AF GERALD GUETAT. FOTO: HENRI THIBAULT, AUTHOR’S COLLECTION, J.M. ROLLAND, CMC, BPM

Luzzi

Rapsodi i blåt

En sjælden Liuzzi Star 6 fra 1961, bygget i de stille gader i pariserforstaden Neuilly, sejler lige så fornøjeligt i dag, som da den blev sat i søen for seks årtier siden.


Siden Woody Allens film Manhattan udkom i 1979, er den berømte George Gershwins symfoni ”Rhapsodi in Blue” oftest blevet forbundet med New Yorks bybillede, men hvorfor ikke overføre den til Paris i et andet glamourøst filmsæt?

Frantz Liuzzi, der var bosat i en stille gade i det luksuriøse boligområde i udkanten af ​​Paris og tæt på bredden af ​​Seinen, var i mange henseender en atypisk bådebygger. Han sendte så moderne speedbåde ud i midten af ​​50'erne, at han blev sammenlignet med den visionære modedesigner Christian Dior.

Da Frantz Liuzzi i 1937 begyndte at bygge håndlavede, lette joller og kanoer i sit værksted i Neuilly, forestillede han sig næppe, at han to årtier senere ville levere eksklusive og hurtige runabouts til verdensberømte filmstjerner som Erroll Flynn.

Efter at hans kanoer havde vundet mange trofæer på udfordrende floder i Frankrig, bl.a. under 2. verdenskrig, da muskelkraft var mere ved hånden end benzin til nautiske sportsaktiviteter, startede Frantz Liuzzi i slutningen af ​​1940'erne en mindre produktion af indenbords runabouts, hovedsagelig drevet af italiensk BPM marinemotorer fremstillet i Milano. Hans første succesrige model med navnet “France-Craft” havde en klar reference til den verdensberømte Chris-Craft fra Michigan, USA.

Liuzzi anvendte dog en usædvanlig teknik ved at bygge træskrogene koldstøbt med dobbelt eller tredobbelt laminerede lag, en metode som han under patentet med egne initialer ”Monocoque F.L." annoncerede som "De mest luksuriøse, hurtigste og stærkeste speedbådsskrog i verden".

Det er vanskeligt at modsige denne flamboyante bådebygger, en ægte pariser ved adoption og endnu mere chauvinistisk end en indfødt.

Liuzzi kunne nemlig i sin logbog fra 1950 indskrive endeløse lister over sine fartøjers internationale sejrer og verdenshastighedsrekorder og med disse referencer nåede han ud til det krævende klientel i skræddersyede habitter i de parisiske velhaverkvarterer.

Frantz Liuzzi blev berømt ikke kun i Paris, men også langs den franske riviera, steder som MYCCA - Motor Yacht Club of Côte d'Azur - og Monte Carlo, der inspirerede til navnet på en ny runabout-model ”Prince de Monaco”.

Lige fra den skarpe stævn på en kano til vinger som på en Cadillac lagde Liuzzis design sig op af tidens tendenser og ramte plet når racerkørere, filmstjerner og velhavende industrimagnater var på udkig efter noget, der kunne styrke deres image. Frantz Liuzzis stand på det årlige Paris Boat Show var et velbesøgt rendezvous, lige som de ugentlige bådshows i byen, og selv den franske republiks præsident deltog. Motorsportspressen var flinke til at bringe nyt fra speedbådsverdenen, og den parisiske bådebygger, der havde etableret sig få minutters kørsel fra Champs-Elysées, var ikke sen til at drage fordel af den gratis reklame.

Byggede midt i Paris

I den elegante Rue Soyer skjulte sig et værksted, man ikke ofte ser henlagt i et kvarter for velhavende mennesker. Lad os et øjeblik forestille os, hvordan Neuilly så ud på det tidspunkt med brede alleer og rolige veje. Langs stille fortove holdt nogle biler spredt parkeret, indimellem køretøjer som Delahaye, en skinnende Jaguar eller en imponerende Oldsmobile mellem nogle Renault 4 CV og et par beskedne Simcaer.

I slutningen af ​​1950 ejede mindre end tyve procent af de franske husstande en bil, hvilket efterlader motorbåde som den rene luksus.

I underetagen af en beboelsesbygning skabte en håndfuld ansatte det ene skrog efter det andet under streng opsyn af monsieur Liuzzi. På et nærliggende kontor sad hans assistent sandsynligvis og tastede energisk på skrivemaskinen, som i generationer var et monster af uvillige mekanismer med kæber, der klemte sammen om smudsige kulstofpapirark, der nøjagtigt gengav den mindste fejl på selv den nederste kopi.

Og takket være statens telefoncentral "Maillot" lige om hjørnet var det muligt at ringe til Italien, når man anmodede i god tid, hvorefter man måtte vente på opkaldet kunne gå igennem.

Momsen, der blev oprettet i 1954, var endnu ikke lagt på produkter som denne Liuzzi Star 6 runabout, som ellers var en luksuriøs perle til en værdi af 3.900.000 gammel-franc (den nye franc kom i 1960). Til sammenligning var en splinterny Citroën DS prissat til 930.000 F.

Dengang blev nye bådnavigationscertifikater udstedt af handelsflåden og omhyggeligt udfyldt i hånden af en statsansat i overensstemmelse med lovgivningen indført af Maréchal Pétains Vichy-regering fra april 1942.

I 1958 beskrev det franske bilmagasin ”Moteurs” Frantz Liuzzi som en blanding af den berømte racerkører Amedeo Gordini og modeskaberen Christian Dior.

Hans både var efterspurgte, men produktionen begrænset. Det er sandsynligt, at hans værksted byggede mindre end 100 enheder fra 1948 indtil Liuzzis død som 62-årig i 1967.

Dette omfatter alle modeller i et interval fra 4,80 m til 6,20 m, hvor kun enkelte eksemplarer i dag er bevaret af en lille håndfuld, entusiastiske ejere.

Hver eneste båd var individuelt tilpasset, selvom modellen var en del af en seriel produktion. Højt op i Liuzzis himmel skinnede "Star 6" på 6,20 m, drevet af en 255 hk BPM Super Atlantic V6. Båden kunne også fås i en specialudgave "Type Champion du Monde".


Den første ejer

I 1961 bestilte en anerkendt arkitekt fra Bordeaux-regionen, Jacques Arnilhac, en Star 6, der senere blev vinderbåd i Runabout International Class IV op til 6 liter.

Arnilhac sad selv bag rattet og vandt adskillige motorbådsløb, og som kronen på værket tog han førstepladsen i det årlige Monaco Trophy i 1962.

Det er sandsynligt, at den hurtige racer, men også komfortable båd blev anvendt af familien i weekender og på ferier op igennem 1960'erne.

Men intet varer evigt. Kort tid efter den gylden tidsalder for amatørløb, gik mange af træbådene heriblandt Star 6 i glemmebogen. Først omkring tredive år senere vendte spotlyset tilbage, da det igen blev fashionabelt at eje en vintage-båd.

I 1990 opdagede Jean-Marie Rolland, en bilelektriker fra Drôme-regionen i det sydvestlige Frankrig, en ødelagt runabout med en ganske flot form ligge ensomt på en skrotplads for lasbiler.

Ejeren af ​​pladsen forlangte en skyhøj pris for båden, insisterende på at det var en værdifuld "variant af en Riva". Et år senere gik skrotpladsen konkurs, og det lykkedes for J.M. Rolland at købe båden inklusive BPM V6-motoren, som stadig lå i den, til en langt lavere pris.

Den nye ejer var ved at opføre et hus til sin familie og opmagasinerede båden i haven, mens han efterforskede dens historie. Først i 1995 demonterede han det yderste træværk for at komme ind til de inderste knogler i skroget. Indimellem besøgte han BPMs fabrik i Italien for at købe motordele og få gode råd.

Så snart hans hus var færdigbygget i begyndelsen af år ​​2000, begyndte den egentlige restaurering. Skroget blev istandsat i laden hos en ven, og motoren genopbygget i hans egen garage.

I 2006 snurrede motoren igen, og et år senere kom båden tilbage i vandet. Den sidste finpudsning manglede, men allerede på den første tur var dens performance imponerende. Kærlighed kan skabe mirakler. Og med en bilelektriker som den pertentlige ejer, fik Star 6 en moderne og perfekt elektrisk strømføring. Det eneste specialjob, der blev udført af en anden professionel, var bådens smukke polstring, som var en fødselsdagsgave fra hans kone.

Efter et par år med fornøjelse for familie og venner ombord på båden og deltagelse i større klassiske bådtræf som Monaco Classic Week, en pilgrimsrejse mere end halvtreds år efter sejren i 1962, har JM Rolland solgt båden til en ny entusiast, M. Philippe Tancrel, der bor i det vestlige Frankrig ved den rolige flod Erdre.

Dér høres nu den dybe, stærke og noget brutale lyd af en BPM Super Atlantic V6 som en reminiscens om opfindsomheden i 50- og 60’erne, da kanoer og små fartøjer af alle typer gled af sted uden at tage større notits af de nye “monstre” som Liuzzi Star 6, der som regel blev sejlet af de rige og berømte.



SPECIFIKATIONER

Monocoque F.L. Stjerne 6 1961

Vinder VIII ° International Monte Carlo Meeting, 1962

UIM runabout Class IV

Bygget af: Frantz Liuzzi

Skrog: koldstøbt træ

Materiale: mahogni, dobbeltlag

Længde: 6,20 m

Bredde: 1,90 m

Vægt: 950 kg

Motor: BPM Super Atlantic V6

Boring x slaglængde: 105 x 100 mm Kapacitet: 5.195 cc ved 4500 omdr./min Karburatorer: 3 x P11-46 Solex

Effekt: 255 hk

Hastighed: +100 km/t



MOTOR MED SUCCES

Den italienske motorproducent BPMs historie går tilbage til 1931, da to ingeniører Botta og Puricelli i Milano (B, P, M) begynder at bygge motorer til sportsbåde og udfordre de eksisterende, ofte amerikanske mærker. Allerede året ses både med BPM-motor komme ind på førstepladser, en succes der fortsatte mange år frem.

Ingeniøren Pasti overtog virksomheden i ​​1970'erne og tilbyder fortsat service, restaurering og tuning af de klassiske motorer, mens hovedproduktionen er lagt an på nye V-motorer og gearkasser til speedbåde samt patruljebåde i Europa og i USA.



BÅD 571

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.