fbpx

Tekst Peter Reich Foto Havana, Mia Karlsson

Kend dit grej

Tips & Tips & inspiration

For de fleste af os er bådsæsonen ikke startet endnu, mange både står stadigvæk på land eller ligger tildækket i havnen, og arbejdslisterne vokser sig bare længere. De som har anvendt båden over vinteren har måske brugt flere timer til lyden af dieselvarmeren, med en kop kaffe nede om læ, end aktive timer på havet. Det er nu tiden godt kan blive en anelse lang, og foråret gerne må komme hurtigt i gang.


Vinteren over har jeg ladet mig inspirere på YouTube, læst bøger og nærmest støvsuget internettet for alt, hvad der handler om både og sejlads.
Andy Schell fra 59 North Sailing forbereder sig til flere online aktiviteter.

Som langturssejler kan jeg ikke tælle hvor mange gange jeg er gået glip af et godt foredrag, som jeg havde glædet mig til, men det seneste år har det ikke været noget problem.
Mange af de foredrag, jeg tidligere ikke ville have haft mulighed for at møde op til, har jeg nu oplevet live online. Jeg har set ”Live fra Havana” i Danmark imens jeg var på arbejdsrejse i det nordlige Sverige, taget et danskt interaktivt kursus i kapsejlads samtidigt med jeg passede mit arbejde i Spanien og via et live webinar haft mulighed for at stille spørgsmål direkte til Erik Aanderaa, den norske sejler og YouTuber som tilsyneladende ikke lader sig begrænse af hverken vejr, vind eller årstid. Under et år med nedlukninger, restriktioner og hjemmearbejde er kreativiteten vokset blandt foredragsholdere, undervisere og inspiratorer.

Mange foredrag og webinarer er enten gratis eller koster hvad der svarer til en hurtig tur på café. Emil og Theis fra TV2-serien ”Kurs mod fjerne kyster” var nogle af dem, som tog muligheden til sig, flyttede foredrag fra den store scene ned om bord i deres efterhåndenvelkendte sejlbåd Havana, og sendte online første gang i februar. I et par timer blev vi inviteret med helt ind bag facaderne, i et format hvor alt fra teknik til madlavning kan gå galt, befriende at se professionelle tv-folk i et format hvor tingene ikke er så tilrettelagt eller kan klippes om. I modsætning til mange andre foredrag på nettet, kan ”Live fra Havana” ikke ses igen bagefter. Det gælder om at være med når det sker, og efter en del flere online foredrag i marts, hvor vi blandt andet også blev inviteret med om bord på Wallenberg, har Emil konstateret at det er et format familien gerne vil satse mere på.”Ofte er det jo, når man står midt i oplevelserne, at man kan formidle dem bedst.” Emil er bestemt heller ikke afvisende overfor idéen om at implementere liveudsendelser i fremtidige togter. For som han selv er inde på, kan man jo på en mobil 4G- eller 5G-forbindelse sendelive fra mange steder i verden.

Gik du glip af de første udsendelser kan du på www.havana.dk holde øje med hvad der dukker op fremover. Langturssejleren, eventyreren og forfatteren Thomas Veber har også på sin hjemmeside en plan for kommende aktiviteter online. Med mange tusinde internationale sømil i benene og en række bøger med inspiration og fakta på cv’et, er Thomas altid et spændende selskab.”Thursday-Talks” kalder Thomas sine gratis webinarer, som findes på thomasveber.dk, hvor emner som bl.a. landstrøm og arktisk sejlads bliver diskuteret.Webinarerne er interaktive og du har mulighed for at stille spørgsmål undervejs, efterfølgende kan en sammenklippet version ses på Thomas’ YouTube kanal youtube.com/thomasveberFra tursejlads til kapsejlads, men kan det læres på nettet? Man kan i det mindste blive klogere, for sammen med sejlere og profiler indenfor dansk sejlsport har Simon Paag skabt projektet ”Sailing Skills”, hvor du enten kan starte helt fra nul med forståelse for kapsejlads, blive bedre til at forstå de detaljer, som virkelig kan gøre en forskel næste gang du selv sejler for at vinde, eller du kan diskutere teknik med ligesindede. 

Uanset om du er ambitiøs kapsejler, eller bare godt kan lide at konkurrere i bådklubbens tirsdagssejladser, så er ”Sailing Skills” interessant. Selv er jeg ikke kapsejler, men jeg er nok blevet en lidt bedre tursejler efter et besøg på sailingskills.com og på facebook.com/groups/sailingskills


Podcasts at tage med om bord

Når jeg arbejder på en af bådens utallige to-do-lister eller sidder nede om læ med benene oppe, så lytter jeg mere og mere til podcasts. Udbuddet er stort og det kræver ikke andet end en smartphone, et par hovedtelefoner og lidt viden om, hvor jeg finder det jeg gerne vil lytte til i enten Apples podcast app, på Spotify eller på nettet. Uanset om du leder efter hjælp til køb af båd, at føre dine drømme om langsejlads ud i livet, vil blive klogere på godt sømandskab eller vil lytte til interviews med nogle af legenderne indenfor sejlads, så findes der en podcast.”Sejl” med Ulrik Stampe Bank er en dansk podcast, som er produceret for at inspirere flere til at komme ud på havet, uanset erfaring. Ulrik er selv en erfaren sejler og kommer i sine interessante interviews omkring alt fra kapsejlads, tursejlads og solosejlads til bådkøb, weekendhygge, eventyr og langturssejlads. I den første sæson, som byder på sammenlagt mere end seks timers underholdning, kommer vi lyttere bl.a. med til Rudkøbing, Polynesien, Australien og Sverige. 

I skrivende stund er Ulrik i fuld sving med at tilrettelægge 2. sæson af sin populære podcast som fortsætter i 2021, og du finder den ved at søge på ”Sejl” i din podcast app. På Facebook facebook.com/sejlpodcast kan du selv foreslå emner til kommende episoder. Internationalt er projektet ”59 North Sailing” med Andy Schell i spidsen spændende at følge.De har bl.a. sammen med YouTube legenderne på ”SV Delos”, skabt en dokumentar i fire dele fra deres fælles tur til Svalbard. Alle afsnit kan ses på 80northseries.com, og du bestemmer selv hvor meget du vil donere for at få tilgang til dem.”59 North Sailing” arbejder også med et andet stort online projekt, medlemsplatformen ”The Quarterdeck” hvor de, som Andy siger, dykker dybt ned i det med godt sømandskab.Andys filosofi er, at godt sømandsskab skal man lære og gøre sig fortjent til, og med det, og Andys egne erfaringer som afsæt, skaber de ikke bare online kurser og interaktive webinarer, men også podcasts hvor Andy taler med mange interessante sejlere. 

Du kan søge på ”The Quarterdeck” i din podcast app, og på hjemmesiden 59-north.com skaber du dig et overblik over andre spændende podcast de byder på. Når Andy Shell i 2023, med sin Swan 48 ”SV Isbjorn”, deltager i jorden rundt kapsejladsen Ocean Globe oceangloberace.com, er det efter flere års forberedelse, som allerede nu kan følges via en af deres mange podcasts.


Emil, Alfred og Theis i gang med online foredrag fra Havana.

En god bog
De fleste publikationer findes online, men det kan noget at sidde med et trykt magasin, en avis eller en bog i hånden, og skibsbiblioteket kræver noget fysisk materiale for at give den rigtige stemning. I vinters fik jeg endelig tid til at læse ”Den gamle mand og havet”, som sikkert allerede findes i mange skibsbiblioteker, og som nu er kommet i en ny udgave. En udgave med ikke alene et omslag, som virkelig pryder boghylden, men også skrevet i et mere nutidigt sprog og med forord af forfatteren Ernest Hemingways søn Patrick Hemingway. Den nye udgivelse indeholder også en ikke tidligere udgivet novelle, så jeg kan varmt anbefale at læse eller genlæse denne klassiker. Du kan nå det inden sæsonen går i gang, eller vente til de tidlige sommermorgener i cockpittet.

Inspiration – ultimativ frihed
Har det seneste års hjemmearbejde og hjemmeskole sat gang i dine drømme om at tage arbejdet med på langsejlads, eller måske bare sejle omkring i Danmark hele sommeren og arbejde fra båden. Alt imens det kan synes enkelt for en forfatter at tage sit arbejde med om bord, kan det virke umuligt for en skole-lærer. Men med lidt kreativitet er der ifølge Cille Rosentoft næsten ingen grænser for, hvilke job man kan tage med sig.”Sidste sommer underviste jeg online et par dage om ugen – det var nok til økonomisk at dække en hel sommerferie. Det eneste, det krævede var, at jeg fandt ordentligt internet. Hvis bare det var på plads, kunne hele verden være min arbejdsplads.

Det giver en fleksibilitet og gør hverdagslivet ret meget mere eventyrligt.”I 2016 sejlede Cille og familien ud i verden og var blandt andet to år i Caribien. Nu er de hjemme igen, men båden fungerer stadig som base for arbejdslivet.Cille har som en konsekvens af egne erfaringer og mange spørgsmål om den remote livsstil skabt online fællesskabet freeliving.dk, et community for freelancere og eventyrere.Her finder du konkrete redskaber til at skabe et job, som du kan tage med dig på eventyr. Til og med april kan du på hjemmesiden anvende koden ”Bådmagasinet” og få den første måneds medlemskab gratis.

Sommeren venter
Duften af fugtig sommermorgen i en hyggelig havn kan ingen YouTube video eller anden online aktivitet slå, men det er altid godt med inspiration til en kommende sæson. Jeg håber du får mindst lige så meget ud af alle tips, som jeg har fået.


Links i denne artikel
Havana – www.havana.dk
Thomas Veber – www.thomasveber.dk www.youtube.com/thomasveber
Erik Aanderaa – www.youtube.com/erikaanderaa
Sailing Skills – www.sailingskills.com www.facebook.com/sailingskills
Sejl, Ulrik Stampe Bank – www.facebook.com/sejlpodcast
59 North Sailing – www.59-north.com
80 North Series – www.80northseries.com
Ocean Globe – www.oceangloberace.com
Freeliving – www.freeliving.dk

Båd 568

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.