Rekorder med døden i hælene

Campbells sidste forsøg

Donald Campbell havde også sine uheld. Under et forsøg ramte han en jernbanesvelle, der flød rundt i vandet, og K4 fik så mange skader, at den blev skrottet. I stedet kom han på banen med Blue Bird K7 i 1955. Det var igen en trepunkts hydroplan med en jetmotor fra et fly, og i dette fartmonster satte Donald den ene fartrekord efter den anden og var urørlig for konkurrenterne. Når han ikke var på søen, satte han rekorder på i sine Blue Bird jetbiler med de karakteristiske store hjul. På vandet nåede Donald Campbell i 1964 op på 444 km/t. på den australske sø Lake Dumbleyung i sin jetdrevede K7. Trods de mange rekorder fortsatte Campbell sin jagt på at slå sin egen rekord som verdens hurtigste mand på vandet. Hans ambition var at nå over 300 miles i timen (483 km/t.).En kold morgen i januar 1967 sætter han sin Blue Bird K7 i søen. Mediefolk og nysgerrige er samlet ved bredden af Coniston Water for at følge Campbells forsøg.

Klokken 8.45 giver han den fuld gas, og han får en gennemsnitlig hastighed på 479 km/t. på den første målte kilometer. Da han ræser over målstregen, er K7 oppe på 507 km/t. Motoren går ud af sig selv, men ingen tager rigtig notits af det.Campbell har en hel time til at fuldføre sit rekordforsøg, men hurtigt bliver båden vendt og han sætter i gang, endnu mens der er krusninger på søen fra hans kølvand. Før han når kilometermarkøren er han oppe på 527 km/t., men den højre pontonflyder har løftet sig fra vandoverfladen. Og det er farligt.

Over radioen råber Campbell: ”Jeg galopperer over toppene … Jeg kan ikke se noget … Jeg har pontonerne ud af … Jeg går …”200 meter inde i det målte område løftes de to flydere gentagne gange ud af vandet, og pludselig løftes forenden af båden mere end 3,5 grader fra vandoverfladen, hvorved den foretager en forlæns kolbøtte, der dræber Donald Campbell på stedet, da han ryger gennem forruden af plexiglas, trods han har en firpunktssele på.  Først 34 år senere i 2001 bjerger man resterne af Campbell og vraget af Blue Bird K7. Det bliver i stedet amerikaneren Lee Taylor, der hjemtager rekorden i sommeren 1967 med en fart på 459 km/t. Og den rekord blev først slået elleve år senere af en ukendt australier ved navn Ken Warby.

Ken Warbys rekord 

I 1978 nærmest flyver Ken Warby hen over vandoverfladen på en stor dam ved Tumut-floden i Australien. Han sidder i sin hjemmebyggede speedbåd, Spirit of Australia, som han har flikket sammen i sin baghave ved hjælp af kun tre elektriske værktøjer; en boremaskine, rundbuesav og en båndsliber, resten er håndværktøj. På en auktion køber han en aflagt jetmotor fra det nationale flyvevåben RAAF for 65 dollars. Ken Warby har kun en presenning til at trække over båden, når det regner. Hans søn David Warby husker, at naboerne i kvarteret kaldte hans far for en drømmer. Men smilene stivner, da Ken Warby efter fem års byggearbejde tager sin jetbåd op til en dam på floden og ræser verdensrekorden hjem til aussierne med en fart på 511 km/t. – en rekord som kun to personer har forsøgt at udfordre siden med fatale følger. Lee Taylor fra Californien blev dræbt i 1980 i en ny 40 fods trepunkts racer. Og en anden amerikaner Craig Arfons mistede livet i 1989, da hans båd slog en saltomortale. 

Ken Warbys båd hænger nu på væggen i Australia National Maritime Museum i Sydney, men hans søn David arbejder på at slå sin fars rekord. Sammen med sit team tester David Warby, der er handicapsagsbehandler, båden Spirit of Australia II. Det er et lavbudget-projekt, som hans fars var det.Over radioen råber Campbell: ”Jeg galopperer over toppene … Jeg kan ikke se noget … Jeg har pontonerne ud af … Jeg går …”200 meter inde i det målte område løftes de to flydere gentagne gange ud af vandet, og pludselig løftes forenden af båden mere end 3,5 grader fra vandoverfladen, hvorved den foretager en forlæns kolbøtte, der dræber Donald Campbell på stedet, da han ryger gennem forruden af plexiglas, trods han har en firpunktssele på.  Først 34 år senere i 2001 bjerger man resterne af Campbell og vraget af Blue Bird K7. Det bliver i stedet amerikaneren Lee Taylor, der hjemtager rekorden i sommeren 1967 med en fart på 459 km/t. Og den rekord blev først slået elleve år senere af en ukendt australier ved navn Ken Warby.

Englands håb: Quicksilver

Manden, der vil tage verdensrekorden tilbage til England, hedder Nigel Macknight. Han er 64 år og har i de sidste tre årtier ledet Quicksilver-projektet. Han er motorsportsjournalist, forfatter og forlægger. Siden han var 18 år har han drømt om at blive pilot i den båd, som kan tage arven op efter Donald Campbells Blue Bird K7. I 1990 kommer han i kontakt med Donald Campbells tidligere chefdesigner, Ken Norris, som trods betænkelighed omkring sikker-heden for endnu en pilot siger ja til at indlede et samarbejde. ”Vi byggede modeller og afprøvede dem i vindtunneller. Ken Norris var aldrig helt tilfreds, han ændrede design flere gange, og i 2001 efter 12 år afbrød jeg samarbejdet,” fortæller Nigel Macknight. Han erkender, at det har været svært at finde nok penge.”Jeg har måtte sætte min pensionsmidler og opsparing i huset ind for at holde projektet kørende,” fortæller den 64-årige teamleder. I dag har Nigel Macknights hold af frivillige omsider valgt et design, der er blevet gennemtestet i marineteknologiske vandtanke og vindtunneller.

Tekniske universiteter har udlånt deres faciliteter mod, at deres studerende har fået lov til at deltage i arbejdet sammen med Quicksilvers specialister. ”Det er ikke kun for at hjemtage en verdensrekord. Vores udviklingsarbejde bringer også ny viden til, hvordan man teknologisk kan øge farten på vand under størst mulig sikkerhed,” forklarer han.Udfordringen er at få båden til at lette fra vandoverfladen uden at miste kontakten fuldstændig. Vand har en 800 gange større densitet end luft, så modstanden er meget mindre, når den kommer op af vandet. Man har derfor som tidligere valgt et firpunktshydroplan med den samme type 10.000 hk turbofan jetmotor fra Rolls Roys. ”Når farten på båden fordobles, så fir-dobles modstandskraften. Giver vi blot flere kræfter til motoren, så opstår faren også for at vores fartøj løfter sig og kastes bagover, som det skete for Donald Campbell,” siger Nigel Macknight, der er overbevist om, at hans projekt vil lykkes ved hjælp af tidens nye materialer og teknologier. Det engelske hold har næsten færdigbygget skroget, som indvendig består af en jernkonstruktion beklædt med aluminium i flykvalitet, mens resten af båden hovedsagligt er fremstillet i lette materialer som Airex, Baltek, kevlar og kulstoffiber. Quicksilver har som Blue Bird flydere på siden, hvor man har diskuteret placering på skroget. Nigel Macknight er overbevist om, at de giver mest stabilitet at placere dem forrest på skroget, men det vil vise sig.”Vi vil være i stand til at samle data om stort set det hele, når vi når topfarten. Uanset om vi får en rekord eller ej, så skaber vi et meget spændende og nyttigt hydrodynamisk forskningsprojekt,” fastslår Macknight, der ikke vil tøve den dag, han kan sætte sig i pilotsædet og forsøge at hjemtage rekorden. ”Jeg glæder mig. Jeg er ikke bange. Processen har været så lang, og sikkerheden er så meget større i dag end for halvtreds år siden,” siger han. 

Kilder: quicksilver-wsr.com, bluebirdproject.com, The Telegraph.uk.com, Warby Motorsport m.fl.