fbpx

Tekst Hanne Høiberg Foto Hanne Høiberg & privat

Céline Willerup

”Pludselig havde min mand købt en båd …”

Først brugte Céline Willerup et par år på at vænne sig til tanken, siden meldte hun sig i sejlerskole og lærte at sejle. Efter to sæsoner har hun for alvor fundet glæden, men mangler stadig at føle sig helt tryg på havet. Det har en rød knap ændret.


For mindre end to år siden havde Céline Willerup aldrig sejlet. Hun blev søsyg, bare hun gik om bord på en færge, og følte sig absolut utryg om bord i en båd. I dag sidder hun ved roret i familiens 28 fods Shipman i 10 m/sek. over Køge Bugt med en følelse af, at det er fantastisk. Og synes det er synd for de kvinder, der aldrig lærer at sejle, fordi de ikke tør.Céline Willerup kender nemlig alt til ondt i maven og tårer, der triller ned ad kinderne, når båden ligger for meget ned. Hun har mærket – og mærker stadig – angsten for, hvad der vil ske, hvis hendes mand falder over bord, og hun ikke kan hive ham op. Selv om hun har tæsket mand over bord-manøvrer i sejlerskolen. For hvad nu hvis …

Det ved hendes mand Mathias Willerup alt om. Af samme grund er der nu monteret en rød MOB (mand over bord)-knap i cockpittet. Dén historie vender vi tilbage til. Først følger fortællingen, der satte gang i det hele. I dag fortalt af Céline Willerup med et smil:”Min mand er, som han er … En dag for omkring fire år siden kom han hjem med et stort smil og meddelte, at han havde købt en båd. Vi havde ikke diskuteret det på forhånd, så jeg var rimeligt utilfreds… faktisk brugte jeg to år på at vænne mig til tanken om at have båd. Jeg havde slet ikke lyst til at komme ud at sejle. Syntes det var uansvarligt, følte mig usikker, magtesløs, for hvad skulle jeg gøre, hvis der skete min mand noget? Hver gang vi var ude, følte jeg det meget ubehageligt, når den krængede. Jeg har grædt, troet vi alle skulle dø …

Drengene, der i dag er 13 og 15 år, var jo også med.”Ved hjælp af såvel sin mand som gode venner, der også sejler, blev Céline Willerup efterhånden overbevist om, at hun måtte lære at sejle. Både for at føle sig mere tryg, og fordi hun godt kunne se perspektiverne – det handlede jo også om familiens fremtidige ferier.”Jeg følte mig fanget. Det var en enorm frustration samtidig med, at jeg også var en smule fascineret. Det var virkelig en kamp om følelser,” husker hun i dag.

BLÅ BOG

 Céline Willerup, født i Normandiet, Frankrig. Cand. phil i fransk, har desuden en bachelor i engelsk med dansk som bifag. Meritlæreruddannelse fra Blaagaard Seminarium. 

Kom til Danmark i august 2001, bor i Virum med sin danske mand og to drenge. Underviser i fransk og engelsk.Er – ufrivilligt – blevet medejer af Spooky, 28 fods Shipmann fra 1975, der ligger i Rungsted Havn. Joker selv med navnet. Hun har jo immervæk været bange for overhovedet at gå om bord. 

Tog den praktiske del af dueligheds-prøven i efteråret 2019. Regner med at tage teorien denne vinter.

I sejlerskole
I foråret 2019 begyndte Céline Willerup i KDY’s sejlerskole i Rungsted, og i september samme år bestod hun den praktiske del af duelighedsprøven. ”Til eksamen blev jeg udpeget som skipper og skulle have styr på alt, også sikkerheden. Det gik heldigvis godt og føltes som lidt af en sejr. Egentlig burde jeg jo have været færdig med den praktiske del af sejladsen. Men følte mig ikke klar, utrygheden var der stadig, så jeg tog en sæson mere på samme hold.” Ingen tvivl om, at Céline Willerup har gjort sig umage for at få projekt lær-at-sejle til at fungere. Og heller ingen tvivl om at hun har været super glad for de to sæsoner i sejlerskolen. 

”På vandet glemmer du alt om stress og problemer på arbejdet. Det er også dejligt at komme i klubben. Alle er så søde, jeg har fået mange nye venner,” fortæller hun. Teorien mangler stadig, men den satser Céline Willerup på at tage sammen med en veninde i den kommende vinter. ”Jeg er topmotiveret til at få taget det duelig-hedsbevis. Også fordi jeg er franskmand. Mine tre brødre er aktive sejlere i Bretagne tæt på St. Malo.

Så pludselig har vi noget sammen dér, og det ville bare være så skønt at kunne leje en båd i Bretagne eller Normandiet og holde ferie i den i stedet for et sommerhus.”Céline Willerup er også blevet vild med livet i havnene. ”Det er lidt som camping, bare mere luksuriøst,” siger hun og henviser til faciliteterne. ”Jeg har kun oplevet toilet- og badefaciliteter, der var rene og lækre, så dét skal i hvert fald ikke afholde nogen fra at sejle.

Og så kan jeg lide at vågne op på båden om morgenen, være ude i den friske luft.” Hun kunne dog ikke helt overskue at skulle på sommertur i tre uger med mand, to teenagedrenge og en stor gravhund i den lille forholdsvis lille båd.  ”Derfor lejede jeg et sommerhus på Ærø. Min mand sejlede derned ugen før, og vi tog på ture i Det Sydfynske Øhav derfra. Perfekt.

Men jeg elsker også at vandre. Så jeg gik fem dage sammen med en veninde og sluttede mig til Mathias i Bisserup Havn mellem Skælskør og Karrebæksminde på Sydsjælland. Herfra sejlede vi hjemad mod Rungsted. Jeg blev helt forelsket i Danmark på den tur. Tænk at man kan kombinere sejlads og vandring. Så bliver det ikke bedre.”

DEN RØDE KNAP

Med en baggrund som designingeniør for bl.a. Volvo og Microsoft lever Mathias Willerup af at være problemløser. Derfor var det nærliggende for ham at konstruere et super enkelt alternativ til de mere avancerede MOB- og AIS-systemer, der allerede findes på markedet.  Også fordi han kunne se et klart behov:”Jeg indså, at der var noget, jeg ikke kunne svare min kone på, når vi diskuterede sikkerhed og mand over bord. For hvad gør man, når man kun er to om bord, og skipper falder i vandet? Den person, der er tilbage i båden, kan jo ikke både holde øje, styre båden hen mod personen i vandet og sende besked fra radioen.

Derfor den røde knap.””Mange af os bruger jo allerede mobilen eller iPad’en i navigationen, så det var oplagt at konstruere en knap, der kobles op mod telefonen. Her kan man så sætte knappen op til at sende position til søredningstjenesten, alamcentralen og hvad man ellers måtte have behov for,” forsætter han.Fordi knappen er koblet op mod mobilen og altså afhængig af mobildækning, er den tænkt til sejlads i indre danske farvande. ”Til de sejladser til f.eks.

Det Sydfynske Øhav, som Céline og jeg er på. Sejlere, der skal længere ud, køber alligevel de mere avancerede systemer,” siger Mathias Willerup.MOB-knappen har fået det mundrette navn SailSafe. Den er stadig under udvikling, og prototypen fungerer allerede om bord på Willerup-parret og en håndfuld venners både. Næste skridt for Mathias Willerup bliver at præsentere den for interesserede investorer som TrygFonden eller andre med fokus på at redde liv for at få finansieret en egentlig produktion. Læs mere på sailsafe.co.

På vej over Køge Bugt i vindstyrker mellem otte og 10 med Céline ved roret, og hendes mand halvsovende i cockpittet.
Prototypen af SailSafe-knappen sidder centralt i cockpittet.
Sikkerhed frem for alt
Céline Willerup har nu har to sejlsæsoner bag sig, men hun har stor respekt for vandet og tager sikkerheden meget alvorligt. Som alle sejlere skal.”Der er stor forskel på at træne mand over bord-manøvrer i sejlerskolens J/80’er, som er en lav båd, der er let at manøvrere. Men vores båd er jo helt anderledes … Jeg tror ikke, jeg ville kunne håndtere det alene. Det ville være mega hårdt at hive min mand om bord. Og hvad med vores drenge? Eller hvis jeg gik i panik? Godt nok har jeg lært at sejle i KDY. Men KDY kan ikke redde min mand.”Af samme grund har parret snakket meget om sikkerhed.

På et tidspunkt sagde Céline Willerup, at hun ville ønske, hun havde en rød knap, hun kunne trykke på, hvis der skete noget.”Det duer ikke for mig at skulle kalde over en VHF-radio, som jeg ikke har licens til, trykke på navigationsudstyrets MOB-knap eller fumle med telefonen. For hvad hvis jeg går i panik? ”Heldigvis er Mathias Willerup med sin kones ord ”lidt af en Georg Gearløs.” Så han har selvfølgelig konstrueret en knap, der opfylder alle hendes ønsker. Nu håber hun bare, den kan blive sat i produktion.”Hvis Mathias faldt i vandet skulle jeg bare trykke på knappen, gå vinden og holde udkig. For hjælpen ville allerede være på vej. Den sikkerhed har jeg virkelig brug for,” slutter Céline Willerup.
Tidligere blev Céline Willerup rystende nervøs, når båden krængede. Nu er hun anderledes rolig.
Céline og Mathias Willerup gør Spooky klar til at sejle ud.

BÅD 566

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.