Tekst Hanne Høibergtekst Hanne Høiberg
Foto Hanne Høiberg & privat
En Nordborg 26 sejler ind i den lille havn Norreborg på nordspidsen af Hven i Øresund. Det er midt i sommerferien, og havnen er næsten fuld. Men det synes ikke at røre skipper. Hun udvælger lynhurtigt en af de få ledige pladser, dirigerer manden på fordækket med forfortøjningerne og lægger til. Sådan.Kathrine Fjendbo er på sommertur med sin mand og deres to drenge på 12 og ni år. Hun er den eneste om bord, der kan sejle, tog duelighedsbevis i Hellerup Sejlklub for to år siden og har nu lejet en af klubbens kølbåde i en uge.
BÅDs udsendte ligger tilfældigvis på pladsen ved siden af og dyrker den passive sport, alle sejlere ynder fra deres trygge havne-plads: At betragte andre både gå i havn. Her var der absolut intet at komme efter.”Mit mål har hele tiden været at sejle med familien. Det er vigtigt for mig at få oplevelser sammen med min mand og mine børn,” fortæller Kathrine Fjendbo, da jeg møder hende i det tidlige efterår for at høre nærmere om hendes motivation for at lære at sejle. ”Jeg har ikke sejlet som barn. Kun nogle enkelte gange sammen med en af min fars venner. Men det var dér, jeg fik en fornemmelse af, at det gad jeg godt lære, når jeg engang blev voksen,” husker hun. Og tilføjer at da hun så blev voksen, røg hun ind i den vante mølle med uddannelse, karriere, børn og mange rejser. Alt det man har så travlt med i 20’erne og 30’erne.
Frirum på vandet
Kathrine Fjendbo fortsætter: ”Men jeg tænkte hele tiden på, at jeg ville lære at sejle. På et tidspunkt. Det kom så sammen med følelsen af, at jeg ikke havde prioriteret mig selv de sidste ti år, netop fordi jeg stiftede familie og fik gang i karrieren.” Af samme grund besluttede Kathrine Fjendbo at gøre noget for sig selv. Så uden de store forundersøgelser ringede hun til Hellerup Sejlklub og spurgte, hvordan hun kunne komme i gang med at sejle.
”Det var i oktober, de var lige gået i gang med den teoretiske del af duelighedsbeviset, ’Sømandsskab og tovværk,’ men heldigvis var der en ledig plads. Og så gik det ellers slag i slag med praktisk sejlads om sommeren, navigation den følgende vinter, endnu en sommer med praktisk sejlads og endelig duelighedsbevis i efteråret,” fortæller Kathrine Fjendbo. Hun føler sig tryg ved at have været igennem det forholdsvis lange forløb (to år red.) i sejler-skolen. Det har givet den nødvendige selvsikkerhed. For hun ved, at hun sejler godt. Sejlklubben viste sig også at være det frirum, Kathrine Fjendbo havde haft behov for. ”Især da jeg gik i sejlerskole, kunne jeg være træt og stresset efter en lang arbejdsdag, når jeg skulle af sted. Men jeg gik altid fra sejlerskolen med et stort smil. Sejladsen er virkelig en kanal til afstressning. Jeg bliver altid super glad og afslappet, når jeg er på vandet – det giver god energi og så megen lykkefølelse.
At være på vandet er et helle for mig.” Er du stadig aktiv i klubben?”Ikke specielt. Eller jo. Jeg sejler med Bodil (som Nordborg 26’eren hedder), og er nok den, der bruger hende mest. Men jeg er f.eks. ikke begyndt at undervise endnu. Dér skal jeg have mere erfaring. Jeg skal også have taget VHF-bevis, og jeg har heller ikke taget hul på kapsejlads. Ganske vist er jeg blevet opfordret, og det skal helt sikkert prøves. For jeg kan godt lide fart, og det må gerne være lidt vildt.”
Et personligt projekt
Kathrine Fjendbo kender ikke til den nervøsitet, hun har mødt hos nogle kvinder. For selv om hun godt forstår dem – det er jo et stort ansvar at stå med – ville hun ønske, de var lidt mere modige og bare sprang ud i det. ”Måske er de bange for at smadre båden. Og det kan jo være farligt, hvis man ikke ved, hvad man skal gøre. Hvornår man f. eks. skal tage sejlene ned eller slække ud, hvis det blæser op.”Hun kunne heller aldrig drømme om bare at overlade roret til en mand.”Det er jo ikke sværere at sejle for en kvinde end for en mand. Jo måske er det fysisk hårdere. Derfor var det også fint af den instruktør, der fortalte mig, at det er perfekt, at kvinden er skipper. For det er manden, der har kræfterne – både til at til at hejse sejl og tage fra, når man går i havn.” Ingen tvivl om at det med at lære at sejle er Kathrines personlige projekt. Som hun siger:”Det er mig, der er skipper.””Men jeg er glad for, at min mand har taget så positivt imod det samt også er begejstret. Han har den teoretiske del af dueligheds-beviset, men måtte springe fra den praktiske sejlads på grund af travlhed på sit arbejde. Dog er det planen, at han også skal have duelighedsbevis.”