fbpx

Tekst Hanne Høiberg 
Foto Hanne Høiberg og privat

Portræt: Birgitte Bregnedal

Hun er skipper om bord
& i sit eget liv

Birgitte Bregnedal og hendes familie er blandt de mange, der har investeret i en båd under corona. Og det er hende, der har duelighedsbeviset, hende der står ved roret i den nye Dehler 34, der har fået hjemhavn i Lynæs. Noget resten af familien er temmelig stolte af …


BLÅ BOG
Birgitte Bregnedal (født 1969) er vokset op på familiens slægtsgård i Nordsjælland. I 2007 sprang hun efter 13 år som økonomuddannet projektleder i finansverdenen ud som fuldtidsforfatter til 26 bøger for børn og unge, hovedparten er udkommet på Gyldendal. At Birgitte er vant til selv at udstikke sin kurs viste hun senest i sommer, da hun etablerede forlaget Fru Nysgerrig for at udgive sin første roman for voksne, Pigen med sherifstjernen, frunysgerrig.dk.


”Vi lever jo i 2021, så hvorfor ikke?”

Dén lille sætning er blevet standardsvar fra mændene i Birgitte Bregnedals familie, når de bliver mødt med undrende kommentarer til, at hun står ved roret. Både fra hendes mand og sønnen på 20. Mens husbonden nok nærmest er stolt, tager sønnen det som en selvfølge – at det er hende, der er skipper på familiens 34 fods Dehler, som de netop har sejlet deres anden sæson i.

Birgitte Bregnedal, 51, byder på kaffe i cockpittet på Enjoy, der ligger i Lynæs umiddelbart syd for Hundested på den nordsjællandske kyst. Mod øst fanger næssets høje skrænter blikket, Rørvig venter nogle få sømils sejlads mod vest, og uden for havnehullet blander Isefjorden sig med Roskilde Fjord. Bedre scene kan man ikke forestille sig til fortællingen om, hvorfor familien har købt båd, og hvilken betydning det har – både for skipperen herself og familielivet i det hele taget.

”De sidste 10 år har min mand Lars og jeg snakket om, at enten skulle vi købe en båd, eller også skulle vi lære at surfe, når børnene blev større. For syv år siden begyndte vi så at kite-surfe her i Lynæs. Men det var for vildt, fungerede ikke for os – vi havde endda købt alt udstyret. Det solgte vi, da corona kom, og købte båden i foråret 2020,” fortæller Birgitte.

Hun og hendes mand begyndte allerede at kigge på båd i 2019. Og bl.a. fordi de ikke anede, hvilken bådtype, der passede til dem, havde de allieret sig med en bådsagkyndig. Han fik deres øjne op for Dehler, som de hurtigt forelskede sig i, og hjalp med at kigge brugte både igennem, så de ikke risikerede at købe noget forkert.

”Det er en af de bedste investeringer, vi har foretaget,” siger Birgitte. Som familiens sejlkyndige havde hun drømt om en Drabant 22, lige siden hun lærte at sejle. Men det duede ikke med to børn på i dag 20 og 22 år og en mand, der er 197 cm høj.

”Jeg tog duelighedsbevis i Jyllinge, da jeg var 15 år. Så købte min mor og jeg en sænkekølsbåd på 16 fod og begyndte at sejle sammen. Hun havde sejlet tidligere, men var meget nervøs, så jeg blev skipper med det samme. De næste fem år sejlede vi sammen i Roskilde Fjord. Det var et ideelt, beskyttet farvand, og selv om der er mange grunde, kunne vi altid lige hive sværdet op, hvis vi gik på. Det var jo bare blødt sand,” erindrer hun.

Birgitte Bregnedal i sit rette element om bord på Enjoy


Familiens projekt
Da Birgitte Bregnedal flyttede hjemmefra som 20-årig, holdt hun op med at sejle – og har ikke sejlet før hun blev skipper på familiens nye sejlbåd. For selv om hun står ved roret, både når de sejler i havn og er ude i hård sø, er Dehleren i dén grad et fællesprojekt for hende og manden, men også et familieprojekt.

”Allerede i 2019 tog vores datter duelighedsbevis, og både hun og vores søn er blevet vilde med at sejle. Det samme gælder min mand. Han er vokset op ved havet, har surfet og sejlet optimist som barn. Så han ved i høj grad, hvad det handler om. Med sådan en supergod gast om bord er det noget lettere at være skipper.”

Navigationen er parret dog fælles om, bortset fra at det er Birgitte, der har insisteret på også at have papirkort om bord.

”Min mand er it-ekspert, så det er ham, der sørger for opdaterede elektroniske søkort, indstillinger på plotteren og anskaffer, hvad der skal til af teknik. Men vi bruger også de klassiske søkort, ikke mindst når vi bevæger os ind i nyt farvand.”

Birgitte Bregnedal har spurgt sin mand, om han f.eks. ville sejle i havn. ”Men,” smiler hun, ”han synes det er fedt, at jeg gør det. Og jeg elsker det. Også at få ros for mine indsejlinger. F.eks. mødte vi en ung mand på SUP i en havn på vores sommertur, som råbte ”Hold da op for en indsejling,” da jeg lige havde lagt til. Det ville han ikke have råbt til en mand. Selvfølgelig kan man sige, det er lidt komisk – måske kalde det omvendt diskrimination. Men jeg synes, det er dejligt at få anerkendelse.”

Selv om Birgitte Bregnedal havde sejlet før, følte hun sig alligevel ret rusten og usikker, da de overtog Dehleren. Af samme grund begyndte de at sejle med en god ven fra kollegietiden, som har sejlet gennem mange år.

”Han er blevet vores mentor og har været en stor hjælp, bl.a. har han hjulpet os med spilersejlads. Der er trods alt sket en masse rent sejlmæssigt, siden jeg sidst sejlede i 1980’erne. Sidste år, da vi skulle på vores første sommertur og aldrig havde prøvet at lægge til i en ny havn, sejlede han også med os til Rørvig, hvor vi lagde til. Alligevel var vi mega stressede, når vi kom til en ny havn. Vi lagde bare til ved den første den bedste ledige plads. I år har vi lært at tage os god tid – at sejle rundt og lede efter den bedste plads, ” fortæller Birgitte. Vennen lagde også en rute for familiens første sommertur, hvor målet var at besøge ham i hans sommerhus på Ærø. Enjoy kom ganske vist til Ærø, men på grund af vinden besøgte familien ikke de havne, han havde foreslået.

Selv om husbond Lars ikke står som skipper, tager han gerne roret på Enjoy.

”Med sådan en supergod gast som min mand om bord er det noget lettere at være skipper.”

Skrivestue om bord
En af de ting, Birgitte Bregnedal gør meget ud af, er logbogen. Som forfatter er hun vant til at skrive, men hele familien er med, når hver dag skal sammenfattes i en overskrift. Hun fortæller f.eks., hvordan en hård start sidste år med kryds over Kattegat i kæmpe dønninger blev til ”Kattegat, kardemomme, kryds og opkast”.

”Vi havde spist kardemommesnurrer fra surfcentrets bageri, og dem fik vi glæde af bagefter. Vores søn blev bare så syg,” griner hun i dag. Og fortæller videre, at de voksne børn elsker at bladre i logbogen og huske tilbage. Også fra siderne med ”lessons learned”, der rummer alle de fejl, de har lavet. Logbogen fortæller desuden, at 2020 bød på 44 sejladser. Helt så mange er det ikke blevet til i år, hvor hun har haft travlt med at etablere sit eget forlag og udgive Pigen med sherifstjernen, hendes første roman for voksne efter utallige bøger for børn og unge.

Romanen er til dels skrevet om bord på Enjoy. Enten på den faste plads i havnen eller hun er sejlet ud på fjorden med sin datter, har kastet anker og har siddet i kahytten og arbejdet, mens datteren nød solen på dækket.

”Her kobler jeg helt fra og kan fordybe mig – bliver ikke distraheret på samme måde som hjemme,” lyder det fra kvinden, der altid har været vant til at udstikke sin egen kurs. Ikke bare som skipper på sejlbåden, men også da hun sprang ud som forfatter efter 13 år som økonomuddannet projektleder i finansverdenen.

”Pigen med sherifstjernen er fiktion, men jeg har oplevet mere af det, der foregår i romanen, end jeg ønsker for et barn. Jeg har måttet være voksen meget tidligt i min barndom – præcis som hovedpersonen. Alligevel har den barske opvækst givet en enorm power og bevidsthed om at være sherif i eget liv,” siger hun.

Logbogen er blevet et fast element i sejlerlivet. Hver dag skriver Birgitte – og resten af familien – om dagens hændelser. 


Ultimativ frihed
Birgitte Bregnedal bor i Hillerød med sin mand og deres hjemmeboende søn, der går i 3. g. De er super glade over at have fået havneplads i Lynæs.

”Vi forelskede os i Lynæs, allerede da vi begyndte at surfe. Men det har selvfølgelig også betydning, at jeg har al min sejlererfaring fra fjorden. Havde vi valgt at ligge i f.eks. Gilleleje, som jeg også godt kan lide, tror jeg ikke, vi ville have fået sejlet så meget,” siger Birgitte med tanke på ”de store Kattegatbølger”.

”I Lynæs har vi også mange muligheder for småture. Vi kan sejle til Rørvig og spise aftensmad, til Nykøbing Sjælland for en enkelt overnatning, eller til Orø på weekendtur. Lynæs har virkelig noget … Ikke alene er havnen supergod, her er også en særlig stemning, en hjælpsom nabo i nabobåden, surfcentret og så pladsen her for enden af en bro. Vi har nærmest panoramaudsigt og kan se solen gå ned fra agterdækket.”

Enjoy er blevet et fristed for Birgitte Bregne-dal og hendes mand.
”Så snart vi har sat sejlene, og jeg hører lyden af kølvandet, kobler jeg helt af. Og det er den ultimative frihed at tage på sommertur uden at vide, hvad den vil bringe. I år ville vi f.eks. have været i Smålandsfarvandet, men endte i Ebeltoft, var blæst inde fire dage i Aarhus, hvor børnene stødte til – det var superhyggeligt. Bagefter sejlede vi til Juelsminde, hvor jeg aldrig har været. I det hele taget er det utrolig dejligt at lære så meget af Danmark at kende. Det er nok også en af grundene til, at børnene gerne vil med. Vi kommer jo ud på øer og besøger byer, vi ellers aldrig ville have opdaget,” fortæller hun. Efter en kort tænkepause kommer det: ”Nu, hvor børnene er store, er båden også et rigtig godt fællesprojekt for min mand og mig. Om sommeren er det også en ny måde at mødes med venner på. En middag i båden er meget mere afslappende end derhjemme, og er der børn med, giver vi dem krabbefiskestænger. Det er jo et eventyr for dem.”

Birgitte Bregnedal indrømmer dog, at rollerne blev byttet om, da båden skulle på land første gang sidste vinter. Som hun siger: ”Min mand elsker praktiske projekter, så det ansvar tog han på sig. Til gengæld hyggede vi os enormt under forårsklargøringen. Hver af os havde vores projekter. Det var meget bedre end at se Netflix sammen.”

Familiefoto fra årets sommertur: Mor Birgitte med sine voksne børn Laura og Mikkel.

”Det er den ultimative frihed at tage på sommertur uden at vide, hvad den vil bringe.”

Veninde-sejlads
Lynæs Sejl- og Kajakklub tilbyder også sejlads i netværket Women on Water, der indgår i Sejlsportsligaen og har sejladser en gang om ugen i klubbens J70-kølbåde. Målet er både at have det sjovt på vandet i selskab med andre ligesindede kvinder og – måske – også for at lære at sejle kapsejlads. Birgitte Bregnedal ville rigtig gerne have deltaget i år, men de havde ikke plads.

”Så jeg tænkte: Hvorfor vente til næste år, når jeg selv har en båd,” lyder det fra kvinden der (endnu engang) har valgt at tage ansvar og styre selv. For nu sejler hun og et par veninder med Enjoy en gang om ugen.

”En af veninderne er mega erfaren og har sejlet i 30 år. Når hun er med, tør jeg også invitere andre veninder, der ikke har sejlet. Det ville jeg ellers ikke gøre. Vi sejler primært for hyggens skyld, men også fordi jeg gerne vil sejle mere end min mand. Og så er det en superhyggelig ting at have sammen med veninderne,” fortæller Birgitte Bregnedal. Alligevel vil hun gerne med i WOW-sejladserne til næste år. Som hun siger:
”Det ene behøver jo ikke forhindre det andet.” 

Den 34 fods Dehler er blevet Birgitte Bregnedal og den øvrige families nye fristed. Her tager hun imod sammen med bomuldshunden Freja.


BÅD 571

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.