Sejladsen gennemsyrer alt

Duelighedsbevis
Bådmagasinet møder Anne Hjælmsø i hendes og Jens-Peter Madsens hjem i landsbyen Ganløse nogenlunde midt imellem København og Frederikssund – bare 20 minutters kørsel fra Jyllinge ved Roskilde Fjord, hvor hun lærte at sejle. Det var tilbage i 1975, hvor hun købte en 25 fods Vega sammen med sin daværende mand.

”På det tidspunkt havde vi to små børn, og jeg syntes, det var mest ansvarligt at lære at sejle rigtigt. Så jeg meldte mig ind i Jyllinge Sejlklub og tog duelighedsbevis.

Min eksmand mente ikke, det var nødvendigt – den slags gad han ikke. Han tog det dog efterfølgende.”

Parret købte senere en Maxi 87 og siden en Drabant 38. Samtidig sejlede Anne Hjælmsø også pigekapsejlads, hvor hun bl.a. var skipper under et klubmesterskab på Roskilde Fjord.

”Vejret var temmelig hårdt den dag, så mange af de tilmeldte gik ikke ud. Det gjorde vi, selvom det viste sig at blæse op omkring 18 m/s. Ret hårdt, men også sjovt. Vi endte med at vinde, men altså uden ret mange deltagere,” griner hun. I den forbindelse beskriver Anne Hjælmsø sig selv som ”ret sej i mange sammenhænge.”
”Jeg ønsker ikke dårligt vejr, men når det er der, handler jeg – gør hvad der er nødvendigt. Går på fordækket for at hive spileren ned, eller hvad der skal til.”

Til Middelhavet
I slutningen af 1980’erne blev Anne Hjælmsø skilt fra sin daværende mand og mødte Jens-Peter, der skulle blive hendes nuværende. Han havde også en Drabant 38 og to små børn, så de endte med fire sammenbragte børn. I 1990 fik de et fælles barn, sønnen Toke. På det tidspunkt var Anne Hjælmsø 41.

”Jens-Peter havde en drøm om at sejle jorden rundt. Det havde jeg ikke. Jeg bliver altså søsyg. Og bange. De to ting hænger som bekendt sammen,” lyder det fra kvinden, der lige har fortalt om at vinde en kapsejlads i hård kuling. Kompromiset blev, at parret ville sejle sydpå til Middelhavet gennem Europas floder og kanaler. De gennemførte turen i Drabanten i 1994, hvor de begge havde mulighed for at holde tre måneders ferie. Da de kom ud ved Port-Saint-Louis ved udmundingen af Rhône i Sydfrankrig, sejlede de til Balearerne og videre rundt i Middelhavet.

Selvom Anne Hjælmsø fortæller, at hun virkelig oplevede søsyge i Middelhavet, fik Jens-Peter hende overbevist om, at de godt kunne sejle over Atlanten.

”Jeg lader mig let forføre – er let at overtale, fordi jeg bliver begejstret. Samtidig med at bekymringen er der. Men det hjalp, da Jens-Peter sagde, at der er medvind hele vejen over. Og så er han en supergod sejler.”

Altså begyndte parret at kigge efter en større båd. Drabanten var for lille, når de også skulle kunne have besøg af venner og familie undervejs. De faldt for en brugt, italiensk bygget Grand Soleil 46, der lå i Danmark. Det første år sejlede de kun i Danmark og Norge. De ville lære båden at kende og være sikre på, at alt fungerede. Det var heldigt. Motoren var tilsyneladende ikke ordentligt vedligeholdt. I hvert fald fik de store problemer ud for Arendal i det sydlige Norge.

Traditionelle kønsroller
Kønsrollerne om bord på Rumkath, som Grand Soleil’en hed, har altid været meget traditionelle hos Anne og Jens-Peter. Han står for al sejlads og navigation og er den ubestridte skipper. Hun er hovmester, tager sig af indkøb, madlavning og alt socialt.

”Det har vi været helt enige om fra begyndelsen. Jens-Peter har sejlet, siden han var dreng som søspejder, og er en langt bedre sejler end jeg. Men når vi sejlede, var vi selvfølgelig to om det, og jeg hjalp med skøder og sejl og tog vagter ved rattet,” lyder det for Anne Hjælmsø. Derfor har hun naturligvis også alle nødvendige uddannelser. Før turen over Atlanten tog både hun og hendes mand yachtskippereksamen og Long Range-certifikat for at kunne betjene VHF og andre maritime radioanlæg.

Anne Hjælmsø fik et års forældreorlov fra sin stilling som konsulent i forsvaret. Jens-Peter Madsen havde eget ingeniørfirma, så det var lettere for ham. Sønnen gik i første klasse og kom med under forudsætning af, at han fik undervisning undervejs.

Dog havde Anne Hjælmsø nægtet at sejle med over Biscayen, der jo er berygtet for sit dårlige vejr. Planen var, at hendes mand, en stor søn og et par venner skulle sejle det første stykke fra Danmark, og at Anne og den otteårige søn skulle støde til på den spanske nordkyst. Men vinden udeblev, husbond og gaster kom aldrig længere end til Sydengland. Så skulle vennerne tilbage på arbejde, og Anne endte med at være om bord hele vejen over den frygtede bugt.

”Vi sejlede afsted en morgen, hvor forholdene syntes at være perfekte. Men det endte med at blive nok den mest ubehagelige oplevelse, jeg har haft i mit sejlerliv. Tre og et halvt døgn, hvor min søn og jeg var frygteligt søsyge,” erindrer hun.

Eventyr i Caribien
Fra Spaniens nordkyst gik det sydpå langs den portugisiske kyst til Porto Santo og Madeira, videre til Gran Canaria og sydpå mod Cap Verde-øerne. Herfra blev kursen sat vestover mod Barbados, som de nåede den 24. november 1998 efter bare 11 og et halvt døgn.

”Man siger jo om en tur som vores, at 20 procent af tiden består af egentlig sejlads, de 80 procent af tiden er man i land. Og det er her, alle oplevelserne kommer,” husker Anne Hjælmsø. Blandt utallige historier er det oplagt at fortælle, hvordan hun fik inspiration til sin første roman, Elsker til vanvid, efter mødet med en sejler på La Graciosa umiddelbart nord for Lanzarote på De Canariske Øer.

”Han var forlist med sin båd – den lå som et vrag i bugten – og hans historie gav mig skubbet til at skrive. Dagen efter, han havde fortalt den, sad jeg bare og skrev og skrev, mens jeg stadig kunne huske. Vi havde immervæk festet en del aftenen før,” erindrer hun.

Efter et lille års eventyr i Caribien vendte Anne Hjælmsø og Jens-Peter Madsen hjem til Danmark. Men kun for at tage tilbage de følgende år. Altid i januar, februar og marts. På den måde kunne de både holde jul og nytår med familien og være tilbage i Danmark, når foråret kom.

”Når vi var væk, stod båden typisk på land i en orkansikker havn. Vi tog ingen chancer. Desuden var det smartest rent forsikringsmæssigt,” siger Anne Hjælmsø.

Venner om bord
Både året i Caribien og de tre måneders ophold er blevet delt med venner og familie, der har sejlet med i kortere eller længere perioder. I begyndelsen var sønnen Toke altid med. Lige indtil han kom i 8. klasse, hvor han erklærede: I kan ikke tvinge mig til at tage tre måneder til Caribien. Anne Hjælmsø griner højt, da hun fortæller dét. Hvem andre ville modsætte sig at tilbringe tre af årets sureste måneder i troperne?

”Vi fandt altid ud af det. Toke fik lov at bor hos min bror og svigerinde og tog på skiferie med dem. Og besøgte os bagefter i tre uger. Det var så fint.”

Bl.a. fordi både Anne Hjælmsø og hendes mand er så åbne og rummelige, har de næsten aldrig haft problemer, når der har været gæster om bord. Bortset fra én enkelt gang.

”Det var et par, der var sejlere, så vi troede, det ville gå godt. Men det fungerede slet ikke. De troede, de var kommet på ferie og var slet ikke indstillet på at hjælpe til med det praktiske. Som vi konkluderede bagefter: det er lige meget, om folk kan sejle. Det kan de lære. Men hvis de ikke kan opføre sig ordentligt, duer det ikke.”

Den pragmatiske holdning betød også, at der ikke blev holdt millimeterregnskab, når der var gæster om bord.

”Vi havde typisk købt ind og fyldt båden op på forhånd. Når vi så skulle ud at spise i land, betalte de. Det tog vi afslappet på.”

Rettidig omhu
I 2012 havde parret deres sidste Caribien-tur. Båden solgt. Utvivlsomt med rettidig omhu. Som Anne Hjælmsø fortæller:

”Det var tid. Grand Soleil’en var en stor båd, gammeldags rigget. Der er ikke elektriske spil som på moderne både. Sejlene skulle hejses og hives ind ved håndkraft. Vi syntes også, vi var ved at blive gamle, og Jens-Peter begyndte at have problemer med helbredet.

Og så var vi mætte af sejlerlivet. I dag, når folk spørger, om vi ikke savner det, svarer jeg altid: Slet ikke. Men vi elsker at mindes, kigge billeder, tage alle logbøgerne frem og snakke om det.”