”Anne-Marie og mig er som familie”

Hvordan kom du ind i sejlsport, helt fra begyndelsen?

”Jeg voksede op i Polen og sejlede selv Laser i sidste del af 90’erne. Jeg kom dog aldrig til OL. Der var en anden polsk sejler i den periode, der var bedre end mig. Så jeg nåede ikke toppen. Men jeg havde et rimelig godt niveau, til VM lå jeg mellem 20 og 30. Senere var jeg med til en polsk America’s Cup satsning, frem mod Valencia i 2007. Men holdet fandt ikke den nødvendige finansiering og blev opløst efter tre år. På det tidspunkt var jeg i færd med at færdiggøre sportsstudier ved universitetet, så det blev slutningen på min egen aktive sejlerkarriere. Jeg specialiserede mig som sejlsports-coach, og straks efter jeg var færdig, blev jeg træner for det polske landshold i Laser-klassen. Med meget få undtagelser har jeg kun trænet Lasersejlere i alle årene som træner. Det er der, jeg virkelig har erfaring og ekspertise.”

Nu har du været i dansk sejlsport i ti år. Hvordan kom det til at ske?

”Jeg kom ind i dansk sejlsport ved et tilfælde, som det så ofte sker. Jeg arbejdede i Sverige, også som træner for sejlere, og kom i kontakt med Kristian Kjærgaard, som jeg kendte i forvejen. Dengang trænede han sejlere fra det amerikanske landshold, mens jeg trænede det polske landshold. Nu arrangerede han en træningslejr i Skovshoved og spurgte, om jeg ville komme over i weekenden og hjælpe til som træner. Og på en måde kan man vel sige, at jeg blev her efter den weekend. Først arbejdede jeg både med Sarah Gunni og Anne-Marie, og efter kort tid blev Sarah fem ved VM. Det var nok det resultat, som fik mig ind i dansk sejlsport for alvor. Efter det fik vi fik fuld support. Derefter blev Anne-Marie syv til det efterfølgende VM. Og året efter blev hun verdensmester.”

Dit job er jo ikke som andre jobs, for at sige det mildt. Hvordan organiserer du dit liv, din balance mellem arbejde, fritid og familieliv?

”Jeg bor i Ystad i Sverige sammen med min svenske kæreste. Vi har tre børn, en datter på tre år, og så har vi tvillinger på halvandet år. Så det er svært lige nu at få det til at hænge sammen. Min svenske kæreste læste medicin i Polen, da jeg mødte hende. Vi havde et forhold igennem de år, hun studerede der, og i 2012 flyttede vi til Sverige. Før vi fik børn, var det meget lettere, min kæreste vidste jo, hvilket liv jeg levede, og vi var vant til at indrette os efter det. Nu, med tre små børn, er det meget hårdt at rejse så meget, som jeg gør. Jeg har omkring 200 rejsedage om året. Heldigvis møder jeg stor forståelse fra vores sportschef, Thomas Jacobsen. Han havde selv tre børn i en periode, hvor han rejste lige så meget, og de vanskeligheder han oplevede, har han gerne ville hjælpe os andre med at undgå. Men jo, det er svært. Jeg lever i et meget konkurrencepræget miljø og vil gerne levere på højeste niveau. Men samtidig er der hensynet til min familie. Nu hjælper det faktisk en del, at Anne-Marie er blevet ældre og mere selvstændig – hun klarer flere ting selv. Vi har udviklet rutiner igennem årene, og vi kan hurtigt komme op i omdrejninger igen, selvom vi ikke har arbejdet sammen i en periode.”

Alle trænere har sine egne metoder og principper. Hvordan vil du beskrive dine?

”Jeg vil definitivt gøre meget for at holde det enkelt. Ikke komplicere ting unødigt. Det ser jeg som meget vigtigt. Sejlsport er en kompliceret og svær disciplin, og jeg vil helst ikke gøre den endnu sværere. Så vi arbejder meget med at finde enkle løsninger. Jeg fokuserer altid på, at få mine sejlere til at være hurtige. Hvis de har god fart i båden, vil de oftest se smarte ud på banen, også taktisk og strategisk. Det er ikke raketvidenskab. Jeg udelukker ikke fokus på andre ting, men min opmærksomhed er rigtig meget på bådfart. Kropsbevægelser, styring – nogle gange hænger de to ting sammen. Hvis man bruger kroppen rigtig meget, så kan ror-bevægelserne komme i utakt. Og så vil det være bedre at bruge roligere bevægelser med roret og måske efterfølgende bygge det op på en ny måde. Der findes ikke ret mange sejlere som Robert Scheidt, hvor hver eneste bevægelse er spot on. Så det kan være bedre at dæmpe det ned i stedet for. Efter så mange år med Laser har jeg udviklet et godt øje. Jeg kan se, når noget ikke stemmer, og jeg ved, hvordan man kan arbejde med det. Det siger andre også, der kender mig og mit arbejde: At jeg kan spotte den slags meget præcist.”

Hvordan ser en normal arbejdsdag ud for Anne-Marie og dig?

”Vi har planlagt vores dage på forhånd. Så når vi mødes om morgenen, ved vi, hvad vi skal. Vi starter med en snak, om hvordan vi bedst tilrettelægger dagen, så vi når den målsætning, vi har aftalt. Lige nu satser vi på at dele dagen i to – enten har vi vores session på vandet om morgenen, eller så har vi den om eftermiddagen. Det åbner dagen op for fysisk træning, når vi ikke sejler. Vores session på vandet er som regel på omkring tre timer. Og så er det debriefing bagefter. Det kan være data, vi har indsamlet, video eller andre ting. Vi træner en del alene, selvom der er et vist pres på udefra. Rigtig mange vil jo træne sammen med hende. Vi træner også med andre, men det er ikke så let at fokusere fuldt ud på det, vi ønsker at arbejde med, når det er en gruppe, der sejler sammen. Når vi er her i Danmark, træner vi meget alene, og det ser jeg på, som den bedste træning vi laver. Det foregår stille og roligt, og vi kan koncentrere os om det, vi gør.”

Du kommer fra Polen, og jeg antager, at der er kulturelle forskelle, forskellige måder at gøre tingene på, end hvad vi er vant til her i Danmark. Hvordan har du oplevet det?

”Det var definitivt anderledes at komme til Danmark. Og det krævede en gensidig tilpasning, både fra sejlerne og fra min side. Danske sejlere var ret tilbagelænede. De havde brug for mere struktur og flere træningstimer. Efter kort tid kunne jeg tydeligt se, hvilket niveau de var på rent fysisk. Og de kunne godt selv se, at de havde brug for at træne mere. Men det var ikke sådan, at jeg kom marcherende ind og indførte østeuropæisk disciplin. Jeg tilpassede mig også, blandt andet ved at involvere sejlerne mere i de beslutninger, der skulle tages, end jeg måske var vant til, der hvor jeg kom fra. Jeg ændrede ikke vildt meget. Men jeg ændrede strukturen. Fra min uddannelse vidste jeg, hvordan man kan planlægge en sæson. Jeg vidste, at basal sport-teori fungerer på tværs af sportsgrene: Hav en god plan. Tro på den. Og gennemfør den. Og jeg kan se, at mange ikke gør det. De går bare med strømmen og håber det bedste. Noget af det, de gør, er måske godt, men så er der andet, der fortæller mig, at de ikke er på det niveau, der skal til, hvis man vil gå hele vejen. Sådan arbejder jeg ikke. I virkeligheden er det mange små ting, ikke nogen større revolution. Heldigvis oplevede Anne-Marie min tilgang som en fordel. Og det var nødvendigt dengang. Det var nødvendigt for hendes bådfart. Vi trænede time efter time i al slags vejr, og pludselig var der noget, der sagde klik. Så fandt hun det lille ekstra.”

Hvad er det, der gør Anne-Marie til en stor sejler, som du ser det?

”Vi har samarbejdet i ti år nu. Og det, jeg kan se, er, at mange dygtige atleter smuldrer under pres. Det er jo en ret lang konkurrence, vi har i sejlsport. De avancerer måske lidt, fra nummer fem til fire. Men Anne-Marie er ikke sådan. Hun går fra nummer fem til nummer et. Hun er en meget konkurrenceorienteret person og håndterer pres exceptionelt godt. Under træning vil jeg sige, at Anne-Marie er meget talentfuld, når det kommer til at filtrere information. Jeg siger en hel masse ting til hende, og jeg kan se, at hun bearbejder det og finder frem til lige nøjagtig det, hun kan bruge. Det som virker for hende. Og hvis det er godt, så sidder det. Hun glemmer det ikke igen. Det bliver fuldt integreret. Jeg behøver ikke at sige ting to gange. Hvis du ser på mange af de største stjerner i sejlsport, så vil du ofte se, at de har fokuseret meget på helt enkle ting. Og Anne-Marie ved, hvad der betaler sig. Hvis hun er bagud, ser du hende ikke gå helt over i modsat hjørne af banen. Hun arbejder sig ind igen, skridt for skridt, og ved, hvad der betaler sig i det lange løb.”

Nu er Anne-Marie 31 år, og hun har allerede vundet alt, der kan vindes.
Hvad nu?

”Vores næste mål er at forsvare guldmedaljen fra Tokyo ved det næste OL i Paris. Og hvis vi gennemfører vores forberedelser og arbejder hårdt, så er jeg sikker på, at hun har en reel chance. Derefter tror jeg, tiden er kommet til at se på andre former for sejlads. Så vil jeg tro, at der starter et nyt kapitel efter det næste OL. Måske i professionel sejlsport. Mulighederne for kvinder bliver jo bedre og bedre.

Det er selvfølgelig op til hende, men det ser jeg som en sandsynlig udvikling.”

Kan du beskrive forholdet mellem jer? Det må blive en meget tæt relation, med så meget tid tilbragt sammen, og ofte i meget spændte, svære situationer?

”Vores forhold er rigtig godt. Det har varet i ti år, og hun var kun 21, da vi startede. Så jeg vil sige, at det ligner en familierelation. Når vi træner hjemme hos mig i Ystad, så bor hun hos mig og min familie. Vi har en let, åben og fin forbindelse, og vi kender hinanden rigtig godt. Der er ikke så meget stress, hun ved, hun kan ringe til mig når som helst. Og det går begge veje. Det føles rigtig godt at have bygget en relation, hvor der er fuld tillid og loyalitet. Jeg kan ikke huske en eneste situation, hvor vi har været i en alvorlig konflikt.

Selvfølgelig har der været hårde og svære øjeblikke. Der har været kritiske situationer. Men vi har altid kunnet finde løsninger, og finde en vej videre. Anne-Marie er som familie. Og jeg er sikker på, at vi vil holde kontakten, når vores samarbejde i sejlsport en dag er forbi.”

Hvad kan du bedst lide ved at arbejde som træner – og hvad er knapt så sjovt?

”Alle rejserne var på en måde attraktivt i begyndelsen. Men sådan er det ikke mere. Jeg kan lide konkurrencen. Jeg føler en stor tilfredsstillelse, når Anne-Marie vinder. Sådan tror jeg, det er: Hvis du vil være coach på højeste niveau, må du have et stort drive for at levere.

Det har jeg. Og det er et stærkt drive. Det motiverer mig at finde nye veje, tænke ud af boksen. Men hele tiden med tanke på at vinde.

Det er derfor, udøverne er der. Og det er derfor, jeg er der. Jeg vil ikke kaste deres tid væk, og jeg vil ikke have, at de kaster min tid væk. Det her er elitesport, og vi går efter resultater.”

Hvis du ser længere frem i tiden, hvad er dit eget næste mål? Hvordan ser din fremtid ud?

”Vi har en gruppe unge kvindelige sejlere i ILCA-klassen, som virker meget lovende. Hvis jeg får en chance, kunne det være spændende at se, hvad det kunne blive til, hvis jeg kunne komme til at arbejde med dem.

De kan blive rigtig gode. Anna Munch er jo allerede verdensmester i U21. Men på grund af mit familieliv, vil jeg helst ikke lægge for mange planer for, hvad som skal ske efter næste OL.

Det kan være at jeg må lave nogle justeringer i den måde, jeg arbejder på. Men lad os se. I hvert fald ser jeg stadig min fremtid i sejlsport. Og nok mest sandsynligt som træner for ILCA-sejlere.”