Dittes mission

Med en far som Erik Andreasen, der drev Folkebåds-centralen i Kerteminde, er der ikke noget at sige til, at Ditte kom med om bord, fra hun var ganske lille.

Begynder-bump

”Ifølge mine forældre er jeg undfanget under en Guldpokal" (det uofficielle verdensmesterskab for Folkebåde, red.), smiler hun og fortsætter: ”Jeg blev født i april på Kerteminde Sygehus. Da min far skulle hendte min mor og mig, var det den mest vidunderlige forårsdag. Han kunne slet ikke forestille sig bare at køre hjem, så selvfølgelig tog han os direkte med ud at sejle i Folkebåden. Da var jeg 14 dage gammel.”

Selv om det lå til højrebenet, at Ditte skulle sejle Folkebåd, var der udfordringer undervejs. ”Jeg gjorde oprør, da min far ville have mig til at sejle Optimistjolle. Jeg fik endda en i fødselsdagsgave, da jeg blev otte, og den følgende vinter var jeg meldt til kursus i sejlklubben i Kerteminde. Men jeg kedede mig gudsjammerligt og nægtede at sejle, da foråret kom. ”Faktisk var det lidt af et tilfælde, at Ditte Andreasen overhovedet blev bidt af at sejle.  Om sommeren var hun altid med sine forældre til stævner rundt omkring i Danmark og havde venner blandt de andre sejlerbørn. De legede på land, mens forældrene sejlede kapsejlads. ”En dag fortalte en veninde, at en Junior-bådsinstruktør havde efterlyst nogle, der ville tage med ud. Vi slog til, og jeg fandt ud af, hvor sjovt det var at sejle, når min far ikke var med,” fortæller Ditte Andreasen. Hun begyndte med at gaste på en 606’er i 1986 og fulgte med, da Kerteminde Sejlklub få år senere skiftede til Yngling. Hun blev hurtig vild med kapsejlads – både som skipper på Yngling og gast på Folkebåde. I 1995 debuterede hun som skipper ved DM i Folkebåd i Nyborg. Her er hun stadig aktiv både i danske og internationale stævner og ligger som regel blandt de 10 bedste i klassen. 

Ændring på vej
I 2012 blev Ditte Andreasen formand for Dansk Folkebådsklub, et hverv hun bestred til 2020. Lige fra begyndelsen havde hun som mål at få flere unge, meget gerne kvinder, til at sejle Folkebåd, og selvfølgelig at bevare Folkebådsklassen som en aktiv og levende klasse. Det sidste har hun opfyldt, men ikke helt det første.”Vi har fået flere unge i klassen, men ikke så mange kvinder – gasterne på min egen båd undtaget. Det svære er egentlig ikke at få kvinder til at blive accepteret inden for sejlsport, men det er svært at få motiveret kvinderne til at deltage.

Jeg begyndte at låne min fars Folkebåd til pigesejlads – sådan hed det dengang – da jeg var i begyndelsen af 20’erne. Her fik jeg veninderne med, og de er alle endt som dygtige sejlere. Men jeg fik aldrig knækket koden til at få flere kvinder på vandet. Jeg troede måske, at dét, at jeg var kvinde og formand, ville sende et signal,” lyder det fra Ditte Andreasen. Hun tilføjer dog, at hun i begyndelsen af sin karriere som skipper ofte var eneste kvinde i kapsejladserne.

I dag er der som regel en håndfuld. ”I det hele taget har sejlsport for kvinder ændret sig meget i forhold til i min ungdom. Dengang var der mistillid til, at en ung kvinde kunne finde ud af at vedligeholde en båd, så de satte en knægt fra de andre både som bådsmand på pigernes Yngling. Han havde selvfølgelig ingen interesse i at vedligeholde en båd, han ikke sejlede på, mens jeg havde fri adgang til min fars værft. Så det fik vi hurtigt ændret. På vandet havde de rigtigt gode sejlere ingen problemer med at anerkende en kvindelig skipper. De middelgode havde derimod svært ved at kapere, når de blev slået af en kvinde. De prøvede alle mulige beskidte tricks. Men det er min fornemmelse – også når jeg taler med de unge kvinder – at dette er ved at ændre sig.”

Ditte ved roret i far, Erik Andreasens Folkebåd. ”Hvor svært kan det være,” synes den lille pige at sige.

WOW for et netværk
Ditte Andreasen er også aktiv i kvindenetværket WOW, Women on Water, der bl.a. har etableret sig rundt om i danske sejlklubber med kapsejlads i J/70’er og hvert år (corona-året 2020 undtaget) arrangerer en international regatta. 

Sundby Sejlforening har også en J/70’er, naturligvis med Ditte Andreasen som skipper.”WOW har virkelig formået at få kvinder, der egentlig ikke har set sig selv som kapsejlere, til at blive det. Tag bare min besætning i Sundby Marlins. Før jeg selv havde meldt mig til det første stævne i 2018, kom en ung sejler – forholdsvis ny fra sejlerskolen – hen til mig og sagde: ”Du ved det ikke endnu, men du er min skipper i WOW-sejladserne. Vi fik sat et hold sammen og er i dag en brutto-besætning på seks. Jeg får tit henvendelser fra kvinder, der gerne vil være med. Men vi kan ikke være flere."

Sundby Sejlforening fik sin første J/70’er sidste år, og både Ditte Andreasen og foreningen har et stærkt ønske om at anskaffe endnu en. Både fordi behovet er der, men også for at kunne sejle to besætninger sammen og få mere sparring. "Der er en fantastisk stemning om bord i WOW-båden. Selv om vi er seks stærke personligheder og alle har temperament, finder vi alligevel ud af det. Har vi problemer om bord, taler vi om dem med det samme, så vi kan lære af dem og komme videre. Og jeg har aldrig grinet så meget som der.”  

Folkebåd forever
Det hører med til billedet af Ditte Andreasen, at spørgsmålet om køn ikke har fyldt meget i hendes sejlkarriere. ”Man styrer jo selv, hvor meget man lader sig påvirke. Selvfølgelig har det begrænsede antal kvindelige sejlere betydet, at jeg ind imellem har haft sværere ved at finde gaster. Især for år tilbage da jeg helst ville have kvinder. I dag sejler jeg med dem, jeg går godt i spænd med. Uanset køn.”

Det er også værd at slå fast, at nok er Ditte Andreasen blevet bidt af at sejle J/70’er, men Folkebåden er hendes sjæl. Den vil hun aldrig give slip på. Efter hendes mening er det ikke nødvendigvis sjovere at sejle en større båd. I en Folkebåd mærker man virkelig, at man sejler. Tæt på vandet.”Det siges om Folkebåden, at den er nem at lære at sejle, men en af de sværeste bådtyper at lære at sejle godt. Fordi det er en forholdsvis simpel båd, sejler man på marginalerne. Her handler det virkelig om millimeter-trim og et helt utroligt teamwork. Dertil kommer, at Folkebådsklassen har et af de konkurrencemæssigt hårdeste felter herhjemme.” ”Folkebåden er også en god turbåd. Godt nok er den lille, men den er nem at håndtere og har overraskende meget plads om læ, fordi den er så dyb,” fortsætter Ditte Andreasen.

Selv om kapsejlads fylder mest, har hun også sejlet tur og gør det fortsat gerne. Både på længere sommerture, men en tur til Flakfortet med en enkel overnatning er også fantastisk. Og så sover hun så godt om bord.

 

Ditte Andreasen er aktiv i kvindenetværket WOW – naturligvis sammen med sit team Sundby Marlins. Her fra den internationale regatta i 2019, arrangeret af Sundby Sejlforening.

Vigtigt åndehul
Med en meget travl, tit stresset hverdag som Associate Director, Project Management i en biotech-virksomhed, der p.t. leverer komponenter til en af vaccinerne mod corona, er sejladsen et livsvigtigt åndehul for Ditte Andreasen.”Når jeg gik til eksamen i min universitets-tid, tog jeg gerne ud at sejle bagefter. Simpelthen for at få blæst hovedet igennem og være klar til næste eksamen. Jeg kan ikke huske perioder i mit liv, hvor jeg har undladt at sejle, fordi jeg var stresset. Jo sidste år under coronaen, men det var noget andet.””En god ven, der også har et krævende job, fortalte mig, at han havde taget kurser i mindfulness (den bevidste evne til at være til stede i nuet, red.) Jeg har også snuset til det, og vi blev hurtigt enige om, at mindfuldness er det, vi gør, når vi sejler. Så snart jeg har kappet fortøjningerne, bliver alle problemer liggende på land,” slutter Ditte Andreasen.