fbpx
TEKST DAN IBSEN FOTO PRIVATE #589

INTERVIEW: DANSK OL-DOMMER:

”Oplevelser, venskaber og gæstfrihed er min drivkraft”

Danmark har gennem årene haft dygtige dommere, som også er blevet valgt til OL-juryen. Det er en kæmpe anerkendelse, når World Sailing udpeger til OL-juryen. Ved OL 2024 i Paris er valget faldet på Jacob Mossin Andersen, som også var med ved OL i Tokyo for tre år siden.


World Sailing udpeger flere kategorier af Race Officials til de olympiske lege, henholdsvis race officers (baneledere), jurymedlemmer, regel 42 dømning samt teknisk personale til målinger. Samstemmende er, at det er verdens bedste i sin kategori, der udpeges og frivilligt stiller op til OL for at yde deres indsats for succesfulde OL-sejladser.

Allerhelst skal man jo ikke lægge mærke til juryen, som har til opgave at sikre, dels at sejladserne bliver afviklet indenfor reglerne både på vandet, samt ved eventuelle protester som behandles i juryrummet efter sejladserne. Regel 42 dømningen (pump, rokning, mv.) samt den direkte dømning i medal race har også stor betydning for afviklingen af sejladserne, og her kan marginaler afgøre medaljerne under selve sejladserne.

Juryen kan afgøre medaljedrømme
Mange husker en af de mest dramatiske afgørelser i sejlsportens OL-historie ved sejladserne i Qingdao, hvor Jonas Warrer & Martin Kirketerp vandt guld i 49er, da de efter et havari inden starten lånte en konkurrents båd i medal race, og alligevel sejlede sig til guld.

Den spanske båd protesterede, men efter grundige overvejelser afviste OL-juryen den spanske protest, som herefter blev anket til Court of Arbitration for Sport (CAS), som under OL havde sæde i Beijing. Jesper Bank måtte flyve tilbage til Kina og medvirke i CAS-forhandlingerne, ligesom World Sailings juryformand forsvarede afgørelsen. Efter et par dage blev anken afvist, og guldet i 49er var en realitet.

Ved OL 2020 (afviklet i 2021) var Anne-Marie Rindom tæt på at miste guldet, da juryen idømte hende en straf i starten i en episode mod en anden af de værste konkurrenter, hvor hun dermed mistede et stort pointforspring. Trods et stort pres i sidste sejlads, hvor Anne-Marie naturligvis skulle passe særlig på ikke at få en straf, sejlede hun sig til guldmedaljen, og dermed den anden OL-medalje efter bronze i Rio.

Man skal naturligvis 'holde sig for øje', at dommerne – ligesom sejlerne – yder deres allerbedste i vores sport. En bedre kommunikation mellem race officials og sejlerne betyder i dag, at der er skabt langt større respekt omkring dommergerningen. Selvom det er hårdt at blive bortdømt som sejler, så er fair sejlads og korrekte afgørelser vigtige for profilering af sejlsporten overfor ungdommen på globalt plan.

Jacob Mossin Andersen – sejler-CV 
  • Medlem af Kaløvig Bådelaug 
  • 44 år, it-konsulent, bosiddende i Fredericia
  • Sejlads i Optimist, Laser og div. kølbåde
  • International Judge (IJ) – siden 2007
  • DS Kapsejladsleder Gruppen – siden 2006
  • DS Appel og Regeludvalg – siden 2014
  • World Sailing Rule 42 Working Party – 2008 til 2017
  • World Sailing International Umpires Sub-Committee – 2017-2020
  • OL i Tokyo 2021 og Paris 2024
  • OL Test event i Rio 2015 og Marseille 2023
  • 4 x World Youth Sailing Championship – 1 som formand
  • 2 x World Sailing Championships (alle OL-klasser) – Santander 2014 & Aarhus 2018
  • 10 x Sailing World Cup – 3 som formand
  • 17 x Kieler Woche – 4 som formand
  • 6 x Finn Gold og Silver Cup
  • Kitefoil VM/EM – siden 2020
  • VM'er og kontinentale mesterskaber: 49er, 49erFX, Nacra 17, ILCA, Optimist, 420, 29er og OK

Dommergerningen er frivillig og ulønnet
Jacob Mossin Andersen er en af de sejlere og klubmedlemmer, som af interesse har valgt dommervejen og har satset på en international karriere, selvom dette sker på helt frivillig basis indenfor sejlsporten, både nationalt og internationalt.

Som international dommer får du betalt rejser, kost og logi, men det er ellers ulønnet, også selvom man bruger rigtig mange rejsedage på det årligt. Det er oplevelserne, venskaber og gæstfriheden, som er drivkraften for Jacob Mossin Andersen, og han vil fortsætte så længe det er sjovt, også selvom det er ulønnet.

Alligevel lufter Jacob tanker om, at sejlsporten måske skal kigge på, at det vil være lettere at hverve yngre personer til dommer-gerningen, hvis der er en symbolsk betaling til de unge, som ellers bliver tiltrukket af andre lønnede jobs, hvilket naturligvis er attraktivt, når de er under uddannelse.


Hvorfor valgte du vejen som dommer og International Judge?

"Allerede som ung sejler fik jeg interesse for arbejdet med kapsejladsreglerne, specielt retten-til-vejen-reglerne, og gennemgik derfor Dansk Sejlunions regelkursus, baneleder-, opmand- og dommeruddannelse.

Nogle af Danmarks dygtigste dommere, Jan Stage, Jens Villumsen og Paw Hagen har været mine mentorer og inspireret mig. Deraf kom også lysten til at arbejde som dommer internationalt, og her er det specielt jury-arbejdet, jeg har haft fokus på.

Det er altid svært, når man som ung gerne vil satse på at blive international dommer. Her har det haft meget stor betydning for mig med mine danske mentorer, som alle er internationale dommere, og e har hjulpet mig til at blive udpeget til internationale juryer via deres brede netværk.

Mit første internationale stævne var i Warnemünde i 2005, ligesom jeg siden har siddet i juryen ved Kielerwoche 17 gange, heraf fire gange som formand."

Hvordan kom du i betragtning til OL-juryen?

Det er svært at sige, men noget af det, som har været afgørende, er formentlig, dels at jeg har været involveret i World Sailings 'Rule 42 Working Party' i perioden 2008 til 2017 samt i 'International Umpire Sub-Committe' fra 2017 til 2020.

Samtidig har World Sailing gennem årene udpeget mig til juryen i deres World Cups 10 gange, samt til World Sailing Championships – VM for alle olympiske klasser – i henholdsvis Santander 2014 samt Aarhus 2018.

Herudover har jeg siddet i juryen for World Youth Sailing Championship (WYSC) fire gange, én gang som formand, og har været til VM og EM i mange internationale klasser, blandt andet 49er, 49erFX, Nacra 17, ILCA, Optimist, 420, 29er og OK."

Har du nogle favoritklasser?

"Det er ungdomsklasser samt OL-klasser. De fire gange jeg har siddet i WYCS-juryen har været i Aarhus, Istanbul, Irland og Malaysia. Noget af det sjoveste er kontakten til de unge sejlere samt at se deres udvikling. Mange af sejlerne til WYSC møder man så senere i OL-klasserne, og her kan man så følge deres vej mod OL- og VM-deltagelse samt mulige medaljer."

Jacob Mossin Andersen i aktion ved Formula Kite EM 2020. Foto Eureka/Dominik Kalamus.

Hvad er dine største oplevelser som international dommer?

"Jeg har haft rigtig mange skønne oplevelser rundt omkring i verden, det er svært at vælge. Generelt møder jeg rigtig mange personer, som jeg har kendt i mange år, og det er blevet til fantastiske venskaber. Jeg bliver mødt med kæmpe gæstfrihed rundt omkring i verden. En meget stor oplevelse var i oktober 2017, hvor jeg var formand for juryen ved Sailing World Cup i Japan, dels mødet med den japanske kultur, dels den måde de gjorde tingene på.

Selvom det er svært at vælge, så er den største oplevelse nok World Sailing Championships i Aarhus i 2018, hvor jeg var med under hele planlægningsfasen samt under hele stævnet. Det er nok det største og mest interessante stævne for mig."

Hvad med udpegningen til OL-juryen?

"OL-jury er nok det mest prestigefyldte, og det er også her, der er mest på spil for sejlerne.

I forhold til VM og World Cup er der relativt få sejlere med ved OL, kun én fra hver nation.

Det er ret slående, hvor mange ressourcer der anvendes på dette ene stævne set i forhold til antal sejlere, men det er samtidig en særlig platform, som giver sejlsporten en unik global profilering.

Jeg var med første gang i 2021 i Tokyo, efter at OL var udsat et år, men stævnet blev gennemført med mange restriktioner og begrænsninger på grund af covid-19. Vi måtte stort set ikke noget, var for det meste relativt isolerede, og det reducerede oplevelsen meget. Derfor glæder jeg mig også i særlig grad til OL 2024 i Paris, hvor sejlsporten godt nok foregår i Marseille i Sydfrankrig.

Jeg glæder mig over, at jeg kan være med til OL for anden gang. Det er kun få, som har været med mange gange, og det er jo naturligt, at der skal nye til for at sikre udviklingen også på dette område indenfor international sejlsport."

Hvad sejler du selv?

"Jeg har ikke nogen båd, det er der ikke tid til med så mange rejsedage, men jeg kan heldigvis sejle lidt forskellige kølbåde indimellem med gode venner.

Den internationale dommergerning medfører normalt mere end 60 rejsedage om året, hvilket primært er muligt, fordi jeg bruger det meste af min ferie på stævnerne samt har en fleksibel arbejdsgiver, hvor jeg som it-konsulent kan arbejde online, ligegyldig hvor jeg er."

Solnedgang ved Formula Kite VM 2021.

Hvilken klub er du opvokset i?

"Jeg er opvokset i Kaløvig Bådelaug, først med Optimistjolle og senere noget Laser-sejlads. Mens jeg sejlede aktivt, begyndte jeg allerede som 13-årig at være hjælper på banerne til kapsejlads. Jeg begyndte at interessere mig mere og mere for denne del af sejlsporten, hvor jeg kunne være med til at skabe muligheder for andre sejlere, ikke mindst de unge.

I en relativt ung alder valgte jeg at gå dommervejen, hvilket jeg aldrig har fortrudt.

Klublivet i Kaløvig Bådelaug har altid været meget socialt, og der har været stor interaktion mellem sejlere og frivillige hjælpere, samt i klubben som helhed."

Har du et godt råd til unge om dommergerningen?

"Tag fat i folk ude i klubberne og involvér dig i klubbens arbejde med gennemførelse af både træning samt kapsejladser. På den måde bidrager du til klubbens arbejde og udvikling, ligesom du også udvider din vennekreds og sociale relationer i klubben.

Hvis du får lyst til dommerarbejdet, er der mulighed for, via klubben, at blive tilmeldt til Dansk Sejlunions regelkurser, banelederkursus og dommerkursus, og du kan vælge, hvilken vej du ønsker at satse på. Du får skabt et nationalt netværk og får mulighed for at medvirke ved stævner rundt i landet.

Hvis du har et internationalt perspektiv, vil det være en fordel at satse på at blive International Judge godkendt af World Sailing. Der er flere personer i denne kategori, eftersom der minimum skal fem personer i en International Jury, og der er krav til forskellige nationaliteter. Som Race Officer (= baneleder) kan det være vanskeligere at få stævner udenfor Danmark, eftersom arrangøren i de fleste tilfælde udpeger en fra egen nation.

Du skal gøre det, fordi du synes, det er sjovt, du bliver udfordret samt får mulighed for store oplevelser og mange venskaber." 


Båd 589

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.