Kvinder trækker kvinder

Er selv rollemodel
”Vi døjer stadig med den gamle fordom om, at kvinder ikke kan sejle,” fortsætter Camilla Geisler Ritzau. ”Jeg er også uddannet pilot, og der sagde man det samme: At kvinder ikke kan flyve... De gamle kønsrollemønstre er svære at nedbryde, men vi er godt på vej,” lyder det fra en kvinde, der må siges at have gjort det. Men hun er også bevidst om, at vejen derhen skal være sjov og – specielt for kvinder – have sikkerhed og tryghed i højsædet.

”Jeg tror, at dilemmaet med at få flere kvinder på vandet, hænger sammen med, at mange sejlklubber kun har ældre, garvede mandlige instruktører. Fordi instruktøren altid er rollemodel, er det attraktivt med kvindelige instruktører i en mandsdomineret sportsgren. Jeg oplever, at mine 100 procent kvindebesætninger udvikler andre sociale fællesskaber og rum for erfaringsudveksling og netværk ud over sejladsen. Det sker ikke på samme måde, når der er mænd om bord.”

”Når du har en kvindelig instruktør og rollemodel, ligger det lige for at tænke: ”Når hun kan, kan jeg også.” Desuden opstår der et fællesskab med de andre kvinder. Vi er jo sociale væsener, og vi motiveres, når vi føler psykologisk tilhørsforhold,” siger Camilla Geisler Ritzau.

Så vidt instruktøren. Men hvad mener besætningen?

Sejler ved et tilfælde
Det var lidt af et tilfælde, der fik Sidsel Ehrhardt, 52, til at melde sig for tre-fire år siden. Eller rettere en opfordring fra en veninde, som allerede var del af Camilla Geisler Ritzaus kvindehold.

”Vi var lige flyttet fra Fyn til Rungsted, og selv om vi har en gammel motorbåd, er det jo ikke sejlads på samme måde som i en sejlbåd. Men jeg har sejlet med venner som barn, har altid været vild med havet og syntes, det lød sjovt. Så hvorfor ikke? Jeg ville også gerne prøve at have en hobby, som jeg virkelig holder af,” fortæller Sidsel Ehrhardt. I sit professionelle liv er hun senior projektleder i et stort reklamebureau og har en travl hverdag med møder og deadlines.

”Når jeg har arbejdet hele dagen, er der ikke noget bedre end at komme ned i båden og sejle ud af havnen. Efter 20 minutter er jeg i gang med at glemme alt arbejdsrelateret. Det elsker jeg. Vi har det sjovt, der er en god stemning om bord, og vi er gode til at arbejde sammen.”

Uden at lægge noget dybere i det mener Sidsel Ehrhardt, det er en fordel kun at sejle kvinder sammen.

”Hvis jeg pludselig fik at vide, at nu fik vi to mænd med på holdet, ville jeg også omfavne dét… Men så ville de pr. automatik tage det lidt hårdere arbejde som f.eks. at hejse storsejlet. Når vi kun er kvinder, er vi tvunget til at gøre alting selv. Desuden har vi en særlig, meget hyggelig tone om bord. Og fordi vi har børn i forskellige aldre, får vi også lige vendt emner, der relaterer dem, mens vi sejler. Det var nok heller ikke sket i samme omfang, hvis der havde været mænd med på holdet.”

Trygheden følger med
Da Ulrikka Kornerup, 47, begyndte i sejlerskolen, var hun faktisk lidt nervøs.

”Selv om jeg altid har elsket vand, lider jeg også af vandskræk. Så jeg havde det lidt stramt i begyndelsen, var faktisk utryg og havde det bedst, når jeg sad ved roret. I dag kan jeg næsten ikke få det vildt nok.”

Ulrikka Kornerup pointerer det vigtige i, at jo bedre man selv kan sejle, jo mere tryg bliver man. Og på en ren kvindebåd er det umuligt at lægge ansvaret over på manden, som kvinder ellers kan være tilbøjelige til.

”Vi skiftes til alt, er fælles om alt. Desuden er J80eren – fordi den er så lille – utrolig god at lære at sejle i. Når man gør noget, reagerer den prompte. Det har givet mig en virkelig god fornemmelse for den tekniske side af sejladsen.”

Sammen med sin kæreste havde hun både haft motorbåde og forskellige sejlbåde, før hun begyndte på sejlerskolen. Og synes nu, ”at det er superrart, at jeg kan sejle vores 45 fods Bavaria i havn.” Som hun siger:

”Jeg ved, hvordan sejlene fungerer, hvad der sker rent fysisk, jeg kan sejle…”
Det giver næsten sig selv, at Ulrikka Kornerup har deltaget i sejlerskolen, fordi hun gerne vil blive bedre. Men det sociale spiller også en stor rolle.

”Vi har det bare så hyggeligt om bord og snakker om alt muligt. Derfor vil jeg også sige til de kvinder, der tænker, det kan jeg ikke/tør jeg ikke, fordi jeg ikke har lært at sejle som barn: Det er bare at gøre det. Men tag det stille og roligt. Og når først du har prøvet, bliver du bidt.”

Sejlaften søges
Malene Friis, 44, har aldrig sejlet som barn, men havnede i en dedikeret sejlerfamilie, da hun mødte sin tidligere mand.

”Der var kun én vej frem – at sejle med,” fortæller hun. Sammen med eksmanden sejlede hun først i svigermoderens Afrodite 101, siden købte de en stor charterbåd, som de renoverede, boede på i et år og sejlede rundt i Danmark med. Men altid med Malene Friis som passager, hendes mand ved roret.

”Han prøvede at lære mig at sejle, men det fungerede ikke. Da vi så fik børn, gik sejlsporten i sig selv.”

Siden mødte Malene Friis sin nuværende mand, der også har sejlet fra barnsben. De fik to børn, og da børnene blev større, var parret enige om, at havet stadig trak. Han begyndte at sejle i KDY sammen med en håndfuld mande-venner, hun så misundeligt til ved oplevelsen af, hvor glad og fuld af energi han var, når han kom hjem fra sejlads. Heldigvis kendte hun mændenes koner, og de blev enige om, at de også ville have en ugentlig sejlaften, hvor Camilla Geisler Ritzau så blev instruktør.

”Målet var selvfølgelig at lære at sejle, få erfaring og kende teorien bag. Men også at have det sjovt,” understreger Malene Friis. Ligesom sine medsejlere fremhæver hun den følelse, der opstår, så snart J80eren stikker ud af havnen.

”Med en travl, sommetider stressende karriere kan det være svært at komme afsted for at sejle klokken 17. Men når jeg først er om bord, kan jeg mærke, hvor godt det er.”

Med livet som indsats
Malene Friis er også enig med den øvrige besætning i, at der opstår et andet fælles-skab, en fortrolighed og en ærlighed på en ren kvindebåd.

”Hvis der havde været mænd om bord – og det er ikke mændenes skyld, men lige så meget vores egen – så ville det let ende med at være dem, der tog over i en vanskelig situation. Når vi kun er kvinder, er vi tvunget til at gøre alting selv. Det er også godt med en kvindelig instruktør. Hun er et fantastisk forbillede.”

Sammen med sin mand købte Malene Friis for halvandet år siden en stor sejlbåd og mener, man som ægtepar skylder hinanden, at begge parter lærer at sejle.

”Vi har sejlet meget sammen med børnene. Da vi var afsted i sommers, lagde jeg mærke til, hvor mange kvinder, der ikke kan sejle. Det er jo uansvarligt. Tænk hvis der sker noget – det kan jo være med livet som indsats,” slutter Malene Friis.