af scow-udviklingen. Mojito 650 bygger videre på den serieproducerede Mini 6.50 med det sjove navn Maxi 650, som vandt det foregående Mini Transat og satte sig på fem af de første ni placeringer. Mojito 650 er mere cruisingorienteret, med et lille dækshus og en fuld dobbeltkøje i stævnen. Der er seks køjepladser i den lille båd! Den har en enklere og mere turvenlig rig, men passerer stadig let 10 knob. Der er i øvrigt kommet en ny og større model på markedet i samme stil: Mojito 30.

SKAW PARADISE
Skaw Paradise er som de andre viste modeller vokset ud af den professionelle racingverden, men er tiltænkt hurtig tursejlads. Den er 11,3 meter lang og meget bred – manden bag er Benoit Marie, selv en meget kompetent shorthanded-sejler. Skaw Paradise skal kunne sejle jorden rundt i komfort og god fart og er udstyret med C-foils, som kan trækkes helt ind. Foilene kræver ikke nogen særlig ekspertise og er ikke kun lavet til at øge farten, men også at give roligere og mere stabil, komfortabel sejlads.

VPLP FAST CRUISING SCOW 
En 40 fods scow bygget til at maksimere både komfort og performance. Den har en dækssalon med store panoramavinduer, lidt i stil med dem vi kender fra turkatamaraner. VPLP er et af verdens førende designbureauer, når det kommer til foilende offshore-racingbåde, så Fast Cruising Scow kommer ikke til at mangle fart. Foilene kan trækkes helt ind, og ligesom med Skaw Paradise er den bygget til at reducere krængning og give en mere komfortabel sejlads.

Båd 589

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.