fbpx
Tekst Peter brinch FOTO peter brinch og orca

Vi har testet Orca - igen

I markedet for navigationssystemer til fritidssejlere – domineret af store og etablerede brands med mange resurser – har en nyere og mindre spiller sat målet højt: “Vi går efter at blive sejlernes førstevalg,” siger Jorge Sevillano, medstifter af Orca i 2020. Bådmagasinet testede Orca første gang i sommeren 2021. Nu er systemet blevet opdateret med mange efterspurgte funktioner og en gratis udgave. Vi har set nærmere på nyhederne og talt med Orca.


Mere end 70 % af de sejlere, der har et dedikeret navigationssystem, mener, at de også har brug for mobile applikationer, når de planlægger og navigerer på havet. Det blev i 2020 startskudet til Orca, et alt i et-system.

Orca er et komplet navigationssystem bygget op omkring en kerneenhed med indbygget 9-akslet kompaskurssensor (bevægelses- og retningssensor). Og vores test viser, at den holder den lovede præcision på under 2 grader. Kerneenheden samler desuden bådens forskellige NMEA-data som vind, dybde, AIS mfl. og sender dem trådløst videre til enten Orcas egenudviklede tablet – marineklassificeret enhed og monteringssystem med ladning – eller din mobile Android- eller Apple-enhed (flere enheder kan modtage data samtidigt).

Systemet har fra starten været brugervenligt, hurtigt og enkelt at betjene. Installationen kræver kun strøm og tilslutning til bådens NMEA-netværk. Og kan du brygge en god kop kaffe, så kan du ligeså enkelt og på næsten den samme tid konfigurere systemet.

Vores første test i 2021 gav et indtryk af, at her var et produkt, som kunne sætte dagsordenen, men manglede flere vigtige funktioner for at være rigtig attraktivt. Efter vores seneste test og en snak med Orca kan vi konkludere, at de virkelig har lyttet til al feedback, haft fokus på udviklingen, tilføjet efterspurgte funktioner og opdateret eksisterende.

Søkort
Orca har satset hårdt på Norden, men deres egne søkort dækker allerede en stor del af det øvrige Europa inkl. de fleste floder og kanaler. De manglende lande som Grækenland, Italien, Tyrkiet og Baltikum bør alle være på plads i slutningen af foråret. “Vores mål er at være globale i starten af 2023,” siger Jorge Sevillano, Orca.

I dag dækker Orca Danmark, Norge, Sverige, Finland, Tyskland, England, Irland, Belgien, Holland, Frankrig, Portugal, Spanien, Kroatien og New Zealand. Søkortene er bygget op helt fra bunden på data fra lokale myndigheder som f.eks. Geodatastyrelsen i Danmark. Designet er vellykket, tydeligt og klart. De fleste funktioner kræver kun ganske få kliks som eksempelvis symbolforklaringer, hvor du bare trykker og holder på et symbol – hvis du skulle have glemt, hvad det betyder – så får du en forklaring.

Kortenes nattefarver er også blevet opdateret. Frem for en traditionel løsning med et farvefilter, så er kortene blevet redesignet helt fra bunden for optimal gengivelse af alle detaljer ved sejlads i mørke, og det imponerer.

Gratis eller betalt udgave
Tidligere skulle du investere i kerneenheden og et abonnement for at få tilgang til alle søkort i systemet. I den kommende light-udgave af Orca bliver alle søkort gratis, men de kræver internetforbindelse. Og i Danmark, Sverige og Tyskland tillader myndighederne derfor ikke navigationsfunktioner sammen med kortene.

“Endnu tilbyder vi ikke offline- eller abonnementsfunktion i light-udgaven, som f.eks. Navionics gør, men vi overvejer at gøre det,” siger Jorge Sevillano.

Vil du kunne downloade søkort og have adgang til navigationsfunktioner, så kræver det altså stadigvæk kerneenheden, som også kan indsamle din båds NMEA-data og vise dem i appen. En demofunktion i gratisudgaven gør det muligt at få vist alle kerneenhedens fordele.

Priser
Kerneenheden koster 3.499 kr., og hele systemet – inkl. Orcas egen tablet med monteringsbeslag – koster 10.999 kr. Derudover koster det ca. 900 kr. om året for alle søkort i systemet, kortopdateringer, navigationsfunktioner, vejrdata osv. Afslutter du abonnementet, har du fortsat adgang til søkortene (også offline) og navigationsfunktioner, men ikke kortopdateringer, vejrdata og andre cloudbaserede tjenester som f.eks. automatisk ruteberegning.

Hurtig ruteberegning med vejrudsigt
Automatiske ruteberegninger er generelt en meget efterspurgt funktion. Det er derfor også noget, mange navigationssystemer tilbyder, men Orca gør det op til 100 gange hurtigere end konkurrenterne. Vores stress-test viser, at du virkelig skal på langtur, før Orca bruger mere end et par sekunder på at foreslå en rute. Selv med flere data som vejrudsigter og på ældre testenheder er beregningerne stadigvæk lynhurtige. Efter en opdatering kan du nu også selv vælge, hvorfra din tur skal starte – praktisk funktion ved planlægning.

Muligheden for at se, hvordan vejret påvirker din planlagte rute, er en smart funktion, der har været med siden introduktionen af Orca i 2020. Det øger sikkerheden at kunne få et overblik over vejret – i realtid – i forhold til ruten, du planlægger, og det fungerer godt. Men vi kunne godt tænke os, at flere data var integreret i funktionen, og ser frem til de kommende opdateringer.

“Vi arbejder på at tilføje atmosfæriske forhold, søforhold og øvrige navigationsforhold på den planlagte rute, så du kan vælge det bedste tidspunkt for din sejlads,“ siger Jorge Sevillano og fortsætter:

“Traditionelle navigationssystemer tilbyder kun svaret på spørgsmålet: Hvordan kommer man frem? Efter vores mening er det også meget vigtigt at besvare spørgsmålet: Hvornår er det et godt tidspunkt at komme frem?”

I Danmark får Orca sine vejrdata fra FCOO (Forsvarets Center for Operativ Oceanografi).

Øget sikkerhed med Safety Hub
Selvom du er godt forberedt, så kan uheldet være ude, og du behøver hjælp. Safety Hub er nyt i Orca og giver dig mand over bord-funktion med position, tidspunkt og automatisk ruteberegning til den nødstedte, telefonnummeret til den nærmeste søredning (SAR Search And Rescue) og livedeling af din aktuelle position og ankomsttid (funktionen kræver ikke, at modtageren også har Orca).

Betjen din autopilot
I den første udgave af Orca var det ikke muligt at betjene en autopilot fra systemet, og da funktionen blev introduceret sidste år, virkede den desværre kun med autopiloter fra Raymarine. Men efter en længe ventet opdatering kan du nu også betjene autopiloter fra Simrad, B&G og Lowrance – og snart Garmin og Furuno.

Funktionen giver dig muligheden for at aktivere og justere autopilotens indstillede kurs via din mobile enhed, hvor du også har dine søkort og instrumentpanelet – som du selv konfigurerer – med bådens øvrige data.

Ikke alle autopiloter har en avanceret kompaskurssensor, og derfor arbejder Orca på, at deres avancerede 9-akslede udgave (kerneenheden) snart skal kunne anvendes som bevægelses- og retningssensor for 3. parts autopiloter.
Tidevandsoversigt med opdaterede data er lettilgængelig.

  • Øvrige nye og opdaterede funktioner:

    • Dark Mode – Udover søkortene er hele systemet blevet redesignet for optimal gengivelse af alle detaljer i nattefarver.

    • Instrumentpanel – På baggrund af anvendernes feedback kan panelet nu konfigureres efter behov. Desuden kan det automatisk vise f.eks. rorets vinkel ved havnemanøvrer.

    • Tripcomputer – Du kan nu analysere en lang række data fra en gennemført sejlads, så som tid, afstand, dybder, batteriforbrug, hastigheder, brændstofforbrug m.fl.

    • Ankeralarm - Avanceret alarmfunktion med de forventede indstillingsmuligheder som ankerposition og bådens svingradius m.fl., men også med mulighed for nærmere præcisering af det område du vil holde dig indenfor. Du kan eksempelvis få en alarm, hvis din båd svinger mere end 90 grader.

    • Internet AIS – Mulighed for – med en internetforbindelse – at se andre fartøjer med AIS.

Et gennemtænkt økosystem
Ideen med at samle alt i et har vist sig at være god, og det er et kreativt indspark i en ellers konservativ branche.

Systemet er på få år gået fra at være den nye dreng i “navigations-klassen” til en, der kan komme til at sætte dagsordenen.

Er der plads til forbedringer? Ja, det er der altid, men de er ikke lige så nemme at få øje på, som de var første gang, vi testede det komplette system. Og uroen for, om der bl.a. ville blive udviklet nok og hurtigt på systemet, var tydeligvis helt ubegrundet.

“Vi udvikler hele tiden på navigations-systemet, og vi går efter at blive sejlernes førstevalg. Vi arbejder også meget på at udbygge vores økosystem, således instrumenter fra andre producenter også let kan indgå i det. Derudover er vi i dialog med producenter af elektrisk drevne både for at blive en del af deres standardudrustning,” afslutter Jorge Sevillano, medstifter, Orca.

Vi glæder os til at følge udviklingen. Du kan læse vores første test af Orca i udgave nr. 571 af Bådmagasinet og finde yderligere info på www.getorca.com. 
Dark Mode – Hele systemet og søkortene er bleve redesignet for optimal gengivelse af alle detaljer i nattefarver.
Instrumentpanel – Panelet kan konfigureres efter behov og har mange autofunktioner. Ved havnemanøvre kan det f.eks. automatisk vise rorets vinkel (kræver rorsensor i netværket).
Orca-systemet samler din båds NMEA-data som vind, dybde, AIS m.fl. Alle data sendes trådløst til en mobil enhed.

  • Plusser og minusser ved Orcas system:
    Plusser
    • Mange avancerede og smarte funktioner
    • Brugervenligt
    • Lækre søkort med tydelige nattefarver
    • Stabilt og lynhurtigt
    • Enkel installation
    • Avanceret ankeralarm
    • Mulighed for betjening af autopilot
    • Safety Hub
  • Minusser
    • Ingen offline- eller abonnementsfunktion i light-udgaven
    • Ingen mulighed for radar overlay (det er dog på vej)
    • Manglende funktioner for kapsejlads
    • Kan kun købes online

BÅD 577

Bådmagasinet er Danmarks maritime mediehus med begge fødder plantet solidt på dørken. Bådmagasinet følger med i den rivende udvikling medieverden er inde i, og udgiver således på flere platforme, hvad end det er i trykt eller elektronisk form.

Bådmagasinet har gennem tiderne hjulpet mange i bådbranchen med deres egne kundekataloger – kundemagasiner – brochurer – kataloger, eller et frisk design på virksomhedens brand – alt sammen under vores afdeling for Client Publishing.

Sejlsport

Nyheder

Inspiration

Medlemsskab


© 2020 Bådmagasinet ApS. All Rights Reserved.