fbpx

Af Hanne Høiberg. Foto: Brian Carlin/ROCKWOOL

SailGP

De viser vejen i vandets Formel-1

Nok er de verdensmestre og OL-vindere, men Anne-Marie Rindom og Katja Salskov-Iversen måtte begynde forfra, da de blev tilknyttet det danske hold i sejlsportens kongeliga. Vi har talt med dem om at være både nybegyndere og rollemodeller forud for SailGP i Aarhus.


Når verdens hurtigste katamaraner snart dyster i danske farvande, er nogle af international sejlsports allerstørste stjerner om bord på de otte foilende F50’ere – sejlsportens svar på Formel 1. Det sker, når det globale sejlsportsmesterskab SailGP indtager Aarhusbugten den 20. – 21. august.

Eventen er noget af et scoop for Aarhus som international sejlsportslokation. Et scoop for alle sejlsportsinteresserede, som får en unik mulighed for at følge feltet i bugten, når giganterne svæver over vandet med op mod 100 kilometer i timen. Og et scoop for det danske team med Nicolai Sehested som skipper endelig at være på hjemmebane med den støtte, dét giver. Tidligere i år har teamet sejlet ud for Bermuda, Italien og Storbritannien.

 Det mest realistiske scenarie er, at Anne-Marie Rindom og Katja Salskov-Iversen kommer til at heppe særlig højt og følge det danske hold intenst. Som tilskuere. Begge er OL-vindere og tidligere verdensmestre. Og begge er del af det danske team med det officielle navn Denmark SailGP Team presented by ROCKWOOL. Formentlig bliver de endnu ikke aktive i de officielle kapsejladser, men foråret igennem har de deltaget i træningssejladser forud for stævnerne. De har mærket de enorme kræfter på egen krop og ved, hvad der kræves af mandskabet ombord.  

Anne-Marie Ridom, der forsvarer de danske farver i laser radial ved OL i Japan i slutningen af juli/begyndelsen af august, udtrykker det sådan:

”Det er noget helt, helt andet at sejle F50. Fra det ene yderpunkt til de andet. Hvis Laser radial ligger i den ene side, ligger F50 så langt ude i den anden, man kan komme. Det tager lang tid at lære, netop fordi det er så vildt anderledes i forhold til, hvad jeg er vant til.”

Katja Salskov-Iversen, der vandt OL-bronze i samarbejde med skipper Jena-Mai Hansen i 49erFX-klassen i Rio i 2017, siger ligeud:

”Jeg har aldrig prøvet noget, der føltes sådan. Det er virkelig anderledes, når hele maskineriet spiller max med fem dygtige sejlere i tæt samarbejde. F50eren accelererer virkelig stærkt. På en af mine første sejladser deltog jeg ikke, men stod bare nede bag ved skipper. Der mærkede jeg ikke rigtig noget. Så stak jeg hoved ud – som man stikker hovedet ud vinduet på en bil – og wauuw hvor gik det stærkt.”

Kvinder om bord

At de to kvinder overhovedet kan relatere til de foilende fartmaskiner, skyldes en principbeslutning fra arrangørerne bag SailGP om, at der inden for overskuelig fremtid også skal være kvinder med i besætningen. Derfor inviterede Nicolai Sehested i begyndelsen af året seks kvindelige sejlere til introduktion og testsejladser i Frankrig. Efterfølgende udvalgte han Anne-Marie Rindom og Katja Salskov-Iversen.

”For at skabe mere kønslig diversitet er der åbnet mulighed for at tage en eller to kvinder med, og vi har så valgt to,” forklarede Nicolai Sehested til Politiken.

”Det er jo en fantastisk mulighed – og super spændende med kvinder på holdet,” lyder det fra Anne-Marie Rindom, da BÅDMAGASINET fanger hende på en Zoomforbindelse. Det er dagen efter, hun er kommet hjem fra simulator-træning i Irland med hele SailGP-holdet, og dagen før, hun tager til Lanzarote for at træne til OL. Hun havde faktisk overvejet at kontakte Nicolai Sehested for at høre, om hun kunne komme i betragtning, da han ringede til hende.

”Det ville jeg vildt gerne. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det er svært at være kvinde i professionel sejlsport. Der er mange dygtige sejlere på OL-niveau, men derfra og til at blive professionel, dét er svært. Sejlsport er en mandsdomineret verden, der også handler om at kende nogen, der kender nogen, for at blive lukket ind. Derfor er det fedt, at SailGP giver os muligheden for at vise, hvad vi er værd.”

Unik mulighed

Katja Salskov-Iversen fortæller, at hun ”blev mega glad,” da Nicolai Sehested tilbød hende plads på holdet. Efter bronze-placeringen i Rio og verdensmesterskabet i 49erFX-klassen har hun ledt efter andre holdbare olympiske discipliner, men uden at finde den rigtige. Så hun betragter det som sit held, at SailGP nærmest kom dumpende.

 ”Jeg var ikke i tvivl. Det var en unik mulighed, som skulle prøves. Nu håber jeg bare, jeg kan leve op til tilliden og være med til at gøre en forskel for holdet.”

 Ikke nok med det. Katja Salskov-Iversen håber også, hun og Anne-Marie Rindom kan blive forbilleder for unge piger, der gerne vil sejle professionelt.

 ”Vi kan forhåbentlig vise, at der er en vej – være med til at skabe drømme. Der skal være lige muligheder for alle, og det er der ikke nu. Derfor er det også afgørende at nogen, (SailGP red.) har taget initiativ til at skabe en vej. ”


Teamwork

Efter at have deltaget i træningssejladser forud for de egentlige SailGP-events på Bermuda i april og i England i juli er Katja Salskov-Iversen imponeret over, hvor meget arbejde der skal til, for at F50eren kan være på vandet i to timer.

”Det er slet ikke det samme som en lille 49er, som man bare kan tage ud at sejle i. I det hele taget er det meget anderledes i forhold til, hvad jeg ellers har prøvet. Det her er et kæmpe projekt, hvor du bare skal yde det absolut bedst mulige i den rolle, du har. Og stole på at de andre yder godt i deres. Det er en læringsproces for alle – både os som sejlere og hele teamet bag. Vi udvikler os hele tiden, sover på det og yder bedre næste dag,” fortæller Katja Salskov-Iversen.

 Anne-Marie Rindom supplerer:

”Tidligere har jeg sejlet 25 knob som det allerhurtigste. Nu kommer du pludselig op omkring 50 knob. Det skal man have respekt for. Og så er det vigtigt at kende hinandens roller, så man kan hjælpe, når det måtte være nødvendigt, men ikke blande sig for meget. Det er jo et mål for alle at få båden til at sejle så hurtigt som muligt. F.eks. er Nicolai nok rorsmand, men han hjælper også Rasmus Køstner, der er flight controller, med at styre hvor højt vi flyver.”

Mens Anne-Marie Rindom kan styre sin Laser radial med lukkede øjne, har det også været en speciel oplevelse for hende at skulle finde sin plads som del af et team.

”Men heldigvis har jeg ingen stjernenykker. Jeg går ydmygt til værks og ser bare frem til engang at kunne give noget tilbage til holdet. ”

 Noget af dét, hun har skullet lære, har bl.a. handlet om kommunikation.

”I foråret trænede vi i simulator i Irland. Altså et skrog, der står på jorden, men er udstyret som den rigtige båd. Her fandt jeg ud at, at jeg ikke er vant til at sige tingene højt.  Normalt er jeg jo mig selv i min båd, så jeg handler bare. Nu skal jeg pludselig til at sige, hvad jeg gør, og give klare instrukser. Det er svært.”

Begynder forfra

Anne-Marie Rindom har heller ikke problemer med at skulle begynde helt forfra i læringsprocessen.

”Netop fordi jeg har sejlet samme båd i 12 år ved jeg godt, at man ikke går ind i et nyt projekt med forventning om at blive verdensmester med det samme. Det er klart, alting er meget anderledes på F50eren. Det er også det, der er spændende.”

Her og nu er Anne-Marie Rindom udmærket klar over, at hun og Katja Salskov-Iversen ikke har samme niveau som mændene på holdet.

”De har jo gjort det i flere år. Vi er først ved at begynde. Men vi skal nok komme efter det og få den erfaring, der skal til, for at vi kan bryde muren. Om end ikke i fysisk perspektiv,” griner Anne-Marie Rindom. Hun er udmærket klar over, at hun ikke kan være med som grinder, hvor f.eks. de mere end 90 kilo muskeltunge Rosendahl- tvillinger udmærker sig.

”Men de positioner, der ikke kræver så stor fysik, kan jeg sagtens være med. Med tiden ser jeg f.eks. mig selv som wing trimmer eller flight controller.”

Værdi for holdet

Anne-Marie Rindom og Katja Salskov-Iversen kender hinanden fra det danske sejlerlandshold, men nu er de kommet endnu tættere på hinanden. Katja Salskov-Iversen fortæller:

”Det er fantastisk at få et endnu tættere samarbejde med Anne-Marie. Hun er en super dygtig sejler. I forhold til SailGP er det meningen, vi skal skiftes til at deltage i træningerne op til Grand Prix-sejladserne her i 2021. Så har vi ansvar for at lære hinanden efterfølgende.”

I sidste ende ligger ansvaret naturligvis hos skipper Nicolai Sehested. Som absolut ikke fortryder at have fået de to kvinder med ombord.

”Det er skønt at have Anne-Marie og Katja som del af teamet, de er faldet virkelig godt til. Begge er fantastiske sejlere inden for deres felt, og vi støtter dem, mens de kaster sig ud i den helt nye udfordring det er at deltage i SailGP. At sejle disse super hurtige foilende katamaraner er helt, helt anderledes end olympisk jolle-sejlads, og ingen af dem er i tvivl om, hvor stejl læringskurven er. ”

Nicolai Sehested er imponeret over den attitude, både Anne-Marie Rindom og Katja Salskov-Iversen har lagt for dagen.

”De lærer en masse og er klart en værdi for hele holdet. Vi har pligt til at give dem både mulighed og støtte for at få erfaring med og tillid til disse vanvittige F50-katamaraner. Forhåbentlig kan vi være med til at give ikke bare dem, men også andre unge sejlere fundamentet til at nå et topniveau inden for sejlsport i fremtiden.”

Aarhus forude

Vi skruer tiden frem – til havnefronten i Aarhus den 20. august. Ifølge Jonathan Turner, pressetalsmand for Denmark SailGP Team presented by ROCKWOOL, vil Anne-Marie Rindom og Katja Salskov-Iversen helt sikkert have fået træningstid i Aarhusbugten. Men fordi tiden ombord på F50eren er begrænset, er den danske teamledelse også bevidst om at give dem andre muligheder – både i F50-simulatoren og potentielt også på den lidt mindre GC32-katararan, der er til holdets rådighed. 

I forhold til de officielle sejladser – bl.a. i Aarhus – bliver crewet valgt på baggrund af erfaring, de aktuelle vindforhold og instruktioner fra løbsledelsen. I Italien var der f.eks. bare tre ombord på grund af ultra lette vinde. Dét forhindrer naturligvis ikke de to kvinder i at håbe til det sidste.  Som Katja Salskov-Iversen sagde tidligere på sommeren:

”Vi håber naturligvis, vi kommer med som sjette person. Og det gør vi kun, hvis vi kan gøre en forskel – øge den samlede præstation. Det tror jeg, vi kan. Men det vil tiden vise. Lige nu gælder det om at lære og suge viden til sig. Men får jeg muligheden, tager jeg den. Det er bare om at klø på.”


BLÅ BOG


 Anne-Marie Rindom, 30 år, idætsstuderende

  • 2019: Kåret som verdens bedste sejler – som eneste dansker nogensinde.
  • 2019: VM guld i Laser radial og EM guld i Laser radial.
  • 2016: OL bronze i Laser radial
  • 2015 VM guld i Laser radial.

”Tidligere har jeg sejlet 25 knob som det allerhurtigste. Nu kommer du pludselig op omkring 50 knob. Det skal man have respekt for”


Katja Salskov-Iversen, 27 år, ingeniørstuderende

  • 2017: VM guld i 49erFX
  • 2016: Ol bronze i 49erFX
  • 2016: EM guld 49erFX

Selv om begge er studerende, vil ingen af dem udelukke, at den nye udvikling med SailGP kan ende med at udsætte studierne.

 ”Vi kan forhåbentlig vise, at der er en vej – være med til at skabe drømme. Der skal være lige muligheder for alle, og det er der ikke nu”


SailGP

Den internationalt Grand Prix-serie SailGP er i gang med sin anden sæson af sejladserne, hvor otte landshold kæmper mod hinanden i identiske, højteknologiske F50-katamaraner, konstrueret til intens kapsejlads med hastigheder, der når op på mere end 50 knob – næsten 100 km/t. Det danske hold har selskab af hold fra Australien, Frankrig, Storbritannien, Japan, New Zealand, Spanien og USA. Mere om Denmark SailGP Team presented by ROCKWOOL på rockwool.com.

SailGP består af i alt otte events verden rundt. Sejladserne i Aarhus den 20. og 21. august er fjerde event i sæsonen og mesterskabets første besøg i Skandinavien. Anden sæson afsluttes i USA den 26-27. marts 2022, sailgp.com.


BÅD 571

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.