TEKST HANNE HØIBERG FOTO HANNE HØIBERG OG PRIVAT

Portræt: Lis Fryd over for et afgørende valg

Jeg har nok altid været fandenivoldsk – ellers gør
man ikke sådan noget

Efter mange år som galionsfigur på en 41 fods Dehler i Middelhavet stod
Lis Fryd over for et afgørende valg efter sin mands pludselige død: Skulle hun sælge båden eller tage duelighedsbevis og fortsætte som skipper.
Hun endte med at vælge det sidste.


”Jeg er glad for, at jeg gjorde det og fortryder ikke et sekund. Heldigvis. Men jeg ville ikke gøre det igen. Tror simpelthen ikke jeg turde i dag. Men det er nok også, fordi jeg er blevet ældre.”

Lis Fryd, 68, sidder på sin altan i lejligheden i Skanderborg og ser tilbage på de sidste 12 års sejlereventyr i Middelhavet med en blanding af stoisk ro, eftertænksomhed og den fandenivoldskhed, der også har været hendes drivkraft. Sammen med sin nuværende kæreste Tom Kolsrud har hun lige sejlet sin båd, den 41 fods Dehler Aziyade, hjem til Danmark gennem Europas kanaler og floder. En tur der begyndte i Barcelona den 15. juni, gik via Canal du Rhône i Sydfrankrig videre nordpå og skulle have været et smukt punktum i adstadigt tempo spækket med gode oplevelser, men endte som et ”rent mareridt”. Parret var hjemme i Danmark den 30. september.

”På grund af corona har der jo ikke været trafik på de franske kanaler i næsten to år, så de var næsten vokset sammen på bunden,” fortæller Lis Fryd. ”Vi sejlede 20 meter frem og fem tilbage. Måtte ustandselig fjerne græs fra roret og skruen, rense vandfilteret… To gange blev vi endda trukket fri. I sluserne ville portene hverken åbne eller lukke. Vi sejlede 10 timer hver dag. Og jeg, der havde glædet mig sådan til Frankrig. Til sidst skulle det bare overstås. Det var en befrielse, da vi kom ud på Mosel. Derfra gik det fint videre.”

"Alle omkring mig syntes,jeg var rablende. Men mine børn vidste på den anden side, at når jeg havde sat mig for at afprøve noget, gennemførte jeg også."

Aziyade for svaj i en beskyttet bugt.

Galionsfigur
Egentlig var det slet ikke sejladsen hjem, vi skulle tale om, så vi skruer tiden tilbage til 2009, hvor Lis Fryd stod over for et afgørende valg. Hendes højt elskede mand Jan var pludselig død, og efter en svær tid besluttede hun at sælge deres fælles båd Aziyade. Selvsamme båd der lå i Marmaris på den tyrkiske Middelhavskyst og var omdrejningspunktet for deres fælles drømme om at sejle i Middelhavet.

”Jeg var galionsfigur, ikke skipper,” siger Lis Fryd og kan i dag grine lidt af sig selv:
”Hvor har jeg dog været fjollet. Tænk at have sejlet så mange år (fra 1995 hvor hun mødte sin nu afdøde sejlermand, red.) uden at ane en pind. Jeg troede bare, jeg skulle ligge på fordækket, så tog han sig af resten.”

Med økonomisk krise i 2009 var tiden imidlertid ikke til bådsalg, så efter omkring et år besluttede Lis Fryd at tage duelighedsbevis og fortsætte sejlerdrømmene. Det fortæller hun i øvrigt også om i bogen ”Sejlerkvinder i Middelhavet”, der udkom i efteråret 2020. Her står Lis Fryd som medforfatter sammen med fire andre, nogenlunde jævnaldrende kvinder. Meget naturligt hedder Lis Fryds kapitel netop ”Fra galionsfigur til skipper”.

"Tænk at have sejlet så mange år uden at ane en pind. Jeg troede bare, jeg skulle ligge på fordækket, så tog han sig af resten."

Alene med ansvaret
Lis Fryd tog duelighedsbevis i Fredericia. 
”Det var noget aftenskole. Jeg kan huske, jeg skulle lære at lægge til med en gummibåd. Da tænkte jeg godt nok: ”Hvad har de gang i? Hvad har det med virkeligheden at gøre? Der er i hvert fald langt fra en gummibåd til en sejlbåd på 41 fod.” Men skidt, jeg skulle bare have det bevis.”

Det er udtalelser som denne, der leder interviewerens tanke hen på Lis Fryds fandenivoldskhed. Den der drev kvinden med det nyerhvervede duelighedsbevis til at satse på, at hun jo bare kunne få sin praktiske erfaring ved at få erfarne gaster ombord.

Direkte adspurgt om dette har sin rigtighed, svarer Lis Fryd.
”Ja. Jeg har nok altid været fandenivoldsk. Ellers gør man ikke sådan noget. Alle omkring mig syntes, jeg var rablende. Men mine børn vidste på den anden side, at når jeg havde sat mig for at afprøve noget, gennemførte jeg også.”

Samtidig erkender hun, at ”det var grænse-overskridende pludselig at stå med ansvaret alene.”

”Men jeg bar på så stor en sorg, at jeg mente, jeg havde været det værste igennem. Desuden var jeg bange for, at de drømme, jeg havde haft sammen med min mand, ville forsvinde, hvis jeg ikke realiserede dem.”

Altså indrykkede Lis Fryd en annonce i Langturssejleren, der udgives af Foreningen Til Langturssejladsens Fremme. Hun havde på forhånd besluttet ikke at sejle ud kun med én mand. Som hun skriver i ”Sejlerkvinder i Middelhavet”.

”Det var ingen datingtur. To mænd kunne vel holde hinanden i skak, så det på ingen måde lignede en prøvetur for en ny kæreste.”

Et besøg på græske ferieø Santorini maj måned viste tydeligt, at øen er helt anderledes fredelig på det tidspunkt – uden for turisternes højsæson.

Learning by doing
At der heller ikke var henvendelser fra kvinder, kom ikke bag på Lis Fryd.
”Det var en mandeverden, jeg bevægede mig i. Kvinder sejler oftest, fordi deres mænd har et ønske om det. Heldigvis møder man da også kvinder, som finder det interessant og spændende, men det er nok mere for oplevelserne og ikke så meget for, hvor mange sømil, de får under kølen på en sæson,” hedder det videre i bogen.

Lis Fryd lavede også en gasteerklæring, en kontrakt der forpligtede såvel skipper som gaster og gav gasterne en idé om alt fra færdselsregler om bord til økonomi, madlavning, rengøring og andre nødvendige detaljer. Desuden sørgede hun for altid at møde kommende gaster personligt, inden de påmønstrede, så hun kunne danne sig et indtryk af dem som mennesker.

I maj 2011 sejlede hun ud fra Marmaris med sine første gaster og fik lynhurtigt sin første erfaring på den front. Hun selv var ikke rutineret i at lægge til. Hvad værre er: Det var gasterne heller ikke. På trods af hvad de havde fortalt. Så Lis Fryd erfarede på den hårde måde, at ”learning by doing” var vejen frem. Hun sejlede, navigerede og lagde til. Hvad havde hun dog rodet sig ud i?

”Det kostede skrammer og mange tårer, men eventyrlysten og min stædighed vandt,” skriver hun.

Heldigvis fik Lis Fryd også erfarne sejlere om bord, og i løbet af sin første sæson i Det Græske Øhav fortsatte hun med at lære, fik mere selvsikkerhed og begyndte at nyde at være skipper.

Et mønster var begyndt at tegne sig. Om vinteren kom Aziyade på land i en passende havn i Middelhavet, og næste forår/sommer sejlede Lis Fryd afsted med nye gaster. Hun har helt sikkert haft ubehagelige oplevelser, men mest på grund af gaster, der absolut ikke kunne sejle eller f.eks. ikke kunne styre deres indtag af alkohol. Men hun har aldrig følt sig nervøs og truet sexuelt af sine gaster. Som hun siger: ”Jeg havde jo set dem an på forhånd, og der var altid to med.”

Learning by doing udviklede hurtigt Lis Fryd fra nybegynder til garvet skipper.

Til at grine af
Lis Fryd har også haft sjove oplevelser ved enten at sejle alene eller sammen med en veninde. Til den sidste kategori hører historien om engang i Montenegro, hvor hun og en tysk veninde ville opleve byen Kotor dybt inde i en af Adriaterhavets længste fjorde. Både her og i Kroatien, som de besøgte forinden, fik de ofte spørgsmålet: ”Hvor er jeres mænd?” ”De er døde,” svarede de to kvinder. Og blev mødt med måbende udråb om, hvorvidt de virkelig sejlede selv. ”Det grinede vi tit af,” fortæller hun.

”Jeg har også sejlet alene i Kroatien. Når jeg skulle lægge til og bad om hjælp til at tage en trosse, fik jeg ind imellem det svar, at det kunne min mand vel klare. Lige indtil jeg fortalte, at det altså kun var mig og min lille gravhund Karla, der var om bord. Så begyndte folk straks at tage billeder.”

Lis Fryd skynder sig at tilføje, at en af fordelene ved at være kvindelig sejler er, at der heldigvis stadig er mange gentlemen, som gerne vil hjælpe. F.eks. de to tyske mænd i Kotor, der insisterede på at gå i masten, selv om hun fortalte, at det var noget, hun var vant til.

”I virkeligheden har jeg nok fået mere hjælp end en mand, der sejlede alene. Det er i det mindste en fordel,” griner hun i dag.

Ved Tyrkiets Middelhavskyst har Lis Fryd bl.a. oplevet sunkne byer med lykiske sarkofager fra omkring 400 år f. Kr.

Gasten der blev
Da Lis Fryd i efteråret 2014 havde akut brug for en gast på den græske ø Poros, kom en af hendes sejlervenner om bord. Han var strandet på fastlandskysten, fordi hans bådmotor var stået af, og kom hurtigt til undsætning.

Tom, der hedder Kolsrud til efternavn, og egentlig er nordmand, havde hjulpet hende med båden ved flere lejligheder rundt om i Middelhavet. Denne gang afmønstrede han aldrig. Til gengæld fik han solgt sin båd, og lige siden har gaster været gode venner, der kommer igen og igen.

Når Lis Fryd tænker tilbage på årene med de fremmede gaster, er det også med en konklusion om, at man skal have højt til loftet og kunne rumme andre mennesker for at kaste sig ud i noget tilsvarende. Ellers skal man lade være.

”Det er jo ikke bare en uge, gasterne er med. Det ville være til at holde ud. De er jo med i to, tre eller fire uger,” siger Lis Fryd. Og understreger samtidig, at selvom hun og Tom Kolsrud er et par, og hun nyder at sejle sammen med ham, er hun bevidst om ikke at falde tilbage til rollen som galionsfigur.

”Nu hvor vi lige har været igennem sluserne, eller når vi skal lægge til, er det mig, der står ved roret. Ellers kunne jeg risikere at glemme det,” siger hun og tilføjer, at den rolle-fordeling ikke udgør noget problem i forhold til Tom Kolsrud.

”I øvrigt meget bedre med mand på fordækket. Han har både flere kræfter til at tage fra og har som regel også lettere ved at hoppe i land. Alligevel ser man altid manden bag rattet, travlt optaget af at dirigere med konen, når de skal lægge til.”


Hjemlige farvande
I dag ligger Aziyade i Horsens, 30 kilometer syd for boligen i Skanderborg. Det var ganske enkelt det eneste sted i hele Aarhusområdet, hvor det var muligt at få havneplads.

”Folk har åbenbart købt både under coronaen,” kommenterer Lis Fryd. Hun glæder sig over at kunne tage hul på et nyt kapitel af sit sejlerliv og samtidig være tæt på sine børn og børnebørn. De bor i Stilling, bare fire kilometer fra Skanderborg.

Da jeg spørger, om hun nu også er helt færdig med Middelhavet, lyder det:
”Ja fuldstændig.” Sagt med eftertryk.
”Jeg tror ikke, der er den græske ø, jeg ikke har besøgt. Jeg har sejlet i Tyrkiet, Albanien, Kroatien, De Baleariske Øer. Alle vegne. Jeg har også sejlet med Tom i Caribien, så jeg har fået den del af mine drømme opfyldt. De sidste år af mit sejlerliv vil jeg bruge i Norden, hvor jeg sejlede i begyndelsen. Jeg glæder mig utrolig meget til at gense de farvande. Tænk bare på alle naturhavnene… Det bliver vidunderligt.” 


Sejlerkvinder i Middelhavet – er skrevet af Hanne Nielsen, Lis Fryd og tre andre kvinder med tilsammen 55 års erfaring i at sejle i egen båd i Middelhavet. Bogen er et mix af kvindernes erfaringer og gode oplevelser, men giver også praktiske råd og inspiration til at udleve en passion. Forlaget Mellemgaard, kr.199,95,  mellemgaard.dk.

BÅD 574

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.