fbpx
TEKST MORTEN BRANDT FOTO ARCONA, JEPPESEN & PONS 

Interview: Urban Lagnéus, CEO hos Arcona Yachts, byder Niels Jeppesen velkommen som ny designer.

Niels Jeppesen back in business

Niels Jeppesen måtte slippe sit livsværk X-Yachts, efter han med åbne øjne solgte sine aktier og dermed sin indflydelse. Det kostede ham jobbet som chefdesigner. Vi har talt med den danske yacht-designstjerne om bruddet med X-Yachts, samarbejdet med Arcona og om fremtidsplanerne for hans nye projekt designkontoret Jeppesen & Pons.


Det kom som en overraskelse, da der i det sene efterår tikkede en pressemeddelelse ind, hvoraf det fremgik, at den tidligere X-Yacht-ejer, bestyrelsesmedlem og chefdesigner Niels Jeppesen, havde indgået samarbejde med værftet Arcona. Dette interview er lavet før verdenspre-mieren på den nye Jeppesen Pons Arcona fandt sted 4. marts.

I European Yacht of the Year-konkurrencen vandt Hanse i år med 460eren. De havde skiftet designer fra tyske Judel/Vrolijch til franske Berret Racoupeau. Det kom der en helt anderledes Hanse-båd ud af. Kan vi forvente noget tilsvarende med den nye Arcona?
”Altså – det må I selv vurdere. Der kommer nogle nye ting. Der kommer et stilskifte, det kan jeg godt love dig. Både på eksteriør og interiør, men med tydelige rødder til Arconas traditioner og stilarter. Det er jo min ambition at gøre, som jeg altid har forsøgt at gøre: At lave både som giver sejladsglæde for dem, som sejler i dem. Det handler ikke kun om design. Det handler i allerhøjeste grad om, at man ikke laver bådene unødvendigt tunge. Den måde man bygger dem på, den måde man udstyrer dem, og den måde man laver aptering på. Apteringsvægten – altså plywood-apteringsvægten på moderne både – den er blevet for høj! Der er i dag utrolig meget indretning. Mange skabe og kaffeskabe, kaffemaskineskabe og alt muligt. Det er en af de ting, hvor jeg arbejder på at finde materialer, så bådene stadig er smukke under dæk, men at vi sparer vægt.

Vil fordoble omsætningen
Han fortæller, at han oplever stor entusiasme om bord Arcona og Arconas bestyrelse, hvor han selv er medlem. Der er ansat en ny direktør, Urban Lagneus, som er hentet hos Hallberg-Rassy, hvor han var finansdirektør. Niels Jeppesen beskriver ham som en dygtig sejler og fortæller, at “der er spændende og kreative dialoger i gang”. Det kunne lyde som hygge og idyl, men der er også klare forretningsmæssige ambitioner på bordet.

”Ambitionen er, at Arcona fordobler omsætningen inden for de næste tre år. Det tror jeg også er realistisk,” siger han.

Halvdelen af Arconas produktion ligger i Estland. Det er de tre mindre både; 345eren, 385eren og 415eren, som bliver bygget 100% der, hvorefter de fragtes på lastbil til Stockholm på Sveriges østkyst. De øvrige både bygges på den svenske vestkyst i byen Uddevalla. En Arcona har en struktur, der er bygget over en stålramme, mens kølene delvist er i bly, begge dele som på alle X-bådene. Arcona har to gange vundet titlen som European Yacht of the Year, og de er anerkendte for deres ualmindeligt gode sejlegenskaber og for et meget traditionelt design og udtryk om læ. Det er endnu ikke besluttet, hvor den nye Jeppesen & Pons Arcona skal bygges.

Er det ambitionen for Jeppesen & Pons at udvide, så det bliver et større designkontor med mange ansatte, som man ser det i Frankrig?
”Vi har i dag to ansatte, så vi sidder fire på designkontoret her. Vores ambition er, at vi skal vokse. Min designpartner Ari er ung og ambitiøs. Det er ekstremt produktivt og spændende for mig at være med i sådan et samarbejde.

X-Yachts lukkede kontoret
Men hvad gik der forud, og hvorfor stoppede Niels Jeppesen hos X-Yachts?
Vi skal 10 år tilbage til 2012, hvor it-milliar-dæren Ib Kunøe købte aktiemajoriteten i
X-Yachts. Niels Jeppesen solgte sine sidste værftsaktier i 2019. Herefter besluttede
X-Yachts at lukke designkontoret i England, hvor Niels Jeppesen har boet de seneste
14 år.

”Derefter ansatte de min tidligere ansatte Thomas Mielec som designchef og sagde, at nu skulle han tage over og stå i spidsen for det. Sådan er det, når man sælger sine aktier, så er man ikke sikker på sin stilling længere. Sådan er det. Ib Kunøe ønskede at koncentrere hele design- og udviklingsprocessen hjemme i Haderslev.”

Så det var X-Yachts, som sluttede samarbejdet, efter du havde solgt dine aktier?
”Hvis du ønsker det uddybet, vil jeg foreslå, at du snakker med Ib Kunøe eller CEO’en Kræn Nielsen.”

Luksuscruiseren X5.6 blev søsat i 2021 og er en af de sidste både, der er udviklet på X-Yachts’ designkontor i Sydengland. Inden Niels Jeppesen lukkede det engelske design-kontor, udarbejdede han og hans team, herunder Ari, ideerne og konceptdesignet for X5.6, den netop lancerede X4.3 og endnu en model, som indtil videre ikke er udviklet.

”I øjeblikket er der så travlt på grund af pandemien, og fordi X-Yachts bliver rigtig godt markedsført – bedre end nogensinde. De har enorm succes, og det glæder mig naturligvis meget at se, at de både, jeg har ”stået for”, og det firma, jeg har været med til at skabe sammen med mine to tidligere partnere, er i gode hænder.”

Er det så helt slut med konsulentopgaver for X-Yachts?
”Jeg tror, de har lyst til prøve selv, og i det tilfælde, at de ønsker støtte, hjælper jeg med at finde dygtige konsulenter. Selvfølgelig er det ærgerligt, når det projekt, man har skabt gennem et liv, at man ikke er med i det længere, men sådan er det. Jeg er på god fod med X-Yachts. Jeg var oppe og besøge Kræn (Nielsen, X-Yachts CEO: red) sidst jeg var i Danmark til kaffemøde. Han ved, at hvis han har brug for mig, så kender han mit telefonnummer. Jeg vil meget gerne hjælpe dem. Der er ikke nogen bad feelings.


Klar til fremtiden
Niels Jeppesen ser sig selv og Ari Pons som et godt team og partnerskab. Han fortæller, at hun er uddannet naval architect fra det anerkendte universitet i Southampton og hun udover at være en dygtig skibsingeniør også er en meget dygtig sejler.

”Det er jo ikke kun skrog, dæk, ror, køl, mast og rig. Det er i meget højere grad hele pakken, der skal til for at kunne appellere til et bredt publikum. Det handler om design-flair. Hvordan ser det ud over dæk og ikke mindst under dæk. Jeg vil sige, at alle de år jeg har tegnet X-Yachts, har jeg brugt 50% af tiden på interiørdetaljer og indretning.”

Ari Pons og Niels Jeppesen udgør designteamet i Jeppesen & Pons Ltd.

De franske designkontorer har mange opgaver ofte fra konkurrerende værfter. Vil det være et problem i forhold til Arcona, hvis Jeppesen & Pons fremadrettet skal levere design for andre værfter?
”Arcona har fået en beskyttelse inden for den bådtype, vi laver sammen med dem. Jeg kan ikke afsløre mere endnu. Ikke før den 4. marts, hvor vi afslører, hvor stor båden er og viser en række smukke renderinger og tegninger. Jeg kan dog sige, at jeg har en aftale med dem om, at i 2,5 år må jeg ikke tegne både +/- 2,5 fod fra den båd, jeg har tegnet til dem. Så de har lidt beskyttelse der. ”

Du har tidligere nævnt, at du er inspireret af franske både som f.eks. JPK og Pogo, hvor man helt har fjernet låger og døre for at spare vægt. Er det i den retning, du vil, eller er dette marked for lille?
”Nu arbejder jeg med Arcona. Når vi tegner indretninger, så er det i tæt samarbejde med dem om, hvor de gerne vil hen. Det er vores opgave at skubbe lidt til Arcona og have en god dialog med dem, så vi er sikre på, om det nu er sådan, vi skal gøre det. De både, du nævner, er næsten helt flade i stævnen og meget fyldige ude foran. Det er selvfølgelig også spændende – i Class 40 – men det er ikke noget, der får den store indflydelse på de både, jeg tegner. For det er cruisingbåde.”

”Den nye Arcona er ikke primært en kapsejladsbåd, der primært skal sejle kapsejlads, ned ad bakke, jorden rundt. Det er primært en cruisingbåd, der skal være æstetisk smuk, og som skal give sejladsglæde til den familie om bord, der sejler den.”

”Derfor er den ikke noget, der minder om de her franske både med de fyldige stævne og som samtidig er meget flade i bunden, så de vil blive banket fuldstændig synder og sammen, hvis du overvejer at sætte motoren for at sejle de sidste sømil ind mod havnen i høje bølger. Der er nogle gange, hvor man ikke gider krydse, og man bare gerne vil frem, og så sætter man motoren på og jokker igennem. Det kan du ikke med de både.
Jeg forstår markedet til disse både. Men det er ikke det, marked jeg er i.


Her til sidst. Har I planer om design og produktion er motorbåde f.eks. i Arcona regi?
”Det er blevet diskuteret, om det er noget, vi kan magte i øjeblikket. Jeg har interesseret mig for motorbåde i mange år, og Jeppesen & Pons har tegnet en motorbåd og et koncept, som jeg synes er spændende, og det er noget jeg snakker med potentielle værfter om.

Så det er ikke umuligt, at der kommer en Jeppesen & Pons motorbåd lige pludselig på omkring 10 m. Og i øvrigt, så er ejeren af Arcona også ejer af Najad. Så det ligger til højrebenet også at forsøge at lave en ny Najad-model på et tidspunkt. Men vi tager lige et skridt ad gangen.”

Jeppesen & Pons’ motorbådskoncept er endnu ikke ført ud i livet.

Er der noget, du har lyst at tilføje?
”Jeg er glad for at være kommet i gang igen. Lystbådedesign – det er min passion, og den nye Arcona, den bliver ”ikke ret grim”... 


BÅD 576

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.