fbpx
TEKST HENRIK HANSEN FOTO HENRIK HANSEN M.FL.

Portræt af bådebygger Poul Thuesen

Drage-eventyret I Bramdrupdam

Pedersens & Thuesens Bådebyggeri satte den lille by Bramdrupdam på verdenskortet, da de på knap to årtier byggede 97 af verdens fineste Drager, med OL-guldvinderen Ole Berentsens ”White Lady” som den mest berømte.


Fornemt håndværk er den helt enkle forklaring på, at bådebyggerne Børge Pedersen og Poul Thuesen fra 1953 og næsten to årtier frem byggede hurtige og flotte Drager til hele verden.
Næsten alle de danske topsejlere i den olympiske Drage sejlede i både fra Pedersen & Thuesen på Vejlevej 334 i Bramdrupdam ved Kolding. Således satte Axel Holm sin legendariske rekord på Sjælland Rundt i 1961 med sin ”Maj-Britt” fra Pedersen & Thuesen.
Kulminationen var da Ole Berentsen, Christian Bülow og Ole Poulsen, Hellerup, vandt olympisk guld i Tokyo i 1964 med sin berømte D 166, ”White Lady”.
Under de Olympiske Lege i 1964 havde Pedersen & Thuesen faktisk nogle af de bedste odds for, at få en andel i en guldmedalje. I alt 19 af de 23 deltagende både var bygget i Danmark, og en god del af disse var fra værftet i Bramdrupdam.
Det styrkede det lille værfts internationale ry yderligere, da Aage Birch samme år vandt Dragernes guldpokal, og at Ole Berentsen vandt VM i Drage året efter.

Disse vidunderlige mennesker
I 1966 var tre af de fire første både ved Dragernes guldpokal bygget hos Pedersen & Thuesen. I et interview i 1960 udtalte den kendte Drage-sejler Henning Jensen, Hellerup, om Pedersen & Thuesen at: ”Disse vidunderlige mennesker gør bådebyggeri til møbelhåndværk”. Han havde selv lige bestilt en ny Drage hos dem.
Her over et halv århundrede senere sejler adskillige af Pedersen & Thuesens Drager stadig, om end de ofte er blevet renoveret efter et hårdt liv på kapsejladsbanerne. Det gælder f.eks. Ole Berentsens ”White Lady” og ”Maj- Britt”. Prins Henrik købte i 2006 den renoverede ”White Lady”, der havde været på udenlandske hænder i 37 år.
Det hele begyndte med robåde
”I 1946 efter krigen fik jeg job hos Bechmann Christensen & Søns Bådebyggeri i Strandhuse i Kolding, og det var her jeg mødte Børge Pedersen. Vi byggede mest klinkbyggede inrigger robåde til roklubber. Børge var selv roer, og jeg havde roet kajak. Ingen af os var sejlere,” fortæller Poul Thuesen, til Bådmagasinet.
Han er 96 år og lever stadig et aktivt liv i Kolding, mens Børge Pedersen døde i tilbage i 2001 som 85-årig. ”Da Bechmann besluttede at flytte til USA, besluttede Børge og jeg at begynde for os selv. I 1949 startede vi så oppe på loftet af en lidt forfalden lagerbygning, der tilhørte Børges far, der havde et karetmagerværksted på ejendommen i Bramdrupdam. Vi fik loftet gratis mod at reparere bygningen. Her havde vi et fint værksted til at bygge inrigger robåde,” husker Poul Thuesen. De første år byggede Pedersen & Thuesen mange klinkbyggede robåde, for rygtet om deres fine håndværk løb hurtigt og de måtte ansætte svende og lærlinge.
To Drager startede eventyret
”På et tidspunkt skulle vi låne nogle penge og det krævede dengang tre kautionister, men vi slap med kun én. Det var eksportør Knud Petersen, der var formand for Kolding Sejlklub, som min kones søster kendte,” fortæller Poul Thuesen.
”En dag i 1953 fik vi besøg af to Kolding-sejlere, arkitekt Noes Petersen og damekonfektionshandler Børge Andersen. De ville hver bestille en Drage, men vi havde ikke plads. Heldigvis kunne vi få plads til et par Drager et andet sted i bygningen og overtog samtidig karetmagerværkstedets maskiner. De to Drager faldt godt ud, så Knud Petersen bestilte også en Drage,” fortæller Thuesen om den første spæde start på Drage- byggeriet. Dengang kostede en færdig Drage 19.000 kr. - uden sejl.
Noes Petersen klarede sig godt ved et Drage-stævne i Holland, hvor også bådens håndværk af fineste karat blev beundret. Det medførte hurtigt et par bestillinger til britiske Drage-sejlere. Hele den internationale Drage-klasse fik derefter for alvor øje på det lille jyske værft. Drage-eventyret i Bramdrupdam var begyndt, hvor de f.eks. også byggede en Drage til Kong Paul af Grækenland, som daværende kronprins Konstantin også sejlede meget med.
I 1962 fik Kong Konstantin bygget et søsterskib til ”White Lady”, ”Lady Ann” på værftet. Den blev betalt af en kreds af medlemmer i Royal Yacht Squadron i England. Begge er af en serie, der kaldes de syv søstre, der blev bygget lidt smallere og var meget hurtige.

Ordrer tre år frem i tiden
”Vi byggede også Drager til nogle af de bedste danske Drage-sejlere som Axel Holm, Aage Birch og Henning Jensen. Ole Berntsen bestilte ”White Lady” til levering i foråret 1962. Han vandt Europa Cup samme år, og efter at ”White Lady” vandt guldmedaljen i Tokyo 1964 fik vi så mange ordrer, at vi i 1965 havde ordrer på Drager tre år frem i tiden. Derfor byggede vi et nyt værft på nabogrunden. Vi kom op på 8 ansatte og byggede 7-8 Drager om året. På det tidspunkt havde vi fået byggetiden ned på 1200 timer til en Drage,” erindrer Poul Thuesen.
”Jeg genså ”White Lady” for to år siden sammen med min familie, og det var en meget stor oplevelse. Det var i Skælskør, hvor den stod på trailer, mens den ikke var ude at sejle. Hvor er den dog velholdt, efter den er blevet renoveret i Estland,” fortæller Thuesen synligt bevæget.

Speciel skrå skaring
”Jeg tror vi fik succes med Dragerne, fordi vi altid bestræbte os på at bygge dem så korrekt som muligt. Dragerne blev kontrolmålt fire gange under bygningen. Vi brugte også de bedst mulige materialer. Vi brugte Honduras og Tabasco mahogni med en tør vægtfylde på ca. 50, så en kubikmeter træ vejede ca. 500 kg,” fortæller Poul Thuesen og fortsætter:
”Vi købte hele stammer som vi lagrede, inden jeg skar dem op i planker. Vi havde også en anden måde at samle plankerne på, hvor vi lagde skaringen skråt på langs af plankerne, i stedet for på tværs. Det gav mere usynlige skaringer. Bordene blev desuden limet fra køl til lønning”.

Det opskårede træ lå i to år, og et døgn inden de blev brugt, lå de ovenpå dampkedlen på et mejeri, der lå på den anden side af hovedvejen, for at blive tørret.
De to bådebyggere fordelte opgaverne på værftet således, at Børge Pedersen stod for at planke bådene op, mens Poul Thuesen byggede ruffet og cockpittet med de runde hjørner agter, samt værftets skriveri.
Axel Holm satte sin legendariske rekord på Sjælland Rundt i 1961 med sin ”Maj-Britt”. Den ejes i dag af Frank Berg og lyder navnet ”My-Britt”. Frank Berg ejer også Kong Konstantins tidligere ”Lady Ann”, opkaldt efter dronning Anne-Marie.
Opus 34 afløste Dragen
Sidst i tresserne besluttede International Yacht Racing Union (nu International Sailing Federation), at Dragen skulle udgå af OL-programmet efter OL i Kiel i 1972.
”Efter OL-tiden gik Drage-salget i stå, og det gik ned ad bakke for værftet. Derfor begyndte vi at bygge en serie af Opus 34 havkrydsere. Den blev tegnet af Odd Rembert Andersen. Vi byggede 43 Opus 34’ere fra 1970 til 1982. En del blev eksporteret til Tyskland, Australien, New Zealand og en enkelt til Californien. Vi byggede også Mascot motorsejlere, som Palle Mortensen havde tegnet,” fortæller Poul Thuesen om værftets sidste årti, inden det lukkede i 1983 og han gik på pension.
Da Drage-eventyret sluttede med klassens olympiske æra, byggede Pedersen & Thuesen 43 ’Opus 34’ klassiske havkrydsere.
Poul Thuesen
Da fiskersønnen Poul Thuesen fra Assens blev født i 1918, lå det ikke lige i kortene, at han skulle blive en af Danmarks mest velanskrevne bådebyggere. Han var dog ud af en sømandsfamilie.
Thuesen blev udlært som møbelsnedker i foråret 1938 og nåede at arbejde som svend et halvt år for 50 kr. om ugen for 48 timers arbejde, inden han blev taget til det motoriserede artilleri. Han blev dog hurtigt overført til tjeneste på kaserneskibet ”Fyn”.
”Jeg kom på snedkerværkstedet på Holmen, blev ekstraindkaldt, og var der under hele krigen, hvor jeg også lavede en kontorbygning sammen med en tømrer. Jeg oplevede, at flåden blev sænket og arbejdede på Holmen indtil 1946,” fortæller Poul Thuesen til Bådmagasinet.
”Mens jeg var i København, mødte jeg min kone, som jeg blev gift med i 1943. I ’46 besluttede vi så at flytte til Kolding, hvor jeg mødte Børge Pedersen hos Bechmann Christensen & Søn,” fortæller Poul Thuesen.
Han var med til at starte en kajakklub i Assens under sin læretid, og roede i kajak i Hellerup Kajakklub det meste af sin tid i København, hvor han også prøvede at sejle i sejlkano og flere gange var på tursejlads til Hveen.
Hverken Børge Pedersen eller Poul Thuesen blev sejlere, men de byggede dog hver en motorbåd, som Thuesen og hans familie har sejlet Danmark tyndt med.
Lars Hendriksen har lavet mange topresultater med sin ”Eva”, DEN 138, der også er en renoveret Drage fra Pedersen & Thuesen.
Oluf Jørgensen udlært hos Pedersen & Thuesen
”Thuesens & Pedersens Bådebyggeri var en meget eftertragtet læreplads og jeg havde en fin læretid, hvor jeg havde det supergodt med begge mine mestre,” fortæller Oluf ”Luffe” Jørgensen, indehaver af Luffe Yachts, der blev udlært sidst i tresserne.

”En af mine tidlige opgaver var, at lave en Drage-mast til Ole Berntsens ”White Lady”, der blev sendt til Tokyo til OL,” husker Oluf Jørgensen.

”Jeg fik gode opgaver, og var f.eks. med til at lave modeller til LM. De var også flinke til at give mig fri, når jeg skulle sejle kapsejlads i OK-jolle eller Snipe,” fortæller Oluf, der fik sin læreplads netop på grund af en fin OK-jolle, han selv havde bygget. Ellers var der op til 7 års ventetid. Oluf nåede også at bygge yderligere to OK- joller og to Sniper.


Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.