fbpx
Dansk succesbåd fylder 50 år

Tekst Henrik Hansen
 Foto Henrik Hansen, William D. Krause m.fl.

Dansk succesbåd fylder 50 år

Spækhuggeren stadig sprællevende

Det var en dramatisk kæntring med en Snipe, der ansporede Peter Bruun til at designe og bygge Spækhuggeren, der over de næste årtier blev en af de mest populære danske bådtyper, der fik stor betydning for udviklingen i dansk sejlsport.


Den nu 50-årige 25 fods Spækhugger er i dag en ægte dansk klassiker, og fik efter sin debut som serieproduceret glasfiberbåd hurtigt en status som en moderne og økonomisk overkommelig ”folkebåd” i glasfiber. Det var inden Folkebåden kom i glasfiber-version.Populariteten skyldes en fremragende cocktail af godt design, der f.eks. fået mange arkitekter til at sejle Spækhugger, og gode hurtige sejlegenskaber. Samtidig var båden solidt bygget, havde høj stabilitet og fungerede fint som en enkel og billig familiebåd.  Spækhuggeren blev hurtigt til ”Huggeren”, der scorede topresultater på datidens hastigt voksende distance-felter og havde efter få år nogle af de største felter på distancebanerne.

Der blev opstillet klasse-regler, så klassen kunne få status som officiel DM-klasse. I dag har Spækhuggeren stadig et DIF-godkendt DM, hvor der de sidste fem år har deltaget 19-31 både. Det er store felter for en kølbådsklasse i dagens kapsejladsbillede.Spækhuggeren er et glimrende valg som en sejlerfamilies første båd, fordi man får utrolig meget båd for pengene, men også fordi den er så velsejlende, pålidelig, stabil og overskuelig at trimme.

Desuden er Spækhuggeren uhyggelig hurtig i let vind, hvor man kan have meget sejlglæde under forhold, hvor familier i større moderne cruisere oftest starter motoren. Der er rigtig mange sejlere, der i tidens løb har lært at sejle i en Spækhugger, der har været sejlerskolebåd i adskillige sejlklubber. I hårdt vejr med grov sø kan Spækhuggeren dog banke søer på kryds med sin buttede stævn, og det giver nemt en våd sejlads, men det er jo heller ikke vejr til familiesejlads. Når det blæser fra 12-14 m/sek., så bør mindre erfarne ikke sætte den 60 m2 store spiler, fordi båden ikke kan komme ud af vandet på læns i hård vind.

Den bliver svær at kontrollere, og kan derfor kæntre, hvis rorsmanden ikke holder tungen meget lige i munden. Det er bådens skarpe agterskib, der i lettere vind giver båden sit fantastiske slip, men som i hård vind får båden til at grave sig mere ned og ikke komme op at surfe eller  plane som både med bredere og fladere agterskib. Til gengæld bevarer Spækhuggeren sin gode stabilitet og sejler næsten lige så hurtigt i hård vind med blot storsejl og fok, og i praksis klarer Spækhuggeren sig rimelig godt på distancesejladser i hårdt vejr.

Den gode stabilitet kommer især fra jernkølen, der udgør over halvdelen af bådens deplacement. ”Huggeren” blev født med skødning af storsejlet agten for cockpittet på en hanefod, der er en enkel måde at skøde på, men denne skødning er knap så præcis som skødning på løjgang. En del kapsejlende Spækhugger-ejere har derfor monteret løjgang på tværs i cockpittet.Spækhuggeren er blevet bygget i tre versioner, hvor den originale Club-version er suverænt den mest almindelige. Family-versionen var populær i en årrække, fordi den havde større ruf og en mere moderne aptering, men inkarnerede Spækhugger-sejlere foretrækker generelt Club-version. Der også bygget enkelte både i en Racingversion.


Skabt af entusiastisk sejler

Skaberen af Spækhuggeren, Peter Bruun, Espergærde, blev født i en entusiastisk sejlerfamilie. Han har sejlet fra barnsben og allerede som barn tegnede og byggede han joller sammen med sin far, arkitekten Peer Bruun, der tegnede den meget populære Flipper-jolle, samtidig med at Peter Bruun tegnede Spækhuggeren. Far og søn byggede f.eks. Optimistjoller og tidens populære Snipe-joller sammen. Senere byggede og sejlede Peter Bruun selv Sniper, som der var et stort felt af i Espergærde, hvor familien boede.Peter Bruun begyndte som 6-årig at sejle Optimistjolle, og skiftede allerede som 11-årig til Snipe.

Han byggede selv flere hurtige Sniper og eksperimenterede med at give dem en mere buttet stævn. På vandet var han selv hurtig ved rorpinden og vandt i 1966 det internationale Juniormesterskab i Snipe. Under en kapsejlads for Sniper i hårdt vejr kæntrede Peter Bruun og fik hjælp af en følgebåd, men blev også skadet af følgebådens propel.”Jeg fik en slem forskrækkelse og begyndte at tænke på at sejle kølbåd i stedet for jolle, og begyndte at tegne på en båd, der så blev til Spækhuggeren,” fortæller Peter Bruun om de første spæde ideer til båden. Han havde allerede sejlet en del kapsejlads med Tumleren, der var en hurtig og slank 19,5 m2 spidsgatter. ”Jeg var kommet i lære som bådebygger hos Walsted på Thurø, og boede på et husmandssted ude på landet.

Der hørte en lade til huset, og det var dér vi byggede modellen til Spækhuggeren,” husker Peter Bruun. ”Jeg ville bare bygge båden i træ til selv at sejle med, men min far var mere rationel og insisterede på at jeg fik lavet en form og støbte båden i glasfiber. Derfor byggede jeg og min lærekammerat Thorkild Thomasen en model i træ, som Eyvind Henningsen, der havde Eyvinds Plasticjolle- og Bådeværft i Rantzausminde, støbte en form over.”Modellen kunne kun lige akkurat stå diagonalt i laden, og derfor blev Spækhuggeren en lille smule skæv i hækken,” erkender Peter Bruun med et smil. Den lille ubetydelige skævhed blev senere rettet op, da produktionen af Spækhuggeren blev taget op igen og der blev bygget en ny form over en udtjent Spækhugger.

”Spækhuggeren” D1 på vej i havn efter at være kommet i mål som nr. 2 efter Paul Elvstrøm. Peter Bruun styrer og Jan ”Plysser” Persson er på fordækket. Thomas Thomasen ligger på knæ.

Sensation på Sjælland Rundt
”Båden kom til at hedde Spækhugger, fordi Folkebådssejleren Erik Larsen udbrød ’Den ligner en spækhugger’, da han så båden, mens jeg stod på havnen i Espergærde og arbejdede på den,” fortæller Peter Bruun. Det blev så navnet på den nye one-off båd.Peer Bruun designede logoet, der blev et dobbelt Flipper logo. Den første Spækhugger lignede en fræk racer med flushdæk og bare to luger i dækket, og ingen traditionel nedgang til kahytten.

Den nye ”Spækhuggeren” kom straks på alle sejleres læber, da den havde en sensationel debut på Sjælland Rundt i 1969 med Peter Bruun, Jan Persson og Thorkild Thomasen om bord. Her blev de kun sejlet agterud af Paul Elvstrøm, der sejlede i kong Konstantins Soling.Båden var knap færdig, så besætningen arbejdede stadig på de sidste detaljer, mens de blev slæbt op til Helsingør. Efter denne succesdebut tegnede og byggede Peter Bruun den endelige version med ruf, en familievenlig aptering og et større cockpit. Båden fik også lidt spring. Den følgende vinter blev der bygget en form til dæk, ruf og cockpit, og produktionen af Spækhuggeren begyndte hos Flipper Scow i foråret 1970.Peter Bruun deltog i 1970 i Sjælland Rundt med en serieproduceret Spækhugger og blev nr. 2 i sit løb, igen efter Paul Elvstrøm, der sejlede i sin nye Elvstrøm halvtonner ”Bes”.

Årets efter blev Spækhuggeren udstillet foran Charlottenborg på en design-udstilling. ”Prototypen D1 havde ikke forfinne og var livlig som en jolle, og man kunne ikke slippe roret, men den manøvrerede godt og kunne vende på sin egen længde. Jeg satte så en forfinne på, der var næsten trekantet. Den blev senere erstattet af en forfinne, der sad på båden, indtil spækhuggersejlerne Klaus Næraa og Hans Erik Ortving foreslog den forfinne, der nu er sat på stort set alle Spækhuggere. En ændring som jeg er glad for,” fortæller Peter Bruun.Den endelige forfinne er smallere og mere rektangulær end de første mere trekantede forfinner. Der har reduceret venderadiusen væsentligt.

”Spækhuggeren” på vognen i Hellerup. Her kan man se den originale forfinne, der blev ændret to gange til den nuværende, der sidder på de fleste Spækhuggere.
Spækhuggeren blev udstillet på Charlottenborg i 1971.
Inspireret af Utzon
Inden Peter Bruun begyndte at tegne Spækhuggeren, så havde han lært at designe både af den legendariske skibsingeniør og båd-konstruktør Aage Utzon, der på det tidspunkt var gået på pension som afdelingsleder på Helsingør Skibsværft. Aage Utzon var især kendt for sine velsejlende og hurtige klassespidsgattere og for at levere meget gennemførte konstruktioner, med tegninger og mål på selv de mindste beslag i riggen. Utzons karakteristiske runde stævn er også karakteristisk for Spækhuggeren. ”Jeg er glad for, at jeg mødte Utzon. Han har betydet meget for mig, og han lærte mig grundprincipperne for at tegne og beregne en båd,” fortæller Peter Bruun, der via sin far fik kontakt med Utzon, da han var blot 15 år.”Da jeg var 16 år, var jeg med til at tegne skroget til Great Dane 28.

Der var allerede lavet et udkast til båden, og Utzon havde påtaget sig at gøre designet færdigt og at tegne de sejlende linjer,” fortæller Peter Bruun, der således havde praktisk design-erfaring, da han tegnede Spækhuggeren.”Jeg gik også rundt på havnene og studere faconer, når bådene stod på land om vinteren, og kiggede meget på ’Diana III’, der havde vundet One Ton Cup, og som havde en ret fyldig stævn. Jeg havde også en stor stævn på min Snipe.” Han var især fascineret af linjerne i Utzons Naval spidsgatter, der f.eks. viste sig at være hurtige i 30 m2 spidsgatteren ”Sisu”, der havde mastheadrig.

Det var de samme linjer, der gik igen i Utzons 45 m2 klassespidsgatter med konstruktionsnavnet ”Pax”. Den første Pax-båd hed ”Fri” og vandt de to første Sjælland Rundt. ”Fri” og Spækhuggeren har i princippet de samme undervandslinjer, modificere på grund af at Spækhuggeren ikke har ror på hækken. Da Peter Bruun hørte at ”Fri” var til salg i USA, købte han og totalrenoverede den over en årrække og gav den en mere moderne rig. ”Jeg er rørt og taknemlig over, at Spækhuggeren har været en stor del af menneskers liv og at de har været glade for båden,” slutter Peter Bruun vores samtale.
Da Spækhuggeren havde 40 års jubilæum i 2010 udgav Spækhugger Klubben denne fine bog på 188 sider, der var redigeret af klassens garvede sejlere Henrik Nepper-Christensen, Erik Ortving og Ib Schneider.

Nye Spækhuggere i nye forme
Spækhugger Klubben er meget ivrig efter at der igen kan bygges nye Spækhuggere, og Peter Bruun har nye fine forme til at bygge bådene med, så der er en god chance for at man igen kan erhverve en splinterny Spækhugger. 

Specifikationer
Længde 7,44 m
Bredde 2,33 m
Dybgang 1,45 m
Deplacement 2280 kg
Kølvægt 1350 kg
Storsejl 18 m2
Genua 21 m2Fok 16 m2
Hårdtvejrsfok 10 m2
Spiler 60 m2
Vægt/sejlareal 58,5*

Design Peter BruunVærft Flipper ScowAntal byggede både 425 stk.Gyldige DH-certifikater 40 stk.* beregnet med storsejl og genua.
Klasseorganisation: Spækhugger Klubben, spaekhugger.dk

BÅD 564

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.