Verdens ældste intakte skib

DEN DØDE ZONE I SORTEHAVET
Det internationale forskerhold fra Bulgarien, England, Sverige, USA og Grækenland har gennemtrawlet mere end 2000 km2 af havbund i Sortehavet ud for kystbyen Burgas. Den overordnede mission var at afklare, hvordan vandstanden har ændret sig efter den sidste istid for ca. 12.000 år siden og få mere kendskab til bosættelserne langs kysterne op igennem historien.

”Sortehavets vandstand er ikke sket pludseligt og som følge af en katastrofe. Vores undersøgelser peger på, at saltvand fra Middelhavet er løbet ind og har blandet sig med ferskvandet over mange tusind år,” forklarer Johan Rönnby. Saltvandet er tungere end ferskvand og lægger sig på bunden, mens det ferske iltholdige vand, der fosser ind fra de store floder Don, Donau og Dnepr lægger sig ovenpå som et låg. De usædvanlige vandstrømninger gør vandet iltfattigt i saltvandszonen, og på havbunden er der stort set ingen ilt, og dermed ingen orme og bakterier der kan nedbryde træet.

De historiske skibe har derfor kunnet ligge uforstyrret i hundredvis af år. Forskerne kalder det for en ”dead zone”, hvor de til dato har fundet over 60 mere eller mindre intakte skibe lige fra den klassiske græske tid og optil det 19. århundrede. Skibene ligger på en dybde af 100 til 2200 meter. Der er fundet vrag fra Alexander den Stores tid, fra Romerriget (27 f.Kr.-476) fra Det byzantinske rige (395-1453) og man har fundet eksemplarer af kosakkernes piratskibe frad et 17. århundrede, hvor de havde travlt medat plyndre andre skibe og angribe Istanbul. I den græske storhedstid koloniserede grækerne mange byer langs kysten af Sortehavet,og der blev skabt handelsruter mellem Asien og Europa af vandvejen. Man kender ikke årsagen til, hvorfor de enkelte skibe er sunket, men forskerne antager, at de fleste er forlist på grund af dårligt vejr.

”Træet er så velbevaret på det græske skib, at vi kunne se mærker efter stemmejern og andet værktøj. De to sideror, besætningsbænke og masten er intakte,” fortæller Johan Rönnby. I Odysseen beskriver Homer, hvordan Odysseus reparerede sit fartøj – en penterconter på 50 årer: ”Han borede huller gennem alle plankerne, kiltede dem sammen og ’låste’ plankerne med trænagler og trækiler.” ”Nu har vi fået bekræftet, at også de græskesejlskibe fra tiden omkring 400 f.Kr. blev bygget med tappehuller, trætapper og trænagler. Og den foretrukne træsort synes at være pinjetræer,” siger den svenske marinearkæolog. Handelsskibene fra den tid brugte både sejlog årer til at komme frem. De var ikke gode til at sejle mod vinden. Med deres firkantede sejl gik de kun ca. fem knob i medvind. Men grækerne foretrak at sejle langs kysterne istedet for at skulle slæbe gods på oksekærrer gennem det bjergrige terræn. Handelsvarerne var typisk krukker med vin, hvede, olivenolie, parfume, krus, fade, vaser, smykker og tøj, slibesten og metalværktøjer. Først langt senere i 50 f.Kr. kom de trekantede sejl til de græske områder, så man kunnesejle op mod vinden og få mere fart på, når vinden var svag. Krigsskibene, som var større end handelsskibene, kunne dog komme op på 14-15 knob. De var som regel ca. 40 meter lange, vejede 150 tons og blev kaldt triere.

De var flydende rambukke og havde ca. 150 mand ved årerne samtet par master med sejl. Angrebsteknikken var at vædre andre skibe; slå hul i deres skrog, såde sank. Med tiden blev krigsskibene bygget større og kunne veje over 400 tons. Den danske arkæolog Bjørn Lovén fra Københavns Universitet er også på jagt efter grækernes oldtidsskibe: ”Trieren kender vi kun i grove dimensioner. Vi ved ikke, hvordan den blev bygget og heller ikke med sikkerhed af hvilken slags træ. Men jeg håber, at vi en dag finder en,” siger den danske arkæolog, som leder udgravningsarbejdet af havnen i den gamle handelsby Lechaion i Korinth, hvor en større flådebase havde til huse. Gennem de sidste fire år hararkæologerne dykket ned og afdækket oldtidens kanaler, moler og bolværk i havnen.