fbpx

TEKST HANNE HØIBERG FOTO HANNE HØIBERG OG PRIVAT

Rikke Hvilshøj

”Når sejlet er sat, lægger jeg al stress bag mig”

Selv om Rikke Hvilshøj blot er i gang med sin fjerde sæson som sejler, er hun dybt passioneret, nyder teamworket med sin mand om bord i deres 40 fods Hanse og er allerede i fuld gang med at planlægge deres fælles drøm om en jordomsejling.


Ultimativ frihed. Total afkobling. Et projekt hun har sammen med sin mand. Og en mangeårig drøm der er gået i opfyldelse …Rikke Hvilshøj, direktør for Dansk IT og tidligere integrationsminister og folketingsmedlem for Venstre, behøver ikke mange minutter for at forklare, hvorfor sejlturene om bord på hendes og ægtemanden Karsten Anker Petersens 40 fods Hanse på få år har udviklet sig som hendes store passion. 

”Så snart vi er sejlet ud af havnen i Vedbæk og har sat sejlet og slukket motoren, lægger jeg ugens stress bag mig. Når jeg er på havet, skal jeg kun koncentrere mig om vinden, strømmen, bølgerne. Tjekke hvordan sejlet står og selvfølgelig være opmærksom hele tiden.”Lige siden Rikke Hvilshøj, 50, mødte sin mand i 1993, har de talt om at sejle, drømt om at købe en båd. Ingen af dem kommer fra sejlerfamilier og havde heller ingen erfaring med at sejle, da de i 2017 sprang ud i eventyret– med manér fristes man til at sige. Parret anede ikke, om de overhovedet ville kunne lide at sejle.”En båd på 40 fod er jo en ret stor begynderbåd,” indrømmer Rikke Hvilshøj.

”Men det var vores håb, at vores to børn (i dag 19 og 20 år red.) også havde lyst til at sejle med. Derfor skulle der være plads om læ. Men allerede dengang var de så gamle, at vennerne trak mere. Så båden er blevet min mands og mit projekt. Han havde taget navigation forinden, men vi lærte den grundlæggende praktiske sejlads af en god ven, der har sejlet i mange år. Og så har det ellers været learning by doing.”


Et fælles projek

I begyndelsen havde jeg lidt den frygt, at når vi nu havde en båd liggende i havnen, ville vi ende med at få dårlig samvittighed, fordi vi ikke sejlede nok. Men det har slet ikke været tilfældet. Vi sejler jo, når vi kan komme til det. Vi kan f.eks. snakke sammen fredag ved frokosttid og blive enige om at mødes i havnen efter arbejde og sejle en tur til Hven. Bare det at have været væk fra fredag til lørdag er som en lille ferie for mig.”BÅD har sat Rikke Hvilshøj stævne i Vedbæk Havn for netop for at høre om hendes store glæde ved at sejle. I løbet af samtalen kommer hun flere gange tilbage til, hvordan hun og hendes mand er sammen om projektet – i modsætning til klichéen om at manden vil sejle, mens konen egentlig helst vil hygge sig i havnen. ”Ingen af os har en mere erfaring end den anden.

Og hver gang vi har været ude at sejle, snakker vi om det bagefter: Hvad har vi lært, hvad kunne vi have gjort anderledes? Vi er jo stadig i gang med at lære,” lyder det. Parret har dog en fast arbejdsdeling ved ud- og indsejling af havne.”Dér står min mand ved rattet, mens jeg tager mig af fortøjningerne – det er vist den klassiske opdeling – men ellers deles vi om alt. Når vi sejler stærkt op mod vinden, og det blæser hårdt, er jeg nok mest tryg ved selv at have rattet. Sidste sommer sejlede vi fra Ebeltoft til Vedbæk i ét stræk, det blæste i snit 14 m/sek., heldigvis agten for tværs, og der stod jeg med hånden på rattet i timevis. Jeg er vild med det og kan bruge næsten uendelig tid på bare at kigge på bølgerne, betragte skyerne.”

Jorden rundt

Rikke Hvilshøj har lige taget sin navigation og fortæller, at ”nu skal vi have taget duelighedsbevis.” Men ikke nok med dét. Parret har også planer om at tage yachtskippereksamen sammen. For godt nok har de danske farvande hidtil været målet for deres sejlture, men ”om nogle år” er det planen at sejle ud på de store have – Atlanterhavet og Stillehavet i to til tre år.”Det har vi bestemt,” siger Rikke Hvilshøj med en overbevisning, der ikke efterlader tvivl om, at også dén drøm bliver ført ud i livet.”Der går nok nogle år endnu, bl.a. fordi jeg er rigtig glad for mit job og ikke er færdig på arbejdsmarkedet endnu. Men inden for en ikke fjern fremtid.”Parret ved også, at de ikke skal sejle i Annelouise, som Hans’en er døbt efter deres datter. De vil gerne have noget lidt større og er allerede er begyndt at kigge.

Måske skal det være en X-Yacht. ”Vi skal jo lære en ny båd ordentligt at kende, før vi drager på langtur,” fortsætter Rikke Hvilshøj og tilføjer, at hun og hendes mand bruger meget tid på dén plan – på at læse bøger, se YouTube-videoer og være med i Facebook-grupper om langturssejlads.I kraft af sin stilling som direktør i Dansk IT, en forening for IT-professionelle, ligger det også naturligt for Rikke Hvilshøj at bruge al tilgængelig teknologi under sejladsen. Et enkelt eksempel: Selv om hun nu kan beregne en kurs på et søkort, er det behageligt med en kortplotter, så hun kan koncentrere sig om at nyde selve sejladsen.

Planløs sommertur 

Lige nu er det Øresund, der trækker i weekenderne, mens Limfjorden formentlig er målet for årets sommertur. Dét selv om Rikke Hvilshøj indrømmer, at hun og hendes mand skal blive bedre til ikke at have en fast plan, når de sejler. ”Vi ved jo godt, at man får en bedre tur i en sejlbåd, hvis man lader vind og vejr bestemme. Alligevel kan jeg ikke helt slippe idéen om, at jeg gerne vil et bestemt sted hen. Men jeg har lært at sige nej til faste aftaler, når vores venner f.eks. vil møde os i en given havn.””Jeg kan også rigtig godt lide at stå op om morgenen uden at vide, hvad vi skal den dag. Ikke to dage er ens.

Den ene sejler vi for gennaker gennem Svendborgsund i fuld sol, den næste står regnen ned i strid vind. Begge dele er sjovt.”Rikke Hvilshøj og Karsten Anker Petersen har dog lært at være mere opmærksomme på vejrudsigten. ”Vinden er ikke det værste, man kan bare rebe sejlene,” indskyder hun. Decideret uvejr med lyn og torden er derimod noget helt andet. 

Respekt for vejret”

Vi har sejlet til Folkemødet på Bornholm et par gange. Det er smart, så har man et sted at bo. Men sidste tur blev hidsig. Både ud og hjem blev vi testet til grænsen.  Erfarne sejlere ville nok være blevet i havn. Da vi sejlede fra Vedbæk mod Bornholm, blæste det f.eks. op og blev tordenvejr omkring midnat, vejret blev voldsomt, og vi endte med at gå i nødhavn i Trelleborg.

Dér pumpede adrenalinen virkelig, men ingen af os gik i panik, og turen endte med at være en læring for os. Men vi lærte også, at vi nok ikke skulle være sejlet ud med den vejrudsigt.En anden gang – det var i 2018, året efter vi havde købt båden – var vi sejlet til Det Syd-fynske Øhav.

Pludselig begyndte kontrolpanelet at blinke vildt, så vi gik i havn i Marstal. Her endte vi med at ligge i fem dage, mens hele det elektriske system blev repareret. Endelig kunne vi så sejle ud og lå for svaj ud for Lyø, da der pludselig gik ild i motorrummet. Til alt held havde jeg fået os meldt ind i Dansk Søredningsselskab, som kom og hentede os. Det var vi rigtig glade for. For godt nok kunne vi sejle, men ikke gå i havn for fulde sejl.

”Rikke Hvilshøj fortælling om de to episoder munder ud i en tilfreds konklusion:”Vi har lært en masse. Vi ved at vi kan klare selv de vanskeligste situationer – vi er et super godt team.”


BÅD 562

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.