fbpx
TEKST JENS HØY FOTO JENS HØY, ARTE BOOKING, JAN WINTHER 

Portræt: Hele Danmarks Bubber

Sejlsport var min
første succesoplevelse

Tv-vært og folkekær kendis, Niels Christian Meyer, er vokset op i Hellerup Sejlklub. Her fandt han fælleskab og mening – modsat skolen, hvor han var dårlig til det meste. At sejle gav hår på brystet og en kunnen, som blev den røde tråd i hans ungdomsliv. I dag sejler han mest småture i Københavns Havn.


”Jeg var ikke god i skolen. Jeg var ordblind og gad ikke fodbold, og så havner man nemt bagest i flokken. Men nede i sejlklubben fandt jeg min plads i, hvad der vel var et hierarki, men også et sted, hvor alt gav mening, helt ned i detaljen.”

Ordene falder let for 56-årige Bubber, der er kendt for at tale meget i en underfundig blanding af, hvad der måske lyder lidt banalt, men som evner at fange mange seere i den direkte adresse, der altid er i hans nysgerrige og Klods Hans-agtige tilgang til tv-mediet.

Vi er kravlet om bord i Bubbers lille jolle ved Stormbroen i København til en snak om, hvordan sejlads og både har betydet meget i hans liv. I øjeblikket er det at sejle mest noget med at slappe af og nyde vejret, men tidligere har Bubber dyrket kapsejlads og i mange år sejlet på sommerferie.

Som 10-årig meldte hans far ham ind i Hellerup Sejlklub, og her fandt han sin plads i et klubliv, der står i en skærende kontrast til den armada af velmenende forældre, der i dag står på molen, når børnene kommer ind i nypudsede optimistjoller med kulfibermaste, og hvor far coacher på landevejen inden weekendens stævne.

”Min bror spillede tennis, men det gad jeg ikke. Jeg var fascineret af bådene i havnen, som vi boede tæt ved. For mig var bådene dragende, og jeg ville ud på dem,” husker han.

En mening med at splejse
Da vinteren kom, og Bubber sad de lange mørke aftener i klubhuset og skulle lære om tovværk, at binde knob og splejse, blev det første frø til en mening med det hele sået.

”Jeg var ikke specielt god til det med tovværk, men pludselig tænkte jeg; jamen, hvis tovværk er noget, man skal kunne håndtere, så er det vel fint at lære noget om det. Og da sommeren kom, og sejladserne begyndte, var det en fantastisk fornemmelse. Jeg var fuldstændig bidt af det. At kunne sætte sejl og få fremdrift alene ved hjælp af vinden var en fornemmelse, som jeg stadig er betaget af, men også det uforudsigelige ved sejlads er det, der altid har draget mig. Du ved aldrig rigtigt, hvad der sker, når du sejler. Du kan have masser af planer om, hvor du skal hen, og hvordan, men det bliver aldrig helt, som du have tænkt det,” siger Bubber, der siden klublivet i Hellerup har holdt fast i det at sejle.


En stor del af ungdommen
I Hellerup Sejlklub fandt Bubber sin plads i klublivet og her lærte han færdigheder, som han sidenhen kunne bruge.

”Der var ikke så mange voksne, og blandt os unge lærte vi om teamwork på en naturlig måde. Hvis vi ikke arbejdede sammen på båden, ja, så sejlede vi ikke godt eller endte med en dårlig havnemanøvre. Det gav en modenhed, og den der fornemmelse at kunne håndtere en båd som et team. Der var masser af frihed på vandet og frihed for voksne,” husker Bubber.

”Sejlerskolen var jo opbygget på den måde, at man lærte at sejle af andre unge, der havde lidt mere erfaring. Det var unge, der lærte fra sig til andre unge. Det gav et hierarki, hvor man naturligt stræbte efter at komme op på næste niveau og til sidst blive fører af båden, med ansvar for de andre. Det gav hår på brystet at mærke det ansvar, for ude på vandet var der ingen voksne, der holdt øje med dig.”


BLÅ BOG

Niels Christian Meyer, kendt som Bubber. Kælenavnet stammer fra farfaren, der, da han så den nyfødte dreng første gang, udbrød ’bubbele’, der på jiddisch betyder dukkebarn. Blev kendt for børneprogrammerne 'Bubbers badekar’ og 'Snurre Snups Søndagsklub'. Siden en af Danmarks mest kendte tv-værter, med stribevis af programmer.

Nuværende båd:
Fiskejolle i glasfiber fra Ribe

Tidligere både:
Hobie Cat 16
Aphrodite 101
Luffe 37 – med indbygget fladskærm
Flere mindre joller

Smidt i vandet
Med til billedet af et ungdomsliv i Hellerup Sejlklub hører også lidt modgang i omgangen med de andre, hvor Bubber, som den farverige person, han allerede var dengang, ofte blev genstand for venskabelige drillerier af de andre i klubben.

”Jo, jeg var ofte den, der blev smidt i vandet, men det var på en venskabelig og kærlig måde. Ret hurtigt anskaffede jeg mig et skab i klubhuset, så jeg altid kunne få tørt tøj på bagefter. Jeg levede de fleste af mine vågne timer i sejlklubben, og selvom vi dengang havde måske to faste sejltider, så meldte jeg mig altid som gast. Det foregik ved, at man stillede sig op til mønstring bag den legendariske lange bådshage på kajen, og når alle var råbt op, så manglede en båd eller to måske en mand, og så kom man med,” forklarer han.

Efter ungdomsårene sejlede Bubber Hobie Cat, inden han købte en ældre Afrodite 101, og da den blev for træt, og familien voksede, forelskede han sig i en Luffe.

”Hold kæft, hvor var den flot. Det var i fladskærmenes barndom, og jeg fik indbygget fladskærm, så der blev spillet PlayStation og set film om bord på ferierne. Det var vigtigt for at få familien med, så det blev til mange ture, der altid sluttede på Langeland, hvor jeg er konferencier på Langelandsfestivalen. Det var med vemod, at jeg solgte den.”

Herefter fulgte en del år, hvor Bubber, uden eget skib, fik udlevet sejlergenet ved at hjælpe venner og bekendte med at flytte en båd nu og da, og de senere år har Bubber haft flere mindre joller, der ligger i Københavns Motorbådsklub.

”Ja, det er jo ikke helt det samme som en sejlbåd, men jeg nyder trods alt at flyde rundt i Københavns kanaler. Fornemmelsen af at være på vandet er jo grundlæggende den samme, uanset bådens størrelse.

Ofte bruger jeg båden til at hente en pizza, men det er klart, at jeg sommetider drømmer om at have en rigtig sejlbåd. Heldigvis har jeg denne sommer haft flere muligheder for sejlads, inklusiv Sjælland Rundt på en ældre ’’halvtonner’’, som nogle venner sidste år hentede i England. Båden er en Pronavia 42, bygget til race over Atlanten.”


BÅD 573

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.