fbpx

TEKST & FOTO HENRIK HANSEN

 Portræt af bådebygger Børge Quorning:

Glødende ildsjæl med sans for fart og design 

Børge Quorning satte for alvor skub i dansk flerskrogssejlads. Han grundlagde Quorning Boats for at bygge trimaraner og hans Dragonfly’s er kendte i hele verden. I dag er værftet Danmarks ældstes erieproducerende bådebyggeri.


Børge Quorning, Skærbæk, er bedst kendt som flerskrogsentusiast og skaberen af de legendariske Dragonfly med Swing Wing, men oprindelig var det roning, der fascinerede den nu 84 årige bådebygger, der i øjeblikket designer på en senior singlesculler til sig selv. Et interview med Børge tager tid, fordi han har haftet fantastisk spændende bådebyggerliv med alt fra lette singlescullere, blyfri flerskrogsbåd og store motoryachts. Børge er samtidig en herlig glad og ivrig fortæller, der altid er spændende at lytte til.

Interessen for trimaraner kom nærmest ud af den blå luft, mens Børge for anden gang var i Vancouver i Canada, hvor han begge gange arbejdede som bådebygger. Her havde han netop fået et tilbud om at bygge Utzon-spidsgattere, da hans danske bådebyggerkollega Gerhardt inviterede ham med på en sejltur i en 25 fods trimaran.

”På den tur startede mit trimaran-eventyr”, fortæller Børge. ”Det var første gang, jeg sejlede en flerskrogsbåd, og på et tidspunkt fløj vi nærmest forbi en Starbåd. Jeg havde selv sejlet lidt Starbåd og vidste, hvor hurtigt den sejlede. Jeg blev grebet af fl erskrogsbådenes fart på den tur og tegnede og byggede kort tid efter en ny og større 35 fods cruisingtrimaran til ejeren af 25 fods trimaranen. Det var min første fl erskrogskonstruktion”.

Få år senere grundlagde Børge Quorning værftet Quorning Boats A/S i 1967 på en bar mark i Skærbæk. Det var sammen med hans lillebror Bent, der lige var udlært hos Pedersen & Thuesen i Bramdrupdam og nu arbejdede hos Walsted på Thurø.

”Vi fandt grunden og byggede selv den første hal i 1967 og 1968 og vi gik i gang med at bygge vores første Trident 28, der blev solgt inden søsætningen, fordi vi havde annonceret med den, allerede inden vi begyndte at bygge båden”, fortæller Børge Quorning. ”Vi havde Trident 28 med på bådudstilling i Fredericia i 1969, hvor vi også sejlede med i ”Fyn Rundt” og kom i mål som tolvte båd af 60 både. Officielt var vi dog ikke med i sejladsen. Tridenten blev også testet i ”Bilen og Båden” i 1969”, husker Børge Quorning. Dansk sejlsport var dog endnu ikke moden til flerskrogssejlads på det tidspunkt, så Børge og Bent Quorning måtte se sig om efter andre bådtyper.

Brødrene begyndte at bygge de små Luna 19 motorbåde, der var en snekketype, som Børge Quorning tegnede. Luna-bådene solgte godt og var med til at sikre værftet økonomisk de første år, hvor bådværfterne også kæmpede med den første større oliekrise. Senere kom den også de populære Luna 26 og Luna 31 sidst i 1970erne. Quorning byggede i alt ca. 400 både i Lunaserien. Samtidig blev der bygget flere one off trimaraner fra 16 til 24 fod. ”Bent købte sig ud af værftet i 1974 og startede for sig selv i Middelfart. Han er 11 år yngre end jeg og var sikkert træt af storebror”, griner Børge. ”Han tegnede selv Safir 24 motorbåden og begyndte at bygge de svenske Nimbus motorbåde, og det lykkedes for ham at overleve den svenske devaluering i 1992”.

Dragonfl y 920 blev kåret som årets båd i Europa i en  Extreme-version med højere rig. 

Det var også i 1974, at Børge Quorning kunne søsætte den første nye Trident 27. Det blev bygget 36 Tridenter frem til 1979. Interessen for flerskrogsbåde var så småt ved at vågne i Danmark, men mange af bådene blev også eksporteret. Trident 27 blev oprindelig bygget som én sammenbygget enhed, men Børge Quorning moderniserede den med tværbomme samme år, så den kunne skilles ad. I 1980 blev der sat en markant milepæl i værftets historie. Børge Quorning tegnede Dragonfly 25.

Det var den første Dragonfly, der blev værftets varemærke fremover. Den havde tværbomme og blev en god succes. Der blev bygget 50 Dragonfly 25 frem til 1986. Årets efter blev endnu en succes søsat. Det var Dragonfly 800, der var i produktion i flere versioner frem til 2005, hvor der i alt blev bygget 257 Dragonfly 25 og 800.

Den mest berømte er Paul Elvstrøms, der fik en noget højere rig, som ifølge Børge krævede: ”At man har vundet fire olympiske guldmedaljer”. ”Dragonfly 800 hed oprindelig Dragonfly 750”, erindrer Børge Quorning. ”Men især vores tyske kunder ville have mere plads om læ. Vi forstørrede den lidt, så den blev til Dragonfly 800”.

”I løbet af 1988 og 1989 udviklede vi Swing Wing systemet, som vi præsenterede i 1989. Det blev hurtigt en succes, fordi en Dragonfly 800 nu kunne ligge på en almindelig havneplads”, fortæller Børge Quorning. ”Det var især min søn Jens, der pressede på, fordi eksempelvis Corsair var kommet med et system, hvor man kunne vippe pontonerne ind under en del af skroget, hvor det var ydersiden af pontonerne, der hvilede på vandet. Vi valgte at folde pontonerne ind til skroget, så de gav bedre stabilitet og gode sejlegenskaber, når de var foldet ind”, forklarer Børge Quorning.

Der blev bygget 143 Dragonfly 800 Swing Wing frem til 2003, og Børge Quorning fulgte den nye succes op med Dragonfly 1000, Dragonfly 920 og værftets flagskib, ocean-cruiseren Dragonfly 1200, der blev hædret med Dansk Designpris i 2001. ”Dragonfly 1200 var den sidste Dragonfly, jeg tegnede for værftet, efter Jens havde overtaget værftet i 1995”, fortæller Børge Quorning. Gennem sin karriere har Børge Quorning fået mange tilbud, der kunne have fået ham til at blive i Canada eller USA, som eksempelvis partnerskab i værfter eller som bildesigner hos Chrysler i Detroit, men heldigvis for dansk sejlsport, så valgte han af udfolde sit talent i Skærbæk.

Dragonfly 25eren introducerede Dragonfly-navnet, der i dag er næsten synonymt med Quorning-navnet.

Havkapsejlads vendte krisen
Efter oliekrisen i starten 1980erne havde Børge Quornings værft også en alvorlig krise, men det blev heldigvis et vendepunkt for værftet, da Børges to sønner, Eric og Jens, i 1985 gjorde navnet Quorning verdenskendt under især havkapsejladsen Round Britain, der var yderst dramatisk i meget hårdt vejr det år. Eksporten har nemlig altid været vigtig for værftet. De to brødre deltog begge i den 2200 sømils doublehandede ”Round Britain”, der går hele vejen rundt om Irland, Orkneyøerne og Hebriderne, med hver sin båd.

Eric Quorning sejlede en Dragonfly 25, der havde fået højere rig, og Jens Quorning sejlede sin helt egen one off trimaran ”Quick Step III”. Eric og Jens blev nr. 1. og 2. overalt på korrigeret tid. De to brødrene vandt også de største norske og svenske havkapsejladser Færdern Rundt og Gotland Rundt. I Danmark var der allerede respekt om Quorning-familien og deres hurtige trimaraner. Børge Quorning og hans sønner vandt i 1978 ”Sjælland Rundt” med værftets Trident 27 og samme år vandt Eric Quorning og Jesper Bank ”Sølvspileren”, ved at sætte rekord rundt om Sjælland med one off trimaranen ”Quick Step I”. Jens Quorning vandt fem år senere ”Sølvspileren” med sin egen ”Quick Step II”. Rekordtiden var så overlegen, at han havde vandrepokalen stående i over 25 år.



Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.