Hun valgte eventyret

Ny kurs i livet
Hun havde et godt job inden for digital produktudvikling, da hun i december 2019 pludselig fik nok af den kurs, hendes liv havde taget. Hun trængte til at berige sin oplevelseskonto i stedet for sin bankkonto. Ergo sagde hun op, solgte lejligheden og købte en enkeltbillet til Bali. Men kom aldrig afsted. Coronaen væltede alle planer.

”Jeg var pludselig hjemløs, arbejdsløs, så jeg måtte have en plan B. Jeg købte en sejlbåd – en Shipman 28 – brugte efteråret på at gennemisolere den indvendig og flyttede ind i den i Lystbådehavnen i Aarhus. Samtidig takkede jeg ja til et job fra en dansk fintech-virksomhed,” fortæller Heidi Manøe.

Hun har sejlet hele sit liv. Fra hun var ganske lille, tilbragte hun alle sommerferier på sine forældres motorbåd, i teenageårene skiftede hun til sejlbåd, men har aldrig fået nogen formel sejleruddannelse. Men da hun søgte fast havneplads i Aarhus Sejlklub, var det et krav, at hun havde duelighedsbevis. Altså meldte hun sig til et weekendkursus i december 2020. På kurset mødte hun Nikolaj Skjellerup, som var indehaver af sejlerskolen.

”Den fremmede mand havde sømands-tatoveringer op ad armene og begyndte at tale om, at han netop havde købt et nyt skib, fordi han gerne ville etablere et fællesskab, der skulle sejle rundt om Jorden. Forundret og fuldstændig ligeglad med, hvor han var kommet fra, eller med omtanke for mit nye arbejde, udbrød jeg: Jeg vil gerne med.”

Sådan beskriver Heidi Manøe mødet med Nikolaj Skjellerup i bogen, og – som hun siger i dag – ”vi klikkede bare og begyndte at lægge planer.” Ud over at være den, der skulle skabe opmærksomhed omkring et sejlende bofællesskab, måtte hun lige tage en yachtskippereksamen af første grad, så hun kunne være kaptajn om bord. Hun trænede også sejlteknikker og havnemanøvrer i Nikolaj Skellerups sejlbåd i Aarhus, der har nogenlunde samme størrelse som nyerhvervelsen i Kroatien. Ved siden af havde hun stadig sit fuldtidsjob.

BLÅ BOG
Heidi Manøe, født 9. august 1991, opvokset i Vejle. Bor i en lille lejlighed i Aarhus – lige ved Aarhus Lystbådehavn, hvor hendes nye 26 fods Arabesque ligger. Er projektansat hos Syndicate i Aarhus, hvor hun beskæf-tiger sig med digital produktudvikling,
coaching og undervisning.

Over Atlanten
Efter et halvt års intens indsats, der også indebar sikkerhedstræning hos RelyOn Nutec i Esbjerg, som bl.a. træner ansatte på olieplatforme og de danske specialstyrker, påmønstrede Heidi Manøe den 53 fods Jeanneau på Kap Verde. Den var blevet sejlet dertil af gode venner. Og i efteråret 2021 kunne eventyret for alvor begynde.

”Nikolaj var med. Han er erfaren sømand, og vi var enige om, at han skulle med over Atlanten for at give mig en sidste viden, før jeg skulle overtage rollen som kaptajn,” fortsætter Heidi Manøe. Med om bord var også otte udvalgte gaster, der havde søgt om at deltage.

”Båden fungerer som et bofællesskab med økonomisk deling. Nogle er med for at lære at sejle, andre primært for at få oplevelser. Men det lå mig meget på sinde, at alle skulle være med til alt. En sejlads som denne er anti-charter, der er ingen service om bord.”

Heidi Manøe oplevede ikke at have udfordringer i forhold til at få respekt fra besætningen. Hun kæmpede dog med at overvinde tvivl på sig selv, inden hun påtog sig skipper-ansvaret i Caribien. Da hun så blev kaptajn, faldt det med at tage ansvaret for båden og de betalende gæster meget naturligt. Som hun siger i dag:

”Jeg er nok god til at sætte grænser og tage styringen.”

Nagende tvivl
”Da Nikolaj tog hjem fra Barbados, hvor jeg skulle begynde som kaptajn, var jeg i tvivl om styrmanden. Han var også med, da vi krydsede Altanten. Og han kunne sejle. Men det var tydeligt, at vi ikke så ens på f.eks. sikkerhed, og at han ikke tog det nødvendige ansvar. Jeg manglede tillid til ham og vidste ikke, om jeg havde lyst til at fortsætte på egen hånd.

I bogen beskriver Heidi Manøe sine overvejelser – også i forhold til den nye besætning, der var på vej, og som havde brugt deres feriedage og opsparinger på det forestående togt. Enden på spekulationerne blev, at hun – med Nikolaj Skjellerups fulde opbakning, han var trods alt ejer af båden – afskedigede styrmanden. Dog fik han tilbud om at være med på det kommende togt på omkring 1000 sømil op gennem De Caribiske Øer og videre nordpå til Turks og Caicos nord for Tahiti.

”Heldigvis fik vi en ledig gasteplads – en af de nye gaster havde fået corona hjemme i Danmark. I Caribien havde jeg lært Cille (med det fulde navn Cecilie Rosholm Oksbjerg red.) at kende fra de gange, vi havde ligget for anker sammen med den båd, hun var gast på. Hun havde også lige krydset Atlanten og skulle egentlig hjem, men endte med at komme med som ny gast.”

”Fra dag et svingede vi. Jeg kunne se en loyal makker i hende. Hun tog ansvar – det var naturligt for hende at bekymre sig om skibet. Mange af de andre gaster tog det mere som et eventyr. Hun havde også god sejler-erfaring fra Svanemøllen ved København, så der gik ikke lang tid, før jeg tilbød hende at være styrmand, når den anden afmønstrede.

Mytteri
Tre togter og tre måneder inde i rejsen blev den manglende tillid mellem kaptajn og styrmand for alvor sat på prøve. Norr, som skibet var døbt, havde nået Guadeloupe, og efter en løssluppen eftermiddag med nogle drinks i land bad Heidi Manøe sin besætning vende tilbage til båden. De havde godt af at sove rusen ud inden afsejling næste dags formiddag.

Tilbage på skibet opdagede Heidi Manø pludselig, at den mandlige del af besætningen var i færd med at gøre skibet sejlklar. Styrmanden havde fortalt, at de så kunne sejle allerede ved solopgang. Stik imod kaptajnens beslutning.

Heidi Manøe blev ”edderspændt rasende” – bl.a. fordi styrmanden havde sat en beruset besætning i gang med at hejse en 250 kilo tung dinghy op i buldermørke. Selv gik han omkuld i køjen, mens hun måtte standse forberedelserne og forklare besætningen, hvorfor sejlads og druk er en dårlig kombination.

”Jeg havde mest lyst til at afmønstre ham lige på stedet. Men vi lå for anker et isoleret sted, og det ville give en akavet stemning om bord – blandt de andre besætningsmedlemmer var han vellidt. Og det var også min opgave som kaptajn at få fællesskabet til at fungere. Så da ankeret blev trukket og kursen sat mod Antigua, lod jeg endnu engang min bløde side vinde og lod ham blive om bord,” fortæller hun.

Afmønstring
Nu kunne det lyde, som om sejlturen fra Kap Verde til Fransk Polynesien har været én lang udfordring. Det er slet ikke tilfældet. Heidi Manøe er bare åben omkring sine egne tanker og livet om bord. Men læseren er også med på dyk med hajer, skildpadder og hvaler. Oplever det helt specielle ved at ankomme til et nyt land fra søsiden. For slet ikke at tale om de lykkefyldte øjeblikke med gode grin og turkisblåt vand – alt det der får mange sejlere til at drømme om at tage på eventyr jorden rundt.

Men ingen sejlads er bare solskin og frisk vind fra den rigtige retning, hvorfor det er nærliggende at spørge Heidi Manøe, om hun aldrig har været utryg, i hårdt vejr for eksempel?

”Nej faktisk ikke. I situationen fokuserer jeg altid på at komme igennem og få løst problemet på bedste måde. Først bagefter kan jeg så reflektere over, hvad der egentlig kunne være sket,” siger hun med tanke på episoder, hvor båden f.eks. har taget vand ind, eller sejlet er blevet flænset i hård kuling.

Efter ni togter afmønstrede Heidi Manøe på Nuku Hiva i Fransk Polynesien.

”Jeg havde ganske enkelt fået trang til at skrive en bog om, hvordan det er at blive kaptajn og krydse oceaner. Jeg elsker at sejle. Men det er også hårdt med alle de mennesker, der kommer ind i ens liv. Man lærer dem rigtig godt at kende, så forsvinder de igen, og der kommer nye til.”

”Man er heller aldrig alene om bord. Og altid kaptajn. Det er mig, der planlægger sejlruten, ligger vågen om natten for at lytte efter, om ankeret holder. Alligevel insisterede jeg på også at være Heidi og have lov at trække mig. Det er svært at finde balancen – at gå fra den ene rolle til den anden. Som kaptajn er jeg jo også den irriterende, der f.eks. siger, at vi ikke kan sejle et givent sted hen. Jeg tager beslutninger, der måske ikke altid er lige populære. Men er samtidig Heidi, der spiller beachvolley og drikker en sundowner. Og omvendt er det også et bofællesskab…,” lyder det.

Sulten efter mere
Ville du gøre det igen?
”Jeg er ikke færdig med at sejle. Helt sikkert. Men det var også vigtigt, at jeg stoppede, mens jeg stadig er sulten efter mere. Har mødt folk som efter en jordomsejling fortæller, at sejlads hænger dem ud af halsen. Sådan har jeg det slet ikke.”

Alligevel har Heidi Manøe fundet frem til, at hun næste gang vil sejle på en anden måde. Ikke være kaptajn på et gastefællesskab igen.

”Nu handler det om at få nye udfordringer, så jeg prøver at holde alle døre åbne. I første omgang glæder jeg mig til at komme ud at holde foredrag og dele bogen med andre.”

Er du en anden Heidi i dag?
Tænkepause.
”Det er jeg sikkert. Jeg hviler nok mere i mig selv. Jo større udfordringer, du får i dit liv, jo mere skal der til, for at du bliver rystet. Jeg har fået mere ballast. En anden rummelighed. Og mere gåpåmod.”

Hvad skal læseren have ud af bogen?
”Jeg håber også, at hun/han bliver fyldt med gåpåmod – vil insistere på at fuldføre sine drømme. Om det så er et nyt job, en langturssejlads eller et nomadeliv er underordnet. Der er eventyr i sigte, så længe man holder kursen fremad.”