fbpx
TEKST HANNE HØIBERG FOTO HANNE HØIBERG, FREDERIK SIVERTSEN/SEJLSPORTSLIGAEN, SAILING PICS OG PRIVAT #578

De sejler året rundt,
de er Happymoms

Selvfølgelig vil de gerne vinde, når de er til stævne. Men Happymoms handler også om at være en gruppe kvinder på 45+, der får energi af at sejle sammen – og ser sejladsen som et fantastisk frirum i en travl hverdag.


Happymoms alias (fra venstre) Neel Thau, Winnie Walsted, Camilla Geisler Ritzau, Mette Brydensholt og Betina Merrild Yde.
"En kold smuk januardag med blå himmel, sol og vind kan nu også noget. Også selv om man lige skal feje frosten af dækket, inden vi går ud."

Mon ikke enhver sejler kan forstå, at det er fantastisk at tage på vandet med en gruppe ligesindede til træning og hygge en gang om ugen? Om sommeren forstås. Til gengæld forekommer det ikke lige så tiltrækkende at skulle ud på en kold vinterdag med frisk vind og termometeret nær nul. Med mindre man altså indgår i et ganske særligt fællesskab… Happymoms for eksempel.

Navnet siger det hele: De er kvinder og mødre, som lægger vægt på at have det sjovt – både på og uden for banen. Og fordi de sejler året rundt fra deres træningscenter hos KDY i Skovshoved nord for København, går de egentlig ikke så meget op i årstiden.

”Selvfølgelig er det sjovest om sommeren i shorts og T-shirts,” siger én. Mens en anden tilføjer:

”Men en kold smuk januardag med blå himmel, sol og vind kan nu også noget. Også selvom man lige skal feje frosten af dækket, inden vi går ud. Det føles næsten som at være på ski og kræver også noget fysik. J/70eren, som vi sejler i, er en mindre kølbåd, så der skal arbejdes konstant på trim og boathandling.”

Bådmagasinet har sat de fem Happymoms stævne en forårssøndag, hvor de for én gangs skyld ikke har sejlet, men været i gang med forårsklargøring af J/70erne i KDY. Dét hører også med. Mens vi sidder i læ for vestenvinden med sol i ansigtet og kaffe i kruset, må det være på plads med en præsensation – altså ud over, at de er 45+ og har børn i alderen 10 til 24 år.

De fem kvinder – Winnie Walsted, Mette Brydelsholt, Betina Merrild Yde, Neel Thau og Camilla Geisler Ritzau – har næsten alle sejlet siden de var børn. Enten med start i optimistjollen og/eller sammen med familien.

Sammenlagt har de 100 års sejlererfaring i mange bådtyper, og flere af dem har også sejlet J/80-aftenmatch sammen i Rungsted. De har sejlet som fast team i J/70eren de sidste par år.


Faste roller
Rollefordelingen om bord er fast med Winnie som skipper, Mette på storsejl, Camilla og Betina på fok og genakker trim, mens Neel har det kølige overblik som fordækker og med de skarpe meldinger om banefordele på vind. Alligevel træner de flere positioner, så der er fleksibilitet ved afbud.

Navnet Happymoms opstod en varm august eftermiddag i 2020 på kajen ved Aarhus International Sejlsportscenter, hvor de sammen med 17 andre hold ventede på vind til at gennemføre sejladserne i Sejlsportsligaens 2. division.

”Vi syntes, vi manglede et navn. Vi sejler for WOW (Women on Water, red.) og vendte det på hovedet, så der stod MOM. Og det passer jo godt med, at vi alle er mødre. Det er virkelig vigtigt for os, at der er god energi på båden, og man bliver i godt humør af at sejle sammen. Selvom man kommer susende fra en hård dag på arbejdet, kommer man hurtigt på andre tanker, når man kommer på vandet – så deraf happy,” fortæller Mette.

Frikvarter
De fem kvinder er enige om, at sejladserne er et frikvarter i en travl hverdag med arbejde og børn. Og lige så enige om at coronatiden har rystet dem endnu tættere sammen.

”Vi prioriterede og valgte hinanden til i den periode, hvor man kun måtte se 10 personer. Det var også det eneste, vi havde gang i, så det var fantastisk,” siger Neel.

”Vi havde teoriaftener, spiste middage sammen og sejlede også en uge sammen i Grækenland sidste sommer, da børnene var tilbage i skole igen.” Her er en ren kvindebesætning et særsyn, så det havde vi meget sjov med,” indskyder Betina. Neels familie har sammen med fire andre par en Beneteau Ocenais 47.3 liggende i det Ioniske Hav, som kvinderne lånte, og det gav dem endnu en fantastisk fælles oplevelse.

Stress-coachen i Camilla træder frem, da hun siger:
”Der sker noget mentalt, når man forlader land – så lægger man arbejdet og den stressede hverdag bag sig. Det er minimum tre timers pause, hvor man ikke står til rådighed – heller ikke for forstyrrende telefoner. Da min datter var mindre, prioriterede jeg at få hende passet, når jeg skulle sejle, det var mit frirum som alenemor.”

Neel:
”På vandet er du altid 100 procent på. Mister du koncentrationen, er der kontant afregning. Så det giver sig selv, at man glemmer alt andet omkring sig. Men det handler også om gensidig tillid. Jeg ved f.eks., at Betina styrer genakker og har tillid til, at hun gør det godt. Derfor er sejlads en super tillidsøvelse.”

Winnie, der også har sejlet i mange mix-besætninger, indskyder:
”Det gælder jo alle sejlere – ikke bare kvinder.”

Happymoms på ferie i det græske øhav. I Grækenland er det stadig et særsyn med en ren kvindebesætning på en sejlbåd…

Diversitet ikke køn
Selvom sejlads generelt er en mandsdomineret sport, og 76 procent af medlemmerne i de danske sejlklubber er mænd, er Happymoms ikke ude i en egentlig kvindekamp. Det er vigtigt for dem at inspirere flere kvinder til at sejle kapsejlads – og til at begynde med at sejle – hvorfor de også stiller op som WOW-klubhold for Sejlcenter Nivå i Sejlsportsligaens 2. division.

Som noget nyt i 2022 kan WOW-sejlere nemlig stille op som et WOW-klubhold og sejle med om kvalifikation til 1. division i 2023. Det er første gang nogensinde, at WOW-hold har mulighed for en fast plads i 1. division og chancen for at komme op at sejle med verdens bedste klubhold i Champions League.

Men der er også enighed om, at det handler mere om diversitet end køn – om alder, erfaring, tilgængelighed, muligheder og altså køn.
”Vi har f.eks. tæpper, tørt tøj og varm te med på termokanden, når vi går ud om vinteren. Bare for en sikkerheds skyld. Men det har ikke nødvendigvis noget at gøre med, at vi er kvinder, men nok snarere vores alder eller at vi er mødre,” siger Mette.

Winnie supplerer:
”Vi har nok lidt mere det der pas på-gen. Vi tænker situationen igennem, før vi kaster trosserne. Derfor kommer vi måske fem minutter senere ud end mandebesætningerne typisk gør.”

”Til gengæld bliver vi også udfordret til at sejle mere ”bisset”, når vi sejler mod mændene. De går mere til stregen, og vi lærer gennem kaptræningen året rundt at blive lige så frække som dem,” tilføjer Camilla.


  • HAPPYMOMS

    • Winnie Walsted har med egne ord ”sejlet i 50 år – fra jeg var nyfødt.” Hendes far var sejlmager og hans familie bådebyggere i Svendborg, så det lå til højrebenet. Hun har sejlet kapsejlads i kølbåde fra hun var otte og haft egen H-båd. I sit professionelle liv er hun projektleder i Novo Nordisk.
    • Mette Brydensholt har sejlet optimist siden hun var otte, gik siden over til flipperjolle, men holdt op med at sejle da hun gik i gymnasiet. For otte år siden begyndte hun igen på J80-holdet i Rungsted. Uddannet HA og sygeplejerske, arbejder som Key Account Manager i et medicinalfirma.
    • Betina Merrild Yde sejlede også optimist og 606er i sin barndom og ungdom. Ellers har det mest været tursejlads og kajak, indtil hun begyndte på J/80-holdet i Rungsted. Betina er UX Director i et digitalt designbureau.
    • Neel Thau har sejlet med sine forældre fra sin tidlige barndom og selv sejlet alt fra optimist og 606er til matchrace med blandet besætning i KDY. ”Her mødte jeg min mand, vi fik tre drenge, og jeg har sejlet tursejlads med familien i Danmark og udlandet i 20 år.” For otte år siden begyndte Neel Tau at sejle J80 i Rungsted. Neel er Director i Nordea Markets.
    • Camilla Geisler Ritzau har surfet, roet kajak og ”småsejlet på ferier, men ikke i egen båd.” Tog duelighedsbevis i 2012 i KDY og har de sidste fem år været instruktør på et kvindehold i KDY’s sejlerskole i Rungsted. Camilla er lektor på Copenhagen Business Academy.

"Vi kan jo godt lide at hyggesnakke, før vi sejler ud. Men når først vi er på banen, er vi optaget af at gøre det bedst muligt."

Konkurrence
”Hvad er jeres vigtigste motivation? Frikvarteret eller konkurrencen?”

Winnie:

”Det er ikke det ene frem for det andet. Og så alligevel. Konkurrencen betyder nok mest for mig. Jeg får jo også et frikvarter, når jeg konkurrerer. Jeg sejlede ikke J/70, hvis det ikke var for at konkurrere. Men der er jo også forskel på kapsejlads og tursejlads. Det er to forskellige modes.”

Betina:

”For mig handler det også om det fysiske. Der skal jo som regel arbejdes hele tiden (med trim red.), og i hårdt vejr har man glæde af sejladsen flere dage efter i form af blå mærker, hævede fingre og ømme muskler.”

”Jeg er normalt ikke så vild med at stå i et træningscenter, men jeg ved også, at hvis jeg ikke er fit, så kommer foggen ikke lige så hurtigt hjem, eller jeg får nemmere skader. Så jeg begynder at træne op til sommer-sæsonen allerede om vinteren,” lyder det fra Camilla. Hun medgiver, at det også er sjovt at sejle om kap i J70eren. ”Men jeg nyder lige så meget tursejlads i større både, hvor det ikke handler om konkurrence, men nydelsen i at være på havet”.

Neel:
”Vi kan jo godt lide at hyggesnakke, før vi sejler ud. Men når først vi er på banen, er vi optaget af at gøre det bedst muligt. Det er også sjovt at sejle en masse både i samme klasse – helt anderledes end de blandede kapsejladser i sejlklubberne. Vinteren igennem er der f.eks. ligatræning med alle klubberne i Svanemøllebugten (Skovshoved, Hellerup og KAS mf), hvor vi er omkring 10-12 J/70ere.”

”Konkurrencen er en væsentlig drivkraft,” gentager Winnie, mens Betina tilføjer:
”Hvis vi ikke havde det sjovt, så ville jeg ikke prioritere at bruge tid på sejlads. Det er tiden for knap til. Men der er ingen tvivl om, at vi har det sjovere, og humøret er højere efter et par placeringer i toppen, end hvis vi er kommet ind som en af de sidste. Dér har vi et udviklingspunkt, som vi skal arbejde med hver for sig og sammen. Men dét med at tackle modgang er nok ikke noget, der er unikt for os.”

”Selvom tonen godt kan blive lidt hård, når det går stærk, så skal det være hyggeligt. Vi får altid vendt stort og småt fra hverdagen på vej ud til banen og på vejen tilbage til havnen. Det er et skønt og sjovt frirum, hvor der er mange grin undervejs,” siger Mette.

Happymoms har altid haft ry for at være glade i låget. Og efter en tredjeplads ved ligastævnet i Aarhus i 2020 blev smilene endnu større.

2022-sæsonen
Happymoms sejler i år for Sejlcenter Nivå og er tilmeldt alle fire stævner i Sejlsportsligaens 2. division, der holdes i København, Ålborg, Svendborg og Århus. Efter flere tredjepladser de foregående år er ambitionen at ligge i top-5 til alle fire stævner. Derudover er der også DM for kvinder i Sundby i september.

Winnie samler op:
”Selvom vi nok har et andet gear end mange af de andre hold – det sociale – har vi lige så meget lyst til at være seriøse og sejle godt som de andre både. Vi sejler med og mod rigtig mange dygtige hold – både til træning på Sundet og i ligaen. Mandebesætningerne er klart i overtal, men der er også flere og flere seriøse kvindehold. Både yngre sejlere og de ”gamle garvede elite- og OL-sejlere”, der alle har en hel del flere timer på vandet og mere systematisk træning end vi har.”

”Læring er vigtigt, og vi vil altid gerne blive bedre. Heldigvis er folk søde, og der er mange, der gerne vil hjælpe med gode råd og tips på vandet. Det er også fedt at se, at flere sejlklubber, som f.eks. KAS i København og Aarhus Sejlklub, tilbyder spændende og målrettede træningsmuligheder for J/70-sejlere,” slutter Winnie. 

Det er ikke kun på banen, Happymoms giver den gas. De fem kvinder var heller ikke blege for at give et sangnummer til afslutningsaftenen for ligastævnet i Aarhus i 2021.

SEJLSPORTSLIGAEN
De danske sejlklubbers svar på fodboldens Superliga, hvor de bedste klubhold møder hinanden ved en række stævner året igennem. Der sejles i J/70 – verdens hurtigst voksende kølbåds- og sportsbådsklasse. Det er hurtige kølbåde, der er actionprægede og sjove at sejle i. Sejlerne ejer ikke bådene selv, det gør Sejlsportsligaen. Sejlklubber kan begynde med ét hold i 1. eller 2. division og et kvindehold (WOW). Info på sejlsportsligaen.dk.

WOW FOR ET NETVÆRK
Women on Water blev en del af Sejlsportsligaens familie i januar 2018 med mål om at få flere kvinder på vandet. Netværket har for længst vist sin styrke ved at etablere sig rundt om i danske sejlklubber. Og flere kommer til.


BÅD 578

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.