Sejlsport var min
første succesoplevelse

En stor del af ungdommen
I Hellerup Sejlklub fandt Bubber sin plads i klublivet og her lærte han færdigheder, som han sidenhen kunne bruge.

”Der var ikke så mange voksne, og blandt os unge lærte vi om teamwork på en naturlig måde. Hvis vi ikke arbejdede sammen på båden, ja, så sejlede vi ikke godt eller endte med en dårlig havnemanøvre. Det gav en modenhed, og den der fornemmelse at kunne håndtere en båd som et team. Der var masser af frihed på vandet og frihed for voksne,” husker Bubber.

”Sejlerskolen var jo opbygget på den måde, at man lærte at sejle af andre unge, der havde lidt mere erfaring. Det var unge, der lærte fra sig til andre unge. Det gav et hierarki, hvor man naturligt stræbte efter at komme op på næste niveau og til sidst blive fører af båden, med ansvar for de andre. Det gav hår på brystet at mærke det ansvar, for ude på vandet var der ingen voksne, der holdt øje med dig.”

BLÅ BOG

Smidt i vandet
Med til billedet af et ungdomsliv i Hellerup Sejlklub hører også lidt modgang i omgangen med de andre, hvor Bubber, som den farverige person, han allerede var dengang, ofte blev genstand for venskabelige drillerier af de andre i klubben.

”Jo, jeg var ofte den, der blev smidt i vandet, men det var på en venskabelig og kærlig måde. Ret hurtigt anskaffede jeg mig et skab i klubhuset, så jeg altid kunne få tørt tøj på bagefter. Jeg levede de fleste af mine vågne timer i sejlklubben, og selvom vi dengang havde måske to faste sejltider, så meldte jeg mig altid som gast. Det foregik ved, at man stillede sig op til mønstring bag den legendariske lange bådshage på kajen, og når alle var råbt op, så manglede en båd eller to måske en mand, og så kom man med,” forklarer han.

Efter ungdomsårene sejlede Bubber Hobie Cat, inden han købte en ældre Afrodite 101, og da den blev for træt, og familien voksede, forelskede han sig i en Luffe.

”Hold kæft, hvor var den flot. Det var i fladskærmenes barndom, og jeg fik indbygget fladskærm, så der blev spillet PlayStation og set film om bord på ferierne. Det var vigtigt for at få familien med, så det blev til mange ture, der altid sluttede på Langeland, hvor jeg er konferencier på Langelandsfestivalen. Det var med vemod, at jeg solgte den.”

Herefter fulgte en del år, hvor Bubber, uden eget skib, fik udlevet sejlergenet ved at hjælpe venner og bekendte med at flytte en båd nu og da, og de senere år har Bubber haft flere mindre joller, der ligger i Københavns Motorbådsklub.

”Ja, det er jo ikke helt det samme som en sejlbåd, men jeg nyder trods alt at flyde rundt i Københavns kanaler. Fornemmelsen af at være på vandet er jo grundlæggende den samme, uanset bådens størrelse.

Ofte bruger jeg båden til at hente en pizza, men det er klart, at jeg sommetider drømmer om at have en rigtig sejlbåd. Heldigvis har jeg denne sommer haft flere muligheder for sejlads, inklusiv Sjælland Rundt på en ældre ’’halvtonner’’, som nogle venner sidste år hentede i England. Båden er en Pronavia 42, bygget til race over Atlanten.”