fbpx

TEKST: ØYVIND BORDAL
FOTO: ØYVIND BORDAL/MARK LLOYD, LLOYDIMAGES

 Mike Golding om solosejlads jorden rundt:

PASSION! 

Britiske Mike Golding er en af de helt store i den mest ekstreme del af sejlsporten: Solosejlads jorden rundt. Vi fulgte ham en hel dag på jobbet, og fik en snak om hvad der skal til.


Det ligner en katastrofal start på interviewet. Men nogen gange viser det sig, at en blanding af dumhed og spontanitet er en rigtig heldig kombination. Vi har sat os på en solbeskinnet terrasse i Kiel, bådene ligger fortøjet lige nedenfor, og vi har fået serveret hver vores kolde fadøl. Dagen på vandet er forløbet ualmindelig godt for Mike Goldings Extreme 40-hold, de fører efter en serie topresultater på de ultrakorte baner. Jeg har været med om bord som femtemand og fået set hvordan de arbejdede i båden, og er stadig høj af oplevelsen.

Arbejder-engelsk
Mike Golding er en senior i sejlermiljøet og
har en lang karriere bag sig. Han er ret lille af vækst, men tydelig atletisk og stærk, og han taler naturligt og let med alle omkring sig. Sproget er en arbejder-version af engelsk, fuldt af bandeord, jokes og pludselig latter. Efter lidt sniksnak spørger jeg ind til starten på sejlsportskarrieren – hvad sejlede han egentlig som det første?

You cheeky bastard!
”Vel, jeg sejlede mest Enterprise-joller og windsurfere da jeg var lille,” siger han. ”Windsurfere?” spørger jeg forundret. ”Der fandtes vel ikke windsurfere dengang du var barn?” Golding er ved at få øllen galt i halsen. ”Yes they did!” råber han. ”I’m not THAT bloody old, you cheeky bastard!” Så griner han – virkelig højt, hjerteligt og længe. Og formentlig er det min indledende uforskammethed om mandens alder – han er 51 år gammel – som viser sig at løsne op for den åbenhjertelige og lange snak som følger. ”Jeg voksede op i Norge,” siger jeg – ”og der kom windsurferne altså først sidst i 70’erne.” ”Ja, ja, netop, der er forklaringen,” siger Golding, ”Norge er langt, langt bagud, haha ... hvis jeg boede i det kolde land, ville jeg næppe windsurfe overhovedet. Nej, helt seriøst: Jeg var faktisk vældig tidlig ude med windsurfing, jeg sejlede de første
bræt, der kom på markedet – de var i tre
stykker, som skulle boltes sammen. Og når man endelig fik dem op i fart, så vred de sig fuldstændigt skævt ...”

Nyder at bytte disciplin
Vi tager en tår øl og bliver stiltiende enige om at dreje interviewet ind på en noget mere seriøs kurs. Golding kaster et blik ud over vandet og snakker videre:
”I mit sejlerliv har jeg prøvet at sejle alt, windsurfere, joller, små kølbåde, store havkapsejlere,flerskrogsbåde ... jeg har sejlet alene, med lidt mandskab, med fuldt mandskab … korte baner, lange baner, jorden rundt – jeg har egentlig prøvet lidt af det hele.
Og jeg har nydt at skifte – bytte disciplin. Men det kom meget hurtigt til at handle mest om offshore racing for mig. Jeg blev meget tidligt valgt som skipper for det britiske Admiral’s Cup team – den gang sejlede vi i meget små både, men sejlads på åbent hav har altid tiltrukket mig på en særlig måde.”

Nummer ét: Lidenskab
”Kan du beskrive hvad der skal til, for at blive en god skipper i solosejlads på top- niveau? Hvad er de vigtigste kvalifikationer, som du ser det?” Golding bliver mere eftertænksom, og når han svarer, taler han langsomt med lange pauser – som om han skal hente svarene fra et sted langt inde. ”Number one: Passion,” siger han. ”Lidenskab. Det er nødvendigt at være meget, meget lidenskabelig omkring det. Og så skal du være selvstændig og målrettet, og du må kende dit eget sind. Du skal også være bestemt, og have ressourcer, vide hvad du gør. Know what I mean?” Golding kigger spørgende op på mig.

Aldrig, aldrig for sent ...
Han fortsætter: ”Og så skal du være stædig.” Efter en lille pause lyser han op, som om han først nu hører, hvad han lige har sagt. Det medfører at han skifter sindsstemning helt pludselig, og ler højt. ”Jo stædigere du er, jo bedre er det. Du ved, man må bare ikke give op ...” Golding deler gennemgående sit liv op i Vendée Globe-deltagelser – før og efter – og nu begynder han at fortælle.
”For to Vendéer siden, da vi kom ned i Sydishavet var jeg 800 mil efter den førende båd. Og så blev jeg interviewet over satellittelefon af en fransk journalist, som sagde til mig: ’Du er 800 mil bagud, statistisk er det nu umuligt for dig at vinde’. Jeg svarede ham: ’Well ... is that right? We’ll just have to wait and see ...’
Og hele vejen igennem Sydishavet nærmede jeg mig. Rundt om Kap Horn var jeg først. Nu vandt jeg ikke racet, men jeg fik markeret min pointe: Det er aldrig, aldrig for sent at komme igen. Og jeg tror at du skal have et specielt sind, for at være i stand til aldrig at give op.” Igen kigger han spørgende på mig virkelig interesseret i, om jeg forstår, hvad han mener. ”Know what I mean?” spørger han.

 

Må skære alle hjørner
Jeg nikker og siger: ”Psykologisk må det være enormt krævende at være alene så længe – dag og nat med alle de belastninger der er – hvordan oplever du det egentlig?” Golding funderer et kort øjeblik. ”Vel, det er meget lettere nu med moderne kommuni- kation. Du må huske, at jeg startede min solokarriere inden satellitkommunikationen kom. Og det ... det var hårdt.”

Han bliver stille et øjeblik. ”Jeg sejlede alene jorden rundt mod de fremherskende vindretninger dengang, havde rekorden i en periode – og da havde jeg kun en kortbølgeradio. I Sydishavet kan du sejle i tre uger med en sådan uden at kunne snakke med nogen. Og jeg var 160 døgn om den tur. Siden har jeg set det ændre sig år for år ... og nu kan du tage telefonen når som helst, og ringe til hvem du vil. Så jeg snakker med min familie hver dag. Det er en stor ændring. Men alligevel ... når du er midt i en storm i Sydishavet, så er det klart at ...” Han beskriver følelsen med ansigtet: ”Well, I’m really on my own here. Det er hårdt. Men man kan sige – det er både de bedste og de værste øjeblikke på en og samme tid. Her kan du få en stor storm, dårlig sigt ... isbjerge i området. Men der er jo ingen anden udvej end at tage sig sammen og sejle videre. Og ja – det er skræmmende. Og du ønsker bare at det snart er slut. Du venter bare på, at den store cirkelrute skal begynde at føre dig nordpå igen. Det kræver en høj grad af beslutsomhed.
Vil du vinde, er du nødt til at skære alle hjørner, følge den korteste rute. Og den tager dig endnu længere sydpå, selv om der allerede er isbjerge hvor du er i forvejen. Så hvis du får et vindskift, som giver dig en fordel hvis du bommer og sejler længere mod syd ... vel, du vil virkelig gerne slippe for at gøre det. Men de sejlere som er virkelig ’committed’ – de gør det.”

Først op i fart ...
”Bruger du meget tid på weather routing?” spørger jeg. ”Ja. Du tilbringer meget tid foran computeren. Men du må ikke bruge for meget tid på det.
Nogle sejlere bruger næsten al deres tid foran skærmen ... på at fundere over, hvor de vil hen. I stedet for at bare sejle hurtigt. Nogle gange er det bedst bare at sejle hurtigt. Hvor som helst, haha ... uanset hvor du sejler hen, så sejl derhen hurtigt! Jeg forsøger altid først at få båden op i fart. Derefter tjekker jeg, at jeg sejler den rigtige vej, og justerer kursen derefter. Forskellen på at sejle hurtig og ikke at sejle hurtig i en Open 60 er stor, det er tale om mange procent.”

I’d like to win it
”Hvad med fremtiden?” spørger jeg. ”Har du noget specielt mål, noget du særligt vil opnå?” Golding retter sig i stolen og tager en slurk øl. ”Vel,” siger han, ”jeg har været meget heldig i min karriere, jeg har prøvet det meste. Men Vendée Globe er altid løbet ud af hænderne på mig. Vendée Globe er for mig den ultimative succes. Jeg har en tredjeplads, men ...” Han kniber ansigtet sammen: ”I’d like to win it”. Han griner kort og tørt, og understreger dermed at ”like to win” er et groft understatement. Vi taler om langt større sager her. ”Inden jeg skulle sejle den sidst, funderede jeg over, om jeg var blevet for gammel. Men faktum var, at jeg var hurtig. Jeg følte mig faktisk helt på toppen, min form var god. Og det var næsten det værste ved at miste
masten – at jeg var i så god form! Jeg følte at alt fungerede, båden virkede perfekt ... jeg førte racet med en ret solid føring og routingen viste at jeg kunne gøre et ryk og tjene måske 3-400 mil, hvis jeg pressede lidt mere. Så jeg pressede båden ... for hårdt. Måske. Jeg skulle muligvis have været mere forsigtig, men ...”
Golding lyser op i et stort smil og skifter pludselig tone: ”He who dares, sometimes wins,” proklamerer han med et let omskrevet Winston Churchill-citat. Det med ”sometimes” er hans egen tilføjelse.

... og så med lidt held ...
”Vendée Globe er den sejlads jeg mest af alt vil have. Jeg har endnu ikke vundet et solorace jorden rundt – har kun vundet et med fuldt mandskab. Jeg ved jeg er kapabel til det – men alle faktorerne skal være på plads. Der er brug for en virkelig god sponsor – en virkelig god båd – et virkelig godt team samt en virkelig god opbygnings-periode. Alle faktorerne skal være på plads. Og så, helt til sidst, skal du have lidt held.

Vi ved jo at op mod to tredjedele af bådene i Vendée Globe udgår med havari, så der er selvfølgelig en høj risiko der ...”

En lille sandbanke
”Hvis du ser tilbage, hvad vil du sige er dit værste øjeblik som sejler?” Der opstår en laang pause. Golding kigger op i luften, smiler lidt, tænker. ”Jeg har to,” siger han. ”Den seneste er fra forrige Vendée, hvor jeg mistede masten i en førerposition. Men før det var mit værste øjeblik, da jeg ramte New Zealand under BOC Challenge – det som nu hedder Velux 5 Oceans. Jeg førte på vej nord om New Zealand, og lige før rundingen kom en helikopter flyvende. De bad mig medvirke til nogle flotte
spilerfotos ... jeg blev revet med, og fokuserede på at give dem det de bad om.

Men ca. en mil ude fra land ligger der en meget lille sandbanke – ca. 200 m lang. Der er masser af hav på alle sider af den. Men den ramte jeg. Og knækkede kølen.” Golding stirrer et kort øjeblik frem for sig, så skifter han igen fuldstændig tone, griner højt og kigger på mig. ”Yeah, I was pissed off then! Jeg havde en kæmpe føring! Og jeg vidste, at hvis jeg havde vundet den sejlads, kunne hele min karriere have taget en ny drejning. Jeg havde planer om at forsøge at styre min sponsor i retning af Volvo Ocean Race. Hvem ved hvordan det ville have gået ... well, I’ll never know.”

Fuldførte uden køl
”Bedste øjeblik?” siger jeg. ”Hmm ... Transat Jaques Vabre til Boston. Det år jeg vandt den sejlads, placerede det mig på toppen af IMOCA’s ranking til verdensmesterskabet. Jeg havde en lang periode, hvor jeg kun scorede første, anden og tredjepladser – jeg scorede masser af point – nok til at jeg blev IMOCA verdensmester to år i træk.

Det var en god følelse. Og så var der tredjepladsen i Vendée Globe sidst. Ok, det var en tredjeplads, men vi taler om Vendée Globe. Jeg fuldførte uden køl, den var faldet af ... og det var godt – det var stort for mig. Det var også et meget tæt race, alle tre i toppen kunne have vundet, der var kun timer mellem os.

Men som jeg fortalte dig før – toppen af kransekagen for mig ville helt klart være en prik i Vendée. Og det går jeg selvfølgelig efter, når det starter næste gang. Men jeg må også sige, at jeg har været utrolig heldig og privilegeret. Jeg har allerede fået lov at gøre langt mere, end jeg nogensinde havde håbet på som ung.”



Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.