fbpx
TEKST HANNE HØIBERG FOTO HANNE HØIBERG & PRIVAT #582

PORTRÆT: Line Willum Petersen - deler sejlerglæden med andre kvinder

Lines store sejlerhjerte

Line Willum Petersen har etableret en sejlerskole kun for kvinder fra sin hjemhavn på Bogø, fordi det er hendes erfaring, at kvinder kommer mere på banen på rene kvindehold. Og selvfølgelig fordi hun vil give sin egen følelse af frihed og selvstændighed videre til andre.


”Missionen enkel: At give flere kvinder gode oplevelser, fordi de kan sejle. At give dem muligheden. Men også at give dem skubbet til at insistere og sige, ”nu er det min tur til at være skipper.” Og dét kan være svært for mange.”

Line Willum Petersen får glød i øjnene, når hun fortæller om Sejlerskolen Sejlerhjerte, som hun har etableret ud fra et inderligt ønske om at give andre kvinder den samme glæde ved at sejle, som hun selv har.

”At sejle giver mig følelsen af selvstændighed, frihed og lyst til eventyr,” skriver hun på sejlerskolens hjemmeside. Og man skal ikke være mange minutter i hendes selskab, før man ved, at ordene kommer fra hjertet. Sejlerhjertet.

Bådmagasinet har sat den nyetablerede sejlerskoleejer, praktiske og teoretiske instruktør med mere stævne på Bogø Havn en fredag midt i oktober – en times tid før årets sidste kursus i praktisk sejlads skal begynde.

Dagen er diset og mild, vandet står blankt i Grønsund, og Stubbekøbing på Falster kan anes på anden side af sundet. Vi sidder i sejlklubbens hyggelige klubhus med kaffe i krusene, mens Line fortæller sin egen sejlerhistorie – dén der er mundet ud i projekt Sejlerhjerte.

"En del kvinder er medejere af en ret dyr hobby. Hvis ikke de er med i den, risikerer de hurtigt at blive utilfredse."
LINE WILLUM PETERSEN 


Line Willum Petersen har sejlet, siden hun var barn – og får stor glæde af det.

Skipper på egen båd
Line er vokset op med sejlads. Med forældre der altid har haft båd og været ligeværdige om bord. Og med en selvfølgelighed om at hun altid var med. Som 21-årig tog hun til Norge for at arbejde. Her læste hun om eventyreren og sejleren Jarle Andhøy, der som 19-årig købte en 27 fods Albin Vega og satte kurs mod Antarktis – uden at have nogen som helst sejlererfaring. Hans oplevelser inspirerede hende til at spare op og købe sin egen båd, en svensk 29 fods Thetis.

”På det tidspunkt var jeg 22 år, og det var et stort spring pludselig at stå med det fulde skipperansvar. Hidtil havde jeg jo udelukkende sejlet med som passager. Men heldigvis havde jeg en god sejlforståelse med hjemmefra,” husker hun.

”Jeg sejlede meget alene rundt i danske farvande. Det blev ligesom ”min ting”. Da jeg f.eks. begyndte at læse tekstilformidling i Viborg, sejlede jeg båden til nærmeste havn i Skive og boede i den. Når det så blev sommerferie, sejlede jeg hjem til Møn. Det var måske lidt specielt, men jeg voksede meget af at sejle alene. Det var nok også dér, det virkelig begyndte at rykke – da jeg fandt ud af, at man kan meget mere, end man tror. Jeg hentede meget selvtillid på den konto.”

Senere mødte Line sin mand, der også er sejler, og i 2011 tog parret på langtur over Atlanten i egen, 42 fods langkølet sejlbåd. De brugte 13 måneder på den klassiske rute ned langs Spaniens vestkyst til Caribien, USA’s østkyst, New Foundland og derfra retur via Irland. Det var før, parret fik børn – to drenge der i dag er fire og otte år.

Censor er med på sejladsens sidste dag, hvor Kirsten Blicher Friis (tv), Anette Tonnesen og Liv Christensen alle bestod den praktiske del af duelighedsprøven.

Et vendepunkt
I nogle år drev Line og hendes mand en B&B på Møn. Men så solgte de den og vidste ikke rigtig, hvad der nu skulle ske.

”Jeg havde heller ikke noget job, så det var lidt af et vendepunkt i livet. For hvad havde vi lyst til? Det endte med, at vi overtog min mormor og morfars hus nær havnen på Bogø. Her bor vi billigt – det var en del af planen – og kan klare os for kun en løn. For jeg havde besluttet at satse helhjertet på en sejlerskole for kvinder,” fortæller hun. Faktisk var det en artikel i Bådmagasinet i 2020 om den svenske sejler Linda Lindenau, der gjorde udslaget. Hun har etableret sejlerskole på sin 47 fods sejlbåd og lærer andre kvinder at sejle.

”Da jeg havde læst artiklen, tænkte jeg: ”det er dét, jeg skal.” Derefter var alt åbent,” husker Line. Og tilføjer at de erfaringer, hun har gjort under langturssejladsen, i høj grad også har haft betydning.

”Da vi sejlede afsted, var alting nyt. Men vi voksede med opgaven. Det samme med sejlerskolen. Jeg er ikke bange for at kaste mig ud i noget ukendt.”

Første skridt var dog en uddannelse som instruktør. Den tog Line Willum Petersen i Brøndby Sejlerskole, hvor hun var meget glad for at være. Siden skulle der findes en egnet skolebåd, en Nordisk Familiebåd på 29 fod. Og endelig skulle hun selv lave undervisningsmaterialer og opgaver. Ikke mindst det sidste har taget lang tid. I februar-marts i år begyndte hun med sine første kurser i den teoretiske del af duelighedsbeviset og fik konstateret, at undervisningsmaterialet fungerede. Og fra maj til midt oktober har 50 kursister været igennem i alt 14 weekend-kurser i praktisk sejlads.

"I de første år var jeg mest interesseret i at slappe af, men nu vil jeg lære det. Jeg har brug for noget tryghed. "
KIRSTEN BLICHER FRIIS 

På kursets tredje og sidste dag har eleverne styr på alle manøvrer.

Særbehandling
Kurserne har kun bekræftet hendes fornemmelse af det rigtige i at have en sejlerskole kun for kvinder.

”Kvinder skal have lidt særbehandling for at få mod til at prøve at sejle. Jeg kan jo tydeligt se, hvordan kvinderne støtter hinanden. Spejler sig i hinanden. Deler erfaringer,” fortæller Line om sine kursister, der har været fra begyndelsen af 20’erne til omkring 70. De kommer fra hele Sjælland – både nærområdet på Sydsjælland, men også Vest- og Nordsjælland.

”Mange af kvinderne har syntes, det var utrygt at sejle. Jeg tror, det er, fordi de ikke aner, hvad der foregår, når båden f.eks. krænger. Så snart de ved hvorfor, har prøvet det og ved, at den kan rettes op ved at slække i skøderne, er det ikke farligt længere. Men jeg har også oplevet kvinder, der har haft svært ved at få lov at tage roret – af deres mand altså. Han har været for hurtig til at give gode råd og tage over. Med det resultat at kvinden ender med at give op.”

”En anden ting er, at en del kvinder er medejere af en ret dyr hobby. Hvis ikke de er med i den og f.eks. har egne oplevelser i båden, risikerer de hurtigt at blive utilfredse,” lyder det fra Line. Som også understreger over for sine kursister, at det er vigtigt at øve sig. Igen og igen.

”Nogle gange skal kvinder presses til at tage teten. Det kan jo være nemmere at overlade roret til sin mand, når der skal findes plads i en overfyldt havn for eksempel.”

Sejlerskolen Sejlerhjerte har også teoretiske kurser vinteren igennem.

Tre dages rejse
Målet med weekendkurset i praktisk sejlads er at lære at håndtere båden, gøre alting selv og i sidste ende få et ”bestået” i den praktiske prøve af den sagkyndige fra Dansk Fritidssejlerunion, der er med på tredje og sidste dag.

”Det er en stor rejse for de fleste. På dag et skal nogle af dem måske også lære at bevæge sig rundt på båden – alene dét kan være en overvindelse – og mange er temmelig passive. De gør kun noget, når jeg beder dem om det. På dag tre har de fuld kontrol. Det er virkelig en sejr,” siger Line.

Hvert kursus har maximalt fire kursister. Det begynder fredag eftermiddag, hvor de med Lines ord ”lærer båden og hinanden at kende.”

”Her fornemmer jeg for eksempel, om nogen er lidt nervøs, så jeg ved, hvor niveauet skal lægges. Så tager vi på vandet, og hvis der er vind, skal alle have en fornemmelse af, hvordan sejlene fungerer, og hvordan det er at sidde med rorpinden. Er der ingen vind, bruger vi tid på at sejle i havn og lægge til. Lørdagen går med mand over bord-manøvrer. Den skal sidde, for den indgår i prøven. Desuden giver manøvrerne også en god fornemmelse af båden generelt. Søndag er der så prøve med censor på.”

Line Willum Petersen er godt tilfreds med sin 29 fods sejlbåd, bl.a. fordi den er let at manøvrere.

På vandet
Såvidt Line Willum Petersen. For nu er den første af de tre kursister ankommet: Kirsten Blicher Friis fra Fuglebjerg på Sydsjælland. Hun har en motorsejler sammen med sin mand og elsker at være på båden, men ”er ikke forgabt i at sejle.”

”Hvad hvis der sker noget, og min mand falder i vandet? Jeg kan ingenting… I de første år var det sådan set ok, jeg var mest interesseret i at slappe af, men nu vil jeg lære det. Jeg har brug for noget tryghed,” siger Kirsten Blicher Friis, der sejlede første gang for fire år siden.

Det forholder sig lidt anderledes med Anette Tonnesen og Liv Christensen fra Næstved. Anette har aldrig sejlet, endsige været om bord på en sejlbåd. Liv har duelighedsbevis taget for snart 20 år siden, men har ikke sejlet de sidste mange år. Parret har planer om et købe en båd om et par år, så mens Anette skal lære alting fra grunden, trænger Liv til at få frisket sine sejlkundskaber op.

På allerførste sejlads gør en let søndenvind det muligt at sætte sejl og slukke motoren, så de tre kursister får en fornemmelse af, hvordan vinden driver båden frem. Line forklarer alt, hvad hun gør, og kursisterne sidder ved roret på skift. Der bliver både lavet stagvendinger og bommet – meget stille og roligt i den lette vind.

"Jeg voksede meget af at sejle alene."
LINE WILLUM PETERSEN 

I let vind på Grønsund… med Anette Tonnesen ved roret, Kirsten Blicher Friis som opmærksom gast og Line Willum Petersen med det overordnede ansvar.

Bestået
Søndag eftermiddag har alle bestået den praktiske del af duelighedsprøven.

”Kursisterne bestod prøven rigtig flot på trods af hånd vind og svære forhold. Det var faktisk lige før, den skulle aflyses på grund af for meget vind,” fortæller Line Willum Petersen.

Anette Tonnesen og Liv Christensen skriver i en mail:
”Vi har haft en fantastisk weekend på havet sammen. Jeg (Anette) fik afprøvet havet med en god og tryg introduktion. Mens Liv fik genopfrisket sine færdigheder med god og seriøs undervisning. Vi skal helt sikkert sejle noget mere og glæder os til nye fælles oplevelser i båd.

Og fra Kirsten Blicher Friis lyder det:
”Jeg fik først og fremmest virkelig lyst til at sejle – med sejl – også i god blæst! Jeg var helt høj (og træt!), da jeg kom hjem søndag aften. Jeg fik også god basisviden om den praktiske sejlads. Og en tro på at det kan jeg da godt finde ud af.” 

Med opslag som dette gør Line Willum Petersen opmærksom på sin sejlerskole.

  • SEJLERSKOLEN SEJLERHJERTE
    • Line Willum Petersens sejlerskole holder til på Bogø syd for Sjælland og vest for Møn.
    • Line Willum Petersen har etableret en sejlerskole kun for kvinder fra sin hjemhavn på Bogø.
    • Det er hendes erfaring, at kvinder kommer mere på banen på rene kvindehold.
    • Hun vil give sin egen følelse af frihed og selvstændighed videre til andre.

BÅD 582

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.