fbpx
TEKST DAN IBSEN 

PORTRÆT: Kaya Lehmann - guldvinder 2023 i U-19 VM i freestyle 

18-årig kitesurfer-talent vil være professionel og vinde VM

Kaya Lehmann startede med at kitesurfe i 2018. I 2023 har hun vundet guld i U-19 VM i freestyle samt sølv i U-19 VM strapless. Studentereksamen i foråret 2024 har førsteprioritet, herefter er målet at vinde medaljer ved
Senior VM.


Kaya er meget ambitiøs med sin sport og fortæller:
”Jeg startede med kitesurfing i 2018, og siden har det været min passion, og jeg elsker det. Min favoritdisciplin er freestyle, som er en udfordrende disciplin, og jeg får mulighed for at møde mennesker fra hele verden.

Når der er hård vind, bevæger jeg mig mere over i Big Air og arbejder på at forbedre mine looping skills. Endvidere kan jeg lide kite strapless freestyle og strapless wave. Når der ikke er nogen vind, så dyrker jeg wakeboarding og wakeskating. Samtidig træner jeg i mit fitnesscenter hele året for at forberede mig til konkurrencerne.

Min træning består primært af mit eget initiativ og kræver, at jeg selv er meget fokuseret og motiveret, hvis jeg vil opnå det niveau, det kræver, for at kunne være med internationalt.

I Danmark er der ikke nogen klubber eller nogen træner. Så det hele kommer an på ens egen motivation.

Når jeg er færdig med skolen i 2024, vil jeg gerne kitesurfe professionelt og være med på den internationale verdensmesterskabs tour.”

Startede kitesurfing som 13-årig
Kaya er født i Holland, har boet i Tyskland og Norge, inden familien flyttede til Danmark, og fortæller her om sin opvækst, sin skole og sin sport.


Hvor er du vokset op?

”Mine forældre er begge to fra Tyskland, men jeg er født i Holland. Derefter boede vi tre år i Norge, før vi flyttede til Danmark, hvor jeg så har boet siden.”

Hvorfor, hvornår og hvor startede du med at sejle?

”Mine forældre har en sejlbåd, og vi plejede altid at sejle i weekenderne og i vores ferie. Det gjorde så, at jeg selv fik lyst til at sejle.

Jeg begyndte med at sejle Optimist, da jeg var seks år gammel. Da jeg var 11 år, begyndte jeg at windsurfe lidt, samtidig med at jeg stadig sejlede lidt Zoom 8.

Jeg havde mit første kitesurf-kursus, da jeg var 13 år. Det første års tid sejlede jeg jolle samtidig med at jeg kitesurfede. Da jeg var 14 år, besluttede jeg mig for at fokusere på kitesurfing og stoppede derefter med at sejle jolle.

Mine forældre sejler stadig i vores sejlbåd og kitesurfer også begge.”


Er du tilknyttet en sejlklub eller kitesurfer-klub i Danmark?

”Jeg er medlem af Kiteboarding Danmark (KBDK), men det er en frivilligt drevet interesseforening for Danmarks kitesurfere, der organiserer kite-touren (red.: Danmarksmesterskabs Touren og DM), men udover det findes der desværre ingen organiseret træning eller camps.”

Træner du i Danmark eller i udlandet?

”Jeg træner primært i Danmark i løbet af året, da jeg er i gang med min gymnasie-uddannelse. Men jeg bruger alle mine ferier i udlandet for at kitesurfe og træne.”

Hvad er dit favoritspot i Danmark?

”Mit homespot er Sydvestpynten eller Amager Strandpark.”

Hvad er dit favoritspot internationalt?

”Raches, Grækenland og Punta Trettu, Italien.”

Har du nogle sponsorer, og i givet fald hvem, og hvordan støtter de dig?

”Aktuelt er jeg sponsoreret af Kitesurfer-mærket Eleveight Kites og Ringkøbing Landbobank. Men jeg er altid åben for nye sponsorer.”


Mit mål er VM-podiepladser

Hvad er dit ultimative mål i kitesurfing?

”Mit mål i kitesurfing er at få en podieplads ved GKA Verdensmesterskabs Touren (red.: Global Kiteboarding Association (GKA)) og ultimativt at vinde verdensmesterskabet.”

Overvejer du kitefoil som OL-disciplin?

”Jeg har ikke nogen planer om at starte med kitefoil det næste stykke tid, men måske om nogle år.”

Har du uddannelsesmæssige planer sideløbende med kitesurfingen?

"Aktuelt går jeg på en gymnasial uddannelse på The International School of Hellerup og bliver student i maj 2024.”

Satser du helhjertet på at kitesurfe de kommende år?

”Da jeg bliver student i 2024 kommer jeg til at fokusere mere på skole det næste halve år. Derefter planlægger jeg at rejse og kitesurfe så meget som muligt og har planer om at deltage i KKA Verdensmesterskabs Touren til næste år.”


Kender du Terese Tabbell – træner du med hende?

”Jeg kender Terese, og vi træner sammen, når vi begge to er i Danmark.”

Terese Tabbell er i dag Danmarks bedste kvindelige kitesurfer – læs artiklen: En af verdens bedste freestyle kitesurfere – er dansk https://plus.baadmagasinet.dk/index.php/artikel/alle-artikler/913-kinesisk-statsstotte-til-world-sailing-8

Flotte resultater de seneste to år
Kaya Lehman har i både 2022 og 2023 deltaget i GKA Youth World Tour med imponerende resultater, som er gået temmelig ubemærket hen i Danmark, hvor sejlsporten – bortset fra under OL – ikke får meget omtale i de daglige medier.

De seneste to års flotte resultater lover godt for Kayas fremtidige sportslige ambitioner i kitesurfing freestyle. Og det ærgrer sikkert Dansk Sejlunions sportschef, at Kaya lige for øjeblikket ikke har olympiske ambitioner.


  • RESULTATER 2022 
    GKA Youth World Tour 

    • Nr. 1, U-19 Freestyle, Spain
    • Nr. 2, U-19 Freestyle, France
    • Nr. 3, U-21 Strapless, Spain
    • Overalt Vice Verdensmester Freestyle
  • Danish Kitetour 
    • Nr. 1 første stop; Freestyle kvinder
    • Nr. 1 sidste stop; Freestyle kvinder
    • Nr. 5 sidste stop; Freeride kvinder
    • Overalt Dansk Mester Freestyle
  • Bigair Langeland
    • Nr. 2, Bigair
  • RESULTATER 2023
    GKA Youth World Tour 

    • Nr. 1, U-19 Freestyle, Spain - Youth World Champion Freestyle
    • Nr. 2, U-19 Strapless, Spain - Vice World Champion Strapless
  • German Kite Championship
    • Nr. 3, Freestyle kvinder
  • Danish Kitetour
    •  Nr. 1, First stop; Freestyle kvinder

Båd 587

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.