fbpx
Tekst & foto HENRIK HANSEN #583

 

Nye våben mod ruer på propellen

Ren propel

Nu behøver bådejere med motor i båden ikke længere at frygte for at få ruer på propellen i løbet af sæsonen. Her tester vi og præsenterer nogle af de nyere biocid-fri midler, der kan holde propellen fri for ruer.


Åh nej, tænker mange bådejere, når de får båden på land og ser propellen begroet med ruer, der ofte kan være genstridige at få fjernet, så propellen kan være ren og glat til næste sæson. Nu er der heldigvis effektiv hjælp til en ren propel med nye effektive produkter.

Det er vigtigt med en ren propel, ikke så meget for arbejdet med at fjerne sæsonens ruer, men som mange har erfaret, fordi en begroet propel nedsætter farten, øger brændstofforbruget og i værste fald reducerer manøvredygtigheden. Der kan derfor være både et økonomisk og et sikkerhedsmæssigt aspekt ved at holde propellen ren.

Der findes flere produkter på markedet fra f.eks. Hempel og International til at sprøjte eller påføre propellen, så den kan afvise de små hårde skaldyr, men her vil vi fokusere på to biocid-fri produkter med silikone-coatning, der allerede har bevist deres effektivitet over flere sæsoner, nemlig hollandske Seajet Pellerclean og newzealandske Propspeed, samt det helt nyudviklede og patentanmeldte danske Navy Blue, der skal tilsættes bundmaling.

Vi har selv udført et eksperiment med Seajet Pellerclean på en klassisk sejlbåd, en motorsejler og en deplacement-motorbåd, mens vi har talt med en yderst erfaren sejler og bådejer om hans erfaring over tre sæsoner med Propspeed, og har ved selvsyn vurderet propeller med Propspeed, der har sejlet 2-3 sæsoner. Vores dokumentation er billederne her på siderne.

Seajet Pellerclean og Propspeed har tilfælles, at de har en silicone-overflade, som ruer og andre begroninger ikke kan fæstne sig på, og hvis der alligevel er lidt snask på propellen, når båden kommer op, så kan det næsten altid let vaskes af med en våd svamp. De har også det tilfælles, at man skal være meget omhyggelig med at rense propellen af, inden man påfører de to produkters primer, der skal hæfte de efterfølgende lag af den klare lak, der hindrer begroning.

Prisen for begge produkter er forholdsvis høj. Seajet Pellerclean koster ifølge importøren HF Marine 725 kr. for et sæt med i alt 325 ml. Det rækker til to 3-bladede propeller, mens prisen for et sæt Propspeed er 1.650 kr. og rækker til en propel. Importøren Jacob Jensens Bådeværft kan udføre hele arbejdet med at behandle en propel for i alt 2.250 kr., hvis man kommer med propellen.
Det er aldrig sjovt, men derimod masser af arbejde, når båden kommer på land med så mange ruer som denne propel.

Ingen ruer efter første sæson
Det var den klassiske sejlbåd i Bådmagasinets eget eksperiment, der gav startskuddet til at prøve et produkt som Seajet Pellerclean. Da den kom på land i 2021, sad der ruer i lag overalt på propellen, så ejeren måtte tage en vinkelsliber med slibeskive i brug, for at komme ind til bronzen. Da båden kom på land i 2022 var der ingen ruer på propelbladene, men kun nogle få ruer inde ved navet, så det var en kæmpeforskel fra året før. På de to øvrige bådes propeller var billedet det samme. Det var især imponerende, fordi alle tre både næsten ikke var ude at sejle i op til to måneder efter søsætningen ultimo maj.

Til gengæld kunne vi konstatere, at noget af coatningen var skallet af på et eller flere propellerblade på alle tre propeller. Mindst på motorsejleren, lidt mere på sejlbåden og mest på motorbåden.

Ifølge Hans Fokdal, HF Marine, skyldes det, at afrensningen af propellerne ikke har været tilstrækkelig. Vi fulgte en videoanvisning, hvor det ikke fremgik, at man skulle affedte propellen med f.eks. sprit.

Vi sleb bare alt skidt væk og vaskede propellerne rene med rindende vand. På en anden video har vi for nyligt set, at man her anbefaler at affedte propellen med fosfor-syre, inden man primer.

Heldigvis kunne Hans Fokdal anvise, hvordan vi kan reparere de bare pletter, så alle de tre både i eksperimenter vil fortsætte med Seajet Pellerclean i den kommende sæson. Det hører med til historien, at vi strakte materialet til det yderste.

Der var rigeligt primer til de tre propeller, mens den klare silikonecoat kun rakte til to gange coatning på to propeller og tre gange coatning på en propel. Det har dog ikke haft nogen betydning for eksperimentet, for de to lag coatning holdt fint propellerne fri for ruer.

Ingen af de tre propeller er højtryksspulet ved optagningen. Hans Fokdal har selv Seajet Pellerclean på propellen til sin motorbåd, og der er ingen afskalning efter rensning med højtryksspuling. Den propel har han selv behandlet indendørs på værksted, mens vi behandlede propellerne monteret på bådene.

Vi var vejrmæssigt udfordret på at komme i gang på grund af lave temperaturer, regn og tidspunktet for søsætning. Seajet Pellerclean kræver minimum ti grader ifølge brugsanvisningen, mens videoanvisningen anbefalede 15 grader. Samtidig skal propellen selvfølgelig være knastør.
Sådan så propellen ud på sejlbåden i vores eksperiment med Seajet Pellerclean. Der er kun lidt ruer inde ved navet og noget uidentificerbart snask, der kan vaskes af med vand og svamp.
Her er noget af primer og coatning afskallet på sejlbådens ene propelblad, og det skyldes ifølge HF Marine, at propelbladet har været tilstrækkelig afrenset inden påføring af primeren.
Der var kun nogle få ruer inde omkring navet på motorsejlerens propel, men også her lidt afskalning yderst på to propelblade.
Bemærk, hvor få ruer, der er på propel-bladene i forhold til på akslen og bunden på motorbåden.
Sådan ser propellen ud efter at være kommet på land, på Hans Fokdals egen motorbåd.
Propellen på denne motorbåd har sejlet tre sæsoner med Propspeed, der er påført af Jakob Jensens Bådeværft. Der er kun lidt snask, der kan vaskes væk med en svamp.

Tre sæsoner uden ruer
Ole Olsen, Jægerspris, kendt og erfaren sejler og bådejer, har nu sejlet i tre sæsoner med Propspeed på sin fine velholdte træbåd ”Strix”, uden at få ruer på bladene på sin Maxprop foldepropel.

”Jeg har prøvet meget i tidens løb, som f.eks. fårefedt på sprayflaske, Prolan. Jeg har også en lille LM 16 vinterjolle, der altid ligger i vandet og kommer op en gang hvert andet år. Den får stadig Prolan, så længe der er noget på spraydåsen, og der er en til fem ruer på, når den kommer op,” fortæller Ole Olsen.

Ole Olsen har selv påført Propspeed på sin propel på ”Strix” og har fulgt anvisninger nøje. Først blev propellen slebet med en deltasliber og derefter håndslebet med korn 180 3M tørslibepapir, hvor han bedre kunne komme ind i alle kroge af propellen. Derefter blev den afrenset med først en Propclean Wipe klud og derefter en Proppreg Wipe klud, der indeholder fosforsyre. Begge dele medfølger i Propspeed-sættet. Efter brugen af Propclean og Proppreg skal propellen aftørres med rene klude, og der må ikke efterlades nogen form for rester fra kludene på propellen, der efter afrensningen kun må berøres med gummihandsker på.

Både Propspeed og Seajet Pellerclean anbefaler, at man tager malerdragt på samt bruger beskyttelsesbriller, ansigtsmaske og gummihandsker, når man afrenser propellen og påfører primer og den klare silikonelak.

Begge produkter kan foruden propeller anvendes på alt metal under vandet som f.eks. sejldrev og trimflaps, de skal bare afrenses for maling og andre belægninger. Både Propspeed og Seajet Pellerclean anbefales til både, der sejler op til 30 knob.

Da de to produkter har en blød silikone-overflade, så kan primer og coatning skalle af propelbladene ved mekanisk påvirkning som f.eks. at få tovværk i propellen, ramme sten eller havbunden på lavvandede områder. Desuden kan elektrolyse fra båden, nabobåde eller havnen afskalle dele af coatningen.
Foldepropel efter en sæson med Navy Blue i bundmaling.
Propellen på billedet har flere ruer og små afskalninger end normalt på propeller med Propspeed. Båden er målt igennem af en marineelektriker, der konstaterede elektrolyse fra båden.
Dette sæt med Propspeed til en propel indeholder alt, hvad man skal bruge, bortset fra sandpapir, klude og sikkerhedsbeklædning. Propspeed fås også i et større sæt.
Der er tilstrækkelig til to almindelige propeller i Seajet Pellerclean-sættet på 325 ml til 0,7 m2 propel. Her er alt, der skal bruges, bortset fra sandpapir, klude og affedter som f.eks. sprit, acetone eller fosforsyre samt sikkerhedsbeklædning.

Navy Blue tilsættes bundmaling
Den kendte Kolding-sejler Flemming Dedenroth har udviklet et nyt miljøvenligt produkt, der løser problemet med ruer, der sætter sig fast på både og propeller. Det nye produkt, Navy Blue, tilsættes blot i alle typer eksisterende bundmalinger.

Flemming Dedenroth har arbejdet i et årti med at finde en løsning på problemet med ruer, som han fandt ved observering og nytænkning. Det nye middel mod ruer, muslinger, slam og alger er naturprodukter i et specielt system. Utallige forsøg og test har bevist mulighederne med det nye system. Det oplyser det nye firma, Navy Blue ApS, der står bag det nu patentanmeldte produkt. Navy Blue ApS er oprettet af Flemming Dedenroth og hans søn Clement Dedenroth.

Igangværende forsøg tyder også på, at der opnås en meget hårdere slidoverflade med minimal afsmitning i forhold til, når der tilsættes Navy Blue til nuværende kendte bundmalinger.

Teknologisk Instituts opfinderrådgivning har undervejs været en stor støtte i udviklingen af Navy Blue, der forventes på markedet om 1-2 år. Der foregår i øjeblikket forhandlinger med nogle af de største producenter af bundmaling. P
Så forfærdelig så propellen ud efter optagning i 2021.
Propellen er næsten helt ren efter en sæson med Navy Blue i bundmaling.

Båd 583

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.